Egentlig lød opgaven på at designe en bygning til havnefronten i Køge. Ideen var, at de københavnske arkitektstuderende som deres afsluttende projekt skulle bidrage til områdets udvikling med et flot kulturhus for eksempel, eller et boligbyggeri med fokus på social bæredygtighed. Men to af de studerende, Karl-Johan Sørensen og Sebastian Aristotelis, havde en anden idé.
»Først spurgte vi, om man selv måtte vælge site, hvis man ikke havde lyst til at være i Køge. Det kunne man godt, hvis man havde en rigtigt god grund. Så spurgte vi, om man også godt måtte vælge et site på en anden planet,« fortæller Karl-Johan Sørensen.
Det var ikke det, underviserne havde haft i tankerne, men de kæmpede for deres sag, og til sidst lykkedes det. I stedet for at tage til Køge for at observere det daglige liv ved vandet tog de til den røde Wadi Rum-ørken i Jordan; det sted på kloden, der minder mest om Mars.
Deres simulerede Mars-mission blev begyndelsen på et tæt samarbejde, og i dag har de to nyuddannede arkitekter startet deres egen tegnestue, SAGA, som arbejder med rumarkitektur. I sommer vandt de en arkitektkonkurrence med deres rumstation Dandelion, hvis mælkebøtteagtige overflade er designet til at omdanne den statiske elektricitet på Mars til brugbar energi, og i søndags fik de en pris for Månebasen Circadian Lunar Home. Mere jordnært arbejder de på at designe en realistisk base til en simuleret Mars-mission, som snart skal finde sted i Negev-ørkenen i Israel. Alle projekterne er designet ud fra et ønske om at begynde fuldstændigt forfra. Om at fokusere nøgternt på det allermest grundlæggende: de konkrete, fysiske omgivelser og menneskets grundlæggende behov.
»Når du placerer mennesket i de her ekstreme omgivelser, så bliver det helt klart, hvad de essentielt vigtige ting er,« siger Sebastian Aristotelis.
I den lejlighed på Frederiksberg, hvor han bor sammen med to andre, har de to fået lov at indrette stuen til et beskedent studio med computere, designillustrationer, hjemmebyggede modeller og en 3D-printer. Her har de to brugt en stor del af deres vågne tid sammen, siden de fandt hinanden på arkitektskolen. »Det er næsten sådan en kærlighedshistorie,« siger Sebastian Aristotelis.
Det begyndte en forårsdag i 2017, hvor de sammen med en flok andre studerende skulle ud at se på kirker og tilfældigvis var tidligt på den begge to. Det regnede kraftigt, så de to købte en kop kaffe og faldt i snak, og det gik op for dem, at de begge havde leget med tanken om at arbejde i rummet.
»Det er jo lidt ... drømmende, ikke? Det virker lidt langt ude,« siger Karl-Johan Sørensen.
Men da der pludselig var en at dele interessen med, skete der noget. Et halvt år senere sad de i Wadi Rum-ørkenen og arbejdede på at designe et habitat til Mars. De tilbragte hver to uger i Wadi Rum med et par dages overlap. Her oplevede de, hvordan deres øjne hurtigt vænnede sig til alt det røde, så deres vandflasker pludselig fik en krystalklar blå aura. De mærkede også, hvordan ensomheden og monotonien hurtigt begyndte at tære.
»Vi prøvede at finde ’det skønne’ på Mars,« siger Sebastian Aristotelis. »I Wadi Rum-ørkenen malede vi akvareller i stedet for at lave 3D-scanninger. Det er vigtigt, at man tager den dér følsomme kultur med, som man lærer på arkitektstudiet.«
Se modeller af rumbaserne og hør Sebastian Aristotelis Frederiksen fortæller om sine visioner for, hvordan mennesker kan bo på andre planeter:
Videoen er tilrettelagt af Birgit Nissen Pedersen.
Mars-projektet udviklede sig med tiden til mere end bare et studieprojekt.
»Vi vidste fra starten, at vi ville tage udgangspunkt i de forhold, der er på Mars, både klimatisk og fysisk. Vi prøvede virkeligt på at se på forholdene totalt objektivt – uden at dømme overhovedet,« siger Sebastian Aristotelis.
En af udfordringerne ved rumarkitektur er, at man er nødt til at bygge af de materialer, man har ved hånden, en strategi kaldet In Situ Ressource Utilization. I projektet arbejdede de med ideen om at udvinde stoffer af jordbunden på Mars, også kaldet regolitten, og derefter bruge dem til at printe med. En anden udfordring er de ofte barske vejr- og klimaforhold:
»Støvstormene er et stort problem for roverne deroppe, som kører på sollys. Samtidig er statisk elektricitet et kæmpe problem, fordi der er så koldt, og der er totalt tørt, og jorden leder ikke noget væk. Statisk elektricitet ophober sig bare i de her rovers, så man er nødt til at lave systemer, der aflader dem. Men hvorfor ikke udnytte forholdene i stedet?«
Deres Mars-habitat, som fik navnet Dandelion, er derfor dækket af tusindvis af lange, akrylbeklædte karbontråde, der er beregnet til at høste den statiske elektricitet i luften og omdanne den til brugbar energi. Den pindsvinelignende overflade er desuden designet til at indfange Mars-støv og bruge det som et skjold mod den kosmiske stråling. I foråret indsendte de projektet til den internationale arkitektkonkurrence Marstopia – og vandt.
»Jeg tror godt, de kunne lide det poetiske udtryk,« siger Sebastian Aristotelis.
»Det var lidt vores gennembrud. Dels fordi vi vandt nogle penge, men det bedste var, at dommerne var folk, der faktisk arbejdede i rumverdenen,« siger Karl-Johan Sørensen.
Marstopia er en af mange store og små konkurrencer i rumarkitektur, som er dukket op i løbet af de seneste år. Rumarkitektfirmaer som SEArch+ har vundet en del berømmelse og er begyndt at arbejde med NASA, men feltet er stadig relativt nyt og uprøvet i praksis, og det er stadig ikke alle, der finder det indlysende at blande arkitekter ind i arbejdet med at udvikle rumstationer eller Mars-baser.
Da de to unge arkitekter i sommer deltog i et to måneder langt program på det internationale rumuniversitet i Delft i Holland, var langt de fleste af deltagerne ingeniører. Her kom de til at arbejde på et Måne-projekt, sponsoreret af NASA og ESA. Månen bruger 28 dage på at rotere om sig selv, og det betyder, at natten på Månen er 14 dage lang. I projektet skulle de finde ud af, hvordan man kan overleve sådan en nat.
»Det er jo en stor udfordring, og i starten var der mange, der var meget skeptiske over for, hvad en rumarkitekt skulle lave på sådan et projekt. Men vi endte med at blive en stor del af udviklingen af designet,« siger Karl-Johan Sørensen. De arbejdede blandt andet med at tænke lys og døgnrytme ind i udformningen – i det hele taget at tænke menneskets behov ind.
»Vi elsker ingeniører. De er fantastiske! Men nogle gange er der ting, de overser.«
Som eksempel nævner han cupolaen på Den Internationale Rumstation: det lille vinduesmodul, som gør det muligt for astronauterne at kigge ud og ned på Jorden.
»Det var flere gange ved at blive sparet væk, fordi det ikke teknisk set er nødvendigt. Men når du snakker med astronauterne, så siger de stort set alle sammen, at det er deres yndlingssted. Hver gang de har et par minutter til overs, går de derud,« siger Sebastian Aristotelis. Han understreger også, at rumfarten i højere og højere grad ser ud til at blive privatiseret, og at det kun gør den menneskelige faktor endnu vigtigere.
»Hvis civile skal rejse gennem rummet i månedsvis for at komme til Mars, begynder det at blive en funktionel nødvendighed, at man tænker på menneskenes psykologiske tilstand undervejs. De eneste stimuli, man får på sådan en station, som ikke engang har udsigt til Jorden, det vil jo være gennem indretningen og arkitekturen selv,« siger Karl-Johan Sørensen.
Når de arbejder på et projekt, bruger de lang tid på at sætte sig ind i de teknologiske muligheder og begrænsninger. De ser eksempelvis på studier, der undersøger hvordan folk påvirkes af at være spærret inde i ubåde og isolationsceller i fængslet. I et af deres seneste projekter, Månebasen Circadian Lunar Home, har de eksempelvis kigget på studier, der handler om menneskets indre ur og døgnrytme, og hvordan vi påvirkes og styres af lyset omkring os.
»Tager man til Månen, skal man nok tage til sydpolen, for det er dér, der er vand (i form af is, red.). Området er stort set konstant badet i lys, hvilket er godt for solpanelerne. Men det er problematisk for mennesket, hvis man bor i en helt lys verden, for så producerer du ikke tilstrækkeligt af den melatonin, der skal styre dit indre ur,« siger Karl-Johan Sørensen.
En løsning er at lukke vinduerne og bruge kunstigt lys til at styre astronauternes døgnrytme. Men på SAGAs månestation er døgnrytmen indbygget i arkitekturen.
»Du vågner op i den mørke ende af basen, og så bevæger du dig langsomt op gennem bygningen, hvor der kommer mere og mere lys ind,« siger Sebastian Aristotelis. »Dit arbejde laver du i lyse områder, og når du skal lave dine aftenaktiviteter og spise aftensmad, går du videre ned i den mørke ende igen. På den måde er det dig selv, der vandrer igennem dagen,« tilføjer hans kollega om Månebasen, som i søndags fik en delt førsteplads i konkurrencen Moonvillage newspace 2060.
For tiden arbejder de på et habitat til en »analog Mars-mission«, altså en simuleret mission, som foregår på Jorden. Missionen, som udføres i Negev-ørkenen i Israel, skal simulere de første 30 dage på den røde planet. Med deres blot 24 og 22 år er de to arkitekter ikke selv gamle nok til at være med i eksperimentet. De ville ellers gerne.
En af de ting, de lærte på deres egen beskedne Mars-analog i ørkenen var, at en rumrejse kan være ret ... kedelig.
»Noget af det, jeg savnede mest i ørkenen, var det uforudsete. Det tilfældige. Bare ... et regnskyl eller et eller andet, som kommer ud af ingenting. Man sætter jo ikke pris på, at det regner her, men du husker det – at du var vildt gennemblødt, du bruger den slags til at placere dig selv i tiden. Det er nok den største mangelvare i rummet,« siger Karl-Johan Sørensen, som derfor advarer mod at fokusere for meget på at gøre rumstationer eller -kolonier så komfortable som muligt.
»Jeg tror hellere, man skal prøve at gøre det spændende. I stedet for at glatte det hele ud og gøre det blødt og behageligt,« siger han.
Den slags erkendelser kan man også bruge på Jordens overflade, mener de to arkitekter. Derfor er de heller ikke så bange for at have spildt tiden, hvis vi alligevel ikke når til Mars eller Månen lige med det samme.
»Bare fordi vi arbejder i rummet, betyder det ikke, vi opgiver Jorden. Jeg elsker Jorden, jeg vil ikke forlade den, i hvert fald ikke for evigt. Det er det bedste sted for mennesker. Men ved at tage ud kan vi måske lære ting, vi kan bruge til at designe steder her på Jorden, hvor vi mennesker kan lide at være.«
Læs også »En port til Månen« om, hvordan en ny rumstation skal føre mennesket tilbage til Månen og derefter videre til Mars. Fra Weekendavisen #41, fredag 12. oktober 2018.
