Da Ritt Bjerregaard i december 1978 blev fyret som undervisningsminister på grund af et påstået overforbrug af penge under en rejse til Paris, blev hun fotograferet i færd med at tørre en tåre væk fra øjenkrogen.
Efterfølgende lovede hun sig selv, at det skulle offentligheden aldrig mere få at se. Hun erkendte, at hun som en af få kvinder i toppolitik var nødt til at være lige så hård i filten som sine mandlige kolleger. Hårdere endda og mere iskold i magtanalysen.
Når det kom til magtpolitikken, var hun en hård nyser. En af de hårdeste, hvilket kom til at fylde meget, måske for meget, i billedet af hende.
Jeg havde flere samtaler med hende, da jeg omkring 2005 skrev en bog om den legendariske kvartet Bjerregaard, Auken, Nyrup og Lykketoft. På det tidspunkt var Lykketoft formand for Socialdemokratiet, efter at Nyrup, blandt andet med Ritt Bjerregaards medvirken, var presset ud. Under en af samtalerne var det netop det forløb, jeg gerne ville tale om.
Mens vi indtog et glas af Ritts egen æblemost, mindede jeg om en mail, som hun sendte til Nyrup i 2002 for at meddele, at hun trak sig som partiets udlændingeordfører, fordi Nyrup ikke havde bakket hende tilstrækkeligt op. Mailen – et hårdt angreb på Nyrup – kendte jeg, fordi den systematisk blev lækket til pressen, i samme øjeblik den blev sendt.
Jeg anførte under samtalen, at det jo havde skubbet alvorligt til partiformanden, der i forvejen var under voldsomt pres efter et tabt valg. Ritt undrede sig vist en kende over naiviteten i spørgsmålet.
»Det var da også meningen,« sagde hun med sin velkendte langsommelige diktion.
At hun på den måde uden tøven var parat til at ofre partiets formand, fordi han ikke længere gjorde nytte, understregede én af de velkendte sider ved Ritt Bjerregaard. Det usentimentale forhold til magten, som hun havde lært sig allerede fra sine første år i politik.
Sammen med en ny generation af socialdemokrater kom hun i Folketinget ved valget i 1971. Socialdemokratiet gik frem, men oplevede også en markant udskiftning blandt sine politikere. Gennemsnitsalderen i folketingsgruppen faldt fra 57 til 43 år.
Den nye generation var langtfra populær i gruppen. Dels var flere af dem, herunder Svend Auken og Ritt Bjerregaard, blevet valgt på bekostning af veltjente partikoryfæer. Dels nægtede de at lade sig indpasse i partihierarkiet. Helt uhørt søgte flere af dem ikke optagelse i gruppens etablerede kaffeklubber, men dannede deres egen. Siden kendt som Ritts kaffeklub.
Men værst af alt var de i opposition til partiet og formand Jens Otto Krag i tidens helt store spørgsmål om Danmarks medlemskab af EF.
Socialdemokratiet og fagbevægelsen var splittet fra top til bund, og mange syntes, Krag tog for lempeligt på EF-modstanderne, der burde have været sat på plads eller sparket ud for illoyalitet.
Spørgsmålet er imidlertid, om ikke EF-modstanderne i virkeligheden var med til at holde sammen på partiet, fordi de gav stemme til de mange socialdemokratiske modstandere og dermed holdt dem på afstand af Folkebevægelsen mod EF, der ellers rakte fra kommunister til nationalkonservative.
Mildere blev stemningen ikke, da Krags efterfølger Anker Jørgensen udnævnte flere af de nye som ministre, blandt andet Ritt Bjerregaard som undervisningsminister. Både favoriseringen af de unge og deres indflydelse på den politiske linje var stærkt medvirkende til, at folketingsmedlem og borgmester Erhard Jakobsen meldte sig ud og dannede Centrum-Demokraterne, der kom i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973 og siden spillede en betydelig rolle i et par årtier.
Som undervisningsminister var der blæst om Ritt Bjerregaard fra begyndelsen. Partifællen Poul Søgaard trak sig i protest fra posten som formand for Folketingets Uddannelsesudvalg. Balladen handlede både om interne partiforhold og politik. Ritt Bjerregaard ville bruge uddannelsespolitikken aktivt for at opfylde den socialdemokratiske lighedsvision, og her står hendes folkeskolereform fra 1975 som et monument, selvom den faktisk i store træk var udformet af forgængeren Knud Heinesen og efterfølgeren, Venstres Tove Nielsen, der havde posten, mens socialdemokraterne kortvarigt var væk fra magten mellem 1973 og 1975.
»Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære,« lyder et af de mest berømte Bjerregaard-citater fra den periode. Der er dog det lille »men«, at hun aldrig har sagt det og vist heller ikke ment det.
Ministerposten blev som nævnt tabt, da hun indlogerede sig på hotel Ritz i Paris og derved pådrog sig Ekstra Bladets og Anker Jørgensens forargelse.
Fyringen bragte hende i modsætningsforhold til Anker Jørgensen, som hun nu anså for en moralist og puritaner, og som hun til slut var med til at presse væk fra formandsposten.
Under Anker Jørgensen og siden Svend Auken spillede Bjerregaard en central rolle i en af de mest kontroversielle perioder i Socialdemokratiets historie. Under den såkaldte fodnoteperiode bragte et alternativt flertal igen og igen Poul Schlüters regering i mindretal på sikkerhedspolitikken. Ritt Bjerregaard var en af arkitekterne bag den plan, og det siger en del om hendes svaghed som politiker. Den begrænsede taktiske gevinst ved at genere regeringen kom til at skygge for det strategiske tab, at det traditionelt NATO-trofaste Socialdemokrati kom på sikkerhedspolitiske afveje. Der var kritikere, men de blev affejet som »kustoder«.
Taktikken var i det hele taget Ritt Bjerregaards felt. Men det rakte ikke til at gøre hende til partileder. Dertil havde hun for mange fjender. Blandt andet havde hun utvetydigt vist sin manglende respekt for den dengang magtfulde top i fagbevægelsen. En samling cigarrygende mænd med et ikke ubetydeligt spænd mellem talent og selvopfattelse.
Ritt Bjerregaard kendte udmærket betingelserne og allierede sig med Svend Auken, da Anker Jørgensen skulle afløses. Sammen var de uomgængelige, selvom langtfra alle i partiet og slet ikke alle i fagbevægelsen ønskede dem i toppen af partiet.
Alliancen holdt, indtil Ritt Bjerregaard igen kom i storm. Denne gang fordi hun havde skaffet sig en stor lejlighed på Vesterbro i København til favorabel pris, mens hun stadig havde folkeregisteradresse på Fyn, og dermed hævede ekstra godtgørelse som provinspolitiker.
Auken prøvede forgæves at tale hende til rette, men efter affæren med hotellet i Paris var hun fast besluttet på aldrig at rokke sig en tomme i den slags spørgsmål.
Til slut måtte Svend Auken afsætte hende som gruppeformand og skaffe sig endnu en fjende. Det kom til at koste ham posten som partiformand.
»Svend, det er mig denne gang. Når jeg er væk, er det dig, de vil gå efter,« advarede hun, da de to holdt det sidste møde om sagen. Og det fik hun som bekendt ret i.
Med skiftende, men ikke ubetydelige, roller i udskiftningen af både Anker Jørgensen, Auken og Nyrup er det let at få øje på Ritt Bjerregaards evner som magtspiller.
Det er også let at se hendes evne til at skabe blæst om egen person som minister, oppositionspolitiker, EU-kommissær og overborgmester.
»Hun formår at gøre enhver sag til en folkeafstemning om Ritt Bjerregaard,« sagde Svend Auken engang.
Alt det kontroversielle fylder så meget, at det indimellem har været svært at se, at hun havde andre missioner i politik end sig selv. Men i sine sidste år begyndte hun at skrive erindringer, og især i det første bind får man øje på en drivkraft.
Bogen er ikke mindst historien om faderens opstigen fra børnehjemsdreng til snedkersvend til selvstændig. Om familiens rejse fra lille lejlighed på det dengang fattige Vesterbro til eget hus. Om glæden ved den første bil.
Men den er også en bog om Ritt Bjerregaards egen vej ud af barndommens mangelsamfund ved hjælp af uddannelsessystemet. Ingen romantisering af livet i og blandt underklassen, men en ambition om at hæve sig selv og andre op i lyset.
Det er en bog skrevet med stor social indignation, og den er langt bedre end meget andet til at forklare Ritt Bjerregaard.
Hun var antitesen til den evigt misforståede jantelov, som dens forfatter, Aksel Sandemose, egentlig havde tænkt den. Nemlig som de uskrevne regler, underklassen bruger til at holde sig selv nede.
Ritt Bjerregaard ønskede et mere lige samfund. Det kan man synes om eller ej, men hun var kompromisløs. Hun mente også, at Ritt fra Vesterbro havde lige så meget ret til et hotel i Paris og en stor lejlighed som dem, der var født på solsiden. Også i det sidste var hun kompromisløs, grænsende til dumstædig.
Hendes kampånd og vilje til at nå sine mål var der til gengæld aldrig grund til at tvivle om. Derfor var der altid blæst om Ritt. Lørdag aften blev der vindstille.
