Har man selv en profession, der er omgærdet af udbredt mistillid – det kunne være en brugtvognsforhandler eller journalist – er det rart, at man altid kan søge trøst hos en faggruppe, der klarer sig værre: politikerne. Dem er der angiveligt ingen, der tror på.
I den seneste måling siger et kæmpestort flertal af vælgerne, at de kun har meget lille tillid til politikerne. Ja, et flertal siger ligefrem, at de i løbet af det sidste år »har oplevet politikerlede«. Man ser for sig, at folk lægger sig syge med et anfald af akut politikerlede. Hvad er symptomerne? Det lyder som en kombination af migræne og mavekneb.
Har man lyst til at trøste politikere, især dem, der virkelig stadig har idealismen intakt, kan man sige til dem, at de ikke skal tage det så tungt. Det har nemlig altid været sådan. Politikere er altid blevet opfattet som mennesker, der vil sige hvad som helst for at blive valgt, love i øst og i vest og sælge deres gamle bedstemor for et kryds eller to på valgdagen.
»Politisk sprog er designet til at få løgne til at lyde sande og mord respektable,« sagde George Orwell, mens jeg ikke har kunnet finde frem til ophavsmanden til citatet: »Politikere og bleer skal skiftes jævnligt – og af præcis den samme grund.«
Man tager det ligesom for givet: Politikere lyver.
JEG mener ikke selv, at vores politikere lyver. Faktisk er det værre. Mennesker lyver. Men politikere opfører sig ofte, som om de ikke er helt normale mennesker.
Det handler ikke bare om, at man skal være af en helt særlig støbning for, som kansler Bismarck sagde det, »at høre Guds gang gennem historien og turde række ud efter hans kappe«. Det handler om den måde, de udtrykker sig.
Og jeg forstår dem godt. Det allerførste, politikere lærer, er jo, at de helst skal kontrollere alt det, der foregår omkring dem. De skal have styr på al den kommunikation, der handler om dem selv. Det er ikke så mærkeligt, for andre menneskers opfattelse af dem er jo dét, det hele handler om. Så det prøver alle politikere – fra Kim Jong-un til Lars Løkke Rasmussen.
Forskellen er den åbenlyse, at de demokratisk valgte politikere har sværere ved det: Lars kan ikke lukke internettet eller torturere irriterende avisjournalister, selv om han nok har lyst til det. Det er fordelen ved at leve i et demokrati.
Endnu sværere er det i et moderne demokrati, hvor de stakkels politikere kan styre stadig mindre omkring sig. Hvor skulle de overhovedet begynde? Så tror man sig sikker og taler en anelse frit, og så står der en fyr med en mobiltelefon og filmer det hele omme bagi. Eller også kommer man i et ellers virkelig velforberedt interview til at trække vejret på en afslørende måde, og så står det på alle elektroniske medier to minutter senere.
Og da politikerne kan kontrollere mindre og mindre omkring sig, sørger de selvfølgelig for at styre det eneste, de virkelig har mulighed for: det, de selv siger. Laver man et kritisk interview med en politiker, kan man ligefrem se det på dem: Der kører et bånd i deres hoved, lige inde bag øjnene, med dét, de skal sige.
Båndet er hele tiden et sekund foran, og så følger de dét. De må ikke afvige. Det er planlagt. Det er styret. Det er kontrolleret. Det værste, en politiker kan udsætte sig selv for, er kontroltab. Det er derfor, politik er så mærkeligt: Selv når bølgerne går højt, virker det som et manuskript med forberedte replikker.
DET er dét, jeg tænker på, når jeg ser vores politikere med lukkede øjne. Hvorfor ser de så anderledes ud på disse fotografier? Det er jo bare Inger Støjberg, Pelle Dragsted og Mattias Tesfaye med lukkede øjne?
Én ting er, at det er lidt grænseoverskridende at fotografere folk og offentliggøre de billeder, hvor de har lukkede øjne. Men det virkelig overraskende er, at de ser så anderledes ud, end vi kender dem.
Her er de knipset af fotografen i en brøkdel af et sekund, mens de bare blinker, og straks er det styrede og kontrollerede helt borte. Nogle af dem er næsten umulige at genkende med ansigter, der er helt afslappede og ikke parat til kamp. Og for dem alle gælder det helt banale: De forvandler sig fra politikere til helt almindelige mennesker.
Prøv selv at se nærmere på billederne. Selv dem, man er allermest uenige med, dem, som man synes er selve årsagen til ens egen politikerlede, ser så tilforladelige ud. Nærmest milde, kunne man sige. Både Henrik Sass, Pia Kjærsgaard og Sophie Løhde ligner jo mildheden selv, gør de ikke?
JEG tror, at de politikere, man har lige nu, altid virker mindre imponerende end deres forgængere. Fortidens politikere virker altid så visionære, gør de ikke? Men det er uretfærdigt, for vi kan ikke høre fortidens larm og ævl og kævl, og alle svipserne, fejlene, ja, alle taberne, sorteres væk af historiebøgerne. Til gengæld er det sådan, at når man spørger historikere, hvad de mener om de politikere, der var aktive i lige netop den tid, de studerer, så svarer de ofte: Det er lykkeligt for alle os andre, at nogen virkelig orker at tage dét ansvar!
Når jeg ser billederne, tænker jeg: Det er jo bare helt almindelige mennesker, der er så ualmindelige, at de orker. Ja, ja, jeg ved det godt, der er sikkert nogle af jer, der ser fotografierne, som tænker: Politikere med lukkede øjne? Det er lige sådan, politik føres, sådan valgkampen er: øjnene lukkede for virkeligheden; moderne politik føres i blinde.
Men de ligner da ikke politikere, der famler sig frem i mørket. Ser de ikke snarere ud, som om de lukker øjnene for at komme i tanker om noget, der virkelig betyder noget for dem? Som om de – i det mikrosekund, de blinker og lukker øjnene – minder dem selv om noget vigtigt, noget, der er afgørende for dem?
Det er måske også budskabet til politikerne selv, dem på billederne og alle de andre, der er i fuld gang med valgkampen.
Prøv at lukke øjnene et kort sekund og overvej, hvorfor I blev politikere. Det kom vel fra jer selv, gjorde det ikke? Ikke udefra, ikke fra fokusgrupper, ikke fra komplicerede vælgeranalyser. Hvad var det, I ville? Hvad var det, I var parate til at ofre store dele af livet på – på en måde, som næsten ingen mennesker kunne drømme om? Når I åbner øjnene igen, kan I jo fortælle os andre om det.
Fotografierne udstilles i DGI-byen i København frem til folketingsvalget 5. juni.
