For lande og folk gælder det, at når en landsmand bliver gjort fortræd i udlandet, så vækker det uro hjemme i flokken. Man rykker sammen i forfærdelse, forargelse, forbitrelse. I Italien er Silvia Romano ingen undtagelse, men blot en af de sidste i en endeløs række af uheldige helte og heltinder. Og så alligevel ikke helt.
I det halvandet år, der gik, fra den unge italienske nødhjælpsarbejder forsvandt fra en landsby i det sydøstlige Kenya, og til hun igen satte fødderne på italiensk jord, var hun nationens smukke datter, der var blevet bortrøvet af det mørke Afrika, som hun forsøgte at gøre noget godt for.
Billeder af hende viste en livsglad, smilende ung kvinde, omgivet af børn og lerklinede hytter i baggrunden. Og så pludselig var hun væk, med sine skinnende hvide tænder, funklende brune øjne og al sin gode vilje. Overgået til afdelingen for martyrer eller måske-martyrer, som Italien har så mange af. Da hun fyldte 24 sidste september, flød de sociale medier over af lykønskninger, en del fra politikere, og der blev spekuleret en del i hendes eksistens og tilstand i den slags indslag, som normalt er akkompagneret af violiner eller klaver. På det tidspunkt havde man ikke hørt fra hende i over et halvt år. Men det forlød, at hun var blevet »solgt« til den fundamentalistiske islamiske terrororganisation al-Shabaab og var havnet i nabolandet Somalia.
Så var det, at hun pludselig dukkede op igen. Midt under coronaen. Ud af det blå. Eller rettere ud af det tyrkisgrønne.
Den glædelige nyhed blev overbragt af Luigi Di Maio. Italiens udenrigsminister og tidligere leder af partiet Femstjernerne, hvis stemme næsten knækkede over i begejstring over, at der endelig var noget at fejre. Så dukkede de første billeder op af en tydelig glad Silvia Romano, og det forlød, at hun var på vej hjem efter at være blevet løskøbt eller befriet, muligvis med hjælp fra den tyrkiske efterretningstjeneste, ingen ville eller kunne sige det med sikkerhed, men det var også underordnet i den generelle jubel. I næste nu gik døren op til flyveren i Roms Ciampino-lufthavn. Og så gik det hele i stå. Eller mere præcist valgte historien at bryde mønsteret. For ud af flyveren kom en jublende lykkelig kvinde. Iført en tyrkisgrøn traditionel somalisk muslimsk klædedragt. Og noget af det første, hun fortalte, var, at hun ikke havde lidt overlast, at hun frivilligt var konverteret til islam, og at hun i øvrigt nu hedder Aisha som én af profeten Muhammeds koner.
Her vil man måske umiddelbart tænke »stockholmsyndrom«, og at ingen, der har været fange hos al-Shabaab i halvandet år kan forventes at forblive sig selv. Og at uanset hvad, så er der vel religionsfrihed. Men Stockholm er ikke en by i Italien. Billederne af Silvia-før og Silvia-efter var så forskellige fra hinanden, at mishaget øjeblikkeligt begyndte at boble fra bunden af de sociale medier og i særlig grad hos højrefløjspartiet Lega, som mener, at islam er inkompatibel med Italiens forfatning og udgør en »planetarisk fare«, som partiets leder, Matteo Salvini, har udtrykt det.
Klyng hende op
»Klyng hende op,« skrev en Lega-politiker på hjemkomstdagen på Facebook. »Vi har befriet en islamist,« skrev den højreorienterede avis Libero på sin forside. »Det er, som hvis en kz-lejrfange vendte hjem iført naziuniform,« skrev chefredaktøren af den ligesindede avis Il Giornale. »Neo-terrorist,« lød det et par dage senere fra et andet Lega-medlem under en tale i parlamentet.
Og imens bredte rygterne sig. Om en mulig graviditet. Om en mulig løsesum. Partileder Salvini, som også er tidligere indenrigsminister, undlod derimod at kommentere såvel Silvia Romanos konvertering som sine egne politikeres ytringer med et »det er tiden ikke til«.
Den anden store højrefløjsleder, Giorgia Meloni fra partiet Fratelli d’Italia – som har overtaget den gamle neofascistiske trikolorefarvede flamme i sit symbol – valgte en endnu blødere linje, som tydeliggjorde en i forvejen eksisterende demarkationslinje på den italienske højrefløj mellem rabiate og moderate.
»Der er ikke tale om fri konvertering, når man er fange,« sagde hun. Og Mussolini-nostalgikernes avis Il Secolo bakkede op med chefredaktørens retoriske spørgsmål om, hvorvidt Silvia Romanos haters havde foretrukket »at få hende hjem i en kiste?«
Også politikere fra regeringspartiet Femstjernerne kæmpede med deres følelser. »Du skulle have et par på skrinet,« skrev én af dem på Facebook. Affæren afstedkom også en konflikt blandt de italienske feminister, efter at en af den milanesiske kvindebevægelses historiske ledere Nadia Riva kaldte Silvia Romanos somaliske klædedragt for »en grøn affaldssæk«.
Til det fulde billede hører naturligvis, at mange begrænsede sig til at udtrykke glæde over, at hun var kommet levende hjem, heriblandt Italiens muslimske trossamfund. Men intet kunne forhindre, at der inden ugen var omme havde rejst sig en bølge af følelser, som satte en brat stopper for den befriede kvindes frihed og gjorde det nødvendigt at give hende politibeskyttelse. Hendes onkel har til det populære tv-program La vita in diretta fortalt om »hundredvis af dødstrusler på internettet eller skrevet på murene« vendt mod hans niece. »Folk vil myrde hende eller true hende på alle måder, fra vold til voldtægt,« sagde han. Og ikke alle har det kun i munden. Inden politiet begyndte at holde permanent uden for hendes forældres lejlighed i Milano, hvor hun nærmest har forskanset sig, blev der blandt andet kastet med flasker efter hendes vinduer. Desuden forsøgte en egyptisk mand at skaffe sig adgang til lejligheden, angiveligt for at udtrykke sin beundring, men ikke desto mindre.
Brug hjernen
Og Silvia Romano selv? Inden hun gik i ufrivillig, neddykket tilstand på de sociale medier, skrev hun en besked til sine facebookvenner med tak for støtte til sig selv og sin familie.
»Jeg kunne ikke vente med at komme af flyet. Det eneste vigtige for mig var igen at kunne omfavne de vigtigste personer i mit liv og fortælle dem, hvor meget jeg holder af dem, på trods af mit tøj. Jeg har altid fulgt mit hjerte, og det vil jeg aldrig forråde. Jeg vil bede jer om ikke at blive vrede på mine vegne. Det værste er overstået, lad os nyde dette øjeblik sammen.«
Et forfængeligt håb, måske. Hendes nærmeste familie virker i hvert fald temmelig sikker på, at hun er blevet »hjernevasket« af al-Shabaab, som onklen udtrykker det. Og at der nu venter »et arbejde på mindst seks måneders psykoanalyse for en gruppe af eksperter, og så må vi håbe, at hun vender lidt tilbage til den, hun var før.«
Også hendes mor virkede af den overbevisning, da hun reagerede på spørgsmålet fra journalister uden for opgangen om, hvordan hendes datter har det.
»Hvordan tror I, hun har det? Prøv selv at sende slægtninge derned et par år, og lad os så se, om de ikke vender hjem som konvertitter. Brug hjernen. Vi vil være i fred. Vi har brug for fred.«
Samme konklusion er den marokkansk-franske forfatter Tahar Ben Jelloun, som selv er muslim, også nået frem til. I en kommentar, bragt i dagbladet La Repubblica, skriver han, at der jo ikke er noget i vejen med at konvertere fra én religion til en anden.
»Men at konvertere efter i månedsvis at være udsat for pres fra lejesoldater, som bruger islam som dække for at afpresse en stat for penge, er et valg, som åbner en debat. Isolationen, frygten, angsten for at blive slået ihjel er ingredienser, som kan forstyrre åndsfriheden. Et frit menneske og et menneske, der har fået berøvet sin frihed og oveni er truet på livet, tænker ikke på samme måde. Det er sandsynligvis en dyb angst, som har tvunget Silvia til at træffe et sådant valg. Nu er hun fri til enten bevidst at acceptere det eller at frigøre sig fra det.«
