Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.
Vi kender alle de utallige historier om aber med dartpile, der har udmanøvreret børseksperter, når det kom til forudsigelser af kursudviklingen. Om skraldemænd, der ramte den fremtidige renteudvikling lige så godt som topøkonomer.
Anekdoter med et islæt af den sandhed, der består i, at virkeligheden har det med at kuldkaste spådomme.
I den politiske boble er det for tiden en fremherskende sandhed, at Venstre er om ikke dødstruet, så i hvert fald i færd med at miste sin historiske placering som det store samlende parti på den borgerlige side af midten.
Det ville være fjolleri at benægte, at Venstre er i krise. En stor af slagsen endda. 13,3 procent ved folketingsvalget, og i dag med meningsmålinger svingende lige omkring de ti procent. Det er meget langt fra partiets selvbillede og meget langt fra det niveau, Venstre havde for få år siden.
Der er derfor ikke noget at sige til, at fristelsen til at afskrive partiet i al fremtid er stor. Men alligevel er der et par forbehold, der er værd at tage i betragtning. Det ene er, at partiet trods nedturen stadig står på et mere solidt fundament end de medvindsramte konkurrenter. Det andet er, at politiske forudsigelser baseret på øjebliksbilleder sjældent har vist sig videre valide.
Lad os tage det sidste først og så vende tilbage til Venstres aktuelle stand.
Omkring årtusindskiftet havde vi to historiske valgkampe. Den første var Uffe Ellemann-Jensens marginale nederlag til Poul Nyrup Rasmussen i 1998, den næste var Anders Fogh Rasmussens sejr i 2001.
I begge tilfælde dramatiske valgkampe med massemøder i fyldte håndboldhaller og mindeværdige tvekampe udsendt på direkte tv.
Den udvikling fik den toneangivende politiske ekspertise til at konkludere, at fremtidens politik i stigende grad ville koncentrere sig om de to store partier. Vi ville få præsidentvalgkampe, der ikke levnede plads til vrimlen af småpartier, som gradvist ville forsvinde.
Ved valget i 2001 kom otte partier i Folketinget; ved det seneste i 2022 var antallet steget til 12. I 2001 fik de to »præsidentpartier« tilsammen 61,05 procent af stemmerne, ved det seneste valg fik de 40,8.
Valget i 2001 var begyndelsen til en længere socialdemokratisk krise, der især skyldtes partiets uafklarede udlændingepolitik. Samtidig voksede Dansk Folkeparti sig stadig større og stærkere på en kombination af stram udlændingepolitik og bekendelse til velfærdsstaten. Det førte til utallige politiske spådomme om, at Dansk Folkeparti var i færd med at overtage Socialdemokratiets historiske rolle, og sådan er det som bekendt ikke helt gået. Tværtimod lød forudsigelserne for ganske få år siden, at Dansk Folkeparti havde tabt og var i færd med at blive udkonkurreret af Nye Borgerlige. Heller ikke det ramte helt plet.
Lad os for helhedens skyld tage et sidste eksempel. I 2014 forlod SF regeringen efter et kortvarigt besøg i magtens inderste kamre. Efterfølgende valgtes Pia Olsen Dyhr som formand for et parti, der i meningsmålingerne lå faretruende tæt på spærregrænsen. Ifølge de politiske forudsigelser var det slutningen for SF af den simple grund, at der ikke er plads til et parti mellem Socialdemokratiet og Enhedslisten. Indtil videre er teorien vel ikke bevist til fulde.
Ovenstående er blot skrevet for at advare mod drastiske spådomme baseret på øjebliksbilleder; ikke for at påstå, at Venstre ikke er i alvorlig krise.
De aktuelle målinger er langt under det niveau, partiet i længden kan acceptere. Ændrer det sig ikke, vil presset for at forlade regeringen stige, selvom intet tyder på, at det på kort sigt vil give ny medvind.
Selvom situationen er alvorlig, er der dog ingen grund til at afsige dødsformodningsdom. For det første har Venstre stadig en stærk organisation, selvom frafaldet af vælgere også har medført frafald af medlemmer.
Venstre er også stadig et stærkt kommunalt parti og vil efter alt at dømme også være det efter et kommunalvalg, hvor mange borgmestre har styrken til at trodse dårlige landspolitiske tal.
Yderligere er et par af de farligste konkurrenter stadig skrøbelige konstruktioner baseret på enkeltpersoner. Det er svært at forestille sig Danmarksdemokraterne uden Inger Støjberg eller Moderaterne uden Lars Løkke Rasmussen. Så er det alligevel lettere at forestille sig Venstre uden Troels Lund Poulsen.
Så inden vi helt afliver partiet, er det værd at huske et ofte gentaget mantra fra min gode kollega Arne Hardis: »Ét er sikkert: Det ved vi mere om, når valget er overstået.«
