Tabu. Svært overvægtige er gået under radaren som en selvstændig risikogruppe, selv om de har øget risiko for at blive indlagt med COVID-19. Fagfolk efterlyser en national strategi imod overvægt.

En ubekvem sygdom

Svært overvægtige danskere fylder mere i hospitalsstatistikkerne end i den offentlige debat om coronaepidemien. Det mener børnelæge Jens-Christian Holm, forskningsleder ved enheden for overvægtige børn og unge på Holbæk Sygehus.

»Svær overvægt har været undervurderet som en selvstændig risikofaktor fra begyndelsen af epidemien. Der er en diskrepans imellem det, vi ved, og hvor stedmoderligt vi behandler den viden. Svær overvægt har en sammenhæng med længere tid i respi­rator, længere sygdom og højere dødelighed, men alligevel er det tilsyneladende tabuiseret. Først to måneder inde i epide­mien er det for alvor kommet på dagsorden,« siger Jens-Christian Holm.

I begyndelsen af maj måned viste tal fra Hvidovre Hospital samt universitetshospitalerne i Odense og Aarhus, at 62 procent af coronapatienterne er overvægtige, mens svært overvægtige udgør 35 procent af de indlagte.

Det skyldes blandt andet, at svær overvægt kan give en overfladisk vejrtrækning, der gør det sværere at ilte lungerne og medfører sygdomme som forhøjet blodtryk, sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme.

Desuden nedsætter svær overvægt immunforsvaret, så man er mere modtagelig over for infektionssygdomme. Alligevel er risikofaktorer som høj alder og kroniske sygdomme løbet med det meste af opmærksomheden. Ifølge børnelæge Jens-Christian Holm kan det have konsekvenser for de 800.000 danskere, der vurderes at lide af svær overvægt.

»Jeg kan frygte, at mange i risikogruppen ikke bliver informeret godt nok, fordi vi ikke tager overvægt alvorligt som en sygdom. Jeg ved ikke, om det skyldes et misforstået hensyn eller et ønske om ikke at diskriminere, men de er en selvstændig risikogruppe, som vi bør værne om,« forklarer Jens-Christian Holm.

Stigmatiseret

De svært overvægtige blev yderligere sat på dagsorden, da Sundhedsstyrelsen efterfølgende opdaterede sin viden om svært overvægtige som i særlig risiko for COVID-19. Det fremgår nu, at folk med en BMI over 35 er i særlig risiko for et hårdt sygdomsforløb samt overvægtige med BMI over 30, hvis de samtidig har en kronisk sygdom.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside indgår de som en risikogruppe side om side med personer med høj alder, beboere i pleje­bolig, personer med visse sygdomme eller tilstande, børn med kronisk sygdom, personer uden fast bopæl og gravide.

Her ligger også materiale til »dig, der er i en særlig risikogruppe« målrettet blandt andre gravide, narkomaner og ansatte i sundheds-, social- og ældresektoren, men svært overvægtige har ikke nogen konkret anbefaling at klikke på. Camilla Rathcke, centerchef i Sundhedsstyrelsen, medgiver, at man med fordel kan henvende sig mere direkte.

»Der har vi nok brug for en præcisering af overskrifterne, for det ringer ikke nødvendigvis en klokke, hvis man lider af andre tilstande. Men vi har en generel anbefaling på hjemmesiden til risikogrupperne, og den gælder alle, også svært overvægtige,« siger Camilla Rathcke og henviser til anbefalingerne om at være særlig opmærksom på rengøring, afstand og social kontakt, ligesom man anbefales at blive omplaceret på sin arbejdsplads, hvis man har kontakt til for eksempel patienter med COVID-19.

Hun afviser dog, at Sundhedsstyrelsen har talt med for små bogstaver om overvægt.

»Vi har ikke italesat enkelte risikogrupper frem for andre. Vi har hele tiden haft overvægt som en øget risiko, og vores nye præcisering bygger på litteratur om overvægt i relation til Covid19.«

Men Sundhedsstyrelsen vil generelt altid anbefale overvæg­tige at tabe sig – også af alle mulige andre grunde, forklarer hun.

»Det kan medføre hjerte-kar-sygdomme og sukkersyge, men vi har ikke et differentieret blik på risikogrupperne, så svært overvægtige skal ikke gøre noget ekstra, som andre personer med øget risiko ikke skal. Vi ved, at mange overvægtige kan være bekymrede for at blive set skævt til, fordi de vejer for meget, så det er vigtigt for os at sige, at den ene sygdom eller tilstand ikke er finere end den anden. Det vigtige er, at nogle mennesker har en højere risiko, og det gælder helt tydeligt folk med høj alder og svær overvægt,« siger centerchef Camilla Rathcke.

Ansvar for egen overvægt

På statsminister Mette Frederiksens mange pressemøder har de svært overvægtige, der nu er indlagt, heller ikke gjort stort væsen af sig. Retorikken har fokuseret mest på de ældre og svage ud fra en formaning om, at de fortjener samfundets beskyttelse og solidaritet:

»Hensynet er ikke kun til den enkelte nu, det er til forældre, bedsteforældre, kronisk syge og svækkede,« sagde Mette Frederiksen for nylig, og på et senere pressemøde indskærpede hun, at vi skal »passe særligt godt på vores ældre og sårbare«.

Adipositas, en frivillig landsforening for overvægtige, arbejder for at forbedre overvægtiges vilkår og har en bestyrelse sammensat af blandt andet ernæringseksperter.

Her gætter landsformand og ernæringsvejleder Per Nielsen på, at diskussionen om fedme besværliggøres af, at det ikke betragtes som en kronisk sygdom.

»Måske er vi bange for at tale om det, fordi mange mener, at fedme er selvforskyldt. Det er dybest set et spørgsmål om, hvordan vi som samfund ser på svær overvægt i modsætning til USA og Canada, som har defineret det som en kronisk sygdom. Hvis vi gjorde det samme, kunne man måske nemmere sige på et pressemøde, at vi skal skærme vores ældre, vores sårbare og vores overvægtige,« siger Per Nielsen.

Det kommer hverken bag på ham eller andre fagfolk, at overvægtige pludselig er dukket op som en risikogruppe. I tidligere influenzaepidemier samt SARS er overvægtige også blevet hårdt ramt, og ifølge professor Sten Madsbad kan det have betydning, at fedme ikke blev nævnt i de første data fra Wuhan i Kina, der menes at være arnested for virussen.

»De første data fra Wuhan nævnte tre risikofaktorer: forhøjet blodtryk, diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Fedme blev ikke nævnt med et ord, selv om alle tre medicinske tilstande er indikationer på overvægt.«

Madsbad er overlæge på Hvidovre Hospitals Endokrinologisk afdeling, som behandler hormonsygdomme, herunder diabetes og fedme.

Han har længe efterlyst en national strategi mod fedme i Danmark, hvor halvdelen af befolkningen anslås at være overvæg­tige.

»Indlæggelsestallene understreger, at vi ikke har en national strategi mod fedme og heller ingen effektiv behandling. Alle kan tabe fem-ti kilo, men et år efter vejer de det samme igen, så vi må bare vente på, at der udvikles appetitregulerende lægemidler. Fedme er en kronisk, recidiverende sygdom, som man aktuelt ikke kan behandle,« siger Sten Madsbad.

Også børnelæge Jens-Christian Holm peger på, at myndighederne har svært ved at være handlingsanvisende under COVID-19-krisen for netop den gruppe.

Mens gravide skal testes inden fødsel, og plejehjem kan sætte plexiglas op i forbindelse med besøg, er der ingen konkrete tiltag til svært overvægtige ud over de generelle anbefalinger til risiko­grupperne.

»Konsekvenserne af at værne om de svært overvægtige bliver uoverskuelige, når vi taler om 800.000 mennesker. Det bliver pragmatisk og politisk umuligt, for så skal du tilbyde dem en professionel behandling, der ikke findes i dag. Det lægger måske en dæmper på, hvor meget man italesætter problemet. Hvis man til gengæld anerkender fedme som en sygdom, er det lægen, der har ansvaret, i stedet for at vi i dag beder patienten være ansvarlig for sin egen sygdom. Det er unfair.«

 

Læs også Aske Muncks kommentar fra april om COVID-19 og overvægtige: »Fed slagside«

Læs også: Eksperter tror ikke på, at regeringen stadig følger en afbødningsstrategi, selv om det står i genåbningsaftalen: »Grønne grafer, hvide telte«

Læs også Lone Franks essay om den intense opmærksomhed, vi giver COVID-19: »Døden skal have en årsag«

Læs også Anna Libaks kommentar om, at henved 300.000 mennesker er foreløbig døde af COVID-19t. Men millioner vil dø af reaktionen på den: »Angst smitter«