Forleden besøgte jeg for første gang en fodterapeut. De ligger jo overalt! Så hvorfor har jeg aldrig besøgt sådan en før? Det hurtige svar ville være, at jeg ikke har haft problemer med mine fødder, men det ville være løgn. Det korrekte svar er, at jeg, ligesom alle andre, ikke får ting gjort. Det viste sig derudover også at være besværligt at få en tid. De har travlt. Men det lykkedes, da terapeuten på hovedgaden gav mig et praj om, at hende, der havde klinik inde i plejehjemmet, havde ledige tider, og så indfandt jeg mig altså der. På det lokale plejehjem, imens en midaldrende og vældig rar kvinde fræsede tør hud af mine hæle med et lille morderisk instrument. Hun sagde: »Det kan godt være, jeg kommer til at skære i dig. Jeg ønsker ikke at skære i dig, men jeg kan ikke garantere noget, når vi har at gøre med sådan et kraterlandskab.«
Lad mig begynde et andet sted. Jeg er 38 år gammel, og jeg har i løbet af de seneste fire år fået to børn. I praksis betyder det, at vores lejlighed har været et virvar af smitsomme sygdomme, og det har betydet, at jeg ikke har fået fulgt op på mine egne problemer. Og nu hvor spædbørnslivet langsomt slipper sit tag i os, er det, som om de bare er kommet væltende: småskavankerne.
For et par uger siden fik jeg taget en biopsi af min gane, fordi min tandlæge fandt et hul deroppe. »Vi kan simpelthen ikke se bunden,« sagde hun. Jeg fik også, ved hudlægen, skåret to såkaldte gammelmandsvorter af mit maveskind, hvilket jeg ikke har nogen yderligere kommentarer til. Og endelig fik jeg taget en blodprøve, som fulgte op på den allergitest, jeg fik taget, da jeg var teenager. Dengang fik man lavet 15 små prik på underarmen, og jeg reagerede på 14 af dem. Vi måtte tage dele af prøven om, fordi det prik, man havde podet med »hest«, svulmede op til så stor størrelse, at det gjorde det svært at afkode de omkringliggende prikker.
»Vi sidder jo her med en meget interessant prøve,« sagde min nuværende læge, mens hun trykkede resultaterne frem på skærmen fra den blodprøve, man i dag bruger i stedet for priktest. Så ved man, den er gal. Hun fortsatte: »Vi ved jo godt, at din slags er derude. Det er bare sjældent, man møder jer.«
TILBAGE I fodklinikken. »Hvad er det der?« spurgte terapeuten og pegede på min storetå. Jeg fik et skab ned over mine fødder, da vi flyttede sidste august. Neglen, der hurtigt blev blå, var nu ved at blive skubbet ud af en ny. »Den kommer simpelthen til at falde af,« sagde hun. »Pludselig en dag er den væk,« fulgte hun op, hvilket gav spørgsmålet om min døde storetånegl et livgivende strejf af følelsesfuldhed.
Men problemet var egentlig mine hæle. De var tørre, og nu også revnede. Terapeuten holdt en anatomisk model af en fod frem foran mig. »Det er, fordi du går forkert,« sagde hun så. Jeg blev overrasket. »Du lander simpelthen helt fladt.« Hun bankede fodmodellen ned i sin håndflade. Pludselig gav det mening, at alle, jeg har boet i lejlighed med igennem årene, har fortalt mig, at de aldrig var i tvivl om, hvem det var, når jeg, som de sagde, kom buldrende op ad trapperne. Og som jeg sad der, begyndte jeg at tælle. Hvor mange småskavanker er for mange?
»Uh!« udbrød jeg. »Jeg har glemt at fortælle, at mit ene ben er to centimeter længere end det andet.«
»Hvilket et?« spurgte fodterapeuten. Jeg var svar skyldig. Alt det skete, før jeg fik børn. Man fandt dengang ud af, at jeg havde, hvad man kalder skoliose. En skæv rygsøjle. Fysioterapeuten tog en anatomisk figur af en rygsøjle i plastic ned fra sin vindueskarm og bøjede den til siden med et kraftigt ryk. »Det er det her, du mærker.«
Hun sagde også: »Det er som med hønen og ægget.« For en skoliose-specialiseret fysioterapeut var hun foruroligende vag i sine udmeldinger. Spørgsmålet var, om min ryg var skæv, fordi mit ene ben var længere end det andet. Eller om mit ene ben var længere end det andet, fordi min ryg var skæv. »Det kan du bedst selv mærke,« svarede hun ofte og til det meste. Hun målte min ryg, imens jeg stod foroverbøjet, med en meget stor vinkelmåler. Hun tog billeder af mig med min mobiltelefon, mens jeg lavede øvelser. »Man kan ikke huske noget, man ikke har set,« sagde hun og viste mig billederne. Det var en meget fremmedgørende proces, men det skulle blive værre. For at få styr på det med benene sendte hun mig videre til en ortopæd, en ung mand, som hun havde stor fidus til, ved navn Mads: »Han ved, hvad han taler om.« Mads vurderede, at jeg skulle have indlæg i skoen. Det ene ben var to centimeter længere end det andet, konstaterede han.
DET SKULLE imidlertid ikke stå uimodsagt. »Det er ikke tilfældet,« skar min pilateslærer igennem. »Det er din hofte, der er skæv. Det får det til at se ud, som om benene er af forskellig længde. Hvorfor skulle naturen lave dine ben i forskellige længder?« Godt spørgsmål. Nogle måneder senere besøgte jeg en vens mor, som har en Body SDS-klinik i Snekkersten. Hun kiggede skeptisk på mine skoindlæg, da jeg tog mine sko af i entreen, og det hele endte med, at jeg måtte ringe op til Mads og nærmest råbe ind i telefonen: Kunne nogen ikke bare måle mine ben, så vi kunne få styr på det her en gang for alle?
Mads bad mig falde ned, og jeg besluttede mig for at stole på ham. Og siden da havde jeg så glemt, hvilket ben der var tale om. »Det kan jeg jo så ikke hjælpe dig med,« sagde fodterapeuten. Det kunne jeg godt se. Uanset hvad: Jeg havde søgt hjælp på et plejehjem og var endt med at få at vide, at jeg endnu ikke havde lært at gå. I det mindste var jeg nu en skavank fattigere: Mine fødder skinnede! »Tak, fordi du ikke skar i mig,« sagde jeg, da jeg forlod klinikken. »Skulle det være en anden gang!« sagde fodterapeuten.
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.
