Hjertets Bjerge. Der er kun én måde at komme ned på jorden igen efter et Milano-Sanremo som det, Mathieu van der Poel viste i lørdags.
Forår i hjertet
Vejen hjem fra Sanremo går mod sydøst. Kun to gange er jeg kørt i den stik modsatte retning, fordi holdet, jeg arbejdede for, havde vundet. Det blev som regel fejret i Monte Carlo på den anden side af grænsen, hvor ryttere boede og var på fornavn med de bedste borde. Første gang var det kun en lille fest, anden gang blev den alt for stor. De godt 15 andre år har jeg siddet i en bil de tre timer, det tager, fra skumring til tusmørke, glimtvis oplyst af de mange tunneler, stadigvæk høj på løbet, der rasede på vejene ovenover for få timer siden. Poggio og Cipressa hedder de to afgørende stigninger, og de har hver sin tunnel på A10 eller »Autostrada dei Fiori«, som den også hedder. Blomstervejen.
Hvor lang dagen end måtte have været, er de mange timer bag rattet en del af cykelsporten for stort set alle. Man skal hele tiden videre. Hjem, ud, hjem, ud. Jeg har altid foretrukket bil eller tog frem for jagten på det sene fly eller det ultimative antiklimaks, lufthavnshotellet i Charleroi efter det sidste løb i Ardennerne. Efter en forårsklassiker er du så mættet af indtryk, at dine sanser bliver trætte. Tankerne flimrer stadigvæk ved målstregen eller i menneskehavet på den sidste stigning, og det føles underligt nødvendigt at bevæge sig væk med speederen i bund. Du får et lille vemodigt hul i maven efter en stor forårsklassiker. Nu er der et år til næste gang, hvor du og alle andre vil være ældre, og påmindelsen om, at alting vil og skal forvitre, rykker et sæde tættere på der, hvor du sidder.
Fortsæt uden at betale en krone
Få adgang til artiklen, vores nyhedsbreve og mange flere login-fordele.
Se mereDel:
