DER er næppe nogen, der har svaret mere overrumplende præcist på et spørgsmål end den nu afdøde cykelrytter Chris Anker Sørensen under Tour de France i 2010. En journalist ville vide, hvor mange kræfter han havde tilbage. Og svaret lød helt tørt: 27. Ja, det skulle måske lige være supercomputeren Deep Thought fra sci-fi-klassikeren The Hitchhiker's Guide to the Galaxy, som regner sig frem til, at meningen med det hele er: 42. Den slags meget præcise tal kan alle se, at man ikke skal tage seriøst, men i stedet må more sig over. Anderledes forholder det sig i den offentlige debat, hvor det præcise udsagn ofte fremstår mere troværdigt, selvom det ved nærmere eftersyn er mere illusion end virkelighed.

SKAL man pege på et opsigtsvækkende eksempel, kan det være EUs store naturbeskyttelsesprogram Natura 2000. I sidste uges udgave af Weekendavisen kunne Louise Fogh Hansen fortælle, at programmet ifølge en gruppe forskere ingen praktisk betydning har for naturen. Intet mindre end 26 procent af EUs samlede areal er ellers udpeget som Natura 2000-områder, men alligevel finder forskerne intet belæg for, at det »har bidraget til et grønnere Europa«. Forklaringen er, at man mest har sat sig for at beskytte steder, »som der alligevel ikke var efterspørgsel efter at udnytte økonomisk«. Altså steder, der formentlig ville trives lige så godt uden denne form for beskyttelse, som stolt omtales som »verdens mest ambitiøse«.