Et af de tydeligste minder fra Helen Thompsons barndom i den lille by Stafford i det centrale England er at sidde i mørket i stuen sammen med sin mor.
»Jeg er vel seks år, og lyset er slukket,« husker hun. »Det må have været 1974 efter det første oliechok, der var indført tre dages arbejdsuge for at spare på energien, kulminearbejderne strejkede, og man mærkede, at noget i verden havde forandret sig. Det er det første minde, jeg har, som kan kaldes politisk.«
I det øjeblik virkede det åbenlyst, selv for en lille pige, at energi var en fysisk ting, noget som kunne forsvinde, noget som forbandt mor og datter i stuen med verden, med minearbejdere og arabiske diktatorer.
»Selv en pige som mig forstod, at det var en geopolitisk begivenhed. At begivenheder i Mellemøsten kunne skabe kaos i Vesten. Den fornemmelse blev hængende i 80erne, men vi glemte det igen, da olieprisen faldt,« siger hun.
Nu er fornemmelsen tilbage.
55-årige Helen Thompson er professor ved Cambridge University og forsker i et emne, som mange i årevis anså for obskurt, men som alle nu taler om: forbindelsen mellem energi, politik og økonomi. »The political economy of energy«, som det hedder på engelsk.
»Hver time, vi lever i denne verden, er afhængig af energi,« siger hun på en videoforbindelse fra stuen i sit lille rækkehus i London. Solen falder ind mellem gardinerne. Hun taler langsomt og holder lange tænkepauser, hvor hun rører ved sit hår og ser ud i luften.
»Uden en eller anden form for energi findes økonomisk aktivitet ikke. Man kunne sige, at økonomisk aktivitet er anvendelse af energi.«
Bag enhver historie om krig, krise og politiske skift gemmer sig en stor fortælling om energi, mener Thompson:
Et fald i olieprisen i slutningen af 80erne gjorde det så svært for Mikhail Gorbatjov at reformere den olieeksporterende sovjetiske økonomi, at han var nødt til at lukke den op.
Det var oliekrisen i 1973, som endegyldigt afsluttede de 30 gyldne år i Vesten og indvarslede en ny æra med stagflation og politiske opbrud.
Hitlers manglende adgang til olie blev afgørende for udfaldet på Anden Verdenskrig.
Som Helen Thompson siger: »Hvis du ændrer energiformen, ændrer du alt.«
Men det er jo netop, hvad vi kæmper for at gøre lige nu: at holde op med at bruge kul, olie og gas og i stedet bruge vind, sol, vand og atomkraft.
Vi taler ofte om den grønne omstilling som en simpel udskiftning af én teknologi med en anden: »Nu kører vi i benzinbiler, snart kører vi i elbiler. I dag bruger vi olie, snart skal vi bruge vind.« Men den fortælling undervurderer, hvor essentiel fossil energi har været for opbygningen af den moderne verden, siger Helen Thompson. Den grønne omstilling vil utvivlsomt ændre den geopolitiske balance i verden, den vil ændre betingelserne for politik, og den vil forandre vores måde at forstå os selv på.
»Jeg er ikke overbevist om, at det vil være muligt at fortsætte vores nuværende materielle civilisation med en alternativ energibasis, hvor fossil energi enten er helt væk eller stærkt reduceret,« siger Thompson, som især er blevet kendt i offentligheden som medvært på den populære podcast Talking Politics med kollegaen David Runciman.
»Jeg er bange for, at energitransitionen som helhed vil føre til, at vi samlet set får en lavere kollektiv levestandard. Jeg er ikke sikker, det er stadig et åbent spørgsmål, men jeg er skeptisk. Det forekommer mig, at den fossile energis æra er en særlig historisk periode, som ikke kan gentages med en anden energiform. Jeg er åben for andre analyser, men lige nu tror jeg, det er mere realistisk end at den måde, vi lever på i Vesten i dag, bare kan fortsætte med grøn energi. Det, vi forsøger at gøre – og når jeg siger vi, mener jeg verden som helhed – er at erstatte en meget kompakt energiform, fossil energi, med en mindre kompakt energiform, vedvarende energi.«
Geopolitisk kan vi allerede se forandringerne.
»Vi kan allerede se, at omstillingen har ført til flere geopolitiske fordele for Kina,« siger Helen Thompson. »Kina producerer solpaneler og elbiler, og Kina dominerer produktionen og produktionskæderne for de metaller, som er nødvendige for omstillingen. Frygten i Washington er, at Kina vil dominere æraen for grøn energi, ligesom USA dominerede æraen for olie, og Storbritannien dominerede æraen for kul. Jeg mener, det er en oversimplificering, men det er tydeligt, at der er en geopolitisk kamp om metaludvinding,« siger hun med henvisning til de sjældne jordmetaller, som er nødvendige for at producere alt fra vindmøller til elbiler.
»Europa er i en svær position, for i de fleste europæiske lande er der politisk modstand mod minedrift af miljømæssige grunde. Det vil betyde, at Europas omstilling bliver afhængig af metaludvidelse andre steder i verden, inklusive i Europas tidligere kolonier. Og det vil skabe geopolitisk ustabilitet. Ikke mindst fordi Europa samtidig siger til de samme lande, at de skal holde op med at investere i fossil energiinfrastruktur, mens Europa selv har glæde af den infrastruktur, vi allerede har.«
»Den grønne omstilling vil i mange år være afhængig af fossil energi, og her har USA en stor fordel i forhold til Kina, fordi Kina er mere afhængig af udenlandsk import end USA. USA har den fordel i forhold til Europa og Kina, at man lettere kan tiltrække kapital til omstillingen, og USA er også mere åben for at åbne metalminer end Europa. Så jeg mener ikke, at Kina er så langt foran i den grønne omstilling, som man nogle gange tror.«
Det er ikke kun de globale magtforhold, som bliver forandret, når energigrundlaget ændrer sig, siger hun – det samme gør vores forestillinger om verden og om os selv.
»Historisk set opstår ideen om materiel udvikling i Vesten i det 18. århundrede i forbindelse med den industrielle revolution,« siger Thompson. »Fortællingen om evigt voksende materiel velstand, levestandarder og teknologisk udvikling løber parallelt med fremvæksten af den fossile energi. Hvis vi så forlader den fossile verden – også selvom det ikke sker nu og ikke sker fuldstændigt, fordi vi får brug for olie og gas i mange år endnu – så ændrer betingelserne sig for det narrativ. Vi indser, at der er økologiske grænser, som mennesket ikke bare kan fjerne. Det virker næsten uundgåeligt, at de ideer, som opstod parallelt med den fossile energi, vil blive udfordret: Ideen om, at levestanderen bare stiger og stiger kun afbrudt af recessioner, den idé kan ikke overleve energitransitionen. Evnen til at tro på fortællingen om materiel udvikling er helt afhængig af materielle betingelser, som byggede på fossil energi.«
Underjordiske magter
Før menneskeheden for alvor begyndte at brænde kul i slutningen af 1700-tallet, levede vi i en »organisk økonomi«, som den britiske historiker E.A. Wrigley har kaldt det: Energien kom fra jorden og fotosyntesen. Sollys fik træer og planter til at gro, det var kilden til al energi – kød, korn, brænde, alt. Sådan en økonomi har naturlige begrænsninger. Man kan selvfølgelig gå i krig og erobre nyt land, man kan tvinge sine undersåtter til at dyrke jorden, men i sidste ende er der kun så og så meget sol og land. Det ændrede sig 1. maj 1769, da James Watt i Skotland patenterede en ny version af dampmaskinen. Nu kunne man varme vand op med kul og bruge damp til at spinne et hjul, så man kunne drive skibe og maskiner med fortidens sollys, og det ændrede verden.
Nu kunne europæerne »brænde begravet solskin«, som den amerikanske klimaforsker Jeffrey Dukes har formuleret det. For det er det, fossil energi er: Dyr og planter fra fortiden, som engang voksede sig store med sollys, døde, blev dækket af jord og sten, mast og opvarmet og omdannet til kul og olie.
Vi kalder det den industrielle revolution, »men den industrielle revolution var reelt en energirevolution«, som Helen Thompson siger.
Det begravede solskin skabte det, historikere senere kaldte »den store acceleration«: en voldsom og samtidig stigning i al menneskelig aktivitet, som for alvor sker i starten af 1900-tallet. En eksplosion i antallet af mennesker på Jorden, i landbrug, rejsende, biler, forbrug af vand, papir, gødning, korn – og i koncentrationen af CO₂ i atmosfæren selvfølgelig.
Klimaforandringerne skyldes altså ikke bare jagten på »kortsigtet økonomisk vækst og virksomhedernes grådighed«, som Greta Thunberg sagde i sin tale til demonstranterne i Lützerath i Tyskland 14. januar imod genåbningen af de tyske brunkulminer. Det er selve moderniteten, som har skabt problemet. Og det gør problemet meget mere kompliceret.
Den energi, som har skabt vores verden, er nu også ved at ødelægge den. Og menneskeheden ligner »troldmanden, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem«, for nu at citere en berømt formulering fra Det Kommunistiske Manifest.
»De økologiske grænser, menneskeheden nu støder imod, er skrækindjagende,« siger Helen Thompson. »Der var nogle dage i sommer i Storbritannien, hvor vi havde to dage med de højeste temperaturer nogensinde, hvor folk var fanget i deres huse igen, ikke på grund af covid, men fordi det var farligt at gå udenfor.«
På kort sigt kan vi kun gøre én ting, mener hun: »Vi må bruge mindre energi.«
»Hvis man både skal nå 2030-delmålene for CO₂-udledning og forholde sig til den fossile energikrise og til konsekvenserne af Ruslands invasion af Ukraine og Vestens energisanktioner mod Rusland, så er man nødt til at bruge mindre energi. Det var et lavere forbrug af gas, som fik de europæiske lande igennem 2022.«
Findes grøn vækst?
Og på længere sigt? 80 procent af verdens energiforbrug kommer stadig fra kul, olie og gas. Og det samlede energiforbrug vokser. Stigningen i sol, vind og vandkraft har indtil nu blot øget det globale energiforbrug, ikke erstattet fossil energi. Siden det første COP-møde i Berlin i 1995 er verdens forbrug af olie steget med 75 procent, forbruget af kul med 60 procent og forbruget af gas med 50 procent. I runde tal. Hvad er det vigtigste for at ændre den udvikling, spørger jeg? Er det politiske institutioner, en kulturændring, teknologi?
»Ultimativt handler det om teknologi,« siger Helen Thompson. »Hvis fossil energi, især olie, skal erstattes inden for transport i stor skala, skal der ske teknologiske gennembrud. Hvis der ikke kommer teknologiske gennembrud, så tror jeg, vi sidder fast. Vi når et stykke vej med den grønne omstilling, men så går vi i stå.«
Uanset hvad, så er vi ikke på vej fra en sort til en grøn økonomi, siger hun. Det er ikke sådan, at én energiform erstatter den tidligere, i mange årtier vil vi både være afhængige af grøn og sort energi.
»Vi er på vej ind i en multienergiæra,« som hun siger. »Den grønne omstilling er i sig selv afhængig af fossil energi. Lige nu kan man ikke lave solpaneler uden at bruge fossil energi.«
Men den fossile energi oplever lige nu sin egen krise, som startede længe før krigen i Ukraine.
»Der bliver grundlæggende produceret mindre olie, gas og kul, end verden gerne vil købe, så vi lever i en verden med global energikonkurrence«, siger Helen Thompson. »Problemet med høje priser på gas og olie var til stede ikke bare før krigen, men allerede før pandemien.«
Man kan se det på oliepriserne: »Selv med lav vækst i Kina, og selvom Joe Biden har brugt af USAs strategiske reserver, er olieprisen ikke kommet under 75 dollar pr. tønde,« siger Thompson. Og man kan se det på markedet for gas: »Allerede før 24. februar var der grundlæggende for lidt udbud og en akut strukturel konkurrence mellem europæiske og asiatiske lande om LNG.«
– Mange klimaaktivister taler om lavvækst som en strategi til at nå vores klimamål. At vi generelt skal have mindre vækst i økonomierne. Hvad mener du om det?
»Jeg tror ikke på ideen om lavvækst, for jeg mener, det er destruktivt for omstillingen. Der skal være en tro på en økonomisk fremtid for at skabe de investeringer, som omstillingen kræver. Du kan ikke overbevise nogen om at investere i elbilfabrikker, hvis du siger til dem, at vi skal være fattigere og ikke have biler. Det er bedre at tænke på vækst som noget, der er vanskeligt at opnå.«
– Økonomisk vækst og CO₂-udledning har aldrig været afkoblet fra hinanden på globalt plan. De to kurver har altid fulgtes ad. Der har været grøn vækst i enkelte lande, blandt andet i Danmark, men aldrig i verden som helhed. Kan det overhovedet lade sig gøre?
»Jeg vil ikke sige, at det a priori er umuligt, vi ved ikke nok til at kunne udelukke det. Vi ved, at økonomisk vækst og CO₂-udledninger kan afkobles i enkelte lande, men det er uklart, om det alene skyldes, at udledningerne eksporteres til andre lande, især til Kina. Jeg hælder til at være pessimist: Det ser ud til, at forholdet mellem energi og økonomisk vækst er meget stærkt.«
