Signeret. Pædagoger og forældre bliver slået i hovedet med forskning, der ikke findes, når de får at vide, at en skideballe er lige så skadelig som fysisk vold.

Voksenskældud

Der var en kraftig reprimande til landets pædagoger, da Børns Vilkår for nylig kunne præsentere en ny undersøgelse i Berlingske: Seks ud af ti børn har oplevet at få skældud af de voksne i børnehaven.

At børn fra tid til anden skældes ud, lyder måske ikke så overraskende, men tallene blev ledsaget af en bemærkelsesværdig påstand. Ifølge psykolog i Børns Vilkår Malene Angelo var det »alarmerende«, at så mange havde oplevet at få skældud, fordi »forskning viser, at skældud er lige så skadeligt som at blive slået fysisk«.

Tager man udsagnet for gode varer, udsætter de voksne i landets børnehaver altså de små børn for en behandling, der er lige så skadelig som de bank, vi for længst har gjort ulovlige. Det står enhver frit for at mene, at pædagoger burde droppe irettesættelserne og i stedet med sukkersød stemme spørge lille Peter i sandkassen, om ikke han kunne have lyst til at stoppe med at slå sidekammeraten i hovedet med en skovl. Men hvis man med forskning som spanskrør vil prygle landets pædagoger med budskabet om, at deres handlinger skader børn i samme grad som vold, må man have et stærkt belæg.

I rapporten fra Børns Vilkår leder man imidlertid forgæves efter studier, der kan retfærdiggøre postulatet. Her citeres Erik Sigsgaard, »forsker i skældud«, godt nok for at sige: »Når vi ved, at psykisk straf – som skældud – er mindst lige så skadeligt som fysisk straf, så er det meget alvorlige tal. Skældud er som at blive slået med stemmen.«

 

Men citatet stammer ikke fra konklusionen i en nøgtern, fagfællegransket forskningsartikel, der undersøger følgerne af reprimander, men fra en artikel i Politiken i 2016, der handlede om en lignende undersøgelse om, hvor mange der får skældud i børnehaven.

Læs også Henrik Dørges artikel om at man frem for at indføre minimumsnormeringer i daginstitutioner bør højne pædagogernes faglighed: »Børnenes tur«

Når man spørger, hvilken forskning der tænkes på, henvises man til Sigsgaards bog Skældud (Hans Reitzels Forlag, 2002). Her finder man ganske rigtigt et kapitel om, hvordan skældud virker på børn, men det består mest af anekdoter, retoriske spørgsmål og gisninger. Der er meget få henvisninger til konkrete studier, og kun to af dem har undersøgt skældud og potentielle følger.

I et studie fra 1995 havde forskere bedt 140 mænd, der havde begået hustruvold, vurdere, hvor godt en række udsagn svarede til deres barndomserindringer. Ifølge studiet kan skam være en af forklaringerne på mændenes voldelighed, og hyppig skældud foran andre nævnes som en potentiel forklaring på deres tilbøjelighed til at føle skam.

Problemet er bare, at de fleste deltagere i undersøgelsen også blev fysisk afstraffet som børn, og forskerne lader ikke til at have spurgt særskilt til udskældning. I stedet lyder udsagnene, som deltagerne skulle tage stilling til i målingen af skam, eksempelvis: »Som barn blev jeg fysisk straffet eller udskældt, mens andre var til stede« og »som barn slog mine forældre mig uden grund«.

Derfor kan studiet ikke fortælle os noget om følgerne af skældud i danske børnehaver eller om, hvorvidt irettesættelserne er lige så skadelige som vold.

I et andet studie, fra 1992, har forskerne imidlertid spurgt specifikt ind til skældud. Hovedformålet med studiet var at undersøge sammenhængen mellem narcissisme og en række oplevelser i barndommen som skældud, ros, stuearrest og smæk hos undersøgelsens 169 deltagere. Her var der ingen statistisk signifikant sammenhæng med skældud.

Forskerne havde dog også lavet en anden måling af såkaldt »psykisk reaktans«. Her måler man ved hjælp af forskellige udsagn folks modvilje mod at indordne sig, og her var der en ganske lille statistisk signifikant sammenhæng med erindringen om at være blevet skældt ud af sine forældre som barn.

Det kan ikke afvises, at skældud gør folk mere rebelske, men den mest oplagte fortolkning er nok, at folk, der er lidt mere oprørske, tiltrækker sig flere irettesættelser.

Læs også om pædagog Danielle Mercier, som har startet sin egen højskole for at højne småbørnspædagogikkens faglige niveau fra Weekendavisen #23, fredag 7. juni 2019: »Når børn blot skal kede sig«

Det illustrerer meget godt et af opdragelsesforskningens store problemer. Det kan være svært at adskille følgerne af skældud fra anledningen til skideballen. Det er ikke tilfældigt, hvem der får meget skældud, og det, der ligner følgevirkninger af skideballerne, kan i virkeligheden skyldes andre faktorer, der både påvirker risikoen for at få skældud og for de senere problemer, man måler. Men selvom skældud er svært at undersøge, er det ikke en fribillet til at komme med alarmerende påstande i forskningens navn.

»Ingen børn skal opleve at blive skældt ud af de voksne i deres dagtilbud,« lyder parolen i Børns Vilkårs rapport. Det er sikkert et populært standpunkt, for disciplin og omsorg betragtes ofte som hinandens modpoler. Men det er langtfra nogen selvfølge, hvis man ser nærmere på den internationale opdragelsesforskning, der antyder, at det er problematisk at skære alle irettesættelser over én kam.

De seneste år har en række metaanalyser vist en sammenhæng mellem opdragelse og børns psykiske trivsel, deres selvtillid og risikoen for kriminalitet og dårlige skoleresultater. Generelt er sammenhængene små, men det interessante er, at det snarere lader til at være omsorgen – ikke hvor disciplinerende forældrene er – der er afgørende.

Man ser generelt en lidt mere positiv udvikling hos børn, hvis forældre på den ene side er kærlige og lytter til deres børn og på den anden side korrigerer deres opførsel. Omvendt ser man en lidt mere negativ udvikling hos børn, der får en meget barsk og kærlighedsløs opdragelse eller en opdragelse, hvor forældrene forsøger at manipulere børnene til at gøre, som de siger, ved for eksempel at få dem til at føle skyld, skam eller tvivle på deres kærlighed.

Vi ved ikke, hvilken type skældud af børnene Børns Vilkårs rapport sigter til, for de er bare blevet spurgt: »Får du nogle gange skældud af en voksen i børnehaven?« De kvalitative interviews i rapporten antyder imidlertid, at det især drejer sig om irettesættelser af adfærd som at slå eller drille sine kammerater.

Vi behøver ikke forskning til at slå fast, at voksne mennesker skal opføre sig ordenligt og lade være med at nedgøre børn – det er sund fornuft. Men forskningen giver ingen grund til at tro, at det skulle være et problem, at omsorgsfulde voksne tydeligt og sågar med hævet stemme fortæller børn, når de har krydset grænsen for acceptabel opførsel.

 

Læs også kronikken fra Weekendavisen #21, 24. maj 2019 om, at der i disse år foregår et offentligt omsorgssvigt af børn i de danske daginstitutioner: »En underretning til offentligheden«