DET militærindustrielle kompleks kalder amerikanerne det system, der styrer forholdet mellem militær og våbenproducenter, der undslår sig politisk kontrol. Også i Danmark har vi et forsvarspolitisk kompleks, men det skal mere forstås som den psykologiske betydning af ordet kompleks: et system af forestillinger og fortrængninger, der forstyrrer adfærden. Da forsvarsministeren onsdag fyrede forsvarschef Flemming Lentfer, var det kulminationen på så mange års dyb krise, at der er brug for større forklaringer end den senest fyrede chef eller den aktuelt siddende minister.
VIRKELIGE skandaler om våbenindkøb hos den israelske våbenfabrikant Elbit kostede både Lentfer og den tidligere departementschef jobbet. Mistilliden skriver sig ind i den større historie; at Forsvaret har været helt inkompetent til at styre store indkøb og så modvillige mod at fortælle om fejlene, at Forsvarets chefer omgår sandheden. Det skyldes en korrumperet loyalitetskultur, hvor man har følt sig hævet over politikere, som man har anset som en irriterende distraktion af forsvaret af fædrelandet. Forsvarschefen ville være blevet fyret alligevel, uagtet at man også har sendt en fregat i krig i Det Røde Hav ladet med defekte våbensystemer. Det ville være morsomt, hvis det ikke var så alvorligt. Dansk forsvarspolitik handler ikke længere om at skabe materiale til Cirkusrevyen eller fikse indenrigspolitiske manøvrer. Krigene i Europa og Mellemøsten vedrører os direkte.
ANSVAR for redeligheden kan man nemt placere i Forsvaret; det er der god grund til, og det har politikerne øvet sig i længe. Den tidligere forsvarsminister Søren Gade sagde under den såkaldte jægerbogssag i 2009, at ansvaret ultimativt ender hos ham – at »far her« sidder yderst på planken. Det viste sig dog, at forsvarschef Tim Sloth Jørgensen sad lidt yderligere. Han blev fyret, mens Gade blev som minister.
FOR forsvaret af Danmark er problemet, at politikerne ikke blot har overladt for mange beslutninger til et system, der ikke kan magte dem, men at de så konsekvent har dukket sig for ansvaret for konsekvenserne. Politikerne har accepteret generalernes og officerernes tilgang: at de skulle nøjes med at køre trillebøren med penge ind på kasernen, og så skulle de nok tage sig af resten.
FORSVARETS tilstand skyldes derfor mest det totale fravær af politisk ansvarlighed. Politikerne har været mest optaget af alle de penge, der kunne spares ved at nedlægge Forsvaret, men selv denne skæbnesvangre beslutning er spredt ud over så mange regeringer og forsvarsministre, at man ikke kan pege på nogen særligt ansvarlig. Når det så er gået galt, har man reageret ved at fyre en mand i uniform, som hverken havde nogen fornemmelse for det politiske system eller den sag, han pludselig var hovedpersonen i.
ELENDIGHED i forsvarsledelsen, uklar rollefordeling og i særlig grad politisk uansvarlighed har ført til, at Danmark i dag ikke har noget forsvar. Vi kan ikke forsvare en sølle fregat, og vi kan ikke bidrage meningsfuldt til NATOs forsvar. Heldigvis træffes der store beslutninger for at rette op på det, blandt andet ved at bruge svimlende 195 milliarder ekstra de næste ti år. Forsvarspolitikken er for første gang i over 150 år blevet en central del af landets regeringsførelse. Skal befolkningen fortsat støtte denne oprustning, kræver det en anderledes kompetent ledelse i Forsvaret, men det kræver først og fremmest noget, vi ikke har haft i en menneskealder: politikere, der tager deres ansvar for landets forsvar alvorligt. Ved at træffe de svære beslutninger og ved at tage skraldet, når det går galt.
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
