Den 1. februar i år gik ambassadør Michael Zilmer-Johns på pension efter 44 år i den danske udenrigstjeneste. Nu kan han sige noget af det, han ikke fik sagt sidste år, hvor han ellers havde oceaner af taletid.
I november tonede han frem i rampelyset og udlagde på tv og alle andre steder truslerne fra Rusland, hybridkrig, terrorisme, Arktis og andre kilder i den digre rapport Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035, også kaldet Zilmer-Johns-rapporten. En tour de force gennem en usikker fremtid set med danske briller.
Michael Zilmer-Johns har været politisk direktør i Udenrigsministeriet og chef for Statsministeriets kontor for udenrigspolitik og forsvar. Han har arbejdet i EUs udenrigstjeneste og været en del af Udenrigsministeriets direktion. I fire år var han ambassadør i NATO. Et arbejdsliv med udsyn, mulighederne for Danmark, men også med pligt til at pege på bygningsfejlene.
Det er en sådan svaghed i konstruktionen, han påpeger nu, hvor han kan tale frit. Rigsfællesskabet med Grønland og Færøerne bør erstattes af en ny og mere holdbar model:
»Jeg synes, vi i Danmark skal tænke over, hvordan vi kunne lave en anden form for fællesskab, hvor vi starter som tre uafhængige nationer, der binder sig sammen igen, men på frivillig basis og som et tilvalg, og ikke kun fordi det er vores historiske arv. Vi har et problem, fordi rigsfællesskabet, som vi kender det, ikke kan rumme grønlændernes og færingernes helt legitime ønsker om selvstændighed og en mere selvstændig international rolle,« siger han.
Der foregår en intensiv debat i de to andre dele af riget om fremtiden og alternative modeller til afløsning af rigsfællesskabet, forklarer Zilmer-Johns.
»Der er udbredt utilfredshed med konstruktionen, og så er det da forkert, at vi ikke har vores egen debat i Danmark om, hvordan et alternativ kunne se ud. Der er også elementer, der er problematiske for Danmark. Man kan jo eksempelvis diskutere, om det er rimeligt, at vælgerne i Grønland og på Færøerne skal være med til at bestemme, om store bededag skal afskaffes. Jeg synes, at vi skylder færingerne, grønlænderne og os selv at tænke med i stedet for at blive ved med at lappe på et rigsfællesskab, der ikke tilfredsstiller nogen af parterne.«
Michael Zilmer-Johns foreslår en dansk kommission, hvor nye modeller for fællesskabet kan diskuteres. En pendant til den grønlandske forfatningskommission, der i april barsler med udkast til forfatning for et uafhængigt Grønland, og til den tilsvarende proces på Færøerne.
»Forandringen kan meget vel kan komme, før vi aner det. Det bliver ikke i morgen, men det kan komme hurtigere, end vi tror. Måske i Grønland, men det kan også være på Færøerne, at man udnytter den mulighed for fuld selvstændighed, der er givet begge nationer,« siger han.
»Det er både forståeligt, legitimt og anerkendt fra dansk side, at man stiler efter den fulde selvstændighed, og så er det ikke nok at sige, at vi i Danmark ikke vil forhindre det. Vi skylder at tænke med: Hvordan kunne det se ud?«
Zilmer-Johns peger på EU og det britiske Commonwealth til inspiration.
»Gør vi det ikke, risikerer vi, at det kører af sporet. Så ender skilsmissen ikke med at blive en fornuftig, fælles beslutning om at begynde på noget nyt sammen,« siger han.
Krigens effekt
Zilmer-Johns-rapporten fra sidste år beskrev, hvordan krigen i Ukraine og andre nye trusler har gjort de interne dilemmaer mere påtrængende. Færøerne ligger klos op ad sejlruterne for de russiske atomubåde, der vil ned i Atlanten, og Grønlands position er tilsvarende prekær:
»Grønland ligger midt på ruten for ballistiske missiler fra Rusland, der kan ramme USA. Derfor har Grønland stor strategisk betydning for USA, og den er væsentligt forøget nu, hvor forholdet til Rusland er mere spændt end på noget andet tidspunkt siden Den Kolde Krig,« siger Michael Zilmer-Johns.
»Samtidig har Grønland i dag synspunktet 'intet om Grønland uden Grønland', og Færøerne har samme holdning. Det betyder blandt andet, at de ønsker at være en del af drøftelserne med amerikanerne om sikkerhedsspørgsmål. Så bliver det jo kompliceret,« siger han.
Sikkerhedspolitikken skal ifølge grundloven håndteres af Danmark, men grænserne for, hvad der er sikkerhedspolitik, er blevet flydende:
»Især når vi står over for hybrid krigsførelse, indblanding i politiske processer, cyberangreb og den slags. Det bliver sværere og sværere at finde en præcis grænse mellem militær- og sikkerhedspolitik og civile forhold,« fortsætter han.
Eksemplerne hober sig op: Grønlands krav om større udbytte af USAs tilstedeværelse, Færøernes fiskerisamarbejde med Rusland. Kinesiske Huawei, der ville bygge 5G-netværk på Færøerne, og kinesiske firmaer, der byder på lufthavne og råstoffer i Grønland, alt sammen til alarm i USA, Danmarks vigtigste allierede. I 2021 oprettede regeringen et nyt såkaldt kontaktudvalg til tættere inddragelse af Færøerne og Grønland i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, men Zilmer-Johns frygter, at det ikke vil udrydde den indgroede mistillid i Thorshavn og Nuuk.
»Jeg har mange gange stået over for meget frustrerede og vrede grønlandske og færøske kolleger eller politikere, hvor det var tydeligt, at de mistænkte os for at vide mere, end vi fortalte. Der har været kritik af os i pressen og alle mulige andre steder. Der er en grundlæggende mangel på tillid til, at vi varetager Grønlands og Færøernes interesser fuldt ud,« siger han.
»Det er også derfor, jeg spørger: Skal vi hellere lave et moderne fællesskab, hvor vi ikke er optaget af det, vi ikke vil sammen, men hvor vi fokuserer på det, vi gerne vil sammen? Jeg sikker på, at der vil være stærk interesse i alle tre dele af riget, også på forsvars- og sikkerhedsområdet,« siger han.
Rigsombudsmanden
Mikaela Engell, der indtil sommeren 2022 var Danmarks højest rangerende embedsmand i Grønland, er enig med Michael Zilmer-Johns.
Mikaela Engell flyttede til Nuuk i 1984, lærte sig sproget, arbejdede i Grønlands administration. Så fem år som Grønlands-konsulent i Udenrigsministeriet og senest 11 år som rigsombudsmand i Nuuk, statsministerens forlængede arm i Grønland.
Også hun er i dag pensionist. Det er første gang, hun deler sine synspunkter med offentligheden:
»Rigsfællesskabet er som et kabel, hvor den ene fiber efter den anden er sprunget, så kun skallen er tilbage. Rigsfællesskabet har udlevet sig selv, og det er ikke værdigt, synes jeg, for nogen af parterne,« siger hun.
»Vi er holdt fast i en dødedans, hvor man fra Grønland peger på det ene problem efter det andet, og de er alle resultater af det 300-årige forhold til Danmark. Fra dansk side foreslår vi så en udredning. Vi kan snart bygge bro mellem Danmark og Grønland på alle de hyldemeter af rapporter,« siger hun.
Møgsagerne er velkendte: tvangsflytninger, bortadoptioner, spiralkampagne, eksperimentbørn, der skulle gøres danske, med videre.
»Det er hele tiden reaktivt. Man lapper på et forhold, som er dysfunktionelt, og det er synd, for relationen mellem Danmark og Grønland er der jo, underligt nok. Det er konstruktionen, der er noget galt med. Rigsfællesskabet ligger i direkte forlængelse af kolonitiden, som ikke er så langt væk, og der er altså nogle fantomsmerter i den konstruktion,« siger hun.
Den rådne fisk
»Vi mangler proaktivt at tage stilling til, hvad pokker vi vil med rigsfællesskabet. Danmark betaler fire milliarder kroner plus det løse hvert år til Grønland, men når grønlænderne spørger, hvorfor vi gør det, så siger Danmark bare, at det skal I ikke spekulere over. Så er det da klart, at grønlænderne tænker, at der må stikke noget under: Hvor er den rådne fisk?« siger Mikaela Engell.
En chance blev forspildt, mener hun, da Danmark og Grønland forhandlede om Grønlands selvstyre, der trådte i kraft i 2009. Selvstyret blev bygget op inden for rigsfællesskabets og grundlovens rammer; ikke med sigte på en ny type union med et uafhængigt Grønland.
»Hvis man havde turdet tænke ud over grundlovens rammer, tror jeg faktisk, at forholdet havde været styrket i stedet for svækket,« siger Mikaela Engell.
I dag deler et flertal af grønlænderne visionen om uafhængighed. Nuuk ønsker som Thorshavn at føre egen udenrigs- og sikkerhedspolitik, men støder på dansk modstand:
»Danmark har aktivt bidraget til at diversificere Grønlands kontakter ude i verden, understøttet grønlandske handelsmissioner og meget andet, men når vi taler om, hvad der så skal ske fremover, er det, som om vi er nået til stedet, hvor engle frygter at træde: Ingen har lyst til at åbne diskussionen, fordi vi er bange for, hvor det skal ende. Der findes ikke et rum, hvor man kan tale roligt og sagligt om det her,« siger Mikaela Engell.
Spørgsmålene står i kø: Kræver det en grundlovsændring? Hvordan skal Færøerne og Grønland klare sig økonomisk?
Michael Zilmer-Johns finder det rimeligt, at Danmark holder et økonomisk sikkerhedsnet under de to øsamfund også efter uafhængigheden, men han advarer mod at lade de potentielle stridspunkter spærre for udsynet:
»Jeg synes, vi fra start bør lægge den opslidende diskussion om grundlovens grænser til side. Jeg oplever, at et stort flertal i Folketingssalen i virkeligheden gerne vil gå videre end det, juristerne siger, at grundloven tillader. Jeg mener, at vi her i Danmark bør starte med at klarlægge, hvad vi gerne vil opnå med et nyt fællesskab, og så tilpasse lovgivningen, når vi er nået til forståelse med Færøerne og Grønland. Det er jo den måde, man normalt lovgiver på,« siger han.
Op ad bakke
I 2018 foreslog en anden topdiplomat, Peter Taksøe-Jensen, nu ambassadør i Tokyo, på samme facon opløsning af rigsfællesskabet, men interessen på Christiansborg har været ringe:
»Jeg er absolut tilhænger af det rigsfællesskab, vi har i dag,« siger formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Michael Aastrup Jensen, Venstres Grønlands- og Færøerne-ordfører.
»Grønland og Færøerne kan blive uafhængige i morgen, hvis de ønsker det, men jeg kan ikke se, at det skulle være en gevinst for nogen, at der opstår to nye mikrostater i Nordatlanten med mindre end 60.000 indbyggere hver. Især ikke nu, hvor vi står med nye trusler fra Rusland, fra Kina og af anden art. Vi står meget stærkere sammen,« siger han.
Han forstår udmærket Færøernes og Grønlands ønske om mere indflydelse på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Han indbød for nylig udenrigsudvalgene i Grønlands og Færøernes parlamenter til ny dialog med Udenrigspolitisk Nævn; et sidestykke til den ny kontakt på regeringsniveau. Første træf med kollegerne fra Nordatlanten ventes inden sommer, men sigtet er ikke opløsning af riget. Michael Aastrup Jensen mener heller ikke, at man kan skyde debatten om pengene til hjørne:
»Det kan vi ikke bare undlade at tale om. Grønlænderne især vil sikkert gerne være uafhængige i morgen, hvis de fortsat får tre-fire milliarder om året, men det vil mine vælgere i Østjylland da være godt trætte af,« siger Aastrup Jensen.
»Jeg har som folketingsmedlem skrevet under på grundloven. Der er fordele og ulemper ved at være en del af Danmark og fordele og ulemper ved ikke at være det. Hvis man vil have fordelene, må man også leve med ulemperne. Vi betaler jo heller ikke bloktilskud til Island, selvom Island engang var en del af kongeriget,« siger han.
