Komplet. Tadej Pogačars klassikerkampagne er så revolutionerende, at den faktisk hører fortiden til. Ingen andre Tour de France-favoritter har så ambitiøs en sæson, som den unge slovener har valgt i år.
Det umodernes genkomst
Tadej Pogačars klassikerkampagne er lige så sensationel, som den er unødvendig. Det har Jonas Vingegaard forstået. Han fokuserer af samme grund på at genvinde Tour de France. Fotocollage: Mai-Britt Bernt Jensen. Foto: Anne-Christine Poujoulat, Scanpix
Cykelsportens forårsklassikere er som et gammelt fotoalbum. Fra grynede billeder i et andet århundrede, på tværs af verdenskrige og videre op gennem hårde eller håbefulde årtier. Sidenhen bliver de til farver, der bliver til et mønster af nu genkendelige landskaber, veje og ikke mindst ansigter på helte i trøjer, tonet af støv eller sløret i mudder. Nogle skriger af glæde, andre resignerer dødt hen i samme indramning.
Forårsklassikerne er cykelsportens historiske nerve, der sitrer i kroppen på både deltagere og tilskuere. Det er kalenderbestemt magi. Hvert år på samme tid med den samme type ryttere, de samme steder, bliver et nyt kapitel føjet til. Løbene er så svære, at selv de stærkeste ofte rammer deres afgørelser skævt eller forgæves. Dem, der er bedst til disse løb, har de næste godt otte uger som det allervigtigste i deres sportslige tilværelse. Fra Milano-Sanremo denne lørdag til Liège-Bastogne-Liège den næstsidste weekend i april. Stort set ingen kører hele kampagnen, og det er på grænsen til det utænkelige at vinde dem alle sammen. Ikke kun i en sæson, men i hele karrieren samlet set. Cykelsportens monumenter er væsensforskellige hver især, men nogle ganske få ryttere har realistiske forhåbninger i flere af dem og forsøger hvert år at føje en ny sejr til listen. Selv en enkelt triumf kan være definerende for en karriere, ligesom et larmende fravær af succes netop her kan sidde som en skrigabe på skulderen af de mest velhavende holds budgetter.
Del:
