ALL STARS. Hele seancen, som vi ynder at sammenligne med Vatikanets konklave, tager 13 timer inklusive to effektive spisepauser. Det er uden sammenligning den bedste dag på året.

Årets Hold

Årets Hold Af Asker Hedegaard Boye

Én dag om året, helst i den første uge af juni, er vi en håndfuld gamle venner, som udfører et aparte ritual. Anledningen er den internationale fodboldsæsons afslutning, og vores anliggende er at finde frem til de forgangne ti måneders bedste spillere i Europa og sætte dem sammen til et all star-mandskab. Det har vi gjort hver eneste forsommer siden 1999. 21 årgangshold i alt.

Første gang var spontan. På en af de lyse aftener i tiden efter skolens afgangseksamen, hvor verden stadig ligger åben for berusede teenagere, faldt snakken igen på udenlandsk fodbold. For hvem havde i grunden været sæsonens bedste centerforward i Italien? Gabriele Batistuta eller Marcio Amoroso?

Men hvad med Raúl, Totti og Moreno Torricelli, var de mon også blandt de bedste på deres respektive positioner? Sagerne måtte afgøres, og vi samlede 11 tomme ølflasker af mærkerne King, VIP og Star (dem var der rigeligt af i den østjyske provins i årtusindets sidste sommer) og spredte dem ud i en 4-3-3-opstilling.

Og så gik snakken ellers, begejstret og insisterende. Til at begynde med var vi en halv snes rundt om det lille, hvide plasticbord. Én faldt hurtigt fra, nogle blev for fulde, og tilbage sad vi en fem-seks stykker, som nåede til enighed om de 11 positioner. Dér har fire af os siddet lige siden. Ikke lige på gårdspladsen i Segalt, men altid midt i en diskussion om fodbold i fremmede lande.

Allerede året efter satte vi mere skik på foretagendet. Nu foregik prioriteringen således ikke længere kun oppe i vores hoveder, men også for vores øjne i form af miniature-spillere på mit grønne Subbuteo-tæppe. Nu kunne vi rigtig tegne, fortælle og regere.

12 måneder senere – i tredje årgang – fandt Årets Hold sin nuværende form i en 4-2-3-1-opstilling. Stadig med de små mænd på stofplænen, men nu suppleret med hundredvis af små, foldede papirlapper med computerskrevne navne: en klynge af 25-30 nominerede målmænd, det samme antal backs, wings, offensive midtbaner og angribere samt dobbelt så mange på de to dobbeltpositioner i midterforsvaret og på den centrale midtbane.

Stofligheden er vigtig. Vi starter med målmanden og frasorterer én ad gangen, fjerner deres navne fra kunstgræsset, før vi til sidst står med sæsonens bedste keeper. Derefter er det højrebackernes tur og så videre. Vi gør en dyd ud af at pakke sympatier og aversioner væk og fælde en subjektiv, men sand dom. Hele seancen, som vi ynder at sammenligne med Vatikanets konklave, tager 13 timer inklusive to effektive spisepauser. Det er uden sammenligning den bedste dag på året.

Egentlig begynder ritualet en uges tid før den store dag. Jeg tager mig af at indsamle og notere alle sæsonens relevante data – mål, assists, rednings- og afleveringsprocenter, indlæg, antal succesfulde tacklinger og andet og karaktergivninger fra Europas vigtigste sportsmedier.

Derpå forvandler Trøjborg Kopicenters overbærende ejer mit uoverskuelige Word-dokument til ringindbundne kompendier. Knap 100 siders lektier, der sendes ud med gammeldags post, så alle deltagere kan skabe sig et statistisk overblik. Nogle døgn før, det går løs, udvælger vi de rundt regnet 300 nominerede fodboldspillere.

Vores lille gruppe deler sig nemt i to fraktioner: frimurerne og bralrerøvene. Martin og jeg udgør den sidste gruppering. Vi har altid spredt det gode budskab til alle, der gad lytte, mens Michael og Rasmus helst vil den logeagtige hemmelighed. Fælles er et 30-årigt venskab, som gennem alle livets passager – gymnasium, universitet, kærester og ekskærester, giftermål og skilsmisse, ansættelser, flytninger og faderskab – cementeres af denne tradition.

Årets Hold er et reservoir for små minder og faste karakterroller. Michael er den mest ordentlige og sætter en ære i at udklippe de hundredvis af spillernavne. Stor er moroen derfor, når han igen har skamferet et af de længste navne. Det er blandt andet gået ud over folk som Giovanni van Bronckhorst, Jan Vennegoor of Hesselink og Sokratis Papastathopoulos. I mange år tændte vi en cubansk cigar, når vi nåede til den offensive midtbaneposition, jeg iført en temmelig sagnomspunden kreatørjakke (i virkeligheden blot en brun blazer fra H&M).

Vi opfører vel dette ritual for at skabe en slags civilreligiøs mande-mening. Hver for sig og stadigt sjældnere sammen indtager vi uge efter uge timevis af boldføde i form af kigning, læsning eller lytning, og én gang om året har vi så endelig mulighed for at sætte alle brokkerne sammen til en afrundet helhed.

Der er noget elementært tilfredsstillende ved at skabe disse øjebliksbilleder. At læse sig gennem vores all star-hold og ranglister gennem mere end 20 år er som at swipe gennem topfodboldens nyere historie. Fra dengang Serie A stadig var størst over Premier Leagues magtgreb og La Ligas lysende zenit til Bundesligaens opblomstring. Fra Antonio Benarrivo til Kylian Mbappé.

Dertil kommer en pæn portion identitetsskabelse: Vi er sådan nogen, der går i detaljen og bliver ved med det år efter år. Da vi indledte, huserede Casper & Mandrilaftalen på DR2. Et dadaistisk sketchshow, der skabte den ene groteske figur efter den anden, alle med det til fælles, at de var fuldkommen blottet for selvindsigt. Ej, se lige ham, sikke en tosse! Sådan så nørden ud i det forrige århundrede.

I skrivende stund er vi, logebrødrene, fædre til ni børn i alderen 0-13, oplært af Harry, Ron, Hermione og Greta Thunberg, af Ramasjangs lille-nørder, storenørder, klimanørder, agentnørder, motornørder og sportsnørder. Engang skulle vi retfærdiggøre, hvorfor vi brugte store dele af vores tilværelse på ét emne. Det skal vi ikke længere. Gennem tiden er vores evighedsprojekt blevet kopieret flere gange, men altid for at dø hen efter få år. »Den slags kræver nemlig stamina,« siger den ene af os, »ja, vi er ustoppelige!« hujer en anden.

Men ikke længere. For i år strandede fodboldsæsonen som bekendt i marts som følge af COVID-19 og er først lige genoptaget i en trist, mennesketom udgave, nogle ligaer endda helt annullerede. Først til august afvikles Cham-pions League som et fedtet Final Eight-stævne. Dommedag er udskudt på ubestemt tid, og vi sidder tilbage med alle vores værdiløse kendelser. Det føles ikke rart.

 

Engang skulle sportsstjerner være røvhuller. I dag skal de være opbyggelige, upersonlige globalister i evig kontrol. Læs om kroppen som kapital.

Læs også om to meget forskellige udgivelser, der viser fodboldspillets kraft som fortælling og sportsjournalistikkens forandrede idealer.

Side 46