Skyggeuddannelse. Flere forældre betaler for privat lektiehjælp til deres børn. Effekten for den enkelte elev er ofte flygtig, men bivirkningerne for fællesskabet kan være slemme og varige.

Et skridt foran

Et skridt foran Af Rasmus Egmont Foss

Har vi ødelagt barndommen?« spørger en ung forsker bekymret sine kolleger. Hun og ti andre akademikere sidder i rundkreds på en dugvåd græsplæne og lytter til tre tidligere tutorer, som fortæller om deres erfaringer med at undervise unge elever i fag som engelsk og matematik. De taler om forældrenes høje forventninger. De unges mangel på motivation. Tabet af fritid og leg.

Den nysgerrige flok er rejst fra lande som Indien, Kina og Sverige til et seminar på Aarhus Universitet om privat lektiehjælp. De er kommet for at forstå, hvordan den skandinaviske skole forandrer sig i disse år. Som forskere, nogle også som forældre, er de synligt urolige: for børnene og deres kår i dag, for skolen, samfundet og hvor det er på vej hen.

Gruppen på græsplænen foretrækker ordet »skyggeuddannelse«, når de beskriver den undervisning, der gives uden for den offentlige skole. Privat lektiehjælp »skygger« skolen, idet mentorerne forbereder eleverne til skolens prøver, underviser i samme pensum og benytter ens metoder. Men samtidig opererer fænomenet i mørket, da hverken forskere eller myndigheder har særlig god viden om omfanget af privat uddannelse herhjemme.

To forskere på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse har inviteret rundkredsen til København, fordi de ser, at skyggen i disse år bliver længere. En ung industri for privat lektiehjælp vokser hurtigt: Virksomheder som MentorDanmark, opkøbt af Gyldendal i december til en værdi på 95 millioner kroner, betjener flere og flere elever, og markedet er næsten femdoblet på fem år ifølge forskernes estimater.

Udviklingen tyder på, at dagens børn og unge bruger mere tid på uddannelse end tidligere – at de og forældrene investerer mere i deres fremtid. Men deltagerne på seminaret mener også, det er symptom på en ungdom plaget af stress og konkurrence. De frygter, at den spirende privatisering af uddannelse forstærker uligheden i samfundet og devaluerer den fælles skole.

»Det er godt at se, at skandinaverne endelig vågner op til de her spørgsmål, som vi har kæmpet med i årtier i Sydøstasien,« siger den internationale autoritet på området, professor emeritus Mark Bray fra Hong Kong Universitet.

Bray har på mange måder grundlagt forskningen i skyggeuddannelse. I tre årtier har han arbejdet på at kortlægge udviklingen i det meste af Asien og Europa og er kommet til København med en klar opfordring til sine danske værter: »Få bedre viden hurtigt, så I kan styre det, før det er for sent.«

Læs også om, at undervisningsministerens udstrakte hånd til Danmarks Lærerforening er en klog, men farefuld gestus: »Lærermagt«

Privat lektiehjælp kan både handle om at lære, løfte sine karakterer og få skoleglæden tilbage. Den udføres som regel af universitetsstuderende, der agerer »ældre søskende« og hjælper yngre elever til at mestre matematik eller lære sprog. De fleste mødes på tomandshånd i hjemmet eller på et bibliotek og studerer sammen et par timer. For eleven kan det være et frirum, hvor de må spørge om alt uden at blive bedømt.

Folk søger hjælp året rundt til lektier i både grundskolen og gymnasiet. Efterspørgslen topper omkring eksamensperioderne, og det er mest udbredt i storbyerne, hvor de fleste tutorer bor. Hos en virksomhed som MentorDanmark varierer timepriserne mellem 249 og 329 kroner.

Ifølge forskerne er privat lektiehjælp blevet populært, fordi det moderne samfund sætter større krav til elevers præstationer i skolen. De skal rustes til en benhård konkurrence om adgang til videregående uddannelse og prestigefyldte jobs på arbejdsmarkedet. Ræset afføder stress og et ønske om bedre karakterer – to kilder til efterspørgslen efter privat lektiehjælp.

»Skolen er blevet mere præstationsorienteret gennem de sidste 15-20 år,« fortæller Søren Christensen, lektor i uddannelsesvidenskab og initiativtager til seminaret.

Skiftet kan spores tilbage til den første PISA-undersøgelse i 2000 og senere til 2010, hvor alle danske elever begyndte at deltage i årlige nationale test, der måler skolernes resultater. Tre år senere lancerede SRSF-regeringen en omfattende reform, som ud over længere skoledage også indførte obligatoriske lektiecafeer i skoletiden. Håbet var at tilfredsstille den voksende appetit efter lektiehjælp; men tiltaget endte som »en fiasko« ifølge Søren Christensen: Der var for få lærere til rådighed per elev, og instruktørerne var ikke altid kvalificerede nok til at hjælpe børnene.

Mange af de nye tutorvirksomheder opstod i samme periode som et alternativ. Siden er markedet vokset og presset på de unges uddannelse steget, senest med strengere adgangskrav til optagelse på gymnasiet gældende fra skolestarten i år.

Virksomheder som MentorDanmark og GoTutor, to af de største i Danmark, markedsfører sig først og fremmest på at øge elevernes trivsel og styrke deres selvtillid. MentorDanmark proklamerer, at »Alle børn fortjener at føle skoleglæde« – og hos GoTutor træder sætningen »Styrk dit barns trivsel og motivation« frem som det primære salgspunkt på hjemmesiden.

På det individuelle niveau kan privat lektiehjælp være en stor hjælp, forklarer Søren Christensen.

»Det hjælper børn, der har problemer i skolen, og det hjælper deres bekymrede forældre, som ikke har tid eller mulighed for at støtte dem. Man kan behandle stoffet på en helt anden måde end i skolen, der ikke har særlig god mulighed for at hjælpe en stor del af børn med læringsproblemer. Det kan betyde meget for deres trivsel og læring,« siger han.

Udviklingen kan også være gavnlig på samfundsplan: Hvis undervisningen virker, vil dygtigere studerende øge det samlede uddannelsesniveau og dermed styrke samfundets konkurrenceevne.

Men selvom den private undervisning er populær blandt forældre, har det været svært for forskningen at dokumentere, at lektiehjælpen faktisk gør børn klogere og dygtigere i længden. Det er let at finde frem til videnskabelige studier, der dokumenterer en positiv effekt på enkelte prøver i fag som matematik, for eksempel i de store PISA-tests. Men i et metastudie fra 2014 konkluderede Mark Bray, at den generelle evidens er »ufyldestgørende« og »modsætningsfyldt«. Søren Christensen bekræfter over for Weekendavisen, at »det har været svært at dokumentere en klar effekt i forhold til forbedring af karakterer«, og at »læringsudbyttet af det er meget varierende«.

Det skyldes blandt andet, at studierne undersøger mange forskellige læringsformer under samme paraply, herunder klasseundervisning, online videoer og den klassiske én-til-én-vejledning. Samtidig er kvaliteten af lektiehjælp meget vekslende.

Der tegner sig dog nogle mønstre på tværs af de mange undersøgelser: Privat lektiehjælp giver ofte højere karakter på kort sigt i en specifik eksamen, men efterlader sjældent varige aftryk på elevens læring. Effekten er størst, når eleven er alene med sin tutor, og den stiger alt efter, hvor dygtig underviseren er.

Alt i alt gælder det, at de mest kostbare former for lektiehjælp løfter eleverne mest, og at flere timer med snuden i bøgerne har større virkning. Således konkluderede et stort kinesisk studie sidste år, at »generelt oplever elever fra socioøkonomisk velstillede familier større gevinster af privat lektiehjælp.«

Den slags studier får alarmklokkerne til at ringe hos mange forskere. Dels frygter man, at det stigende forbrug af tutorer risikerer at forstærke det karakterræs, som bidrager til de unges mistrivsel. Der kan altså hurtigt blive tale om en selvforstærkende negativ effekt. Deltagerne på seminaret er også bekymrede for, at stigningen i skyggeuddannelse forstærker den sociale ulighed.

Forældre med lange uddannelser og økonomisk overskud har ganske vist altid haft bedre forudsætninger for at hjælpe deres børn med skolearbejdet. Men forskerne frygter, at medfødte fordele bliver tungere, i takt med at tutorindustrien vokser. Det er ikke alle, der har råd til at investere lidt over 25.000 kroner i et 12-måneders forløb med 48 tutormøder hos MentorDanmark.

Selskabets direktør, Nicklas Kany, har tidligere hævdet, at firmaets tilbud tværtimod udjævner sociale forskelle: Privat lektiehjælp kan kompensere for forældres mangel på kulturel kapital – det kan med andre ord hjælpe forældre, som ikke selv kan hjælpe deres børn – og de fleste elever er børn med faglige udfordringer, sagde han i 2015. Adskillige studier fra andre lande viser dog, at ekstra undervisning benyttes mest af de ressourcestærke i jagt på højere karakterer.

Læs også Tine Eibys artikel om, at drømmescenariet ofte bliver overhalet senere i tilværelsen: »Store skæbnedag«

Erfaringerne stammer i høj grad fra Asien, hvor konkurrencen om uddannelse og stræben efter velstand er mere intens end de fleste andre steder på kloden. Sydkorea er den absolutte frontløber, når det gælder skyggeuddannelse, og ifølge Mark Bray det eneste land i verden med god data på området: Her tyr otte ud af ti elever i grundskolen og to ud af tre i gymnasiet til betalt hjælp i fritiden. Udgifter til privat undervisning udgør omkring 12 procent af familiernes budget.

På det europæiske kontinent er lektiehjælp primært populært i syd og øst – med lande som Grækenland, Portugal og Litauen længst fremme – og har først i de senere år vundet indtog i Norden. Den globale industri forventes at overstige 260 milliarder dollar i 2024 ifølge en analyse af Global Industry Analysts.

Udviklingen i lande som Sydkorea, Japan og Singapore er et varsel om, hvad der kan ske, når samfundets normer for uddannelse flytter sig.

»Privat lektiehjælp starter med at være henvendt til børn, som er bagud i uddannelsessystemet – men det kan hurtigt blive noget, man gør for ikke at komme bagud. Forældre begynder at udvikle en bevidsthed om, at det er en mulighed, man bør overveje, og som man bør have en god grund til at fravælge. Det er den udvikling, man har set mange andre steder, og det gør, at vi bør holde øje med det i Danmark, selvom det er et ret begrænset fænomen herhjemme,« fortæller Søren Christensen.

For eksempel viste nobelprisvinderen Amartya Sen i et studie fra 2010, at mere end tre fjerdedele af forældrene i Vestbengalen, Indien, opfatter ekstra hjælp som »uundgåelig«. Samme fund er gjort på tværs af Afrika og Asien.

Ifølge de danske og svenske deltagere på seminaret på Aarhus Universitet vidner stigningen i skyggeuddannelse om, at der allerede er sket en subtil forandring i vores forståelse af skolen i Skandinavien.

Traditionelt har man set barnets uddannelse som det offentliges ansvar. Skolen var sat i verden for at danne det enkelte menneske, kultivere fællesskabet og sikre lige vilkår for alle borgere. I velfærdsstatens æra har det været lige så vigtigt at skabe solidaritet og sammenhæng mellem forskellige grupper i samfundet som at oplære produktive arbejdere til økonomien.

I dag er det i højere grad individets og familiens ansvar at tilegne sig de nødvendige kompetencer i skolen. Klasselokalet er stadig det drivhus, hvor fællesskabet gror; men det er også en konkurrence mellem individer, der kæmper om adgang til eftertragtede uddannelser, som planter strides om sollys. Vidensøkonomien sætter større pris på højtuddannede stjerner end lige fordeling af kundskaber. Den seneste stigning i privat lektiehjælp er »det tydeligste symptom på den forandring i uddannelseskulturen, som har været under fremvækst i et stykke tid,« fortæller Søren Christensen.

Sverige har set udviklingen før Danmark, og svenske politikere har også forsøgt at regulere sektoren. Indtil 2015 var Läxhjälp inkluderet blandt en række af husholdningstjenester, svenskerne kunne trække fra i skat. Men da socialdemokraten Stefan Löfven vandt regeringsmagten i 2014, trak han tæppet væk under det voksende marked og afskaffede fradraget med den begrundelse, at »det skal ikke afhænge af dine forældres pengepung, om du har brug for ekstra hjælp til lektierne«.

Löfven-regeringen gjorde samtidig privat lektiehjælp til en del af det offentlige tilbud. Også Sydkorea er begyndt at levere lektiehjælp inden for statens skolesystem. Forskerne er dog nervøse for, at den form for regulering er kontraproduktiv, fordi den bekræfter en fortælling om, at skolen ikke er tilstrækkelig i sig selv.

»Det har vist sig svært at regulere markedet for privat lektiehjælp,« indrømmer Søren Christensen og påpeger, at regulering, der søger at begrænse markedet, i realiteten kan fremme det ved at øge forbrugernes tillid til ydelserne. Bedre kvalitetssikring af de private virksomheder er en mere sikker vej til at styre fænomenet. Det kan meget vel være svært at dokumentere effekten af privat lektiehjælp i dag, netop fordi kvaliteten ofte er lav.

På græsplænen i København fortæller de tidligere tutorer, hvordan de følte sig ringe forberedt til at uddanne børn og unge; at de var dårligt klædt på af virksomhederne til at varetage ansvaret. Få studerende på universitetet eller under sabbatår har de pædagogiske evner, det kræver at løfte elever, som har svært ved at mestre skolearbejdet. Samtidig manglede de fleste elever ægte motivation til at forstå faget. De var sendt til undervisning af deres forældre midt i den fritid, de ellers ville bruge sammen med venner, til sport eller på hobbyer.

De tre mentorer fortæller, at de havde dårlig samvittighed over at indtage børnenes frirum og tvivlede selv på, om det egentlig hjalp. Som de tre tutorer konkluderer: Barndommen og skolen er ikke, som den var, dengang de var unge.

 

Læs også om 110-året for Rudolf Steiner-skolerne: »Matematik, idræt og kosmisk frelse«

Side 56