Godformiddag og velkommen til Store Arbejdsdag.
Regeringens usandsynligt gode idé med at inddrage en helligdag og lade folk arbejde, mens skoler i 11 af landets 98 kommuner, blandt andet København, holder fri. Siden er meningsmålingerne kun gået én vej. Og den nyeste fra Megafon, offentliggjort i går i Politiken, er helt vild.
1. Politiske kandestøberier
Ifølge målingen kappes tre partier nu om at være Danmarks største: Socialdemokratiet (17,6 procent), Liberal Alliance (17,2) og SF (16,1). Venstre er nede på 6,5 procent, mere end en halvering i forhold til det i forvejen historisk dårlige valgresultat. De tre regeringspartier står samlet til 31,7 procent, et dramatisk tab på omkring 19 procentpoint siden valget.
Samlet står den gamle rød blok, inklusive De Radikale, til 48,2 procent. Blå blok, minus Moderaterne, til 44,2 procent. Det efterlader igen Moderaterne (6,6 procent) i en nøglerolle: Vil de helst samarbejde med Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne eller med SF og Enhedslisten? Eller kan en ny midterkoalition tænkes med Konservative, Radikale og SF i regering med Socialdemokratiet og Moderaterne i stedet for Venstre? En sådan konstellation ser ifølge målingerne ud til at kunne samle flertal.
Det er nok politiske kandestøberier for i dag. Nu til et land, hvor den slags parlamentariske spekulationer ikke rigtig betyder noget.
2. En dødsdom i Iran
33-årige Toomaj Salehi er en af Irans bedst kendte rappere med tekster om ulighed, korruption, børnearbejde, henrettelser og andre kendetegn ved landets klerikalt-fascistiske styre. Han var en af de ledende figurer i de landsomfattende protester for to år siden efter 22-årige Mahsa Aminis død i det såkaldte moralpolitis varetægt – hun blev anholdt for ikke at bære sit tørklæde på reglementeret vis.
Salehi blev selv anholdt og tortureret i fængslet og blev nægtet lægebehandling, da han havde brug for det. Sidste år blev han ved en domstol i Isfahan idømt seks års fængsel. Den iranske højesteret fandt, at rettergangen ikke var forløbet, som den skulle, og Salehi blev kortvarigt løsladt i november sidste år. Men to uger senere blev han igen arresteret, denne gang for at udføre »propaganda imod staten«. Forleden blev han ifølge sin advokat dømt til døden af en domstol i Isfahan, skriver The New York Times.
De iranske sikkerhedsstyrker dræbte hundredvis af demonstranter i 2022 og arresterede titusinder. Nogle blev henrettet efter summariske rettergange. Men de landsomfattende protester gjorde tilsyneladende indtryk på præstestyret i en periode. Moralpolitiet fik besked på ikke at være så nidkære i håndhævelsen af loven om behørig tildækning. Det var en stakket frist. I løbet af Gazakrigen er undertrykkelsen igen blevet massiv. Kvinder, der ikke anses for at være behørigt tildækket, bliver igen anholdt. Der slås igen hårdt ned på enhver form for dissens. Dødsdomme mod aktivister som Salehi afsiges på ny. Hvornår henrettelsen finder sted, vides ikke.
Jeg kan ikke lade være at spekulere på, om der blot er nogle af de mange unge aktivister, der i disse dage er stærkt engageret i mellemøstlige forhold, som har tænkt sig at protestere over dødsdommen over Salehi og mange andre iranske aktivister? Eller den fortsatte og nu eskalerende massive undertrykkelse af kvinder? Eller de offentlige hængninger af homoseksuelle, der fortsat finder sted? Om der blot er enkelte, der tænker over, at det Hamas, nogle af de amerikanske aktivister hylder, og mange andre vælger at se bort fra, er styret, finansieret, bevæbnet og trænet af det islamistiske diktatur i Teheran?
Det er fint og påkrævet at protestere over en israelsk krigsførelse, der fører til et massivt antal dræbte og lemlæstede palæstinensiske civile. Jeg kan have overset noget, men hvor er protestskilte og bannere, der kræver, at Hamas stopper krigen af hensyn til de mange civile ofre? Hamas kunne jo så let som ingenting trække deres tilbageværende mænd ud af Gaza via deres veludbyggede tunnelsystem, løslade gidslerne, erklære krigen ovre og slå sig ned i et gyldent eksil i Qatar, eller hvem der nu vil huse dem.
3. Et nyt 68?
Det bringer mig til USA, hvor studenterprotesterne eskalerer og breder sig til universiteter over hele landet, beskrevet i ugens avis af vores USA-korrespondent, Markus Bernsen. Stadig flere amerikanske analytikere sammenligner situationen med demonstrationerne imod Vietnamkrigen i slutningen af 1960erne. Med den væsentlige forskel, at dengang var USA aktivt involveret i krig, og omkring to millioner amerikanere var rekrutteret til krigsførelse i Vietnam. Nu er engagementet mere et spørgsmål om solidaritet – eller identitet.
De fleste amerikanere husker de voldsomme billeder fra Demokraternes partikonvent i Chicago i 1968, hvor antikrigsdemonstranter, der ville forpurre konventet, blev mødt med brutal vold fra politiets og nationalgardens side.
Gæt, hvor det demokratiske partikonvent bliver holdt i år? Ja, netop: Chicago. Biden-lejren synes stadig at tro, at demonstrationerne vil dø ud inden konventet i august, og at de unge i sidste ende, stillet over for valget mellem en præsident Biden eller en præsident Trump, vil vælge det mindste onde, altså førstnævnte.
Men holder det? Som kommentatoren Charles Blow bemærker i The New York Times: »Mange mener, at de er vidne til et folkemord, som er tilskyndet og hjulpet på vej af en amerikansk præsident, som de har støttet. De føler sig personligt impliceret i en konflikt, i hvilken dødstallet bliver ved at stige uden nogen afslutning i sigte. Det er et moralsk spørgsmål for dem, og den stillingtagen bliver svær at ændre.«
Med det vil jeg sige fortsat god (arbejds)dag og efterfølgende weekend. Det var alt fra mig i denne omgang. Tak, fordi De læste med!
Ole Nyeng
Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.