SAGEN KORT: Den 83-årige skuespillerinde Judy Gringers selvbiografi udkommer i denne uge med filmjournalisten Jacob Wendt Jensen som ghostwriter. Hun blev berømt fra den ene dag til den anden i 1958 med sketchen Babs og Nutte, hvor Dirch Passer spiller forsikringsmanden, der tror, at han skal forsikre hendes bryster, mens hun i virkeligheden taler om sine to hunde. Hun har optrådt på teatret og i revyer og medvirket i knap 50 film, indimellem også i mere alvorlige roller.
– Din biografi har titlen »En sexbombes bekendelser«. Er det ikke lidt ydmygende, at overskriften for et langt liv i teatrets og filmens verden ender med at blive noget med et par store bryster og en veldrejet krop?
»Det var mit eget forslag. Ordet er en fordanskning af det engelske 'bombshell', der både kan betyde en militær bombe og en sexet kvinde. Udtrykket blev opfundet under Anden Verdenskrig og blev almindeligt i 1950erne, hvor den smukke og talentfulde Marilyn Monroe var på banen – og hvor jeg fik min debut. Egentlig synes jeg bare, det lyder skægt, og 'bekendelser' er selvfølgelig en reference til Rousseaus selvbiografi af samme navn.«
– Nogle kvinder, måske især yngre, vil finde det kvindeundertrykkende at blive reduceret til sexbombe?
»Man bliver ikke reduceret, for man kan lige så godt vende den om og betragte ordet som en kompliment. Hvis nogle kvinder finder det nedsættende at blive betegnet som sexbomber, må de jo reagere på det for deres eget vedkommende og sige fra. Og så lade os andre i fred.«
– Uønskede tilnærmelser og handlinger, altså MeToo-oplevelser, må der dog have været?
»Selvfølgelig kunne det være lidt ubehageligt, hvis nogen gik og klappede en i enden, men det var da til at overleve. I mit tilfælde var det nok også en fordel, at jeg blev kæreste med Dirch Passer som 17-årig og boede sammen med ham, fra jeg var 18 til 23. Det gjorde nok andre mænd lidt mere forsigtige. Senere, da vi ikke længere var sammen, klarede jeg det selv, og jeg har aldrig været udsat for større overgreb. Jeg ved godt, at det er blevet så moderne at fortælle om MeToo, selvom det er mange år siden. Men er det ikke lidt overdrevet, at alle nu melder sig ind i debatten og råber 'MeToo!' og 'look at me!'? For mit eget vedkommende var det højst lidt irriterende, men ikke noget, som forrykkede ens verden.«
– Kvindesag og kvindekamp har aldrig været dig?
»Nej. Det gør de udmærket alene og uden mig. Jeg har aldrig været særlig god til at gå på barrikaderne for en sag, og hvis jeg skulle kæmpe for noget, ville jeg nok finde en anden sag. Det politiske teater var heller aldrig mig. Engang blev vi kaldt til fagligt møde på et teater og skulle brokke os over noget med løn, men det gad jeg og en kollega sgu ikke høre på. Så gik vi på værtshus i stedet.«
– Apropos MeToo: Stor ulighed i alder eller social position bliver sommetider betegnet som problematisk. Filminstruktøren Gabriel Axel var 39 – et år yngre end din mor – og du var 16, da han første gang tog dig med op på et høloft på Omø, mens du medvirkede i optagelserne til en af hans film. Senere blev det dig og Dirch Passer, der var 14 år ældre og for længst en stjerne. Hvad tænker du om forskellene?
»Det er vel individuelt og meget forskelligt. Jeg har altid været fascineret af mennesker, der er anderledes end de fleste, og Gabriel og jeg kendte hinanden intimt et års tid, indtil jeg fik øjnene op for Otto Brandenburg. Dirch var 32, da vi begyndte, og i den alder opfører nogle sig som 18-årige og andre, som om de var 70. Alt kommer an på mennesket, man møder, og hvis nogle mener, at man ikke må være ulige i et forhold, vil jeg bare sige: Bland jer udenom! Man aner ikke noget om, hvordan andre mennesker har det sammen, og det kommer heller ikke andre ved. Folk finder ud af det selv. Jeg ville da heller aldrig begynde at blande mig, hvis min veninde eller datter havde et forhold, der var skævt i forhold til MeToo-antagelser.«
– Du var selv 57, da du gaflede en knap 30-årig afrikaner i en boghandel i Skindergade. »Ameen var min lækre dessert i livet, når det gjaldt mænd,« siger du i bogen.
»For mig selv har aldersforskel aldrig været et problem. Med Ameen, som jeg var sammen med i to år, var jeg selvfølgelig klar over undervejs, at det ikke var et forhold, der ville vare hele livet. Det er ikke trist. Det er vilkårene.«
– I bogen beskriver du den gifte Preben Kaas – som du var Dirch Passer utro med – som »en dejlig og fræk mand«. Willy Rathnow var »helt vildt lækker« og nedlagde forståeligt kvinder på stribe. Om Otto Brandenburg hedder det: »Otto var lidt af en frækkert. Men det var jeg nok også selv.« Det lyder, som om I virkelig tog for jer af retterne dengang?
»Frækkert er måske et dumt ord, men jeg kunne ikke finde på noget bedre. Jeg har altid haft et meget naturligt forhold til seksualitet. Og hvad er egentlig en frækkert? Det er vel bare en, der er åben for livet og udnytter de muligheder, som viser sig. Det gjorde både Otto og jeg. Man møder mennesker gennem livet, og nogle bliver man forelsket i, men er det at tage for sig af retterne? For mig var det alt sammen meget naturligt og en stor del af livet, som det viste sig for mig.«
