Helle Helle: de. 158 sider. Rosinante.
Ingen lander så smukt midt i fællesmængden mellem det bredt læste og det vidunderligt velskrevne som Helle Helle. Den underspillede, hverdagslige, gispende smukke minimalisme får hver sætning til at lyse. de handler omtrent om en diskret døende mor og en datter, der lever i udkanten af en sygdom, de ikke taler om. Datteren, en lidt tvivlrådig, men almindelig eksistens, der har hjemme i 1980ernes Rødby, fortæller romanen i en insisterende nutid, som udsætter døden og skaber en forunderlig tomgang, et år, hvor tiden er ophørt.
de er stilfærdigt sublim sorglitteratur, gennemstrømmet af kærlighed. Der er dyb varme og alligevel umulig afstand mellem mor og datter. Romanen viser, hvordan Helle Helle i al sin underspillethed og tekniske præcision er en mystiker: Prosaen holdes sammen af tåger af tomrum mellem linjerne og det meget Helle Helle-agtige inventar: blomkålsgratin og lysende pløjemarker. Og så er det midt i al sorgen og lyset endda også en bog, der er uimodståeligt lattermild, der er intet andet for end at grine og græde og acceptere mysteriet.
Lyt også til podcasten »Hjem med reol« med alle 10 nominerede til Weekendavisens Litteraturpris 2018:
Afstemningen er slut 15. januar 2019 – vinderen offentliggøres fredag 1. februar.
Læs også om:
Anne-Cathrine Riebnitzsky: Hestebøger og slægtsromaner
Harald Voetmann: Dyster filosofi og romersk satire
Jakob Martin Strid: Neonreklamer, arbejderdigte og »Mio min Mio«
Poul Duedahl: Historier om de oversete
Niels Brunses reol: Shakespeare og alle de andre
Madame Nielsen: Min mor er en fisk
Annette Rosenvold Hvidt: »Frit flet« om Hammershøi
Thorsten Borring Olesen og Niels Wium Olesen: Magtens bøger
Alle episoder af »Hjem med reol« kan findes her på weekendavisen.dk/podcast – eller hvor De ellers lytter til podcast.