Kommentar. Det er svært at vide, hvorfra Klaus Rothsteins forbløffende modvilje mod Malou Aamund kommer, men lad os undgå missionering, holdningsmæssigt pøbelvælde og ængstelig reaktionstilpasning, skriver Katja Kvaale.

Smadremandens note

Smadremandens note Af Katja Kvaale

Croissanten låste sig på tværs af svælget, og caffe latten stod ud fra næseborene, da jeg læste min kollega Klaus Rothsteins note om Malou Aamund i Bøger sidste fredag morgen. To gange til læste jeg noten, og selvom den står i petit stof-klummen Bogholderiet, kan det dårligt bortforklares: Gyldendal bebuder i sit forårskatalog med Aamund på forsiden, at hendes debutroman udkommer til marts, men den ellers ordentlige Rothstein finder her anledning til seoghørsk at reducere den sjældent succesfulde og ekstraordinært godt udseende erhvervskvinde til sin fars datter, sin mands kone og minsandten også Kronprinsens ekskæreste.

Og dét i 2020 – ikke i 1919, hvor den slags var nogenlunde gangbart. Desuden forveksler Rothstein bevidst hendes smukke kontrafej med Alberte Winding – en anden tøset lyshåret letvægter, må læseren forstå ved benævnelsen »sangerindeforfatter« – og Aamund har desuden formastet sig til at stille op for et liberalistisk parti. Rothstein undrer sig over, hvordan hun dog kan have tid til at skrive »tankevækkende«, som Gyldendal lover, men han gætter sig slutteligt til, at Aamund har fået et staldtip af Hanne-Vibeke Holst, som hun sidder i VL-gruppe med. Skulle der være nogle halvstore skår tilbage af Aamunds end ikke påbegyndte forfatterkarriere, får den litterære Smadremand dem pulveriseret ved præmaturt at konkludere, at debuten i marts ligner en sag for Alt for Damerne og Aftenshowet. Altså selvsamme show, hvor den yndige Lise Rønne vimser rundt.

Det er svært at vide, hvorfra Rothsteins forbløffende modvilje mod Aamund kommer. Såfremt noten var ment som satire, er den dumpet på satiregenrens parametre. Den må henregnes som en regulær bommert. Sikkert er det, at Weekendavisens læsere er for begavede til at tro andet, end at Google Danmark har hyret Aamund som CEO, fordi hun besidder de rette kvalifikationer til det krævende job til trods for sit gode udseende – og ikke fordi hun er fars datter, mands kone og Kronprinsens eks. Og til ikke at unde hende – og forvente – en uhildet professionel boganmeldelse, når debuten er en realitet.

Rothsteins note har en vis timing, tilfældig eller ej, med to nylige begivenheder: Ulrik Høys død og Bo Tao Michaëlis’ påtvungne bodsgang i Politiken. Høy udfoldede med næsten frit lejde sin utæmmede fritænkning og lidet salonfährige mishagsytringsfrihed i nærværende organ, så det ugentligt drev med blod, fjer og bensplinter på væggene i hans klummerum. Høy ymtede fra et varmt bankende hjerte gennem sin spidse pen, personlig kritik havde principielt sigte, og han skrev med en frydefuld akkuratesse og virtuositet, så klokkerne kimede, og man måtte sig forbarme. Klummerne var som seriel sproglig orgasme, salte livgivende isbade og dobbelte snapse med overfladespænding, man bare måtte overgive sig til, enig eller ej. Nu kommer der ikke flere af de høytsiddende verbale kindheste, vi trænger sådan til. Er den genre historie?

Bo Tao Michaëlis, som i en menneskealder med faglig kyndighed har anmeldt litteratur, film og tv i Politiken, bemærkede i anmeldelsen af et tv-program, at DRs Lise Rønne »vimsede«. Rønne påtalte ordvalgets angivelige kønnethed i en kronik samme sted, hvilket er hendes fulde ret, men det foranledigede Michaëlis’ kvindelige redaktør – som i selvsamme professionelle egenskab burde have forsvaret sin skribents ret til fri kritik – til at påtvinge sin 71-årige mandlige skribent at gå angerfuld bodsgang.

Zoomer man lidt ud fra Rothsteins note i lyset af Høys bortgang og Michaëlis’ bodsgang, kan man spørge mere generelt: Er der et mønster? Er de store hvide ronkedorers tid endegyldigt forbi, fordi kvinder og minoriteter omsider kan indklage deres misogyne, herremandsmentale udgydelser for folkedomstolen? Er det på høje tid nu kvindernes og minoriteternes æra? Skal vi nu dele os efter køn, race og etnicitet, som identitetspolitikken bebuder?

På Twitter opfordres Rothstein til tidlig pensionering eller fyring, på Facebook fordømmes hans kvindesyn enstemmigt i kvinders opslag, mens det omvendt forklejnes i mange mænds opslag. Nuancerne ryger, når kønnene deles. I netmagasinet POV International 5. januar under rubrikken »Weekendavisens karlekammer« betragter filosof Helle Holm Clausen Rothsteins note som symptom på generelle tendenser til misogyni i Weekendavisen. Hun medgiver, at »Weekendavisen er selvfølgelig ikke gennemsyret af misogyni. Som mange af avisens læsere fremhæver, er der plads til mange forskellige holdninger og skribenter, og avisen har også nogle jævnt ud sagt fantastiske skribenter – af begge køn. Men avisen er imidlertid ofte ganske kvindefjendsk, når det virkelig gælder.«

Clausens eksempel på, hvornår det virkelig gjaldt, var #MeToo. Avisens dækning af fænomenet fik hende til at opsige sit abonnement gennem 20 år. Hun finder, at »avisen har en kedelig, sexistisk slagside« og tilføjer, at »en avis er ikke misogyn pga. en enkel sexistisk note. Men når man igen og igen viser, at det trods pluraliteten i indhold alligevel er mænds holdninger, følelser og jobsikkerhed, der vejer tungest, så er der ikke kun tale om røg uden ild«. Clausens smertetærskel blev nået, da »Weekendavisen fra forsiden og på lederplads bekendte kulør over for #MeToo-bevægelsen, der blev fremstillet som en heksejagt«. Således blev ifølge Clausen »Weekendavisen medskyldig i, at dækningen af #MeToo fik et så anderledes forløb og eftermæle i Danmark end i mange andre lande«.

Ja, og gudskelov for det. #MeToo har påpeget reelle og systematiske overgreb mod kvinder og haft indiskutabelt positive konsekvenser. Men fænomenet har også, grundet sin tsunamiagtige selvtægtsretfærdige sult på udenomsjuridisk rettergang, rummet pøbelvældets elementer: Folkedomstolens lynch mobs er civilisationens modpol, og er vi først endt dér, er slaget tabt for alle køn. Havde Rothstein begået sin note i et amerikansk østkyst-magasin, var han muligvis færdig og for længst placeret på heksebålet; one strike and you are out.

I Danmark har vi bevaret besindelsen i en sådan grad, at civilisation stadig kommer før evnen til at mobilisere vrede meningsfæller, mennesker før køn/etnicitet og fornuft før følelse. Jeg kan som Rothsteins kollega udtrykke min mening om hans note uden at desavouere hele hans oeuvre og karriere, endsige hans køn som kollektivt skyldigt. Det må være værdifuldt for alle at bevare, at vi er mennesker før køn, at vi deler os efter anskuelser og ikke biologiske eller nedarvede kategorier, at vi kan tænke og tale og meningsudveksle frit, forvente fornuft og kvalitet, men forstå, tilgive og indrømme skæverter uden fordømmelse.

I Danmark må vi for enhver pris undgå den voksende moralske renhed, hvor man aldrig udsættes for tekster og tanker, der provokerer og udstikker livgivende lussinger. Lad os bibeholde rummet for verbale tæsk og retten til at tage til genmæle, men undgå missionering, holdningsmæssigt pøbelvælde og ængstelig reaktionstilpasning. Lad os skabe plads til Ulrik Høys åndelige arvtagere, uanset hvordan de ser ud, eller hvad køn de har.

Læs også denne uges bogdebat med svar fra Klaus Rothstein

Side 46