Det bør siges med det samme, så jeg ikke bliver anklaget for landsforræderi eller for at stemple ud af jubelkoret af personlige årsager: Jonas Vingegaard er godt på vej til at kunne forsvare sin Tour de France-titel fra sidste år. Han startede sæsonen helt perfekt, da han vandt alle etaper i et kort sydspansk etapeløb. Der var al mulig grund til at være optimistisk i forhold til det næste og langt vigtigere mål i foråret: Paris-Nice. Han havde et hold med, der var totalt dedikeret til opgaven, og han sagde klart og tydeligt, at han var kommet for at vinde.
Han sluttede som nummer tre, og det er på alle måder et tilfredsstillende sted at være i marts måned og giver en høj grad af bevidsthed om, at formen er nøjagtig, som den skal være. I det ellers ofte begejstringsfattige danske vokabular benævnes den slags som regel som »fandme godkendt«. Formen måler man hele tiden på, når man kører for et af verdens bedste hold, og hvis man ser isoleret på summen af sidste uge, så går det jo egentlig fremragende.
Det store men – hvis man åbner døren til resten af cykelverdenen og lufter ud i ekkokammerat af stålsatte supportere – hedder Tadej Pogačar. Den to år yngre dobbelte vinder af Tour de France har også startet sæsonen perfekt, og den tendens fortsatte han noget så eftertrykkeligt i Paris-Nice, hvor han udraderede al modstand. Selv på sidste etape, hvor den samlede sejr var umulig at vriste fra ham, angreb han igen og kørte alene hjem til strandpromenaden i Nice.
Jeg mindes ikke at have hørt sloveneren proklamere inden, at han ville vinde, men det er for hans vedkommende også helt overflødigt. Han kører aldrig for andet. Og det i en sådan grad, at han er helt enestående i moderne cykelsport. Når han er bedst, er han bedre end alle andre. Hans »men« er til gengæld også væsentligt, for Jonas Vingegaard detroniserede ham under sidste års Tour og slog dermed årtiers største talent i de discipliner, han ellers havde været bedst til indtil da.
Så hvad er egentlig konklusionen efter Paris-Nice? Pogačar var suveræn og satte alt og alle på plads. Selv i holdtidskørslen imponerede han og UAE ved at indkassere et meget mere overskueligt tidstab, end Vingegaards hold havde forestillet sig. Især når man ser på de respektive hold, mand for mand. Men hvor Vingegaard kom hjem flankeret af sine holdkammerater, fløj Pogačar ensom til målstregen, og den stil fortsatte han på samtlige hårde dage i løbet.
For mig at se er den vigtigste konklusion den spænding, der allerede eksisterede, men som nu er langt mere markant mellem de to topfavoritter til dette års Tour. Også selvom de ikke ser hinanden til cykelløb igen før til juli. Vingegaard har 14 løbsdage, inden det sker, Pogačar har 16. Den store forskel er, at sloveneren satser benhårdt på klassikerne, som Vingegaard efter eget udsagn har valgt fra, fordi det ikke gik så godt sidste år. Deres forskellige programmer afspejler også to meget forskellige måder at køre løb på. Pogačar vil vinde alt, der er værd at vinde, Vingegaard går benhårdt og fokuseret efter Touren – alt andet bliver tvunget i skyggen af det mål.
Hvis man ser på Vingegaard og holdets udtalelser før og efter Paris-Nice, bliver det dog lidt mere broget. Især hvis man skruer ned for koret af insisterende apologeter oven på nederlaget. For at sige det på den mest utvetydige måde, så fik Vingegaard en røvfuld i den foregående uge. Pogačar var længder bedre, og franske David Gaudu var en anelse bedre. Undskyldningen om, at han ikke skal toppe nu, flugter dårligt med udtalelsen om, at han var kommet for at vinde. Det samme kan man sige om sidst, han mødte Pogačar. Det var til Il Lombardia i efteråret, hvor han sågar var meget langt fra podiet.
Jumbo-Visma gik all in på at skabe et forspring til holdløbet i Paris-Nice, og de førte bravt i finalerne for at skabe udskilning og lancere danskeren. Hvis han er langt fra toppen nu, må dem, han slog i Sydspanien, virkelig føle sig ringe, og det samme gælder for dem, der sluttede uden for podiet i Paris-Nice. Når det så er sagt, er det helt normalt at ramme formtoppen mere end en gang i sæsonen.
Det er helt rigtigt, at de to rivaler strukturerer deres kalendere meget forskelligt. Det kommer heldigvis til at holde spændingen totalt intakt, men det er også værd at huske, at Pogačar har over to måneders løbspause, indtil han kører Slovenien Rundt som den sidste opvarmning til Touren. Han vil gerne vinde flere klassikere, keder sig åbenbart for meget til højdetræning, men jeg har endog meget svært ved at tro, at hans hold ikke ved, hvordan man bringer ham til Tour de France i absolut topform.
Et andet argument, der dukkede op oven på nederlaget i Paris-Nice, var, at Vingegaard fra naturens hånd vil være stærkere end Pogačar i Tourens tredje uge, fordi han restituerer bedre, og at han i øvrigt også blev slået af sloveneren sidste forår. Men for det første er det næsten umuligt at sammenligne sæsoner. For det andet kræver det formentlig et statistisk materiale, der tæller mere end to, hvis man skal konkludere noget relevant.
Overordnet set er Pogačars historie med den tredje uge i en Grand Tour temmelig ekstrem: Fra han raserede favoritgruppen den sidste uge i sin første Vuelta i 2019 til de to andre gange, han smadrede konkurrenterne for at bane sig vej til den gule trøje i Paris. Især første gang, hvor han afgjorde det hele den næstsidste dag på fysisk overlegenhed. En væsentlig pointe i den forbindelse er også, at dette års Tours absolut største udfordringer rent rutemæssigt slet ikke ligger i den sidste uge – medmindre man rammer timingen af form og restitution helt skævt. Måske er det bare mig, men jeg har bare svært ved at forestille mig, at Pogačar ikke er helt og aldeles klar over det samme.
En utvetydig konklusion er, at den her sæson foreløbig holder, hvad den lover. Når Pogačar og Vingegaard tørner sammen igen, bliver det med et brag. De er – synes jeg – så forskellige som cykelryttere, selvom de er gode til stort set det samme i en Grand Tour. Den pointe skiller næppe vandene, og sport handler heldigvis også om at være uenige om udfaldet, indtil det rent faktisk sker.
