Forældreskab. Ny forskning viser, hvordan mænd rent fysisk og hormonelt tilpasser sig rollen som far, og deres betydning for barnet er enorm.
Faderkomplekset
Da Svend Aage Madsen var psykologistuderende i 1973, indeholdt den tykke lærebog i socialpsykologi én artikel, der omhandlede fædre. »Når far er borte«, hed den. På den tid forskede man i det hele taget kun i fædre som problemer, husker Madsen, der i dag er seniorpsykolog ved Rigshospitalets fødeafdeling. Og som han siger: »Helt op til årtusindskiftet så man i spædbarnsforskningen på fædre som nogle, der enten understøttede mor-barn-relationen eller undergravede den. Man interesserede sig ikke for fædre som forældre i egen ret.«
Det er man begyndt på, og fædre er i det hele taget i vælten. Vi så for nylig, hvordan et borgerforslag om, at to mænd i parforhold kan dele et faderskab ganske som to kvinder, lynhurtigt blev det mest støttede nogensinde.
Del: