Kærligheden er størst af alt, ved vi fra Paulus, og den er alle vegne. Vores sange og vores litteratur driver af kærlighed - selv tidens managementbøger byder os at elske vores chefer og kolleger. Men skyhøje skilsmisserater og kuldslåede dating-apps mere end antyder, at vi er i problemer, og som kultur har et forvirret og søgende forhold til kærlighed. Jeg har det helt sikkert selv.

Og det har fået mig til at undersøge kærlighedens væsen og former nærmere i den podcastserie, som Weekendavisen nu lancerer som sin første: Ingen elsker Lone Frank. Det er ikke bare en morsom titel, men faktisk undersøgelsens udgangspunkt. For det var dér, jeg stod for præcis fire år siden, da min kæreste gennem tretten år døde af kræft, og det med kærligheden ramte mig som et baseballbat.

Jeg havde nu ingen mand og ingen børn, mine forældre var for længst borte, og alle andre familieforbindelser var tyndslidte og trævlede. Der fandtes med andre ord ikke længere nogen, som jeg selv elskede, og ingen, som ville kunne stå ved min kiste og føle, som jeg nu gjorde for min døde mand.

Følelsen af mangel var rå og akut smertefuld. Men nedenunder den voksede efterhånden en gnavende pinefuld erkendelse af, at jeg ikke havde forstået, hvad det var, jeg havde, før det blev flået fra mig. Jeg havde taget kærligheden for givet. Jeg, som ellers havde vendt og drejet det meste i tilværelsen, og gerne skrevet om det undervejs, havde spekuleret meget lidt over kærligheden.

HVORDAN gransker man egentlig kærlighed? Hvor går man hen for at udforske dens væsen og dens rolle både i ens eget lille liv og den menneskelige tilværelse som sådan?

»Kærligheden er ubeskrivelig – og dog poesisens mest beskrevne emne,« hedder det i Den Store Danske Encyklopædi, hvor man meget betegnende har sat en litterat til at kloge sig på emnet. Thomas Bredsdorf skriver om alt fra Eros til Højsangen og Middelalderens troubadourdigtning, og hans essay ender ud med citater af både Jesus og Marilynne Robinson.

Det er meget inderligt alt sammen og elegant formuleret, men også umådelig uoplysende. Alle de smukke og floromvundne ord siger intet om, hvad der helt konkret foregår i krop og hjerne, eller om, hvor evnen til kærlighed kommer fra, og hvordan den formes. Al biologi er bandlyst på en måde, så det næsten ligner en besværgelse. Et ønske om, at i det mindste kærlighed da »umuligt kan reduceres til et spørgsmål om celler og kemi«, som man mange gange hører.

Berøringsangsten for at gå ud over filosofiens og poesiens område stikker så dybt i kulturen, at den længe også holdt videnskaberne i skak. Vi skal helt op i begyndelsen af 1990erne, før antropologer og biologer nogenlunde synkront fik øjnene op for at studere kærligheden. I psykologien – sindets videnskab – hvor man skulle tro, fænomenet hørte helt naturligt til, opdagede man det ikke før godt oppe i 1950erne, og det krævede betydelige sværdslag overhovedet at få kærligheden anerkendt.

Jeg måtte selv måbe over sagkundskaben, da jeg læste Deborah Blums Love at Goon Park – Harry Harlow and the Science of Affection. Udviklingseksperter mente således halvt henne i det tyvende århundrede, at dét, spædbørn havde brug for fra deres mor (dengang var det kun mor), var mad og renlighed. Al for megen fysisk kontakt blødgjorde deres karakter, og mor skulle derfor endelig lade dem ligge, når de skreg i vuggen.

Ind i denne følelseskolde konsensus kastede den britiske psykiater John Bowlby i 1951 sin tilknytningsteori. Han postulerede, at evolutionen har præprogrammeret det lille barn til at søge tilknytning, og at dets sociale udladninger – skrig og skrål, smil og øjenkontakt – er til for at udløse tilknytning og omsorg fra en voksen (mor). Hvis ikke barn og mor i de første to år bliver bundet sammen i en dans af signaler, svar og berøring, er barnet på en afvigende kurs med risiko for både kognitive og emotionelle vanskeligheder resten af livet.

Fagfæller spottede og latterliggjorde Bowlby, men han fik snart støtte fra den anden side af Atlanten, hvor Harry Harlow ved University of Wisconsin arbejdede med aber. I en serie hårrejsende eksperimenter fjernede han nyfødte rhesusaber fra deres mødre og satte dem i bur med kunstige »plejemødre« af forskellig beskaffenhed for at belyse, hvad en mor skulle levere. Det stod hurtigt klart, at mad ikke var tilstrækkeligt. En ståltrådskonstruktion, som den lille unge kunne hænge på og få mælk af som en mor, gav umiddelbart anledning til en stressreaktion i form af kroniske fordøjelsesproblemer. Det var lidt bedre, når surrogatmoderen var blød og polstret, og det gav endnu en tand ekstra, når hun også kunne bevæge sig en smule.

{embedded type="node/bondquotes" id="15329"}

MEN under alle omstændigheder gav opvæksten med de ikke-levende surrogatmødre anledning til en stærkt afvigende adfærd. De frygtsomme unger blev aldrig i stand til at interagere på normal vis med artsfæller, ligesom de i voksenlivet manglede yngelplejeinstinkt.

Tilsammen gjorde studierne klart, at den primære tilknytning mellem mor og unge ikke bygger på fødegivning og hygiejne, men på tryghedsgivende kropslig kontakt og nærende følelsesmæssig udveksling. Harlow præsenterede sine fund og konklusioner for kolleger på de amerikanske psykologers årlige kongres i Washington i 1958 og satte en milepæl i psykologien. Næsten poetisk kaldte han sin tale The Nature of Love.

»Kærligheden er grundlæggende en gang biokemisk bestikkelse fra naturens side,« lød det knap så poetisk, da jeg for nylig besøgte antropolog Anna Machin på University of Oxford. Logisk nok, for vi gør ikke noget besværligt uden belønning. Især yngelplejen har været den store udfordring for evolutionen, og den har formentlig også givet os andre former for kærlighed end dén til egne børn.

Den evolutionspsykologiske tilgang argumenterer for, at kapaciteten for romantisk kærlighed er opstået som svar på det problem, at vi føder ekstremt umodent afkom, som er plejekrævende usædvanligt længe.

Forelskelsesfænomenet klarer tiltrækningen og den lyst, der skal til for at fremme parring og et sammenhold, der kan vare ved gennem graviditeten. Evnen til det, vi så kalder kærlighed og skelner fra forelskelsen som en mere rolig følelse præget af samhørighed, har vi formentlig udviklet, fordi den har været med til at sikre en grad af samarbejde mellem mænd og kvinder om det slatne afkom, der kommer ud af en graviditet. Ikke at der heri ligger en darwinistisk nødvendighed i det monogame parforhold, men en tilskyndelse til at få alle hænder på dæk i de små grupper, tidlige mennesker levede i.

Den nødvendige kemiske bestikkelse falder i form af en række velrystede cocktails af signalstoffer og hormoner dryppet ud i bestemte hjerneområder til bestemte tider.

Siden Bowlby og Harlow er det blevet klart, at ikke mindst stofferne serotonin og oxytocin spiller sammen i dannelsen af tilknytning mellem spædbarn og dets primære omsorgspersoner (af alle tænkelige køn, som man understreger i dag). De samme stoffer virker sammen med et godt skvæt dopamin i en forelskelsesfase, hvor de sjasker rundt i det limbiske system, altså områder af den emotionelle hjerne.

Den nyeste forskning peger så på, at den længerevarende kærlighed især bygger på aktivitet i højere og mere kognitive dele af hjernen og benytter sig af beta-endorfin. Stoffet, der er en af hjernens naturlige smertestillere, udskilles i særligt høje koncentrationer, når vi elsker nogen, og ganske som morfin og andre opiater er det afhængighedsskabende. Som Anna Machin også bemærkede: »At miste sin elskede er helt konkret en tilstand af alvorlige abstinenser.«

{embedded type="node/custom_code_html" id="21465"}

DET kan jeg skrive under på. Men det lyder bedre og mere lyrisk, når jeg beskriver det som at mangle halvdelen af mig selv eller bære rundt på en sviende hjemløs kærlighed i hele kroppen. Mange vil spørge, om ikke hele den kemiske og fysiologiske indsigt bare affortryller kærlighedssuset?

Det mener jeg ikke. For det første behøver molekylær viden ikke at ændre på den subjektive oplevelse af kærlighed, om det så er til afkom, nye kærester eller gamle ægtemænd. Vi vil stadig kunne skrive højsange og opløftende digte på selve følelsens mirakel. Og som evolutionspsykolog Henrik Høgh-Olesen bemærkede, da jeg talte med ham på Aarhus Universitet: »Uanset hvor meget vi ved, bliver der altså et spil tilbage i kærligheden, som vi ikke kan forklare.« Som han understregede, vil der altid være et mysterium gemt i, hvorfor det lige er dén ene person, man forelsker sig i, og ikke en anden. Biologien kommer ikke til at levere en ufejlbarlig kode til kærligheden. Såvel dens kemi som de forhold, kemien udfolder sig under, er uhyre komplekse.

Men den mekanistiske forståelse giver os noget andet. Ikke mindst nogle bedre forklaringer på, hvorfor vi hver især har forskellig omgang og oplevelser med kærlighed. Feltets første genetiske studier peger således på, at udvalgte genvarianter har målbar indflydelse på typer af adfærd. Et gen i oxytocinsystemet har således én variant, som ser ud til at skubbe folk i retning af at søge pardannelse og være gode til at vedligeholde det, hvor en anden variant af samme gen tilsyneladende er med til at få folk til at trække sig fra parforhold. Et gen i serotoninsystemet har tilsvarende en variant, som giver større tilbøjelighed til at være single og til ligefrem at ønske det.

Der er, som Anna Machin understregede, ikke gener »for« det ene eller det andet, men nogle komplekse sammenhænge, som langtfra er gravet ud. Men som i andre henseender har vi også, hvad angår kærlighed, nogle dispositioner og tendenser med i madpakken. Samtidig afslører den fysiologiske forskning dog, at kærlighedens biokemiske systemer er påvirkelige og formbare.

Tilknytningen til forældrene er det første, der sætter sig spor. Psykologiske undersøgelser viser, at den tilknytningsstil, vi får i den tidlige barndom, har tendens til at farve de forhold, vi danner som voksne.

»Du kan se det som en gave, der bliver ved at give,« sagde udviklingspsykolog ved Københavns Universitet Mette Skovgaard Væver, da jeg fortalte om det tætte forhold, jeg havde til især min far. Et forhold, der nærmest kunne beskrives som en samtale, der varede hele hans liv, og hvor alt kunne siges. I udviklingspsykologernes kategorisering hedder det »tryg tilknytningsstil«, og den har formentlig været med til at præge mine indre systemer og derigennem danne de mønstre, jeg selv knytter bånd efter.

Den ene side af sagen er, at jeg ikke går og tvivler på kærligheden fra den anden, når jeg indgår et forhold. Det falder mig faktisk ikke ind. Den anden side af sikkerhedens dåbsgave er dog måske præcis det, som slog mig så hårdt for fire år siden: at jeg forfalder til at tage dem, der elsker mig, for givet.

Se video med Lone Frank og podcastredaktør Johanne Mygind om »Ingen elsker Lone Frank«:

{embedded type="node/custom_code_html" id="15564"}

Videoen er tilrettelagt af Birgit Nissen Pedersen

VI tager dog i det hele taget kærligheden for givet. I den forstand, at vi har tendens til at anse vores omgang med den og ønsker for den, som de ytrer sig her og nu som det mest »naturlige«. Vi tænker meget lidt på, at vores biologi altid udfolder sig i kultur og præges af samfundsnormer, livssyn og forestillinger.

Antropologien har i de seneste år opdaget kærligheden som studieobjekt og begynder at se på dens flydende former. Der foregår selvfølgelig undersøgelser af eksotiske stammefolk, men der er også granskende øjne på os selv. Som i Oxford, hvor Anna Machin i denne tid planlægger en undersøgelse af, hvordan kvinder over 50 i Vesten agerer i forhold til kærligheden.

»For første gang i historien ser vi masser af postmenopausale kvinder vælge skilsmisse, og spørgsmålet er, hvad de gør nu, hvor de både er økonomisk uafhængige og ikke længere skal have børn. Påvirker det deres valg af partner, og vil de overhovedet have en partner, eller søger de andre former for kærlighed såsom venskab? Hvad vil disse frie kvinder have?«

Det er et rigtigt godt spørgsmål.

{embedded type="node/node_image" id="15331" width="half_width" align="left"}

Ingen elsker Lone Frank

Da Lone Franks kæreste døde for fire år siden, opdagede hun pludselig, at der ikke længere var nogen, som elskede hende. Hun havde hverken kæreste, børn, nær familie eller tætte venner. Men hvorfor er kærlighed så vigtig for mennesket, og kan hun selv leve uden? Lone Frank søger i en podcast på fem episoder efter den videnskabelige forklaring på kærligheden – de to første afsnit er udkommet:

Episode 1: Kan jeg leve uden kærlighed?

Lone Frank opsøger den førende kærlighedsforsker Anna Machin ved University of Oxford for at få klarlagt kærlighedens biokemi og får et svar, som hun egentlig ikke ønsker at høre.

Episode 2: Hvordan grundlægges kærlighedsevnen?

Hvad betyder vores barndom for vores evne til at elske? Lone Frank opsøger psykolog Mette Væver for at høre om kærlighedens betydning for børns udvikling og spekulerer på, om hun egentlig er blevet elsket for meget af sin far.

Episode 3: Er det kun i Vesten, at man bliver forelsket?

Lone Franks største forelskelse var ikke hendes afdøde kæreste, men en ældre islandsk mand, som knuste hendes hjerte. Alligevel er hun blevet ved med at håbe på den næste, store forelskelse. Måske er hun offer for en kulturel konstruktion?

Episode 4: Elsker man sine venner?

Lone Frank er i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet elsker sine venner, men hun må samtidig erkende, at hun har brug for dem i sit liv.

Lyt til »Ingen elsker Lone Frank« på weekendavisen.dk/podcast – eller hvor De ellers lytter til podcasts.