LONDON – Boris Johnsons halloween-Brexit er aflyst. Så meget står klart efter endnu en turbulent uge i britisk politik, hvor den britiske premierminister selv valgte at hive i håndbremsen og sætte sin nyforhandlede Brexit-aftale på standby. Det skete, efter at et flertal i Underhuset afviste at vedtage den omfattende følgelovgivning på kun tre dage.
Hvad der imidlertid også står klart, er, at Boris Johnson havde ret, da han som nytiltrådt premierminister hævdede, at »tvivlerne, sortseerne, pessimisterne – de vil tage fejl igen«.
For selv om tidsplanen ikke holdt, har han ikke desto mindre formået at levere det, som et samlet kommentariat havde erklæret for umuligt: en ny Brexit-aftale med EU. Tilmed har han formået at samle Det Konservative Parti om aftalen – både de hårdkogte brexiterer i European Research Group (ERG) og de fleste af de 21 moderate konservative rebeller, som han tidligere smed ud af partiet.
Og ikke nok med det: Tirsdag stemte et flertal i det britiske parlament for første gang i snart tre et halvt år for Brexit ved at acceptere at gå videre med den lovgivning, der er nødvendig for at implementere en Brexit-aftale.
Hvordan i alverden kunne det lade sig gøre, at Johnson – der af så mange er blevet afskrevet som en useriøs og selvoptaget charlatan med et lemfældigt forhold til sandheden og loven – havde held til at gennemføre det, den seriøse og samvittighedsfulde Theresa May ikke magtede at få igennem?
Professor Vernon Bogdanor, der var tilknyttet University of Oxford i årene, hvor Boris Johnson og David Cameron studerede på universitetet, mener, at premierministerens klovneimage har skygget for det faktum, at han er en dygtig og yderst intelligent strateg.
»Boris’ intellektuelle evner er blevet undervurderet, fordi han bevidst påtager sig rollen som klovn. Men han er meget, meget klog; man bør ikke undervurdere ham,« siger den 76-årige professor i et interview med Weekendavisen og en lille gruppe europæiske korrespondenter.
»Masser af mennesker siger, at han ikke har styr på noget som helst, men hans rådgivere er faktisk imponerende, og det er let at undervurdere ham på det punkt,« tilføjer Bogdanor; en af landets fremmeste forfatningseksperter, der i dag er tilknyttet King’s College Londons institut for britisk samtidshistorie.
At Boris Johnson er sluppet af sted med at indgå en aftale med EU, der reelt skaber en toldgrænse mellem Nordirland og det øvrige Storbritannien – på trods af at han tidligere har udtalt, at »ingen britisk konservativ kan eller bør acceptere sådan et arrangement« – hænger dels sammen med timing. Såvel vælgerne som parlamentarikerne er efter snart tre et halvt års dødvande så trætte af Brexit-processen, at villigheden til kompromis er vokset markant.
Men når det modsat Theresa May er lykkedes Johnson at overbevise hardlinerne i ERG om at støtte en aftale, som det nordirske støtteparti DUP beskriver som et »forræderi«, hænger det også sammen med Johnsons personlighed, påpeger Bogdanor.
»Mange sammenligner Boris Johnson med Trump, men jeg mener, at det er mere oplagt at sammenligne ham med Ronald Reagan, som fik folk til at føle sig godt tilpas, bare de hørte ham tale. Det var ikke så meget, hvad han gjorde, men den atmosfære, han skabte. Theresa May får én til at føle sig skidt tilpas – hun er så dyster. Alt er utrolig svært. ’Seriøse problemer.’ ’Svært at løse.’ ’Ikke sikker på, at vi kan.’ Boris siger: ’Bare rolig, selvfølgelig kommer vi igennem det her, vi kan klare hvad som helst.’ Det var sådan, Reagan talte, og folk blev opstemte af det.«
Der er heller ingen tvivl om, at Boris Johnsons charme har været en hjælp i forhandlingerne med EU-kollegerne. Alligevel kom gennembruddet i forhandlingerne om en ny aftale først, da han forkastede sit eget dybt problematiske forhandlingsoplæg og gav efter for EUs grundlæggende krav: at der ikke kunne blive tale om nogen form for tjek på den irske ø. Johnson måtte også gå på kompromis ved at droppe den foretrukne nordirske samtykkemekanisme, der ville have givet hans nordirske støtteparti DUP veto over hele den alternative bagstopperaftales fremtid. Den indrømmelse betyder reelt, at det nye system efter alt at dømme vil blive permanent.
Mens Johnsons støtter påpeger, at han har formået at gøre det, som alle påstod var umuligt – nemlig at få EU til at genåbne aftalen og erstatte bagstopperaftalen med et alternativ – peger kritikere som den tidligere premierminister Tony Blair omvendt på, at den »nye« aftale blot er EUs oprindelige og foretrukne forslag.
»Dette er en aftale, som kunne være indgået når som helst i de seneste tre år. Det blev den ikke, fordi Theresa May ikke ville indgå en aftale, der splitter Storbritannien ad,« påpeger Blair i et tweet.
Når ERG-hardlinerne har slugt denne markante ændring, hænger det også sammen med, at de stoler på Johnson på en måde, som de aldrig stolede på Theresa May, der stemte remain i folkeafstemningen i 2016.
Som professor Tim Bale fra Queen Mary University of London tweetede forleden, så accepterer de det uacceptable fra Johnson, fordi han – med den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts ord – nok er en skiderik, »men han er vores skiderik«.
De hårde brexiterer er med andre ord langtfra tilfredse med Johnsons aftale, men de stoler på, at han efter Brexit vil føre landet i den retning, de ønsker.
Vernon Bagdanor tilføjer, at der for brexitererne netop er formildende omstændigheder i Johnsons aftale sammenlignet med Mays.
»Der er groft sagt to typer Brexit. Den første handler om at sikre friktionsløs samhandel ved at lægge sig så tæt på EUs regler, som vi kan. Det var Theresa Mays aftale. Argumentet imod det er: Hvad er pointen med Brexit, hvis vi bare efteraber EUs regler? Så kan vi lige så godt forblive medlemmer,« forklarer Bogdanor.
Boris Johnsons aftale – tilføjer han – »ofrer den friktionsløse samhandel til gengæld for en bred, global model kaldet ’Singapore on Thames’, men som mere er som New Zealand eller Australien«.
»Den bygger på en mere thatcheristisk økonomi. Den eneste logiske form for Brexit er thatcherisme: unilateralt at reducere tariffer, deregulere, fjerne eller reducere subsidier, have meget lavere person- og selskabsbeskatning, så entreprenører kommer til landet. Det er, hvad især franskmændene, men også tyskerne er bange for. De kalder det ’at underbyde’, men det er i virkeligheden konkurrence,« siger Bogdanor, der også rådgiver regeringen i forfatningsmæssige spørgsmål.
Selv om professoren mener, at parlamentet grundlæggende set har svigtet ved endnu ikke at have leveret Brexit, så erkender han, at De Konservative ikke har været ærlige omkring den grundlæggende ændring af landets økonomiske system, som de drømmer om.
»Problemet med De Konservative er, at de ikke vil annoncere det nye system, før Brexit er gennemført. De, der vil lide under det nye system, vil være de selvsamme mennesker, som stemte for Brexit. De stemte for mere social beskyttelse, for beskyttelse imod globaliseringen, og de vil i stedet få mindre beskyttelse,« siger han og peger på, at prisen for Boris Johnsons Brexit-vision blandt andet vil være, at »bilindustrien vil blive undermineret«, hvorved tusindvis af briter vil miste deres job og få brug for omskoling.
Det var netop udsigten til denne type Brexit, som fik Labour og den øvrige opposition til tirsdag at stemme imod overhovedet at gå i gang med at diskutere Brexit-lovgivningen. Når Johnson-regeringen alligevel vandt denne afstemning, var det, fordi både nuværende og forhenværende konservative stemte for sammen med 19 Labour-parlamentarikere – de fleste af dem repræsentanter for valgkredse med et flertal af leave-vælgere.
Flere af Labour-parlamentarikerne gjorde det dog klart, at det er deres hensigt at forsøge at ændre Brexit-loven; for eksempel ved at hæfte en toldunion for hele Storbritannien frem for kun Nordirland på aftalen. Andre ønsker at gøre deres stemme for den endelige aftale betinget af, at den sendes til en folkeafstemning.
Det er frygten for denne type ændringer, der gør, at Boris Johnson i skrivende stund tøver med at give parlamentet længere tid til at »ødelægge« aftalen, som han formulerer det – også selv om hans sejr i den ene af de to afstemninger tirsdag tyder på, at der kan findes flertal for en version af hans Brexit-aftale.
I stedet ser det ud til, at Johnson igen vil forsøge at få et valg igennem i Underhuset, når EU-kollegerne har besluttet, hvor lang Brexit-forlængelsen bliver. Labours formand, Jeremy Corbyn, har gentagne gange sagt, at han vil stemme for udskrivelse af valg, så snart en forlængelse er sikret og en »no deal«-Brexit afværget.
Vernon Bogdanor er ikke i tvivl om, at landet står over for et snarligt valg, fordi det er uholdbart at have en regering uden et flertal. Når Labour indtil videre har blokeret for et valg, er det dog ikke kun for at forhindre »no deal«, mener han, men også fordi partiet er dybt splittet – blandt andet om, hvorvidt Corbyn, hvis anseelse i befolkningen er katastrofalt lav ifølge meningsmålingerne, skal udskiftes inden et valg, som Labour-parlamentarikerne tydeligvis tvivler på, at partiet kan vinde lige nu.
Bogdanor mener omvendt, at Boris Johnson vil være »overstrøet med stjernestøv« i en kommende valgkamp, selv om han utvivlsomt skabte enorm vrede i dele af befolkningen med udsmidningen af de moderate konservative parlamentarikere, med sit aggressive sprogbrug over for oppositionen og ikke mindst med sin kontroversielle suspendering af parlamentet, som Højesteret dømte ulovlig.
»Folk siger, at Boris løj over for dronningen og taler, som om han blev afsløret med hænderne i kassen i gang med at stjæle penge. Men han har ikke begået noget kriminelt. Han er skyldig i et fejlskøn – måske som følge af dårlig juridisk rådgivning – i forhold til grænserne for hans magt som premierminister,« mener professoren, der tvivler på, at de millioner af briter, der stemte for Brexit, vil straffe premierministeren for hans uortodokse metoder.
Som han siger: »Jeg tror, at folk som os undervurderer Boris, ligesom vi undervurderede Trump og Reagan og Margaret Thatcher. Og på samme måde som intelligentsiaen tog fejl, hvad angår Brexit-afstemningen.«
På grund af en teknisk fejl manglede slutningen på denne artikel i den trykte udgave af Weekendavisen. Vi beklager.
Læs også om magtfulde rådgivere, der fylder stadig mere på den politiske scene: »Arven fra Rasputin«
