Hvis man gambler i et cykelløb, kan man tabe lige så stort, som man kan vinde. Men i forårsklassikerne er indsatsen så enorm, at rationel tænkning oftest kalder på, at man venter i stedet for at åbne.
Mads Pedersen kastede søndag alt efter at modsætte sig tre bødler og det skafot, som alle havde forudsagt til dette års Flandern Rundt. I en direkte finale mod topfavoritterne til sejren var det næsten skrevet på forhånd, at han ville komme til kort. Derfor åbnede han ukonventionelt tidligt, og derfor sad han i meget lang tid på kanten af afgørelsen af det mest monumentale belgiske endagsløb.
I en ondt kørt udgave med styrt og taktiske fremstød var han den af udfordrerne, der brugte hovedet bedst i forhold til de ben, han havde. Det er næsten en underdrivelse at kalde det heroisk, for det var virkelig modigt af danskeren i et af de løb, han allerhelst vil vinde. I stedet for at lade betingelserne begrænse sine muligheder forsøgte han at skabe et løb og en situation, han kunne basere en sejr på. Havde det ikke været for den bedste rytter i den moderne tidsalder, kunne det meget vel være lykkedes for ham.
Sidste år så Tadej Pogačar, hvor han kunne gøre forskellen på ruten, og i år fuldførte han den operation på den mest grusomme måde efter 250 kilometers cykelløb. Han flåede cyklen voldsomt op ad stigningen ved Oude Kwaremont og afmonterede de andre storfavoritters mulighed for at vinde, sten for sten, betonvej for betonvej.
Kontrasten mellem hans næsten ubesværede tråd og den skade, det skabte, kunne ikke være større. Hvis Pedersen trodsede de løbstaktiske love på genial vis, lignede det i stedet naturlovene, Pogačar gav sig i kast med at redefinere. Hans flugt over stenene var så afsindig, at den ikke burde være menneskeligt mulig i så hårdt et løb. Hvor andre på toppen af deres ydeevne kan kradse et lille hul i modstandernes brynje, tænder sloveneren motorsaven og starter slagteriet med et skuldertræks selvfølgelighed.
Når regnskabet skal gøres op, tror jeg slet ikke, at det er bittersødt for Mads Pedersen, at han spurtede sig til en tredjeplads. Med den indsats, han lagde på rouletten inden den egentlige finale, er en plads på podiet efter Tadej Pogačar og Mathieu van der Poel et kæmpe resultat. Selvfølgelig kører han for at vinde, men i det selskab er en andel i medaljerne objektivt stort.
At holde Wout van Aert bag sig i en spurt efter 270 kilometers benhårdt cykelløb er i sig selv imponerende, og netop den del af hans dag i Belgien sender tankerne direkte videre til næste søndag i Frankrig. Det ser unægtelig ud, som om Pedersen kommer til Paris-Roubaix i absolut topform og med et ekstremt dedikeret hold til opgaven. Jeg tror, han vinder.
Dagens negative overraskelse søndag var Jumbo-Visma. Det hollandske vinderkollektiv har raseret brostensløbene og vundet det hele, men deres taktik til Flandern Rundt landede så klodset, at det sjældent er set dårligere fra et favoritmandskab. Det var, som om de havde set sig sure på den oplagte rolle som løbsdikterende og simpelthen nægtede at bruge de muskler, de havde. Det kostede, og de var derfor på bagkant det meste af dagen.
Da de andre hold spillede ud, knipsede de kun halvhjertet med, og den går ikke i en forårsklassiker. Det blev for arrogant, og resultatet er derefter. Det var mest af alt en ledelsesmæssig brøler. En, der svarer til at sidde i sportsdirektørbilen og tænde plastikcigarer med 500-eurosedler og se livet og løbet passere forbi i sidespejlet. De fik alt for lidt ud af det, og efter at Mathieu van der Poel gjorde det af med Wout van Aerts vinderchancer på stigningen ved Kruisberg, fik de nøjagtig det ud af deres taktik, som den berettiger til: en kæmpestor pose med ingenting i.
På søndag er Pogačar der ikke, men den skade, han ellers ville kunne forårsage, klarer ruten næsten af sig selv. Finalen i Paris-Roubaix starter så tidligt, at man skal turde satse allerede 100 kilometer før mål, og netop den dør er Mads Pedersen blevet god til at sætte foden i. Med det Flandern Rundt, vi så i år, er kun Paris-Roubaix en værdig opfølger.
Søndag var måske den bedste udgave af den flamske løbsjuvel, vi har set i meget lang tid, og det lover mere end godt for det, vi kommer til at opleve om en uge.
