Det slog mig forleden, at min seng er over 30 år gammel. Jeg havde den, da jeg boede hjemme, og jeg sover i den i dag, i min egen lejlighed. Jeg tænkte på sengen, fordi jeg tænkte på en gammel kæreste, som jeg mødte, da jeg var 18, og som også sov i den seng. Dengang var sengen ny, ligesom jeg var ny, og alle følelserne var nye. Jeg var faktisk så opfyldt af det hele, at jeg udsatte at skifte sengetøjet, selvom han havde sat et aftryk med sin støvle, Dr. Martens, selvfølgelig, på den ene side af lagenet. I dag ejer jeg et hundedyrt duftlys, som jeg købte, fordi duften hed »His pillow«, og jeg er nem at forføre.
Selvfølgelig dufter lyset ikke af den unge mand, jeg kendte dengang, men det mindede mig, ligesom den gamle seng, om de timer, jeg har tilbragt i den seng, med andre og alene, med hjertet bristefærdigt af både lyst og længsel. Seriøst, hvis den seng kunne tale. Sikke en lang podcast, det ville blive. Men nok også en lidt kedelig podcast: Guderne skal vide, at jeg virkelig også har tilbragt mange timer på langs i den seng med småkager og The Sopranos. Det var lykkelige timer, langt oppe på topti over timer, fordi de var mine alene og ikke timer, jeg ville dele.
JEG HAR været virkelig optaget af romantik og eventyr, så længe jeg kan huske. Min veninde og tidligere roomie kaldte mig boycrazy, hun grinede ad mig, dengang vi var i 20erne. »Du er så ivrig,« sagde hun altid. Jeg ved ikke, om det var der, iveren toppede, men når jeg ser tilbage, er det, som om mulighederne var uendelige i 1990erne. Sådan føltes det selvfølgelig ikke dengang, der er aldrig nok eventyr, når man er optaget af plottet, klar til at gøre meget for plottet og derfor kaster sig ud i alt muligt – og ind i alle mulige.
Forelskelse og tiltrækning er selvfølgelig også motorer, det er bare svært at vide, hvad der er hvad, når man har en fiks idé om, at det er bedre at fortryde det, man gør, i stedet for det, man ikke gør. Og det gør jeg så også, altså fortryder, men så tænker jeg på plottet og det held, jeg har haft, når jeg manglede forstand. Jeg er her endnu og kan fortælle historierne, jeg er ikke religiøs, jeg har skam i livet, men jeg skammer mig ikke over antallet af sengekammerater. Heldigvis har jeg haft adgang til prævention, fortrydelsespiller og abort, og nu er jeg ikke længere i den fødedygtige alder og dermed fri for den bekymring.
Jeg indrømmer, at det heller ikke altid har været rart at vågne og mærke, at det måske var lige i overkanten med iveren. Jeg indrømmer også, at alderen trods alt har sat sine spor, og at jeg nogle gange faktisk hellere vil være alene hjemme end snuse rundt efter nye eventyr. Desuden drikker jeg virkelig lidt alkohol nu om dage, og jeg indrømmer også, at det dæmper eventyrlysten. Det er kedeligt og virkelig, virkelig rart.
MEN FORLEDEN var jeg så til en fest i en fremmed by, og det føltes som at sætte fingeren i en stikkontakt, og i denne sammenhæng er det den dejligste følelse. Dagen havde allerede været lang og lys, gennembagt af martssol, og de andre gæster, jeg kendte kun en håndfuld, fjollede af gryende forår og gratis alkohol. Jeg følte mig beruset, talte med alle, og det var helt ærligt, som om jeg havde ærmerne fulde af vitser og kvikke bemærkninger. Jeg tænkte på plottet, havde lyst til at gå i seng med de fleste, ligesom i den sang fra 1990erne. Men jeg gik hjem alene, faktisk vågnede jeg først midt på dagen den følgende dag: Jeg kan stadig sove som en teenager.
Festen er endnu til stede, jeg kan stadig mærke et lille sug af eventyr. Jeg husker noget sjovt, og det var ikke mig, der sagde det, selvom jeg tydeligvis får det til at lyde, som om jeg var festens midtpunkt. Jeg dagdrømmer, tænker på plottet, og hvordan det måske stadig kan nå at udvikle sig. Jeg efterlod et spor af brødkrummer, og jeg har besluttet, at det bliver en god historie, at det allerede er en god historie.
»Der findes ikke noget mere spændende end et lokale fyldt med mennesker,« siger Kristin Scott Thomas i en vidunderlig scene i den helt vildt vidunderlige serie Fleabag fra 2019 (se den på Amazon Prime!). Hun siger faktisk, at der ikke findes noget mere exciting, og det kan jo betyde både spændende og ophidsende, som jo igen er tvetydigt.
Kristin Scott Thomas' karakter er 58 år gammel, hjerteskærende smuk og glad og lettet over at være blevet ældre, faktisk siger hun, at det er »det mest fucking fantastiske i verden«. Blot savner hun suget og suset, lokalerne med mennesker og muligheder, »en særlig energi, en udfordring«. Jeg vil ikke spoile, men hun får et tilbud, som hun afviser, og jeg tænker hele tiden på den scene, at hun sidder på en bar, at hun får valget, og at hun vælger at gå alene op på sit værelse. Det er jo drømmen, at få valget, kende sin lyst og sine længsler, at vide, hvad der er hvad, og vælge derefter.
Jeg tænker på det, mens jeg sidder og skriver i min seng. Duftlyset er tændt, jeg ser først nu, at der følger en hel tekst med det: »En perfekt aften. Tryg, varm, euforisk (...) en ny begyndelse.« Det er virkelig fjollet, faktisk åndssvagt, og jeg kommer aldrig til at indrømme, hvad lyset kostede. Jeg burde spare sammen til en ny seng, den gamle har lagt en god bund i mange år, men det er tid til nyt, men også mere af det samme, for eksempel småkager og The Sopranos.
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.
