Frihedskamp. »Det er vores soleklare ret at styre vores land så dårligt, som vi selv vil.« Mød et par ærkebritiske aristokrater, der kæmper indædt for at få Storbritannien ud af EU.

Brexcentrikerne

Brexcentrikerne

DEVON – »Hvor helvede har I været? Jeg sendte jo et kort. Det er det mest letfattelige stykke papir, der findes! I skulle have fulgt M-fucking-4 og drejet til venstre forbi den forbandede kirke, så havde I været her til tiden. Hvor lang tid har I brugt i forpulede London?«

Francis Fulford står foran den lidt forstemmende herregård, han ejer, langt ude i grevskabet Devons skove. Agerhønsene er ved at blive kolde på tallerkenerne, og han fører os hurtigt ind i dybet af herregården, som familien fik af Richard Løvehjerte som belønning for deltagelse i det tredje korstog. Han er nummer 23 i rækken af Fulfords, som bor på herregården; har roastbeeffarvede kinder og er konstant oprevet og forarget over Brexit-farcen i London.

»Brexit er vor tids uafhængighedskrig. Da jeg hørte Theresa May fremlægge sin aftale med EU, kom jeg til at tænke på Quislings tale i 1940. ’Den bedste aftale for landet.’ Puha! Historien ser sjældent med milde øjne på medløbere. Til sin tid vil mine børnebørn blive spurgt, hvilken side deres familie stod på,« siger Fulford.

Som de fleste andre store jordbesiddere i det sydøstlige England stemte han for Storbritanniens udtræden af EU. Francis Fulford er en af de mest højrøstede Brexit-tilhængere.

»Nu ved vi, hvordan det var at leve i England i 1640rne, før borgerkrigen, og før kongen blev halshugget. På den tid var Theresa May blevet brændt på bålet. Med god grund, hvis De spørger mig. Politik var mere underholdende dengang. Nu er vi bare en splittet nation.«

I 2007 stillede han op for De Konservative i den lokale valgkreds, men fik kun 370 stemmer. Efter nederlaget gik han over til det euroskeptiske og indvandrerfjendtlige parti UKIP. Nu kæmper han en stadig kamp mod råd, svamp, fugt, flagermus og de elendige direktiver, der kommer fra »imperiet«. Altså fra Bruxelles. På sin blog leverer han jævnligt rapkæftede udfald mod parlamentarikere, som ikke går med slips, og mod »pariavekselerere«, som han mener burde holde sig for gode til at belære nogen om Brexit.

»Jeg kan ikke fordrage de folk i parlamentet, som blokerer resultatet af folkeafstemningen. Hvis nogen blæste i signalhornene, ville vi springe op på hestene og ride mod London den dag i morgen!«

Hans hustru, Kishanda, retter sit blik mod mig. Hun er opkaldt efter en elefantpark ved Victoriasøen, hvor hendes far var koloniadministrator. »De skal ikke være bekymret,« siger hun.

»Jeg er ikke bekymret,« forsikrer jeg.

Francis Fulford tager sig en bid halvkold agerhøne, før han bringer Greta Thunberg på bane.

»Hvad hedder dette skrækkelige pigebarn fra Sverige? Greta et-eller-andet? Hun er som taget lige ud af Middelalderen, et barn, der har fået en åbenbaring! Tænk sig, at alle disse verdensledere sætter sig ned for at høre på hendes vrøvl. Åndssvagt! De, de følger hende, stemmer helt sikkert for at blive i EU.«

Læs også: Republikanere og unionister synes enige om én ting: Johnsons nye Brexit-aftale vil før eller siden føre til et forenet Irland: »Svigtet af Boris«

Jeg ved ikke rigtigt, hvad der har ført os frem til dette hjertelige, gæstfri, men reaktionære fortidslevn, som bor på et forfaldent slot i udkanten af Dartmoor. Dagen før talte jeg med Oxford-professoren Daniel Dorling i London. I bogen Rule Britannia: Brexit and the End of Empire argumenterer han for, at EU-afstemningen i 2016 var det sidste suk fra et imperium, der var bygget på myter og nostalgi. Den var drevet frem af en dyb bekymring for Storbritanniens rolle i verden og en vildt urealistisk vision om nationens fremtid.

»Samtidig med at Det Britiske Imperium var på sit højeste, kom Darwins teori om survival of the fittest (de bedst egnedes overlevelse, red.). Begrebet blev en del af britisk mentalitet. Hvordan var det gået til, at vi havde skabt verdens største imperium?

Darwin påstod jo, at ikke alt var bestemt af Gud, men at det drejede sig om gener, og at vi var overlegne. Tilmed vores arbejderklasse var bedre end andre landes arbejderklasse. Vi sagde til os selv, at vi var de bedste i verden og derfor var sat til at styre et imperium. Det tager flere generationer at blive af med den slags holdninger, selv om det hele er en stor vittighed. Vi konstruerede en historie om, at vi var så og så gode, og vi troede selv på den. Den holdning sidder stadig dybt i os, og den gav sig udslag i folkeafstemningen,« siger Dorling.

»Da det begyndte at gå ned ad bakke for imperiet, fandt vi på alle mulige årsager: fagforeninger, socialister, feminister eller immigranter. Med Brexit kommer vi til at indse, hvor lille vores land er, og hvor lidt vi betyder som handelspartner. Så holder vi måske op med at tro på den opblæste propaganda om vores egen storhed. Der findes ikke nogen gruppe af lande, som er parat til at omfavne England med nye handelsaftaler. Storbritannien er i dag et land, som er mere præget af tvivl og had end af håb og stolthed.«

Ikke for pengenes skyld

Francis Fulford har ingen akademisk uddannelse. Han kom aldrig ind på kostskolen Eton, til trods for at han mener, at han er langt bedre begavet end mange af dem, der har gået på skolen. En overgang ernærede han sig på en fårefarm i Australien, og da han vendte hjem til England, dumpede han to gange ved optagelsesprøven til officersuddannelsen. En universitetsuddannelse var ikke aktuel, eftersom universiteterne efter hans mening kun var opbevaringsanstalter for kommunister, Vietnam-demonstranter og andre fra samfundets bundfald. Han endte som børsmægler i London.

»Alle, der stemmer imod Brexit, siger hele tiden, at vi bliver rigere i EU. Hele argumentet er bizart og fornærmende. Vi deltog jo ikke i to verdenskrige for pengenes skyld. De påstår, at Brexit er skadeligt for erhvervslivet. Men ærlig talt, der findes jo ikke en eneste forretningsmand, der tænker på andet end sin egen profit. Og der er heller ikke mange af dem, der tænker på landets fremtid. Jo, måske nogle af de allermest succesfulde. Som Anthony Bamford,« siger Fulford.

Med sin donation på 2,48 millioner pund (22 millioner kroner) var erhvervs- og levemanden Anthony Bamford den største enkelte bidragyder til Brexit-kampagnen.

»De taler meget om penge, men aldrig om frihed. Når jeg ser en dværg af en milliardær med en gigantisk blondine ved sin side, tænker jeg, at pengene nok har spillet en rolle. Men det skal jo ikke være det, der definerer et forhold,« siger han.

72-årige sir Benjamin Slade foran Mounsel House. »Vidste De, at vi har grundlagt vores formue ved at dræbe franskmænd? Det var slet ikke så dårligt.«
72-årige sir Benjamin Slade foran Mounsel House. »Vidste De, at vi har grundlagt vores formue ved at dræbe franskmænd? Det var slet ikke så dårligt.«

Francis Fulford tørrer sig på overlæben med servietten. Så forsvinder han ind i fortiden.

»Jeg har altid ment, at vi tabte slaget ved Hastings på grund af forretningsmændene i London. Da Vilhelm Erobreren kom galoperende ind i London, sad det meste af byens befolkning bare og gloede med hænderne i skødet. Halvdelen af dem var forretningsmænd. ’Åh, vi får sikkert en bedre aftale med Vilhelm og franskmændene,’ tænkte de.

Da Vilhelm blev kronet i Westminster i 1066, stod Londons gode borgere og klappede i hænderne! Hvorfor er der så mange franske banker i London? Jo, City of London har fordele, som hverken Frankfurt eller Paris har. Finansmarkedets sprog er engelsk, et enormt antal transaktioner er baseret på engelsk lovgivning, og vi har den viden, der er nødvendig for at opretholde et finansmarked. Advokaterne, revisorerne og alle de andre kan ikke bare erstattes fra den ene dag til den anden. Så vi har masser af fordele!«

»Og vi har også Boris. Vores Boris!« afbryder Kishanda. »Han var her en aften for et par år siden. Han er storartet. Alle de andre gæster heppede og råbte. Han elskede at være her.«

Læs også: Boris Johnson har – mod alles forventning – formået at lande en aftale med Bruxelles: »Klovn og strateg«

Francis Fulford skrider gennem herregårdens 80 værelser med gamle, fugtige tapeter, der hænger i flager på væggene, forbi portrætter af døde forfædre med bistre blikke og svulmende parykker, og standser et øjeblik under portrættet af Baldwin den Skaldede, som bortødslede en formue på idioti og ekstravagance og drev familien ud i hundrede års fattigdom.

»Det her hus er som en gammel Hollywood-stjerne. Skelettet er gammelt, men ansigtet er renoveret. Den barbrystede skønhed på væggen dér er gudinden Diana. Og dér har vi Artemis og Athene, gudinderne for jagt og krig. Jagt og krig har været slægtens hovedbeskæftigelse de sidste tusind år.«

»Hvad er hovedårsagen til, at De stemte for Brexit?«

»Hver gang jeg åbner skrivebordsskuffen, kan jeg kun trække den halvvejs ud, fordi den er propfuld af direktiver fra EU. Så bliver jeg mindet om, hvorfor jeg ikke kan fordrage skiderikkerne i Bruxelles. Hvorfor skal vi finde os i dem? Det ville være bedre, hvis direktiverne kom fra en idiot i parlamentet, som vi så kunne sparke ad helvede til ved næste valg. Vores egne politikere er lige til lossepladsen det halve af tiden. Nej, tre fjerdedel af tiden. Men i det mindste ved vi, hvem de er. EU er et imperium, som de desperat forsøger at holde sammen på. Det er kun et spørgsmål om tid, før det hele braser sammen,« siger Fulford.

Han kaster et blik ud ad vinduet over de vidtstrakte enge, hvor en flok køer græsser fredsommeligt. Hvert år modtager britiske landmænd tre milliarder pund fra EU i subsidier. 60 procent af landets eksport af fødevarer gik til EU sidste år. Så hvad med landmændene?

»Man kan ikke føre krig uden ofre. Men jeg tror, at fødevarepriserne vil falde, og at der vil åbne sig markeder andre steder. Alle mine bønder stemte for Brexit, selv om eksperterne påstår, at de kommer til at lide under det. Herude på landet bryder vi os ikke om at få besked på, hvad vi skal gøre,« siger han.

Uden for slotsmurene pisker vinden det gyldenblege løv ned mod den kunstige sø, der blev anlagt af den sidste Fulford, som havde råd til at holde en heltidsansat nar.

»Jeg har inviteret Donald Trump herned i september 2020,« siger Francis Fulford. »Så er der gået 400 år, siden Mayflower sejlede fra Portsmouth. Samtidig kan vi underskrive en frihandelsaftale. Det ville da være noget.«

»Hvor skal I hen, når I er færdige her?« spørger fru Kishanda.

»Til sir Benjamin Slade.«

»Han er bindegal efter min mening...«

De fem eks-koner

»Jeg hører, at De har været hos Francis Fulford. Han er jo lidt skør. Sir Benjamin er bare, hmm, … excentrisk. Han er ude at skyde og kommer sandsynligvis sent hjem. Og så vil han være godt oppe at køre ...«

Det er husbestyrerinden, der tager imod os, da vi ankommer til Maunsel House. Hun giver os nøglen til vestfløjen i den store landejendom i hjertet af Somerset, hvor Geoffrey Chaucer skrev Canterbury Tales i 1300-tallet. Siden 1700-tallet har gården været i familien Slades eje. Hovedbygningen bebos nu af sir Benjamin Julian Alfred Slade, syvende baronet af Maunsel, en veteran blandt britiske euroskeptikere og jævnligt kaldt den mest konservative mand i Storbritannien. Han bor alene på den 800 hektar store herregård.

Hans første kone blev smidt på porten, efter at hun havde fyldt huset med 17 katte, hvoraf den ene sked i Hans Nådes dokumentmappe. Den blev snart efter fundet myrdet. Hans næste kone stak af med jarlen af Carnarvon, dronningens gudsøn og ejer af Highclere Castle, slottet i tv-serien Downton Abbey.

Skilsmissen endte med et otte år langt retsmareridt om forældremyndigheden til Englands rigeste hund, labradoren Jasper, der havde arvet 50.000 pund efter en slægtning. Den næste kone skred med en af husets håndværkere, mens den sidste fik marchordre, da hun var blevet for gammel til at give sir Benjamin en arving. Nu kæmper den 72 år gamle barnløse baronet en fortvivlet kamp for at få Storbritannien ud af EU. Og for at få en egnet kvinde ind i sit hjem. Det haster med begge dele.

På den tomme hovedbygnings toilet – ved siden af et fotografi af sir Benjamin, der poserer iført rød silkevelourjakke, butterfly og med en maskinpistol i hænderne – finder jeg nogle indrammede avisudklip. »Superskeptikeren« er titlen på en 25 år gammel historie, der fortæller om sir Benjamins støtte til den konservative Bruges Group, en tænketank, der er opkaldt efter en tale i Brügge, hvor Thatcher rasende meddelte forsamlingen, at hun ikke havde nedkæmpet staten og socialismen i Storbritannien, for at den skulle genopstå i europæisk regi. Artiklen fortæller også, at sir Benjamin agtede at holde en anti-EU-koncert, hvor udenlandsk, især fransk musik, var bandlyst.

Fulford House i Devon, Francis Fulfords lidt forstemmede herregård, der ligger langt ude i grevskabets Devons skove. Foto: Jeff Gilbert.
Fulford House i Devon, Francis Fulfords lidt forstemmede herregård, der ligger langt ude i grevskabets Devons skove. Foto: Jeff Gilbert.

At dræbe franskmænd

»Jeg vil gerne have, at vi bliver ligesom Norge. Rige og uafhængige!« Sir Ben, som han gerne kalder sig, er netop kommet hjem efter to dages jagt og installerer sig nu i baren i Maunsel House.

»Nu skal vi drikke enorme mængder og snakke, snakke, snakke. Vidste De, at vi har grundlagt vores formue ved at dræbe franskmænd? Det var slet ikke så dårligt.«

Den officielle version er, at sir Benjamin har tjent sin formue på shipping og containertrafik. Efter en periode som børsmægler i City grundlagde han firmaet Shirlstar Container Transport Ltd., var en af de første investorer i Prêt a Manger-kæden og har også anbragt penge i højteknologi, dagligvarehandel, landbrug og fast ejendom. Han siges at være god for 20 millioner pund.

»Jeg har drevet forretninger med de fleste nationer i verden. Så jeg er en lyslevende ekspert på området. Men jeg handler helst ikke med lande med bogstavet I i navnet, som har grønt flag eller som ligger steder, hvor man ikke går med overfrakke om vinteren. Altså Iran, Irak, Italien, Irland, Israel – det giver bare problemer,« siger han.

»Heldigvis er den dødkedelige chef for Bank of England min nieces svoger. Han har gjort en stor indsats for at rydde op i det, som er det vigtigste i forbindelse med Brexit: nemlig finanssektoren. Og han siger, at det nok skal gå alt sammen.«

Ifølge den britiske regerings egne beregninger risikerer Storbritanniens økonomi at skrumpe med mellem fire og ni procent i de kommende 15 år, afhængigt af hvilken aftale landet får med EU.

Men det synes ikke at bekymre sir Ben. Briterne skal bare ud af EU, og gerne uden en aftale.

»Så vil vi beholde de 39 milliarder pund (det beløb, briterne ifølge Boris Johnsons aftale med EU skal betale ved udgangen, red.) Og hele verden vil ligge for vores fødder. Vi kan få aftaler med USA, Kina, Indien, Latinamerika, ja, med hele den forbandede verden. Jeg ved godt, at det kan blive svært for landbruget. Men det er ikke så nemt at rydde op i vores egne problemer, så længe folk i landene dernede ikke tænker på andet end deres forbandede oliven eller vindruer. Det er muligt, at vi skaber kaos, men det har vi ret til at gøre,« siger han og kigger fortabt ned i et tomt porcelænskrus.

»Jeg har haft en temmelig hård dag på jagt i dag, så jeg må have lidt mere grog.«

Farage er århundredets mand

Mens sir Ben var ude for at plaffe småfugle, kørte vi hen til den idylliske landsby West Harptree, hvor den ultrakonservative leder af Underhuset, Jacob Rees-Mogg, har hjemme. Hans kontor oplyste, at han kun besvarede henvendelser pr. brev, ikke pr. e-mail. For at gøre det yderligere kompliceret tweeter han ofte på latin og kan være svær at forstå. Rees-Mogg har rekorden for at have udtalt det længste ord, der nogensinde er blevet sagt i parlamentet: »floccinaucinihilipilification«.

»Hvis du vil finde Jacob Rees-Mogg, må du rejse tilbage til 1865,« mente en britisk bekendt.

For nogle uger siden forlod Rees-Mogg parlamentet med sin 12-årige søn Peter Theodore Alphege og blev omringet af rasende demonstranter og overdænget med skældsord. Det var i det mindste godt, at Mary Anne Charlotte Emma, Thomas Wentworth Somerset Dunstan, Anselm Charles Fitzwilliam, Alfred Leyson Pius samt Sixtus Dominic Boniface Christopher, hans fem andre børn, blev skånet for tumulterne.

På den lokale pub The Crown pynter man op til halloween. »Brexit er en dårlig vittighed og et permanent mareridt,« siger kroværten kortfattet.

»Bor Jacob Rees-Mogg i det store herskabshus på den anden side af vejen?« spørger vi.

»Hvis I går for tæt på Jacobs hus, kommer vi efter jer. Så kommer I ikke til at forlade landsbyen i ét stykke. Så er I advaret,« meddeler en af de andre gæster.

Vi tager advarslen til efterretning og kører i stedet hen til et gårdudsalg og drikker et glas cider. Senere på aftenen fortæller sir Ben, at Jacob Rees-Mogg er en utrolig dygtig mand.

»Jeg kender ham udmærket, vi er medlemmer af den samme klub. Intellektuelt er han overlegen. Han har en hjerne på størrelse med en planet, og han er ærlig og redelig, ikke nogen specielt værdsat egenskab hos en politiker. Jeg tror ikke, han bliver premierminister. Han er dybt troende katolik, men vi er færdige med Bruxelles og har heller ikke særlig meget lyst til at blive regeret af Vatikanet. Skal vi have en leder, har vi brug for nogle barske og hensynsløse folk som hunneren Attila, Stalin eller Djengis Khan. Der er ikke mange af de politiske kalkuner herhjemme, som jeg ville have med mig i en skyttegrav. Bortset fra Nigel Farage. Og Margaret Thatcher.«

»Hvad med Boris Johnson?«

»Jeg kender Boris ganske godt. Han er en mand, man ikke lader sin kone tage med ud at bade,« svarer han kort.

»Det er Nigel Farage, der er århundredets mand. Han gav os uafhængighed. Jeg er sikker på, at der en dag bliver rejst en statue af ham på Parliament Square. Der kan han så stå med et glas i den ene hånd og en cigaret i den anden. Han har brugt 25 år på pubber og i klubber for at få Brexit til at blive til noget, til trods for at vi blev terroriseret med fantasier om, at Brexit ville være en katastrofe, at pundet ville kollapse, at alle ville gå konkurs, og at det hele ville ende med tårer og tænders gnidsel.

Men vi, der er forretningsmænd, ved jo godt, at man ikke skal låne penge ud til alle de her nye EU-lande, som ikke kan betale tilbage. Når Spanien forlader EU, bliver det med et ordentligt brag! Og så er der polakkerne, som er ulykkelige hele tiden. Det har vi ikke tænkt os at finansiere længere,« siger han.

Fødedygtig kvinde søges

»Engang havde jeg et kontor i Oslo. Nordmænd er anderledes, I fik jo jeres frihed og kunne ikke drømme om at vende tilbage til dansk styre. Kunne I vel? Jeg ville ønske, jeg var nordmand. Måske kan De hjælpe mig med at finde en ung norsk kone?«

Sir Benjamin Slade vakte opsigt, da han offentligt efterspurgte en ung kvinde, der kunne give ham arvinger. I forvejen havde han undersøgt tusinder af mennesker med efternavnet Slade i håb om at finde en, der matchede hans dna. Den amerikanske kristenrockstjerne Isaac Slade satte sig i et fly til Somerset og Maunsel House, men vendte hurtigt tilbage til Denver, Colorado.

»Han brød sig ikke om, at min hund gennemtyggede hans tøj. Det er en håbløs Jack Russell-terrier, den er både bipolar og lider af Aspergers og Tourettes,« forklarer han. »Men jeg har dynastiambitioner og mangler en kvinde, der kan give mig to sønner.«

»Hvorfor to?«

»For det tilfælde, at den ene bliver dræbt på slagmarken eller viser sig at være homoseksuel. Der skal være en mandlig arving, kvinder tæller ikke i vores samfund. Men kvinder er vigtige, for man får jo som regel faderens næse og moderens hjerne. Vi angelsaksere har holdt sammen på vores godser, fordi den ældste søn altid har arvet det hele. Det er jeg godt tilfreds med.«

På skænken i hallen ligger sir Benjamins liste med krav til en kommende slotsfrue i Maunsel House. Sir Ben løfter arket, sætter brillerne på næsetippen og begynder at læse.

»Hun skal kunne flyve en helikopter og håndtere et skydevåben. Hun vil få mindst 50.000 pund om året og dertil en bonus, men hvis hun har lidt privatkapital, er det kun godt. En stor formue er endnu bedre. Jeg vil ikke have en skolelærerinde, for de er hjernevaskede. Det er fint, hvis hun behersker lidt regnskab og jura. Og så må hun ikke være en dværg.

Jeg kan bedst lide høje kvinder. I 1750 var der en Slade, som giftede sig med en lavstammet kvinde, og det tog os 250 år at komme tilbage til vores foretrukne højde. Hun må heller ikke være læser af avisen The Guardian, som minder mest om Pravda, og ikke være alkoholiker, narkoman eller lesbisk. Alle er så begejstrede for lesbiske nu for tiden, men det hjælper ikke mig. Det er en fordel, hvis hun er slotsvant, jeg har jo trods alt to herregårde, der skal vedligeholdes,« siger han og lægger papiret fra sig.

»Den rette kvinde vil få et underholdende liv. Hvad hed han nu, den fordømte fyr, der gik til alle de her fester i 1920rne? Nå jo, The Great Gatsby. Han er min helt. Jeg er både gal og elsker fester.«

Indavl

»Skal vi ikke tage ind til landsbyen, spise aftensmad og tale mere om Brexit?« foreslår jeg.

»Landsbyen? Der har de giftet sig med hinanden de sidste 400 år. De har skægstubbe, korte nakker, seks fingre og slås hele tiden.«

En af sir Benjamins 15 ansatte kører os ned ad godsets skyggefulde allé, forbi de sløve påfugle og videre mod landsbyen.

»Jeg har en hel skov med 160 år gamle egetræer. Da Notre Dame brændte, fik jeg dårlig samvittighed over alle de franskmænd, som min familie har taget livet af i tidens løb. Mine forgængere byggede krigsskibe, det bedst kendte af dem var Nelsons flagskib HMS Victory.

Så jeg besluttede at donere 50 egetræer til genopbyggelsen af domkirken i Paris. Franskmændene blev ellevilde, og alle roste mig for at være utrolig generøs, og pludselig var jeg i nyhederne over hele verden. Men det endte med, at franskmændene fandt ud af, at de selv havde bedre egetræer, og så ville de ikke tage imod mine. Nu kan jeg sælge de gamle træer for store penge, uden at miljøforkæmperne kommer efter mig. Haha. Good is bad!«

The King’s room – soveværelset på Mounsel House. Her skal der gerne avles sønner – to styk, hvis den ene viser sig at være homoseksuel.
The King’s room – soveværelset på Mounsel House. Her skal der gerne avles sønner – to styk, hvis den ene viser sig at være homoseksuel.

Sir Benjamin bestiller et bord og den dyreste flaske bordeaux på vinkortet. I nyhederne tales der om, at et stort antal englændere er villige til at ofre unionen med Nordirland og Skotland, hvis de til gengæld kan komme hurtigere ud af EU.

»Jeg har skrevet til regeringen om det. Skotterne er besværlige, de kan ikke fordrage os englændere. Havde det ikke været for skotterne, kunne vi have haft en konservativ-progressiv regering hele tiden. Lad dem endelig træde ud! Vi kan beholde Shetland, for der er jo olie. Orkney har vi ikke brug for, der er ingen ressourcer. Dem kan vi overlade til russerne.«

»Ser De noget negativt ved Brexit?«

»Ja, det bliver vanskeligere at få billig arbejdskraft, og der bliver skåret i subsidierne. Men det er den pris, vi må betale for at blive fri for åget.«

Gandhis elskerinde

Tilbage i Maunsel House brænder det lifligt i kaminen i biblioteket. Små vanddråber lækker fra loftet og drypper lydløst ned på det tykke gulvtæppe.

»Jeg siger som Gandhi: Det er vores soleklare ret at styre vores land så dårligt, som vi selv vil,« erklærer sir Ben.

»Min fars kusine, Madeleine Slade, var for resten Gandhis elskerinde. I Indien har hun helgenstatus, men jeg ved, at hun bestemt ikke var nogen engel. Da parret kom til London, installerede de to geder i et værelse på Dorchester Hotel. Gederne blev fodret med græs fra Hyde Park.

Han var lidt omtåget, den Gandhi, og Madeleine var temmelig vild. Hendes far, admiral Slade, talte ni sprog og fik overbevist Churchill om, at vi skulle springe i bådene og sejle ned til Persien for at få fat i olien. Det var ham, der grundlagde British Petroleum. Men så mistede vi den allermest lysende juvel i Det Britiske Imperiums krone. Alle de penge, der burde være gået til moi, gik til den forbandede Gandhi.«

»Men I plyndrede Indien...?«

»Indien var som en stor skotsk landejendom, der ikke tjente penge. Vi byggede jernbaner, vi gav dem det engelske sprog. Men vi blev ikke rige af det, det kostede en hel del at administrere imperiet.«

»Min familie har fostret seks generaler og to admiraler,« afbryder han sig selv. »Én af dem, sir John Slade, blev kaldt den værste general i britisk historie, en gennemført charlatan og kæltring, som engang dansede med Marie Antoinette, angreb franskmændene i drukkenskab og flygtede, da han indså, at det gik galt. Den blodige fiasko blev senere kaldt ’Slade-affæren. Så lad os ikke fordybe os så meget i ham.«

Sir Ben peger mod et maleri på væggen.

»Kan De se det der billede i det øverste hjørne? Det er onkel Keggy. Han var alene på højre flanke, da tusind zuluer rykkede frem i Sydafrika i 1879. Keggy og hans kammerat dræbte 884 af dem. A good day’s shooting, som vi siger her. Jeg har for øvrigt et maleri af én, De måske har hørt om!«

Sir Ben plejer at få de malerier, han vil have. Da han skulle købe et portræt fra det 17. århundrede på en auktion i USA, gik han til pressen og truede med at kaste en forbandelse på enhver, der bød imod ham. »Jeg har kastet forbandelser på en hel del mennesker, og de er alle sammen faldet døde om,« udtalte han til aviserne.

I et hjørne af gangen lidt væk fra de anæmiske portrætter i anegalleriet hænger en skitse signeret »A. Hitler«.

»Han var et dårligt menneske, men en god maler,« siger sir Ben. »Vi tager det ned, når der er jødiske bryllupper på slottet.«

Flammerne i den store kamin har mistet gnisten; en ny dråbe falder fra loftet i biblioteket.

»Bonkers!« råber sir Ben. »Livet er ikke til at holde ud. Jeg orker det simpelthen ikke. Hvorfor skal jeg finde mig i huller i taget? Alt går i stykker.«

Oversat af Claus Bech. Reportagen stod først i norske Dagens Næringsliv.

 

Læs også Andrew Sullivans portræt af den måske kommende britiske premierminister: »Kammerat Corbyn«

Side 12