Brexit. I juni 2016 afholdt den tidligere britiske premierminister David Cameron en folkeafstemning om landets medlemskab af EU. I sine nyligt udkomne erindringer forsøger han at besvare det indlysende spørgsmål ...

Hvorfor?

LONDON – Med et afgørende Brexit-topmøde i Bruxelles og en ekstraordinær debat i Westminster lørdag er denne uge den foreløbige kulmination på tre års politisk kaos i Storbritannien, der har splittet familier og venner, de politiske partier og ikke mindst Det Forenede Kongeriges fire nationer.

For mange briter er der ingen tvivl om, hvor skylden for den politiske lammelse og giftige atmosfære i landet skal placeres: hos manden, der – som de ser det – valgte at gamble med landets fremtid ved at udskrive en EU-folkeafstemning i 2016.

I tre år har denne mand – den tidligere premierminister David Cameron – tiet, mens omverdenen har higet efter svaret på, hvad der præcis lå bag den skæbnesvangre beslutning, der også blev afslutningen på hans egen politiske karriere.

Med udgivelsen af selvbiografien For the Record får vi langt om længe svaret – og for dem, der havde håbet på, at han angrer sin beslutning, skal de ikke langt ind i bogen:

»I forhold til EU-afstemningen er der meget, jeg fortryder,« skriver han allerede på side 2 i forordet. »Jeg forudså ikke fuldt ud, hvor stærke følelser der ville blive sluppet løs både under folkeafstemningen og efterfølgende.« Cameron erkender, at »der er dem, som aldrig vil tilgive mig for at afholde den«, og han »beklager dybt resultatet (...) Jeg accepterer, at min tilgang mislykkedes. De beslutninger, jeg traf, bidrog til dette. Jeg fejlede.«

Mere angrende kan det næsten ikke blive.

Når mange alligevel fnyser af hans skrifte-mål, er det på grund af sætningen, der følger: »Men på det centrale spørgsmål om, hvorvidt det var rigtigt at genforhandle Storbritanniens forhold til EU og give folk en chance for at afgive deres dom, forbliver mit synspunkt, at dette var den rigtige tilgang.«

En folkeafstemning om landets medlemskab af EU var ligefrem – som han formulerede det på sit første offentlige læserarrangement i forrige uge arrangeret af The Times – »uundgåelig«. Den kritiske brummen blandt de 2000 fremmødte læsere i Barbican Hall i London vidnede om flere syn på den sag.

I et forsøg på at beskytte den tidligere premierminister imod pinlige anklager og spørgsmål fik de ikke ordet – alle spørgsmål skulle indsendes på forhånd – men havde de haft muligheden, ville nogle af dem givetvis have henvist til, at kun én procent af briterne udpegede EU som et af de vigtigste emner, da Cameron blev premierminister i 2010 – en procentandel, der først for alvor steg efter folkeafstemningen i juni 2016. Derimod stod det klart, at Nigel Farages UK Independence Party (UKIP) truede med at stjæle stemmer fra De Konservative ved det kommende valg i 2015.

Jeg fejlbedømte, hvor mange folk i mit eget parti og ud over landet, der ville vælge at stemme leave, da de fik muligheden.

David Cameron

På trods af dette politiske pres – og en lille gruppe besværlige antieuropæiske konservative parlamentarikere – var der ikke engang internt i Camerons egen regering enighed om, at en folkeafstemning var »uundgåelig«. Camerons tætteste allierede, daværende finansminister David Osborne, argumenterede dengang voldsomt imod og beskriver den i dag over for BBC Brexitvalget som »en folkeafstemning, vi aldrig skulle have holdt« og David Cameron »som én i rækken af britiske premierministre, som havde gødet idéen om, at det var Bruxelles’ skyld, og at vælgerne i sidste ende måtte spørges«.

På læsermødet indrømmer David Cameron, at »Det Konser­vative Parti var under pres«.

»Men som jeg også skriver, så var der et oprigtigt, voksende problem, nemlig at Storbritannien uden for eurozonen stod over for et EU, som var under voldsom forandring, og den forandring påvirkede os,« forklarer han; stadig med overbevisning i stemmen.

Han henviser specifikt til et krisemøde i december 2011, hvor EU-landene var trådt sammen for at vedtage den såkaldte finanspagt i et forsøg på at få eurokrisen under kontrol.

Cameron så dengang sit snit til at kræve sine egne traktatændringer – nogle undtagelser for landets finanssektor – til gengæld for sin opbakning. Da EU-kollegerne sagde nej, nedlagde han veto, hvorefter de øvrige lande blot valgte at vedtage finanspagten som en mellemstatslig traktat uden om briterne.

»Det var på det tidspunkt, at jeg kunne se, at vores position var ved at blive temmelig usikker, medmindre vi fik nogle flere undtagelser,« forklarer Cameron, der løbende gennem sine seks år som premierminister optog sine tanker på bånd til senere brug.

»I januar 2012 indtalte jeg: ’Jeg kan se, at tiden nærmer sig for en genforhandling og en folkeafstemning.’ Ikke på grund af politisk pres, men på grund af dette reelle problem,« forsvarer han sig på læsermødet.

Igennem den velskrevne, personlige og ærlige selvbiografi kommer David Camerons mangeårige frustrationer omkring EU-samarbejdet tydeligt til udtryk, men trods skepsissen holder han i dag fast ved, at han aldrig har argumenteret for at forlade EU-samarbejdet, men derimod altid har ment, at »vi bliver nødt til at sidde med ved bordet, hvor reglerne bliver vedtaget«.

Læs også Kristian Ditlev Jensens artikel om den britiske modtagelse af Ian McEwans Brexit-roman: »Kakerlak­læren«

Han erkender, at en af »de største fejl, jeg begik, var at tro, at andre euroskeptikere« tænkte på samme måde:

»Jeg fejlbedømte, hvor mange folk i mit eget parti og ud over landet, der ville vælge at stemme leave, da de fik muligheden.«

Både i bogen og på scenen får David Cameron det til at lyde som en enorm overraskelse, at seks ministre i hans regering, blandt andre hans gode ven justitsminister Michael Gove, samt 43 procent af de menige konservative parlamentarikere valgte at støtte leave-siden. Og han afviser kritikken af, at det var manglende politisk erfaring og arrogance, der fik ham til at træffe så vigtig en beslutning for landet uden at være bedre informeret om, hvad han var oppe imod.

»Jeg tror ikke nødvendig­­vis, at de selv vidste, at de ville ende med at støtte leave. Boris skrev sine berømte to avisartikler (en for og en imod, red.) og besluttede sig først meget sent,« forsvarer Cameron sig ved læsermødet.

I sin bog skriver han direkte, at Boris Johnson, der dengang var Londons borgmester, »ikke troede« på Brexit og kun valgte at føre kampagne for leave, fordi han så det som en mulighed for at blive partiets »darling«.

»Den konklusion, jeg står tilbage med, er, at han risikerede et resultat, som han ikke troede på, fordi det ville hjælpe hans politiske karriere,« skriver han.

»Jeg sagde til ham: ’Når du aldrig har argumenteret for leave før, hvorfor så gøre det nu?’« uddyber Cameron på vælgermødet og tilføjer, at Johnson tydeligvis havde regnet med, at leave-siden ville tabe.

»Han sendte mig en sms, hvori han skrev: ’Brexit bliver knust’.«

Det skete som bekendt ikke. I stedet erkender den nu 53-årige Cameron, at »folkeafstemningen endte med at blive dette Tory-psykodrama«, hvor hans egne ministre angreb regeringens immigrationspolitik, og splittelsen i partiet over EU-spørgsmålet blev synlig for alle.

Den splittelse er ikke blevet mindre i de seneste tre år, og Cameron tænker dagligt på, hvad han kunne have gjort anderledes. Men selv om han erkender, at han lod befolkningens forventninger til sin genforhandling med EU forud for folkeafstemningen blive for høje, vil han ikke påtage sig hele ansvaret for den eksisterende lammelse.

I bogen kritiserer han EU-kollegernes manglende fleksibilitet, oppositionslederen Jeremy Corbyns manglende entusiasme og sine modstanderes løgne og beskidte tricks under valgkampen for at føre til bruddet med EU. Og ved læsermødet siger han det ganske vist ikke direkte, men lader det ikke desto mindre tydeligt fremgå, at han ville have valgt en helt anden strategi, end både Theresa May og Boris Johnson har gjort, siden Cameron forlod Downing Street 10.

»Jeg mener ikke, at nogen burde ønske at forlade EU uden en aftale,« siger han og tilføjer, at »det vil være bedst at acceptere, at man ikke kan ændre på geografien, og at den bedste løsning er så tæt et partnerskab som muligt«.

»Det fungerer for Schweiz og Norge. De norske politikere bryder sig ganske vist ikke om det, men det norske folk synes at være godt tilfreds med arrangementet,« påpeger han.

»Det tror jeg, ville have været en bedre, lettere og mere økonomisk fornuftig retning – men det var ikke den, der blev valgt.«

Tilbage står spørgsmålet: Hvorfor?