Lidt før min 18-års fødselsdag stod jeg med min gymnasieklasse i kuplen på Peterskirken og så ud over Rom, da vores historielærer lagde en doven hånd på skulderen af mig og min ven Kasper: Kunne vi ikke lige sørge for at skaffe 20 billetter til pokalfinalen mellem Lazio og Juventus på det olympiske stadion i aften? Jeg havde aldrig før været i Rom, havde tømmermænd, ingen stedsans og en stor bums i panden, men vi ville jo meget, meget gerne se den kamp, så jo, det skulle vi da nok ordne, sagde vi og væltede ned på gaden. Vi prajede en taxa, der kørte som død og helvede tværs over rundkørsler og vejkryds og smed os af foran stadion. Der var øde og lukket, vi gik lidt rundt, spurgte os frem, og til sidst fandt vi en smal luge, hvor vi hjalp hinanden med at lægge ud for billetterne.
Glade og lettede købte vi mad og store flaskeøl på en paninibar og satte os ved Tiberen; snakkede, tissede i floden og ventede på de andre, mens solen gik ned og tusindvis af syngende fodboldfans langsomt fyldte gaderne. Det er et af de bedste minder fra min gymnasietid.
I dag er Kasper selv gymnasielærer: »Man ville aldrig nogensinde gøre sådan nu,« sagde han til mig, da vi drak øl på en bodega forleden. Aldrig give et par 17-årige ansvar for at køre gennem byen og lægge ud for fodboldbilletter til alle, det ville læreren klare. Vi anede jo ikke, hvad vi lavede; havde ingen smartphones, kunne ikke google eller ringe til nogen, tænkte bare, at hvis vi tog ud til stadion, så gik det nok.
Men noget er skiftet – og ikke kun på gymnasierne.
NÅR MAN som mig har to børn på knap seks og godt tre år, kommer man deprimerende meget på byens legepladser, og her er det altså ikke det-går-nok-bare-kast-dig-ud-i-det-attituden, som råder, skulle jeg hilse at sige. Der er lige så mange forældre som børn, og forældrene lusker ivrigt rundt bag ungerne for hjælpe ned fra rutsjebane og op fra væltecykel.
I påsken var vi på Rasmus Klump-legepladsen i Tivoli, som mine børn elsker – der var så stor en voksenflok, at børnene ikke kunne bruge forhindringsbanerne.
Nu lyder jeg som en nostalgisk gammel mand, men sådan var det altså ikke, da jeg var barn. Som syvårig cyklede jeg selv de halvanden kilometer frem og tilbage til skole i den lille by, vi boede i – det gjorde alle. Da min kone var otte år gammel, tog hun selv bussen fra ydre Frederiksberg til det hårde Vesterbro for at gå til teater i Kødbyen. Hvor mange otteårige må det nu?
I dag skriver sociologer bøger om »det intensive forældreskab« og »det paranoide forældreskab«. Vi er manisk optagede af vores børn, og derfor er vi også mere nervøse.
Flere undersøgelser viser det samme – børn er mindre frie til at bevæge sig rundt i verden. Den britiske avis The Daily Mail bragte i 2007 en artikel om en familie i Sheffield: Da oldefar George var otte år i 1926, måtte han uden problemer gå ti kilometer på tværs af byen for at fiske i en sø. Da bedstefar Jack var otte år i 1950, måtte han lege alene i en skov halvanden kilometer væk. Mor Vicky måtte selv cykle til skole og til parken, da hun var otte år i 1979. Men hendes søn, Edward, som var otte i 2007, måtte nærmest ingenting, han blev kørt til skole hver dag og bevægede sig kun i en radius af 250 meter fra hjemmet.
Aldrig har det været mindre farligt at være barn – færre trafikuheld, færre børnelokkere, færre drukneulykker – og alligevel har vi kollektivt besluttet at være mere nervøse og kontrollerende.
Det er underligt, for om aftenen sætter vi os i sofaerne og læser højt af børnebøger om Totte, der selv bager kage, og om Mitcho og Sebastian, der rejser ud i verden i en kæmpestor pære. Det er den særlige danske pædagogiske tradition, som vi stadig identificerer os med: fortællinger om afslappede forældre og kompetente børn; Lille Virgil, Silas og den sorte hoppe, Bennys badekar … det er sådan, vi ser os selv, men det er ikke længere sådan, vi er.
Hvis man rent faktisk sætter sig i hjørnet af legepladsen med en avis og lader børn være børn, så lover jeg, at der kommer en eller anden Camilla i beige trenchcoat og New Balance-sko, der siger: »Hey, undskyld, jeg tror, din søn har brug for dig.«
Vi tyranniserer os selv og hinanden med kontrol, og det gør os ikke mere trygge, det skaber bare mere afmagt og tvivl.
Nogen burde rejse sig trodsigt i vrimlen på Rasmus Klump-legepladsen og råbe: »Okay, alle forældre med et fornavn, der starter med A til N, I kan få en fadøl nede i haven, I andre bliver her, så bytter vi om 30 minutter.«
Jeg prøver virkelig. Lader dem klatre i træer og skære med kniv. Siger: »Nu sætter jeg mig her og læser, jeg vil ikke forstyrres, I skal lege selv.« Undlader at spidse blyanter og ordne taperullen. Men lige om lidt starter min dreng i skole, og kommer han så til at cykle alene? Jeg er ikke sikker. Der er jo biler, det er svært, ingen andre gør det …
JEG SIGER alle de her ting til mig selv: at man vokser med ansvar. At jeg ikke selv blev kørt ned på vej til skole og ikke tæsket i Rom.
Jeg tænker på en vittighedstegning fra The New Yorker, hvor en pædagog viser et forældrepar rundt på stuen og stolt siger: »Vi har skabt et trygt, ikkedømmende miljø, som vil efterlade dit barn dårlig forberedt på det virkelige liv.«
Jeg tænker, at når Alex Vanopslagh kan få så meget succes på at sige noget, som burde være så selvfølgeligt – »Du kan godt« – så er der altså gået noget galt.
Og jeg tænker, at al den mistrivsel, alle taler om, nok ikke kun skyldes skærme og karakterræs – det er da klart, at børn bliver nervøse, når vi hele tiden lærer dem, at verden er farlig. Og det er da klart, at mange undlader at få børn, hvis det nu indebærer, at man skal bruge sit liv på at lunte rundt bag ungerne på verdens Rasmus Klump-legepladser.
Så her er det manifest, jeg hver dag øver mig på at leve op til: Lad os være mere dovne forældre. Ligesom min historielærer var doven, ligesom Tottes far, ligesom vores egne forældre. Både over for seksårige på legeplads og 17-årige på studietur.
For som antropolog Henrik Hvenegaard Mikkelsen skriver i bogen Børnevælde: »Sandheden er den – og det kan være hårdt nok for forældre at acceptere – at børnene har langt mindre brug for os, end vi tror.«
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.
