Knud Aarup, landsformand for Bedre Psykiatri og tidligere direktør i Socialstyrelsen.
I Danmark mangler der sammenhæng imellem den dagligdag og de problemer, som personalet møder i velfærdssamfundets institutioner, og den forskning, som bedrives inden for det sociale og pædagogiske område på landets universiteter. Der mangler i den grad praksisrelateret forskning, og det er en af årsagerne til, at børn og unge med særlige behov klarer sig dårligt igennem uddannelsessystemet og senere i livet.
Det skal der laves om på, og det kræver politisk vilje til at kaste de nuværende organisationer op i luften og finde en ny måde at koble praksis i institutionerne med udvikling af forskningsviden til gavn for børn og unge med særlige behov.
Gentagne undersøgelser har påvist, at de børn og unge, som virkelig skulle have gavn af velfærdssamfundets sociale og uddannelsesmæssige institutioner, i realiteten oplever det modsatte. De bliver ikke set, og de bliver ikke hjulpet. Danmark har i Norden rekord i antal unge uden ungdomsuddannelse og uden for arbejdsmarkedet – de såkaldte NEET-unge (Not in Education, Employment or Training).
Det hænger uløseligt sammen med mangel på sammenhæng mellem universiteternes forskning på det sociale og pædagogiske område og den praksis, som er dagligdagen i de sociale og pædagogiske institutioner. Forskningen er kommet på afveje, og det er nødvendigt at forandre styring, organisering og omfang af forskningen, hvis vi i Danmark for alvor skal give alle unge lige mulighed for at klare sig i livet.
Omfanget af midlerne til forskning betyder selvfølgeligt noget. Der er næppe tvivl om, at forskningsmidlerne er utilstrækkelige. Imidlertid vil flere midler ikke nytte noget, så længe universitetsforskningen ikke prioriterer at forske og opbygge viden til gavn i velfærdssamfundet. For det gør forskerne simpelthen ikke i dag. De sociale og pædagogiske forskningsmiljøer bruger deres forskningsenergi på vidensområder, som ligger langt fra den daglige praksis i børnehave og skole.
Og de giver ikke løbende pædagogen, læreren og socialarbejderen nye redskaber til at støtte den daglige praksis. Den nuværende tilstand ville svare til, at sundhedsforskningen ikke handlede om bekæmpelse af sygdom og forbedring af behandlingen for patienter, og det ville ingen acceptere.
Så hvad er der galt? Hvorfor har forskerne ikke en grundlæggende intention om at gøre den daglige sociale og pædagogiske praksis bedre for de borgere, som har særlige behov?
Jeg tror, det er, fordi forskningen på det sociale og pædagogiske område starter et forkert sted. Hvis man vil udvikle ny viden på sundhedsområdet, starter forskerne der, hvor de syge er, det vil sige på sygehuset eller i klinikken. Sådan er det slet ikke på de sociale eller de pædagogiske områder. Her er det næsten gjort til et princip, at måden man viser, at man som forsker er fri, er ved ikke at forske til gavn for velfærdssamfundet. Nej, så hellere tage et abstrakt udgangspunkt i filosofien eller antropologien.
Derved kommer forskerne til at leve i en helt anden verden, end den som læreren, socialrådgiveren eller pædagogen oplever. Man forbliver i sine lukkede cirkler og bruger sit forskningskrudt på at lave akademiske modsætninger til hinanden. Det har læsere af Weekendavisen over de sidste år flere gange været vidne til.
Derfor er der kun et meget begrænset overlap mellem universiteternes forskning og arbejdet i velfærdssamfundets institutioner. Forskerne kommer stort set ikke ud og ser det i hvert fald ikke som deres hovedopgave at sikre et praksisbaseret udgangspunkt for deres løbende forskning. Kun når statslige styrelser eller fonde iværksætter særlige projekter og betaler for det, kan man få universitetsforskere til at interessere sig for den sociale og pædagogiske praksis. Det er en dybt uholdbar situation og dybest set spild af samfundsmæssige ressourcer.
Samtidig efterlader det lærere, pædagoger og socialrådgivere i en svær situation, fordi deres arbejde ikke løbende bliver beriget med ny viden til brug i dagligdagen. Det har fået de ansvarlige for professionsuddannelserne – UCerne (University Colleges) – til selv at igangsætte forskning. Det er på mange måder en grotesk konsekvens af den manglende praksisrelevans af universiteternes forskning, men der er kun få økonomiske midler, og derfor løser UCernes forskning ikke det grundlæggende problem.
Jeg er klar over, at jeg med ovenstående maler med en bred pensel, og at der faktisk sidder enkelte forskere, som har praksisforbedring som deres egentlige drivkraft. Der er også en enkelt helt klar undtagelse, og det er VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd). Her sker der en løbende praksisrelateret forskning. Men det flytter ikke det generelle billede af, at der er sket en dekobling af universiteternes forskning på det sociale og pædagogiske område og praksis i velfærdssamfundet.
Tidligere havde man en institution som Danmarks Lærerhøjskole (DLH). DHL var en forsknings- og udviklingsinstitution knyttet til især folkeskolen. Uddannelserne på DLH var tæt knyttet til den daglige praksis i daginstitutioner og især i folkeskolen, og derfor var den forskning, som blev bedrevet på DLH, med til at udvikle de sociale og pædagogiske indsatser i velfærdsinstitutionerne.
DHL blev imidlertid i løbet af en kort årrække omkring årtusindskiftet omdannet først til et selvstændigt universitet og senere lagt ind under Aarhus Universitet. Den udvikling afspejlede et reelt behov for at styrke forskningskvaliteten på DHL. Det er en historie, andre må fortælle. Men konsekvensen af ændringen og en ny ledelse blev imidlertid, at den tætte tilknytning til velfærdsinstitutionernes praksis forsvandt.
Det er en skam, og resultatet viser sig som en mangel på samfundsmæssig betydning af forskningen på de sociale og pædagogiske universitetsinstitutter.
Læs også om, at flere forældre betaler for privat lektiehjælp til deres børn: »Et skridt foran«
Situationen i dag kan illustreres med det forskningsformidlingsmagasin, som udgives af efterfølgeren til DHL, nemlig Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet (DPU). Magasinet hedder Asterisk, og det nye nummer handler om omsorg. Her kan man læse to professorers verdensfjerne teoretisering over begrebet »omsorg«. Blot et enkelt citat til illustration: »Omsorgen gør folk ulige. Den positionerer folk efter, om de har overskud og kan give omsorg, eller antages af være i underskud og have behov for omsorg.«
Væk er virkelighedens reelle forskelle og uligheder på grund af sociale, psykiske eller handicapmæssige udfordringer. De er bare en konstruktion – som staten har lavet og bruger til at fastholde individerne. Sådan en tilgang hjælper ikke læreren, pædagogen eller socialrådgiveren.
Men er det ikke et udtryk for forskningsfrihed? Nej, det er misforstået forskningsfrihed.
Forskningsfriheden skal sikre, at forskningen er fri i den forstand, at den ikke må påvirkes af særinteresser, og forskerne skal have frihed til at tilrettelægge og udføre forskningen metodemæssigt, ligesom forskningens resultater naturligvis ikke må være styrede. Men forskningen skal ikke være fri af almenvellets interesser. Det er i almenvellets interesse, at der hele tiden forskes i velfærdssamfundets forskellige indsatser, og hvordan de kan forbedres.
I det danske velfærdssamfund har vi valgt, at fællesskabet – det offentlige – betaler store dele af forskningen. Derfor er universiteterne offentlige og ikke private som i mange andre lande. Derfor kan vi forvente, at forskningen prioriteres og tilrettelægges, så den tjener et demokratisk valgt folkestyres interesser, og her bliver det vigtigt, at også institutter som for eksempel DPU kan vise deres samfundsmæssige betydning i form af en samfundsrelevant forskningsinteresse.
Så hvad kan der gøres?
Først og fremmest er det afgørende, at velfærdsinstitutionerne og fagprofessionerne igen retter deres fokus på indsatser over for alle de børn og unge, som skal have støtte for at kunne klare sig i livet. Det kræver viden om og uddannelse i, hvad børn og unge med særlige behov har brug for. Det forudsætter en styrkelse af den social- og specialpædagogiske viden i alle professionsuddannelser, og det kan kun ske, hvis der etableres en kobling mellem forskningen på det sociale og pædagogiske felt og praksis i velfærdssamfundets institutioner.
Derfor er de ansvarlige – regering og folketing – nødt til at skabe bedre forudsætninger for praksisbaseret forskning. Bolden ligger desværre mellem en række ministre, især uddannelses- og forskningsministeren, børne- og undervisningsministeren og social- og indenrigsministeren. Desværre, fordi det gør det vanskeligere at få hul på, og det kan kun gå for langsomt med at finde nye måder at styre forskningen på de sociale og pædagogiske områder på.
For meget tyder på, at forskerne og forskningsinstitutionerne ikke magter opgaven selv, og det bremser en nødvendig genopretning af fokus på alle de børn og unge, som ikke får den rigtige social- eller specialpædagogiske støtte i deres dagligdag i velfærdssamfundets institutioner. Så længe det ikke sker, vil vi hvert år sende mange mennesker i udsathed og udenforskab.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.
