Unionen. Alt det bedste fra Weekendavisen om Storbritanniens farvel til Europa: Fra det chokerende resultat af folkeafstemningen i 2016 til »skæbnevalget« mellem Boris Johnson og Jeremy Corbyn i december 2019.

Best of Brexit

Det var som et jordskælv, der ramte midt ned i Kanalen og flåede de britiske øer væk fra den europæiske kontinentalsokkel. Et flertal af vælgerne i Storbritannien stemte i juni 2016 for, at det tidligere imperium ikke længere skulle være medlem af den Europæiske Union.

Den umiddelbare vantro blev blandet op med frygt. »Indvarsler briternes nej til unionen begyndelsen på enden for det europæiske projekt? Fem europæiske intellektuelle diagnosticerer et kriseramt kontinent,« indledte Jesper Vind sin artikel »Europæisk undtagelsestilstand«.

Herhjemme udløste den britiske beslutning også vildrede: »Thulesen Dahl træder vande, regeringen zigzagger, og socialdemokraterne føler sig ensomme. Dansk EU-politik er i kaos efter Brexit,« hed det i Hardis’ og Mortensens artikel med det præcise ledeord »Nej«.

Daværende chefredaktør Anne Knudsen skrev i sin leder den uge, at den britiske folkeafstemning har demonstreret, hvor skrøbelig hele EU-konstruktionen er, under den dramatiske overskrift »Dét var så Unionen«.

Det vakte stor opsigt, da Anne Applebaum allerede i marts 2016 satte tre konkrete datoer på begivenheder, der kunne få vestlige verdens bærende søjler til at skælve: Brexit-afstemningen i juni, det amerikanske præsidentvalg i november og det franske præsidentvalg i foråret 2017. Da Donald Trump så vandt valget, skrev Martin Krasnik på avisens forside om endnu et slag mod de værdier, institutioner og aftaler, der har sikret mere end 50 års fred: »Og det var to...«

Tredje del af den bebudede apokalypse gik ikke i opfyldelse: Emmanuel Macron slog populisten Marine Le Pen ved det franske præsidentvalg. »Europas pusterum,« erklærede udlandsredaktør Ole Nyeng i lederen, mens frankrigskorrespondent Aske Munck kaldte den nyvalgte præsident for »Mismodets bekæmper«.

Tilbage til Brexit. Eller rettere – herefter gik der lang tid, hvor trakasserierne om tidsplanen og betingelserne for Storbritanniens udtræden fyldte sendefladen, blandet op med det britiske parlaments benspænd for premierministeren. Ville briterne ende med »No deal« og dermed bare vælte ud af unionen uden en aftale om samhandel? Det begyndte at gå op for vælgerne, at det ville koste mange penge, som Mette Rodgers rapporterede i »Dommedag i Dover«.

Den tidligere britiske premierminister Tony Blair måtte ty til Sherlock Holmes, da han prøvede at forudse udfaldet af Brexit-dramaet: »Når du udelukker det umulige, er det tilbageværende – hvor usandsynligt det end er – svaret«.

Fra Bruxelles skrev Mette Dahlgaard, at da briterne stemte sig ud af EU, indgik otte nordeuropæiske EU-lande – herunder Danmark – en ny alliance for at fremme den »ansvarlige« økonomiske politik, som London ellers var garant for: »Det nye Hanseforbund«

Die Zeits udsendte mødte på den bløde grænse mellem Irland og Nordirland nogle IRA-veteraner og spurgte, hvad der ville ske, hvis grænsen blev hård, og toldkontrolsteder opstillet: »De vil blive brændt ned«

Men forhandlingerne mellem EU og Storbritannien var fortsat i hårdknude, og de britiske politikere kunne efter tre år stadig ikke enes om, hvordan man skulle sige farvel. Mon overhovedet nogensinde ville blive til noget? Til sidst måtte Theresa May give op og overlade det uafklarede spørgsmål til den konservative boheme: »Med Boris ud af Unionen«

Det siges, at Boris Johnson som barn proklamerede, at han ville være »konge af verden«, når han blev voksen. 50 år senere mente mange, at han var blevet »Kongen af kaos«. Resten af hans familie er i øvrigt lige så farverig: »Meet the Johnsons«

Den britiske journalist og forfatter Jonathan Freedland advarede om, at en tilsyneladende ustoppelig stammekrig mellem remainers og leavers truede med at flå landet fra hinanden i »Marchen mod afgrunden«, mens danske Morten Messerschmidt mente, at briterne havde stået for over for større udfordringer: »Det er en nation, der har knust kejser Wilhelm, Napoleon og Hitler«

»Det er vores soleklare ret at styre vores land så dårligt, som vi selv vil,« sagde et par ærkebritiske aristokrater, der kæmper indædt for at få Storbritannien ud af EU: »Brexcentrikerne«

Og sådan ser det ud til at ende. Boris Johnson fik sin aftale med EU, og han fik den også igennem det genstridige parlament. Hvis det da i virkeligheden var en ny aftale, for den lignede på de fleste punkter de tidligere forslag. Men en aftalen er det, og den føjede nye lag til fortællingen om premierministeren med de viltre lokker: »Klovn og strateg«

Også hans modstander ved valget 12. december blev betragtet som en politisk vittighed, da han stillede op til posten som leder af Labour, men da modstanderen hed May, var han en overgang i 2018 favorit til at blive den næste premierminister. Andrew Sullivan tegnede i New York Magazine dette omfattende portræt af »Kammerat Corbyn«.

Jeremy Corbyns tvetydige Brexit-politik ser imidlertid ud til at gøre det svært for hans parti at vinde valget. Mette Rodgers beskriver udfordringerne fra en gammel Labour-højborg, som ser ud til at stemme for at sikre Johnsons aftale om Brexit: »Grimsby vakler«

Det Konservative Parti er under Boris Johnson ikke blot blevet til Brexit-partiet; det appellerer nu også til en langt mere »trumpsk« vælgerbase med socialkonservative holdninger. Det falder ikke i god jord alle steder: »Toryernes hamskifte«

Meget er i det hele taget forandret på relativt kort tid. Martin Krasnik, som selv boede i London, da alt britisk var cool, prøver her at forklare, hvordan det populære, moderne Storbritannien blev til en indadvendt, splittet nation: »Fra Cool Britannia til Little Britain«

Historikeren Søren Mørch trækker linjerne op endnu længere tilbage: Det britiske storhedsvanvid begynder i virkeligheden lige efter Første Verdenskrig. Storbritannien ikke længere en stormagt. Imperiet var faldet. Landet var under Anden Verdenskrig kun en mellemstor europæisk magt, og for eksempel Churchills rolle overvurderes vildt, mener Søren Mørch. Storbritannien, mener han, er i dag bare »Et ganske almindeligt land«.

»De tror, at hvis de melder sig ud af Europa, så er de en stormagt igen,« siger Søren Mørch i samtale med Martin Krasnik. »Det vil jo vise sig, om det er rigtigt. Mit største ønske er at leve ti år endnu og se, hvordan det her lander.«

 

Side 2