Friheder. Skal højreradikale forlag lukkes ind på Europas bogmesser? I Italien gjorde Altaforte forsøget, godt hjulpet på vej af Matteo Salvini.

En lille smule diktatur

100-året for Primo Levis fødsel satte scenen ved sidste weekends store bogmesse i Torino, hvor den 89-årige jødiske Holocaust-overlever og digter Halina Birenbaum åbnede festlighederne og blev mødt af stående applaus. Ligesom den verdensberømte italienske forfatter har skrevet vidnesbyrdlitteratur fra koncentrationslejrene, har Birenbaum ladet lejrerfaringerne gennemsyre sine værker. Men blot få dage tidligere var hun klar til at melde afbud til den traditionsrige messe.

Anledningen var den samme, som de seneste år har udfordret bogmesser i blandt andet Frankfurt og Göteborg: tilstedeværelsen af højreradikale kræfter. I det tyske tilfælde endte det med, at forlaget Antaios fik lov at deltage på messen, hvilket krævede ekstra politi, men alligevel endte i optøjer på standen mellem blandt andre AfD-medlemmer og medlemmer af den venstreradikale Antifa-bevægelse. Hos vores svenske naboer lod messearrangørerne først Nya Tider få en stand, mens man besang ytringsfriheden, siden viste man efter massivt pres det højreorienterede tidsskrift vintervejen.

I ugen op til bogmessen i Torino var Halina Birenbaum medunderskriver på et brev fra Auschwitz-Birkenau Museum, der har været en del af messen siden 2015: »Vi anser vores deltagelse som uforenelig med tilstedeværelsen af et neofascistisk forlag, der udbreder en revisionistisk kultur,« hed det i brevet, der ud over Birenbaum var signeret af museumsdirektør Piotr Cywinski og Michele Curto, et tidligere torinesisk byrådsmedlem, der har undervist i Holocausts historie. »Overlevere kan ikke bedes om at dele rum med dem, som sætter spørgsmålstegn ved de historiske fakta, der ledte til Holocaust, og som ønsker at genoplive fascismen (...) Det handler ikke, som nogle simplificerende har beskrevet det, om en kontrakt med et forlag, men om de demokratiske institutioners sande værdier, deres årvågenhed og om den italienske forfatning.«

Altaforte, forlaget, som havde bragt brevskriverne til tasterne, er drevet af højrefløjsaktivisten Francesco Polacchi. Han har tætte forbindelser til den erklæret fascistiske gruppering CasaPound og kaldte for nylig i La Stampa Benito Mussolini for »Italiens største statsmand nogensinde«, ligesom han forklarede, at fascismen havde været med til at genskabe Italien efter Første Verdenskrig og i øvrigt mente, at »en lille smule diktatur er godt«.

Det faldt en række forfattere så meget for brystet, at de opfordrede til boykot af messen. Arrangørerne, der har både det torinesiske bystyre og det piemontesiske regionalstyre bag sig, meddelte hurtigt, at man fastholdt pladsen til Altaforte i respekt for den italienske forfatning, der foreskriver, at »enhver har ret til frit at udtrykke sine tanker i tale, skrift og gennem andre kommunikationsformer«.

Også forfatteren Michela Murgia bad på Facebook sine kolleger droppe boykotten og i stedet møde talstærkt op. »Der er situationer, hvor det at blive væk ikke synes at være det mest effektive svar. Af samme grund vil vi ikke overlade det fysiske og symbolske rum ved Italiens vigtigste forlagsbegivenhed til fascisterne.«

Men med brevet fra Auschwitz-Birkenau Museet nåede modstanden en styrke, der fik arrangørerne til at ombestemme sig, godt hjulpet på vej af den lokale borgmester, Chiara Appendino, der på Facebook skrev: »Torino og Piemonte-regionen beder formelt den internationale bogmesse ophæve kontrakten med Altaforte.«

Den slags aflysninger har tradition for at larme, og gjorde det ikke mindre denne gang, da det nu uvelkomne forlag på messen skulle have præsenteret en ny bog med den italienske indenrigs- og vicepremierminister, Matteo Salvini. Først lod han forstå, at han blot var blevet interviewet til bogen Io sono Matteo Salvini (»Jeg er Matteo Salvini«), men ikke havde vidst, at den skulle udgives af Altaforte. Men så gik han ved et vælgermøde i Pesaro i kødet på censurpolitiet:

»Vi lever i 2019 og censurerer bøger på baggrund af deres idéer (...) idéer besvares med andre idéer, ikke censur,« citerede Il Globo ham for. »En minoritet på venstrefløjen gør krav på at bestemme, hvem der må lave musik, skabe teater, udgive bøger.«

Heller ikke forlæggeren, Francesco Polacchi, var imponeret. På Facebook citerede han fra Ray Bradburys klassiske Fahrenheit 451, en bog, der altid er god at drage frem, hvis man vil demonstrere tyrannien ved bogbrændinger, mens han påberåbte sig ytringsfriheden. Og til La Stampa sagde han, at »jeg er blevet fordømt for en kriminel holdning, som jeg finder anakronistisk, og jeg er klar til at redegøre for alt uden for anklagerens kontor«. Der, foran bogmessen, var han da også at finde, mens gæsterne trak indenfor.

Piemontes guvernør, Sergio Chiamparino, lod sig nu ikke tvinge af Polacchis frihedskrav eller Salvinis anti-censur: »Måske ville indenrigsministeren have foretrukket at sidde ved siden af sin fascistiske udgiver af interviewbogen og have ladt Auschwitz-offeret ude. Men indenrigsministeren i enhver seriøs regering skal frem for alt realisere Scelba- og Mancino-lovene,« sagde han til nyhedsmediet Ansa med henvisning til to love, der er tænkt som et værn mod genoplivelsen af det fascistiske spøgelse.

Og nu var hun der altså, kz-offeret Halina Birenbaum, og afrundede sin medvirken på messen, da hun i en pressemeddelelse kommenterede postyret: »Efter at have overlevet Auschwitz er dette for mig et yderligere bevis på, at ondskaben ikke vil vinde.«

 

Hør også podcasten »Globalisten«,  hvor udenrigsredaktør Ole Nyeng og avisens korrespondenter analyserer, hvad de seks vigtigste europæiske populister gør og siger:

Hør podcasten »Globalisten« her på weekendavisen.dk/podcast – eller hvor De ellers lytter til podcast.