Vejen hjem fra Sanremo går mod sydøst. Kun to gange er jeg kørt i den stik modsatte retning, fordi holdet, jeg arbejdede for, havde vundet. Det blev som regel fejret i Monte Carlo på den anden side af grænsen, hvor ryttere boede og var på fornavn med de bedste borde. Første gang var det kun en lille fest, anden gang blev den alt for stor. De godt 15 andre år har jeg siddet i en bil de tre timer, det tager, fra skumring til tusmørke, glimtvis oplyst af de mange tunneler, stadigvæk høj på løbet, der rasede på vejene ovenover for få timer siden. Poggio og Cipressa hedder de to afgørende stigninger, og de har hver sin tunnel på A10 eller »Autostrada dei Fiori«, som den også hedder. Blomstervejen.
Hvor lang dagen end måtte have været, er de mange timer bag rattet en del af cykelsporten for stort set alle. Man skal hele tiden videre. Hjem, ud, hjem, ud. Jeg har altid foretrukket bil eller tog frem for jagten på det sene fly eller det ultimative antiklimaks, lufthavnshotellet i Charleroi efter det sidste løb i Ardennerne. Efter en forårsklassiker er du så mættet af indtryk, at dine sanser bliver trætte. Tankerne flimrer stadigvæk ved målstregen eller i menneskehavet på den sidste stigning, og det føles underligt nødvendigt at bevæge sig væk med speederen i bund. Du får et lille vemodigt hul i maven efter en stor forårsklassiker. Nu er der et år til næste gang, hvor du og alle andre vil være ældre, og påmindelsen om, at alting vil og skal forvitre, rykker et sæde tættere på der, hvor du sidder.
Alligevel er turen hjem fra Sanremo også en lykkelig bevægelse, for løbet åbner meget mere, end det lukker. Milano-Sanremo er indbegrebet af forår, og det ikke bare varsler, men siger i ord, viser med billeder eller dufte og lys, at det er nu, dine følelser bliver ét med årstiden. »You Must Believe in Spring«, som pianisten Bill Evans’ smukke album hedder. Løbet er porten til den magiske måned, hvor klassikerne fylder kalenderen, og hver søndag nu er et betingelsesløst højdepunkt. Søndag, som jeg hadede som barn i provinsen. Triste tomme gader, hvor alt er lukket og kun eksisterer som et blegt forvarsel for mandagen.
I klassikermåneden er søndagene strålende verdenspremierer på den bedste film, der findes. En, du har set mange gange før, men som udkommer hvert år igen med nye eller andre versioner af de samme skuespillere. Forårsklassikerne er som ubekymret vin til frokost, vel vidende at aftenen godt kan blive lidt lang, når rusen har lagt sig. Men når næste weekend eller det lidt mindre løb midt på ugen lover en ny omgang i det dejlige selskab, er det hele til at leve med. Ellers ville det være alt for svært at komme ned igen, ikke mindst efter det vingesus, Mathieu van der Poel løftede løbet med i lørdags. Han var ikke kun perfekt i sin måde at skære finalen på, men gjorde det i det sværest tænkelige selskab og sluttede en smuk familiemæssig ring om løbet. Han sejrede på dagen nøjagtigt 62 år efter sin morfar, den franske legende Raymond Poulidor.
De bedste ture, jeg har kørt hjem fra Milano-Sanremo, har været sammen med Matti Breschel. I mange år skulle vi altid samme vej, så vi fulgtes, uanset at vi arbejdede på forskellige hold. Så kunne vi tale løbet på plads, få det lagt til ro og set frem mod de næste. Man stopper altid på en Autogrill, ellers gælder det ikke. Italiens herligste tankstation, hvor kaffe og sandwich er så meget i særklasse, at baren er det mest nøjagtige udsnit af den italienske befolkning, du kan finde. Alle gør et stop, kort eller langt, og efter en så omfattende dag i sadlen haster forbrændingen hurtigere af sted end selv den mest irriterende italiener, du kan få øjenkontakt med i dit bakspejl ude på motorvejen. Der er verdensstjerner på tanken en lørdag aften i marts. Alle hilser og gør et indforstået nik, der passer som øjeblikkeligt skræddersyet til enten den fælles oplevelse, nogens succes eller andres dårlige dag. Et fuldstændig demokratiseret optrin, hvor alle er ens over kaffe og mad, selvom deres løb i sagens natur enten har dikteret eller underkastet sig dit.
Søndag er travl på de italienske veje, for først på aftenen skal alle ud at se familien til middag, eller også er de på vej hjem fra en frokost, samlet ved det samme bord. Som ansat i cykelsporten rasler du oftest rundt i en bil på det tidspunkt de aftener. Jeg var altid påpasselig med ikke at købe og spise mere end Matti. Han havde trods alt cyklet godt 300 kilometer på under syv timer, og pinligheden over at være lige så sulten som ham var der altid. En åndssvag rollefordeling, for han var atlet, og jeg var det stik modsatte det meste af året. Men det er næsten umuligt ikke at sætte sig bare lidt i rytternes sted, når du er lige ved siden af i så mange timer. En håndfuld afkørsler før Lucca var samtalen slut, og vi skiftedes til at sætte musik på bilens anlæg. Et sonisk fællesskab, vi altid har haft, og så behøver man ikke at sige mere.
Turene hjem fra Sanremo var den bedste måde at lande på, for ingen kan lægge sig direkte til ro på de højeste nagler. Bilens varme motor gav et langt mere behageligt nedfald end flyets bratte opbremsning. Hjemme sent på aften drak jeg altid et stort glas vin og sov de ubekymredes søvn. Det var forår i hjertet.
