Vindbøjtel

»Jo, så meget kan jeg vel godt sige …«

Ulrik Stridbæk trækker lidt på det. Han er Vice President i Ørsted, en venlig fyr i nystrøget og tætsiddende skjorte, som taler meget jysk og ved alt om vindindustrien. Men han er også forsigtig med formuleringerne, når han som nu sidder over for en journalist i et mødelokale i Ørsteds hovedkvarter i Gentofte med kaffen og en lille tallerken med Summerbird-chokolade. Det forstår man godt. Der har virkelig været mange historier om krise i Ørsted den seneste tid: om at selskabet har tabt over 70 procent af sin markedsværdi siden 2021. Og om de tre havvindmølleparker, Ørsted skal bygge ud for New Jersey og Long Island, som nu ser ud til at være 16 milliarder mindre værd, end man oprindeligt troede. Det bliver en solid underskudsforretning at bygge de amerikanske vindmøller, og alene den seneste måned er Ørsted-aktien faldet med en tredjedel.

Men Ulrik Stridbæk nikker, da jeg spørger om ikke energiforsyningen og energimarkedet – både når det gælder olie og gas, sol eller havvind – fundamentalt set er drevet af politik mere end af markedet.

»Så meget kan jeg vel godt sige,« siger han. »Energi er politik, sådan er det.«

Der var måske en periode, hvor vi glemte netop det. Hvor vi troede, at vinden i Nordsøen var så meget værd, at markedet nærmest ville bygge møllerne af sig selv.

Til COP26 i Glasgow i 2021 havde den danske regering sluttet sig sammen med vindindustrien og pensionskasserne og fagbevægelsen og lavet én stor fælles organisation, de kaldte State of Green, som afholdt events ude i byen med pindemadder og blanke sko, hvor de stolt fortalte om havvind: Havvind var nemlig billigere end »enhver form for fossil energi«, som det hed i en stor publikation fra 2021. Havvind »drev det globale marked«.

»Der er penge at tjene, det er en enestående chance,« som Mogens Lykketoft, formand for Energinet, sagde til mig, da vi mødtes til et arrangement i Glasgow. »Se, hvor meget priserne er faldet på vedvarende energi. Når det sker, begynder markedet at virke.«

Det var fortællingen: Vindmøller var godt for det hele: klimaet, beskæftigelsen, skatterne, de private profitter. Vind var det nye olie; »vi kan blive lige så rige på vind, som saudierne er blevet det på olie«, som Morten Helveg fra De Radikale sagde i 2021.

Nu ser det mildest talt anderledes ud. Vi er vidner til et underligt paradoks: Efterspørgslen på havvind har aldrig været større – over hele verden vil regeringer bygge vindmøller, og konsulentfirmaet Wood Mackenzie forudser, at mængden af strøm fra havvind bliver tidoblet frem mod 2030. Alligevel er vindbranchen i krise: Siemens Gamesa fyrer ansatte, Vestas kom ud af 2022 med et underskud på 12 milliarder kroner. Og da den britiske regering i sidste måned sendte retten til at bygge havvindmøller i udbud, modtog den ingen bud.

Kære stat, send flere penge

Hvad foregår der?

Den korte forklaring er, at det på meget kort tid er blevet meget dyrere at bygge vindmøller på havet. Inflationen har hævet prisen på stål og kobber, cement og skibe og teknikere. Og på knap halvandet år er renten steget fra nul til fire-fem procent. De billige penges æra er forbi, og det er et problem i en industri, hvor man skal låne milliarder i dag for at bygge noget, som først giver en indtægt om fem eller seks år.

To af verdens største vindselskaber fortalte mig i denne uge, at prisen på deres havvindmøllepark er steget med 40 procent siden 2019. Det er utroligt nok sket samtidig med, at statsstøtten til havvind er blevet afviklet.

»På meget kort tid er vi gået fra subsidier til konkurrence; fra tilskud pr. kilowatt-time til konkurrence om, hvem der kan betale den højeste pris for at få lov til at bygge,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank.

Ifølge Energistyrelsen er den danske statsstøtte til havvindmøller faldet fra 3,5 milliarder kroner i 2020 til 600 millioner kroner i 2022.

Det var fortællingen fra Glasgow: Hvorfor skulle man give statsstøtte til en industri, som var blevet en guldrandet forretning. Det syntes bekræftet, da Tysklands svar på Ørsted, RWE, i 2021 betalte den danske stat 2,8 milliarder kroner for retten til at bygge vindmølleparken ud for Vestkysten. Der var ikke længere brug for subsidier.

»Men så steg råvarepriserne, pålideligheden i forsyning forsvandt, renten steg, og det har alt sammen bragt rentabiliteten ned til nul,« siger Jacob Pedersen.

Lige nu kan det reelt ikke betale sig at opføre havvindmølleparker, hverken i USA eller i Europa. Så i stedet for at tale om vind som den nye olie taler vinbranchens lobbyorganisation, Green Power Denmark, nu om behovet for »investeringsstøtte«. Imens forhandler Ørsted intenst med de amerikanske myndigheder for at få et lidt større »investeringsskattefradrag« fra Joe Bidens Inflation Reduction Act. Det samme gør britiske BP og norske Equinor, der også har vindparker i USA. Det er den nye fortælling: Kære stat, send flere penge.

»I et årti har industrien talt om, hvor billig og konkurrencedygtig havvind er blevet, og nu skal vi så pludselig høre en flagellantisk fortælling om krise, om kineserne og inflationen og behov for statsstøtte,« siger Maz Plechinger, redaktør på EnergiWatch i Danmark.

Spørgsmålet er, om krisen er et bump på vejen, eller om det er udtryk for et mere grundlæggende problem ved havvind.

Som en bank

For at svare på det skal man først forstå, hvad Ørsted egentlig laver.

»Det ligner måske lidt en bank,« siger kommunikationsmedarbejderen, som har hentet mig i receptionen og nu viser vej gennem den indre gade i Ørsteds hovedkvarter i Gentofte, der ligger lige op ad motorvejen og lige bag en IKEA.

Der er ikke en vindmølle i sigte i den lyse bygning af glas og stål. Der er bygget et »baby care room«, hvor man kan skifte og amme. Man kan gå til spinning i fitnesscenteret i kælderen. Ude foran receptionen kan man oplade sin elbil, der er plantet træer i gulvet, og midt på gangen står en kobberskulptur af Jens-Flemming Sørensen. Det er ikke en industrivirksomhed det her; her er ingen glasfibervinger og kabler, men hæve-sænke-borde og mødelokaler. Det giver mening, for Ørsted laver ikke vindmøller. De »udvikler projekter«, som man siger.

Det svarer lidt til at udvikle ejendomme: Først skal man finde en byggegrund, indhente tilladelser, låne penge, hyre entreprenør og håndværkere, og til sidst kan man sælge boligerne videre til nogle store fonde eller pensionskasser, der ikke selv vil løbe risikoen ved at bygge, men gerne have faste indtægter fra husleje.

Ørsted gør noget lignende med havvind: De kigger på verdenskort og hyrer folk til at stævne ud i skibe og tage prøver af havbunden ud for Taiwan og måle vindhastigheden ud for Connecticut. De laver aftaler med vindmølleproducenter – Vestas, Siemens eller GE – og med firmaer, som laver kabler og transformerstationer – ABB, Prysmian, NKT. Med stålproducenter, skibe og fragtfolk. Og de låner penge til at få det hele til at ske – udsteder obligationer, optager banklån, laver partnerskaber med investorer, der på forhånd lover at købe vindmølleparker, når de står færdige.

Og et sted i Gentofte sidder så en flok medarbejdere og propper det hele ind i et stort excelark, som forsøger at spå om fremtiden: Hvad er renten om fem år? Hvad kan vi sælge strømmen for i de 30 år, en vindpark skal fungere? Hvad kommer EUs CO₂-kvotepris til at være? Hvem bygger ellers vindmøller? Hvad er prisen på alt fra stål, kobber og cement til metaller og magneter? Hvad er arbejdsløsheden og efterspørgslen … Og med alt det in mente, hvad skal prisen så være for at bygge en havvindmøllepark?

Det er den slags store excelkalkuler, som nu er blevet helt og totalt ødelagt af inflationen og de høje renter. Det, der kunne betale sig for fem år siden, kan ikke betale sig i dag. Men bordet fanger. Ørsted kan ikke bare trække sig fra kontrakterne i USA – man har allerede brugt en hel masse penge på leje af havbunden og på en fabrik i New Jersey, og hvordan ville det ikke se ud? Det ville virkelig skræmme kunderne væk.

Ørsteds forretningsmodel er groft sagt at udvikle vindparker og så sælge halvdelen af dem videre til nogle andre. Det kunne være det polske statsejede energiselskab PGE, den norske oliefond eller en pensionskasse

»Det, Ørsted har tjent penge på, er ikke at producere strøm, men at udvikle havvindprojekter,« siger Anders Lie Brenna, redaktør på EnergiWatch Norge.

»De store penge har været i forretningsudviklingen, men det er ikke specielt profitabelt at drive de færdige parker og sælge strømmen. Det svarer cirka til at købe en statsobligation. Problemet med havvind er, at jo mere man producerer, des mere falder prisen. Det er omvendt med olie og gas, hvor man tjener helt vildt mange penge, når prisen er høj, som man så kan tære på, når prisen falder.«

Sagt på en anden måde: Før inflationen og de høje renter kunne man tjene rigtig gode penge på at udvikle, finansiere og sælge selve parkerne. Men ikke særlig gode penge på at sælge det, som parkerne rent faktisk producerer: grøn strøm.

Det betyder ikke, at havvind nødvendigvis er bad business, understreger Anders Lie Brenna. Men det betyder, at vi skal ændre vores fortælling: Vi har overdrevet vindindustriens værdi. Vind er trods alt ikke olie.

»Jeg tror sådan set på havvind,« siger Anders Lie Brenna. »Men vi må bare også sige, at der er nogle grundlæggende udfordringer med indtjeningen, som ingen har turdet tale højt om.«

Hvad kunne løse udfordringerne, spørger jeg.

»Grøn hydrogen,« svarer han.

Altså, at man finder en måde at lagre den grønne strøm fra møllerne – eksempelvis ved at omdanne den til brint.

»Det vil skabe mere stabile priser. Men man skal ikke undervurdere, hvor krævende det er, og hvor dyrt det bliver at lave. Det kommer til at tage lang tid, og det er svært at få op i skala. Jeg tror, det kommer til at blive løst, men nok ikke før i 2030erne.«

En politisk afvejning

Det rejser alt sammen nye politiske spørgsmål. For hvis markedet alligevel ikke bygger vindmøller af sig selv, som mange håbede; hvis vindforretningen ikke er helt så gylden, som vi troede, hvad skal staten så gøre? 

Hvad er vigtigst for os som samfund: at staten tjener penge på havbunden, og at der bliver bygget en masse vindmøller så hurtigt og så billigt som muligt? Hvis det er tilfældet, kunne vi for eksempel købe kinesiske vindmøller, som ifølge Kenneth Thomsen, leder af DTUs division for vindmølledesign, koster »en tredjedel eller halvdelen af de vestlige møller«, fordi Kina statsstøtter produktionen.

Eller er det vigtigere for os at bygge vindmøller med danske arbejdere og danske virksomheder, så vi bevarer job i Danmark og har kontrol med vores egen energiforsyning?

Det er en politisk afvejning, men også en stor diskussion i industrien lige nu.

»I branchen breder der sig helt klart en fornemmelse af, at vi har fokuseret for ensidigt på pris,« som en kilde fra industrien siger til mig.

Og det forstår man godt, for hvis det hele handler om pris, kan traditionelle spillere som Ørsted hurtigt få problemer. Store rige olieselskaber som BP, Total og Shell står nemlig klar til at gå ind på markedet. De kan gøre det samme som Ørsted, mener de selv – udvikle, sælge og drive havvindmølleparker – og de har masser af penge at gøre det for. I juli i år vandt BP og franske Total et stort udbud om at bygge vindmøller i den tyske del af Nordsøen og Østersøen. 

Stort set alle de kilder, jeg har talt med til denne artikel, vurderer, at BP og Total vandt det tyske udbud ved at underbyde konkurrenterne. Altså ved at love en urealistisk lav strømpris og en alt for høj betaling til den tyske regering. Det nægter Total. Prisen var »passende«, sagde deres direktør, Patrick Pouyanné, forleden. Men som Maz Plechinger fra EnergiWatch siger: »Hvis olieselskaberne har lyst, kan de gå ind og æde markedet, de kan udsulte de andre ved at underbyde. På en måde er krisen lige nu faktisk god for Ørsted, fordi den trods alt har fået olieselskaberne til at bakke lidt væk fra havvind.«

Her bør det indskydes, at markedet for olie og gas jo absolut heller ikke er frit og rationelt. Prisen er påvirket af politiske beslutninger, af OPEC og Putin og Joe Biden. Alene i 2022 gav verdens lande i alt syv billioner dollar i subsidier til olie, gas og kul. Det konkluderede Den Internationale Valutafond, IMF, i sidste måned i en rapport. Det svarer til syv procent af det globale bnp – dobbelt så meget som hele verden hvert år bruger på uddannelse.

Men alt det her betyder ikke nødvendigvis, at fremtiden er sort for havvind. Det betyder måske nærmere, at vi lige nu befinder os i en underlig parentes, hvor alle er forvirrede. Og noget tyder faktisk på, at omkostningerne til at bygge havvind snart falder igen. Inflationen er stille og roligt på vej ned. Forsyningskæderne er igen stabile. Og rentestigningerne kan have toppet – både den britiske og den amerikanske centralbank har i denne måned fastholdt renten i stedet for at hæve den.

Det betyder ikke, at grøn strøm bliver lige så meget værd som olie, eller at renten igen kommer ned på nul – men mindre kan trods alt også gøre det.

»Vestas og de andre producenter er stille og roligt ved at spise sig igennem de dårlige, billige ordrer,« siger Jacob Pedersen fra Sydbank. »For Ørsted tager det længere tid, for deres projekter ligger flere år ud i fremtiden.«

Maz Plechinger er også optimistisk:

»Det har hele tiden været kendt, at der ikke kom den store udbygning af havvind i 2022 og 2023, men det skal nok komme,« siger han. »Jeg tror, der kommer til at være penge i det i fremtiden. Der er så mange politiske mål om havvind, og der kommer hele tiden flere.«

Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte: Energi er politik.

Sådan har det altid været: Ørsted startede i 70erne som Dansk Olie og Naturgas A/S, et statsejet selskab, der skulle vænne Danmark af med sin totale afhængighed af olie fra Mellemøsten. Og sådan er det stadig: Selv efter al debatten om DONG-salg og Goldman Sachs ejer staten stadig 50,1 procent af aktierne i Ørsted. Og selv efter al den snak om vind som en gylden forretning er udbygningen stadig drevet af staternes efterspørgsel på grøn energi.

I mødelokalet i Gentofte taler Ulrik Stridbæk da også om »en tæt koordinering mellem industri og samfund«.

Er det kodesprog for statsstøtte, spørger jeg.

»Det vigtigste for os er ikke støtte, men sikkerhed,« siger Stridbæk og ser på sit ur – han har en »skarp bagkant«.

»Det vigtigste er, at der kommer et brintrør i Jylland, at der kommer klarhed om elbiler og elektrificering, for det skaber sikkerhed om værdien af den el, der skal produceres. Det vigtigste er at få infrastrukturen på plads.«