Banebrud. For en generation siden var sporten stadig en parallel­virkelighed af nerve, vildskab og dum­hed, hvis helte var brutale og fatale. I dag er sportens ikoner opbyggelige, upersonlige globalister i evig kontrol.

Kroppen som kapital

Kroppen som kapital Af Asker Hedegaard Boye

Den organiserede sport følges af milliard­er, spilles af millioner, er levebrød for tusinder, men formes af få snese særligt dygtige mænd og kvinder. Sådan har det været, siden idrætsgrene som fodbold, cykling, tennis, golf og basketball fik internationalt perspektiv for et halvt århundrede siden.

Som i den ortodokse kirke forstås også sportens ikoner som en allegori over noget større. Ikke med et fikspunkt hinsides, men i et forsøg på at formulere det, vi kunne kalde for en dennesidig mytologi. Sportens helte som stjerner af kød og blod.

Den franske litteraturkritiker Roland Barthes døbte i essay­et »Tour de France – cykelløbet som epos« i Myto­logier (1957) topsporten som »de karaktermæssige essensers verden«. Ifølge Barthes udgør den enkelte udøvers navn et »stabilt hjemsted for en evig værdi«: Den Grådige, Den Uheldige, Den Evige Toer, Lederen, Den Legende.

Her er verdensforståelsen simpel og vertikal, og som hos de gamle grækere drypper guldet såvel som smudset fra Olympen og ned på alle os andre. Pelé spillede ikke bare fodbold. Han var med til at forandre den måde, mennesket forstod sig selv på i slutningen af 1950erne. Ikke på grund af det, han sagde, for han sagde og mente ikke meget, men takket være måden, han tonede frem på. Som Bette Davis, James Dean, Elvis Presley, Diana Ross, Rudolf Nurejev og Naomi Campbell til vidt forskellige tider.

Det er som bekendt både popkulturens og måske især sportens store styrke og lige så store svaghed, at den først og fremmest er visuel attitude. Mennesket som nonverbal krop er fatteligt for alle aldre, køn og etniciteter. Det er derfor, vi med nogen ret kan sige, at vi bliver som børn på ny, når vi rives med af sportsdysten på tv eller spillet i skolegården.

Men sportens symbolik er også reducerende. Her fremelskes visse karaktertræk, mens andre holdes nede. Ikke i al evighed, heldigvis, men i skiftende nuancer gennem historien.

I min barndom og ungdom var sportens helte og helt­inder uforsonlige, destruktive typer, malet i enten 1980ernes melankoli eller 1990ernes kuldslåede indifferens.

Det var folk som Mike Tyson, Ben Johnson, Martina Navratilova, Boris Becker, Jackie Joyner-Kersee, Marion Jones, Lance Armstrong, Steffi Graf og ikke mindst Michael Jordan, der sættes under lup i den aktuelle Netflix-dokumentar The Last Dance. Utilnærmelige og i besiddelse af karakter­træk, der gav sportslig succes, men efterlod indtrykket af et om ikke brutalt, så i hvert fald ufleksibelt menneske udenfor.

Det er næppe tilfældigt, at den systematiske doping­anvendelse kulminerede i netop disse årtier.

»Når man ser optagelserne, vil man tro, at jeg er en forfærdelig mand,« sagde Jordan i forbindelse med lancering­en af dokumentarserien, der bygger på 500 timers ikke tidlig­ere offentliggjort råbånd fra træning, kamp og privaten, og som viser Jordan som den ultimative vinder og grænse­overskridende mobber.

Den amerikanske basketprofil formede sporten, men var selv et barn af sin tid. Fra de tidlige år havde han lært, at kun ved at være et dumt svin kunne han blive den største.

Epokens væsentligste navne var aldrig politiske i modsætning til selvbevidste 70er-ikoner som Muhammad Ali, Paul Breitner og Billie Jean King. Nej, de var i stedet hardcore, indskrænkede og i besiddelse af en vild vilje, der hvert øjeblik truede med at slå om i et personlig styrt.

Ikke desto mindre bar disse mænd og kvinder en grundholdning videre til os, børnene i den østjyske provins, nemlig at sport var en boble, hvor der gjaldt andre normer end i resten af samfundet. At der faktisk fandtes en parallel­virkelighed fuld af nerve, vildskab og dumhed. Jeg kan stadig høre, hvordan vi skreg ad hinanden i badmintonhallen og på fodboldbanen. Da jeg blev klubmester i den lokale tennisklub, fik jeg en ketsjer i hovedet af den skuffede finale­modstander. Vi var små, hidsige John McEnroe’er.

Det var ikke, fordi den sensitive sportshelt ikke fandtes. Fodbolden havde den italienske buddhist Roberto Baggio, der i nøgen sårbarhed bukkede under for presset og sendte sit straffespark op i himlen over Pasadena i VM-finalen i 1994. Og Laudrup-brødrene. Pæne mennesker, der takket være et ambrosisk talent fandt plads i de ondes verden.

Men de var undtagelser. Størstedelen af den globale billed­væg, 1980erne og 1990ernes ikonostase, var anderledes skamløs. Tiden tilhørte Miguel Indurain, Michael Schumacher, Paul Gascoigne og Florence Griffith Joyner: inde­sluttet alvor eller fatal dømmekraft.

Forskellen til dagens bedårende sportsprofiler er slående. Tænk på tennissportens ambassadører Roger Federer, Rafael Nadal og Caroline Wozniacki, altid i overskud fysisk som psykologisk. Efter endnu en sejr priser de modstanderen og nedtoner høfligt egne evner.

Uanset hvor vi kigger hen, er de største de mest fornuftige. Eftertænksomme, ligefrem ydmyge vindere som Jordan Spieth (golf), Lindsey Vonn (skisport), Mike Trout (baseball), Sidney Crosby (ishockey), Alex Morgan (fodbold), Gennady Golovkin (boksning), LeBron James og Steph Curry (begge basket).

Eller hvad med Chris Froome, cykelrytteren, der har vundet Tour de France fire gange på fem år, og som, uanset hvor meget han generes, fremstår venlig og afbalanceret? Herhjemme har badmintonspilleren Viktor Axelsen, der er blandt klodens bedste, lært sig mandarin for bedre at kunne kommunikere med sine mange fans (og sponsorer) i verdens folkerigeste land.

Ungdommen har altid været sportens katalysator, og tidens børn og unge – de yngste millennials eller generation z – er perfektionistiske, skamfulde og følsomme individer, der ikke bryder sig om hån og barbari. Også deres helte bør opføre sig ordentligt.

Læs også om de nære forbindelser mellem sport og politik i Mellemøsten: »En totalitær arena«

For at forstå forskellen på mine barndomsidoler og min tiårige søns, må vi se nærmere på Diego Maradona (f. 1960) og Lionel Messi (f. 1987), to af fodboldhistoriens største.

Begge skabende offensivspillere, begge argentinere, og begge bedre end deres samtidige. Men hvor Maradona triumferede ved at trodse overmagten – med Napoli mod Norditalien, med Argentina mod England og resten af verden – er Messi det sublimerede designerbarn. Han blev hentet fra Rosario i hjemlandet til Barcelona som 13-årig, fodret med væksthormoner og behandlet som en prins.

Den venlige Messi er blevet passet på, nurset, gadeknægten Maradona har aldrig kunnet passe på sig selv. Man kunne fylde sidstnævnte med kokain og placere ham i bare tæer på en pløjemark, og han ville fortsat være den bedste. Messi holder af Mickey Mouse og kiks med karamelfyld.

Preben Elkjær, en anden af 1980ernes hårde halse, har engang sagt, at talent er ahistorisk: De bedste spillere i 1950erne ville også være de bedste i dag. Alligevel tør man nok sige, at mens Maradona trivedes i 1980ernes kaotiske fodbold, så ville han have det sværere under det nuværende regime. Omvendt med Messi, der dengang ville have savnet den aktuelle beskyttelse både på og uden for banen.

Tidens sportshelte holder længere end tidligere. For ti år siden hed de vigtigste stjerner i herretennis Federer, Nadal og Novak Djokovic, og det gør de stadig. Det samme er tilfældet i eksempelvis fodbold, basketball og Formel 1.

I den anden ende af aldersskalaen bliver profilerne yngre. Fænomener som Evgenia Medvedeva (kunstskøjteløb), Katie Ledecky (svømning), Zion Williamson (basket), Ariya Jutanugarn (golf) og Simone Biles (gymnastik) er alle nådesløst formgivet fra barnsben. Frembragt som eksklusive produkt­er.

Begge dele – vedvarende succes og tidlig erfaring – er resultatet af den magtkoncentration og optimerings­ideologi, der er en uafladelig del af professionel sport, men som i disse år er skærpet voldsomt.

I dag er sportshelten en rollemodel i kraft af det, han afstår fra: aggression, hævntørst, pral, dovenskab. Den øvre middelklasse har kapret sporten og dens værdier fra underklassen.

Sportens bedste er således ikke længere de vildeste, men de mest kontrollerede. De, der står op på det samme tidspunkt hver morgen, vejer sig, spiser sundt, dyrker yoga, kender deres fedtprocent, samtaler med en mental-coach, gransker deres performance, forsager alkohol og stoffer, udtaler sig uden at sige noget, går tidligt i seng og nægter at dele medaljeskammel med en ussel, dopingmistænkt kollega.

Der findes fortsat markante eller kontroversielle sportspersonligheder. Navne som Zlatan Ibrahimović, Megan Rapinoe, Cristiano Ronaldo, Ryan Lochte, Serena Williams og den nu pensionerede Usain Bolt. Men størstedelen er og bliver venlige diplomater, der udelukkende støtter vindersager. De er imod racisme, politivold og homofobi, vel fordi de mener det, men også fordi det modsatte ville være et pr-selvmord.

En flok opbyggelige, upersonlige globalister, der lige så godt kan komme fra Middelfart som München eller Mumbai. Sikre forretningsfolk, der ved, at kroppen er deres kapital, og at ét fejltrin kan være nok til at få millioner på nakken og sponsorerne til at bakke i væmmelse. Det var som bekendt hverken skader eller forbedret modstand, men et promiskuøst kærlighedsliv, der i sin tid fældede Tiger Woods, 00ernes dyreste sportsmand.

Tidligere blev sportshelten et forbillede qua det, han overvandt. Typer som Tyson og Maradona havde kæmpet sig vej ud af armoden og var trods succesen stadig udsatte eksistenser. I dag er sportshelten en rollemodel i kraft af det, han afstår fra: aggression, hævntørst, pral, dovenskab. Den øvre middelklasse har kapret sporten og dens værdier fra underklassen.

Hver tid har sine billedstormere. I 1990erne stod de dygtigste journalister på hovedet i skraldespandene på cykelholdenes moteller. Den, der fandt en ampul eller en blodig nål, blev på én gang hyldet som tapper sabotør og hånet som lyseslukker. Der var tilsyneladende ikke noget mere dragende end at trække bukserne af de spruttende selvretfærdige sportsudøvere.

I denne rasende idrætskultur blev enhver interesseret tvunget ind i en dobbeltrolle som fan på den ene side og skeptiker på den anden: Vandt han virkelig på ærlig vis? Havde hun rent mel i posen? Det havde de jo oftest ikke, Marion Jones, Lance Armstrong og alle de andre.

Men i de senere år har sporten åbnet sig for verden. Boblen er bristet, og selv ikke den største profil kan længere gebærde sig, som han lyster. Den verdensomspændende opmærksomhed (og det øgede økonomiske afkast) for­pligter og har skabt en afmålt pryd.

Jeg behøver ikke være bange for, at min søn lærer bissede tricks af sine idoler. Skraldespanden synes ren som ny­falden sne. Jeg behøver heller ikke at indprente ham, at en uoverensstemmelse på fodboldbanen aldrig bør løses med en skalle eller et flyvende karatespark. Risikoen er vel snarere det modsatte: at de børn og unge, der om et øjeblik er voksne, ser på deres sportshelte og forestiller sig, at tilværelsen er friktionsfri. Som det nyslåede græs på Camp Nou, Froomes høje pedalfrekvens eller Federers svævende baghånd.

 

Læs også om fans bag rattet og slagsange på Zoom: Hvor meget kan man tage ud af fodboldoplevelsen, før den bliver kunstig?

Side 43