Vi er i lokale 065 i den mintgrønne afdeling på Henning Larsens orientalsk- inspirerede udgave af Copenhagen Business School på Frederiksberg. Mehmet Demir har ryddet op, stillet stolene pænt og luftet ud. Han er i jakke, men afslappet klædt, byder småsnakkende velkommen og tager formanden på sig uden at være den autoritære type.
Med ham er to kvindelige hovedbestyrelsesmedlemmer, Fatma Kartal og Cansu Agirbas, fra Dansk-Tyrkisk Akademiker Union – en frivillig ngo for studerende og dimittender med tyrkisk baggrund, som gerne vil vise flaget, det akademiske. Foreningen har lavet sin egen undersøgelse af, hvordan dens medlemmer tænker om uddannelse, forældre og social arv, og snakken går om rollemodeller og mønsterbrydere blandt danskere med etnisk minoritetsbaggrund, da Fatma Kartal pludselig indskyder:
»Jeg tror simpelthen, det kommer af sig selv,« og efter en kort pause fortsætter:
»Mine forældre har ikke nogen akademisk uddannelse, ikke fordi de har nedprioriteret det, men fordi de ikke har haft muligheden for det. Hele min opvækst har jeg fået at vide, at min første prioritet skulle være skolen. Da jeg blev færdig som kandidat, fik jeg en fyldepen af min far, og han sagde: ’Den har du fået, fordi jeg gerne vil have, du skal skrive din ph.d.’«
»Altså ...« siger Fatma Kartal og slår ud med armene.
Hun er en humoristisk kvinde på 29, som siger tingene meget direkte og holder af tal og hårdtslående argumenter. Hun er ikke i færd med at skrive ph.d., arbejder heller ikke som revisor, som hun ellers er uddannet til, men sidder til daglig med økonomistyring i Hovedstadens Beredskab, hvor hun også er projektleder for implementering af et nyt økonomisystem.
»Der har virkelig været fokus på uddannelse i min familie, og det har der også i hele min venne- kreds, så hvad er det for et mønster, der skal brydes?«
»Der er jo ikke nogen forældre, der tvinger deres børn til at blive taxachauffør,« som Mehmet Demir siger. Og tilføjer, at det snarere er hans billede, at forældre skælder ud, hvis de ikke synes, man har været ambitiøs nok.
Han er 27 og har ud over en shipping- uddannelse taget en HD 2. del i regnskabs- analyse og økonomistyring ved CBS. Han har de seneste knap otte år, mens han læste, arbejdet inden for shipping og sender tankskibe rundt i verden med olie og kemikalier.
»Min far har aldrig haft den idé, at vi skulle blive i hans branche og overtage hans butik, vi skulle klart læse videre. Han sagde til mig: ’Hvis I med de muligheder, I har fået, ikke opnår mere, end jeg har gjort, så er det ærgerligt ...’«
Stor, indforstået latter om bordet.
– Det lyder, som om det ligefrem kan være et pres?
De tre bekræfter i munden på hinanden, og Mehmet forklarer:
»Jeg har nogle gange tænkt på, om jeg har for høje ambitioner, og om jeg skal geare lidt ned. Men så har jeg tænkt videre: Hvordan skal jeg sige til folk, at nu tager jeg alligevel en kortere uddannelse ... Når de forklaringsproblemer dukker op, synes jeg lige, jeg må se at komme ind i kampen igen.«
»Jeg har mærket presset på en anden måde,« siger Cansu Agirbas. Hun er kun 24 år, men virker moden og holder konsekvent øjenkontakt. Måske er hun vant til det fra sit studenterjob hos anklagemyndigheden på Station Bellahøj. Til daglig læser hun jura på Københavns Universitet. Hun lagde ud med erhvervsjura på CBS, men fandt hurtigt ud af, at hun var mere til klassisk jura: »Jeg vil gerne kæmpe og sagsøge nogen.«
Hjemme er hun storesøster til to brødre. »Jeg har altid fået at vide, at hvis den ældste i en søskendeflok tager en akademisk uddannelse, vil de andre se op til dig og gøre det samme, så det er dig, der baner vej,« siger Cansu.
»Min far – som driver et supermarked og pizzeria – har altid sagt: Du skal ikke havne som mig, du skal ikke arbejde 16 timer om dagen og tjene mindre end en, der arbejder fra 8 til 16. På den måde har det bare været et stjerneeksempel på, at jeg skal gå en anden vej, og så må jeg gøre det alene.«
Stagnation og kritik
Det er ellers en helt anden historie, vi har på læberne for tiden. Ifølge samfundet går det for langsomt for unge med minoritetsbaggrund at bryde det sociale mønster. Lige før jul udkom en minirapport fra Undervisningsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet om tredjegenerationsindvandrere, altså efterkommernes børn. Undervisningsminister Merete Riisager udtalte i den forbindelse, at »det er bekymrende, at der fortsat er så dyb en kløft mellem ikke-vestlige indvandrere og etniske danskere, og at gabet på nogle områder ikke bliver mindre«.
Undersøgelsen viser blandt andet, at når man ser på præstationer blandt børn med ikke-vestlig baggrund i de nationale test efter anden, tredje og niende klasse, så har de ikke forbedret resultaterne. Det store ryk fandt sted mellem indvandrerne og efterkommerne, mens tredje generation umiddelbart ser ud til at stagnere.
Endnu værre går det, når man ser på ungdomsuddannelser. Procentuelt færre af efter- kommernes børn fuldfører en ungdoms- uddannelse sammenlignet med efterkommere, som til gengæld næsten er på niveau med etniske danskere. Hvor 58 procent af efterkommerne fuldfører en ungdomsuddannelse, er det 61 procent af de etniske danskere, mens bare 49 procent af tredje generation fuldfører.
At tredje generation ser ud til at stagnere eller ligefrem klare sig dårligere end deres forældre, kan for alvor bekymre socialforskere – og undervisningsministeren. I rapporten henvises til amerikansk forskningslitteratur om indvandring og integration. Her er det velkendt, at hvis anden generation, altså efterkommerne, ikke rykker op og opnår middelklassestatus, så risikerer man, at tredje generation vil stagnere eller ligefrem få såkaldt »negativ integration«.
Hvad er der galt?
Minirapporten Analyse af børn af efterkommere med ikke-vestlig baggrund har umiddelbart fået voldsom kritik. Det skyldes især to forhold: Dels er der ikke medtaget børn af en efterkommer og en dansker i rapporten, dels, og måske især, tæller tredje generation endnu ikke særligt mange individer, og to tredjedele af dem er endnu kun ti år gamle eller yngre. Det er derfor et meget lille og måske skævt udsnit, der tegner billedet af en generation på vej, lyder det.
Der skal blandt andet tages forbehold for, at det typisk er de socialt svage mødre, som får børn i en meget ung alder, og at det endnu ikke er særligt mange af de unge efterkommerbørn, som har nået at tage en ungdomsuddannelse.
Rapporten tager også selv de forbehold. I en ny pressemeddelelse fra Undervisnings- ministeriet forklares det, hvordan Berlingske havde fået adgang til rapporten og omtalte den, før den var færdigpudset med forbehold og det hele.
Og dog er der mange interessante detaljer at finde i rapporten. Sammenlignet med danske børn, hvis forældre ikke har anden uddannelse end folkeskolen, klarer børn af efterkommere med bare grundskoleuddannelse sig bedre. Det er der imidlertid ikke noget mærkeligt i, ved man fra forskningslitteraturen. For selv om man sammenligner to grupper med samme sociale status, er det som at sammenligne »pærer og og bananer«, mener socialforskere.
Migranter har typisk flere ressourcer at trække på end de socialt svageste i det samfund, de kommer til. Det fremgår også, at de relativt få tredjegenerationsforældre, der endnu er, i højere grad sender deres børn i privat- og friskoler.
Nok så interessant er det, at de lidt ældre børn af efterkommere, som har nået niende klasse, er domineret af mange med tyrkisk baggrund, som ofte får lidt lavere karakterer. Ser man på efterkommerbørn med pakistansk baggrund, klarer de sig nogenlunde på niveau med danske elever – måske fordi de to indvandrergrupper oprindelig kommer fra forskellig socioøkonomisk baggrund. Ser man ene og alene på gruppen med tyrkisk baggrund, klarer efterkommerbørn sig bedre end efterkommerne. Så der går det altså fremad.
I en kronik i Berlingske sidste fredag gik forskningsdirektør Torben Tranæs fra Vive – Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – i rette med de politiske konklusioner på rapporten. Man kan ikke konkludere, at integrationen er gået i stå og i øvrigt ikke kan lade sig gøre. Den historie er der »ikke dækning for«, skriver han, »hverken i den aktuelle rapport, eller i den øvrige viden, vi har«.
Det, rapporten viser ifølge Tranæs, er, at der stadig er et stykke vej til »fuld integration« – det vil sige, at folk med minoritetsbaggrund agerer fuldstændig som andre danskere. Det kræver, at efterkommerne er bedre til at bryde den sociale arv end danskerne – hvilket en tidligere under- søgelse fra Rockwoolfonden har vist, at de rent faktisk er, senere bekræftet af Kraka og Arbejdernes Erhvervsråd. Men det sker ikke fra den ene dag til den anden.
Mellem to stole
Hvem er overhovedet generation tre? Det er der tvivl om i lokale 065. Alle tre rubriceres i Danmarks Statistik som efterkommere, men er børn af forældre, der selv kom fra Tyrkiet som børn i alderen mellem tre og 11 år og er vokset op i det danske skolesystem. En enkelt forælder er kommet til som voksen. Så de er på en måde også børn af efterkommere og falder mellem to stole.
Deres historier er næsten enslydende. Deres forældre har fortrinsvis arbejdet som ufaglærte og selvstændige. Drevet grønthandel, pizzeria, forhandlet biler, gjort rent. Nogle af dem har langsomt arbejdet sig op med diverse kurser og enkeltfag.
Mehmet kommer i tanke om dengang, han stod i en kø i Føtex ved kassen med sin mor og småsnakkede på dansk. En ældre dansker i køen bagved udbrød i en nedladende tone, henvendt til moren: »Gud, taler du dansk!«
»Oplevelser i dagligdagen og samfundsdebatten om indvandrere gør, at man nogle gange kan føle sig som en andenrangsborger: Hvis din far var grønthandler, jamen så bliver du nok heller ikke til noget. Vi siger ikke, at alle mener det sådan, men der en slags tabu omkring, hvad det egentlig lige er, at denne her befolkningsgruppe duer til,« siger Mehmet og taler sig varm:
»Mange af de tyrkiske forældre er faktisk hårdtarbejdende, rigtigt mange har jobs, som indebærer 10-12 timers vagter. At de gider at gøre det og har fulgt denne her vagtplan i alle de her år, viser bare, at de gerne vil arbejde. De er der, og de bliver ved. De har ikke haft en akademisk baggrund, det har ikke været deres eget valg, muligheden var der bare ikke for dem.«
Men det er jo ikke dem, vi hører om, når vi læser om ’indvandrere« i aviserne til daglig, fortsætter Mehmet:
»Vi hører om 18-årige, som har malet graffiti, røvet en bank, taget en taske fra en gammel kone. Alle de her kedelige eksempler og hændel- ser bliver begået af et vanvittigt mindretal i samfundet, men det påvirker desværre alle os andre. Så tænker man, åh nej, her går jeg hver dag og slider og slæber og passer min uddannelse og prøver at være det her mønstereksempel, og så kommer der én eller anden random gut og stjæler al opmærksomheden negativt. En, som er fuldstændig ligeglad med samfundet i forvejen og ikke læser de medier, jeg læser. Så uanset hvad Inger Støjberg siger i morgen, så er han ligeglad, han følger ikke med, og alle de regler, de laver, dem kender han ikke, han lever i en helt anden boble.«
Det er en af grundene til, at Mehmet var med til at stifte foreningen Dansk-Tyrkisk Akademiker Union i 2015:
»Hvis medierne ikke tager fat i folk som os, må vi highlighte os selv. Vi er faktisk en hel del, der har klaret os godt. Ikke fordi vi har klaret os bedre end de danske, vi prøver ikke at klappe os selv på skuldrene, fordi vi har gjort noget ekstraordinært, vi prøver blot at fremhæve, at der altså også er ganske almindelige borgere her, som har taget en universitetsuddannelse og er med til at bidrage til det danske samfund ...«
»Vi er her også,« siger Fatma og tilføjer: »Vi har bevidst kaldt det Akademiker Union for at understrege, at I gerne må spørge os – og svaret vil være kvalificeret.«
»Og så for at sige: Lad være med at tale om os, tal med os,« siger Cansu.
Rollemodeller søges
De vil gerne være et akademisk talerør for dansk-tyrkere – samt motivere flere unge med oprindelse fra Tyrkiet til at færdiggøre en videregående uddannelse.
– Føler I jer ansvarlige for at dokumentere integration?
Her deler vandene sig lidt.
Mehmet: »Når jeg er nået hertil, vil jeg gerne dele ud af det, jeg har lært, og tage et ansvar for at motivere andre unge til at tage sig en uddannelse og sætte sig ambitioner. Jeg føler, det er et privilegium at være født og opvokset i Danmark, jeg føler mig som dansker – selvfølge- lig med rødder i Tyrkiet – men det er et fedt land at opvokse i med hensyn til de muligheder, man har. Vi går og brokker os over så mange ting her i landet, men det er egentlig bare luksusproblemer meget af det ...«
Cansu: »Jeg synes ikke, integrationsordet er aktuelt for os, der er født og opvokset her. Jeg anser mig selv som dansker – med tyrkisk baggrund.«
Fatma: »Hvornår stopper det? Hvor mange generationer skal man hen, før man bliver kaldt andet end indvandrer? Indvandrerne kom i 1960erne og 70erne, vi er ikke indvandrere ...«
Som nævnt ovenfor har foreningen i 2018 gennemført sin egen undersøgelse blandt dansk- tyrkere. Af dem bor der ifølge Danmarks Statistik 63.352 i Danmark, heraf er cirka halvdelen indvandrere og halvdelen efterkommere. Foreningen har rundsendt en stribe spørgsmål via så mange af deres egne og bekendtes netværk, de kunne komme til, og har modtaget lige under 400 svar fra personer, som er fra 15 år og opefter. Det er fortrinsvis efterkommere, der har svaret, og heraf har to tredjedele afsluttet en erhvervsuddannelse eller en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse. Et flertal svarer, at de har fået deres »drømmejob«.
Det er ikke så overraskende, eftersom det er folk fra deres egne netværk af måske overgennemsnitligt velfungerende venner og familie. Tankevækkende er det til gengæld, at 70 procent af dem oplyser, at deres forældre havde »intet eller mindre kendskab« til uddannelsen, simpelthen fordi de ikke har en akademisk baggrund.
»Størstedelen af de dansk-tyrkiske unge i samfundet har derfor været nødsaget til at klare sig selv og søge viden og rådgivning andre steder fra end i hjemmet og familien,« konkluderer de i den rapport, foreningen har udsendt. »Derfor bør man ikke have dårlige forventninger og anskue, at børn fra forældre uden uddannelse hovedsageligt ikke bliver til noget,« skriver de også.
Selv har de tre brugt andre rollemodeller. Cansu og Fatma har især brugt medstuderende, mens Mehmets ældste bror og hans kammerater har været »mønsterbrydere« for ham.
Undersøgelsen viser også, at 35 procent af de adspurgte føler sig »udsat« i hverdagen på grund af den måde, medier omtaler dem på som en samlet gruppe af »indvandrere«, hvad enten det handler om terror eller læsevanskeligheder. Det er problematisk, siger Mehmet, fordi de, der føler sig udsat, er ganske almindelige funktionelle samfundsborgere, som nu bliver demotiverede, irriterede og måske aggressive.
Han har på egen krop mærket udsatheden, på arbejde eller på gaden, for eksempel engang i et S-tog, hvor han, da toget rokkede til den ene side, var ved at miste balancen og greb ud efter en cykel at støtte sig til.
»Kan du så få fingrene væk fra min cykel!« lød det straks, og han følte sig stødt over mistænkeliggørelsen.
Cansu har aldrig personligt oplevet noget dårligt, Fatma har kun enkelt gang.
»Det er helt vildt,« udbryder Mehmet.
