De seneste uger har danske medier med stor iver kastet sig over historien om tv-vært og iværksætter Emil Thorups forsøg på at få en yngre krop og et længere liv. På få måneder har han, gennem markante livsstilsændringer suppleret med 50 daglige kosttilskud, efter eget udsagn barberet 1,6 år af sin »biologiske alder«.
Inspirationen er hentet fra den anden side af Atlanten. Her er den 46-årige amerikanske rigmand Bryan Johnson med hjælp fra sin omfangsrige private lægestab i gang med en opsigtsvækkende mission.
Hvert år bruger han i omegnen af 14 millioner kroner på sin jagt på at få en krop som en 18-årig. Han har blandt andet ansat en lægestab på 30 læger til at monitorere sine kropsfunktioner, og han tager dagligt mere end 100 piller – herunder »antialdringsstofferne« metformin og rapamycin.
Johnson har også optimeret sine hverdagsrutiner ned til de mindste detaljer. Han går i seng præcis kl. 20.30 og står op klokken fem om morgen, hvorefter han træner en time. Han spiser en vegansk diæt med masser af nødder, bær og grøntsager og indtager præcis 1.977 kalorier om dagen. Han bruger dagligt syv forskellige cremer for at holde huden ung og får lavet laserterapi for at fjerne gammelt fedtvæv fra huden. Tidligere på året udvekslede han blodplasma med sin 17-årige søn i et forsøg på at forebygge aldersrelateret hjernesvækkelse.
Målet er klart: Han vil nå til et punkt, hvor hans biologiske ur står stille, mens det kronologiske kværner videre. Eller sagt lidt anderledes: udsætte aldring og død på ubestemt tid.
Eksperimentet er ikke grebet ud af ingenting. Såvel Thorup som Johnson har stillet sig på skuldrene af den såkaldte longevity-forskning, der fokuserer på at muliggøre et længere liv med mindre sygdom. Forskningsfeltet er i rivende udvikling og tiltrækker enorme summer fra investorer, der tæller techmilliardærer som Jeff Bezos (Amazon), Sam Altman (ChatGPT), Larry Page (Google) og Peter Thiel (PayPal).
Perspektiverne er da også svimlende. En pille mod alderdom, der skal tages hele livet igennem for at gardere sig mod aldersrelaterede skavanker, kunne blive ubegribeligt lukrativ, vurderer Nir Barzilai, leder af Institute for Aging Research ved Albert Einstein College of Medicine i New York.
»Der er en stor tro på, at dette område bliver den næste store ting i biotech, og disse pengefolk gør alt for at komme tidligt med ombord,« siger Nir Barzilai til Weekendavisen.
Spørgsmålet er imidlertid, om videnskaben i praksis kan leve op til de kolossale forventninger. For er vi overhovedet så tæt på at finde ungdommens kilde, som al den hype kunne indikere? Ikke hvis man skal tro aldringsforsker Charles Brenner, biokemiker ved City of Hope Medical Center i Los Angeles og longevity-skeptiker:
»Jeg mener, folk er blevet narret til at tro, at vi står på kanten af skelsættende gennembrud i forhold til at forlænge levealderen. Og mange har så angstfuldt et forhold til deres egen dødelighed, at de er villige til at smide penge efter disse påstande om livsforlængelse på trods af manglen på videnskabeligt belæg,« siger han.
Ud med gamle celler
Også den danske aldringsforsker Kaare Christensen, forskningsleder på Dansk Center for Aldringsforskning ved Syddansk Universitet, mener, at man med fordel kan lukke lidt luft ud af ballonen.
»Problemet er, at der er meget lidt evidens for, at noget af det her virker på mennesker. Vi er jo slet ikke i nærheden af et klinisk afprøvet lægemiddel,« siger han til Weekendavisen og fortsætter:
»Der foregår en masse spændende basalforskning på dette område, men det betyder ikke, at det er en god idé, at unge og raske mennesker begynder at fylde sig med alle mulige dubiøse præparater.«
Budskabet preller muligvis af på den voksende gruppe af »biohackere«, der med afsæt i egen research forsøger at forbedre livskvalitet og livslængde.
Kolde bade, periodisk faste og optimeret søvn er blandt de mest populære tiltag, men også selvmedicinering er i høj kurs. Interessen retter sig blandt andet mod diabetesmedicinen metformin, det immundæmpende middel rapamycin og den såkaldt senolytiske medicin, der eliminerer udslidte celler.
Alle disse præparater har i laboratorieforsøg vist potentiale til at bremse aldringsprocessen hos mus, og longevity-forskernes antagelse er, at en tilsvarende effekt kan vise sig hos mennesker.
James Kirkland fra Mayo Clinic i Minnesota forsker i aldringsprocesser og interesserer sig særligt for de såkaldt senescente celler – udslidte celler, der i stedet for at begå selvmord, som de er programmeret til, går i dvale og ophober sig, med kropsligt forfald og aldring til følge.
En række aldersrelaterede sygdomme – eksempelvis demens, åreforkalkning, cancer, diabetes og gigt – kan kobles direkte til ophobning af senescente celler. Sammen med sit team har Kirkland vist, at man ved hjælp af senolytisk medicin kan opspore og dræbe de pensionerede celler. Potentialet, siger han, er enormt. Kan man foretage en selektiv udrensning af disse celler, vil man kunne bane vejen for en langt mindre sygdomsbelastet alderdom.
»Hvis disse ting viser sig at virke, så kan det blive endnu mere skelsættende end opdagelsen af antibiotika,« siger han til Weekendavisen.
Medicinen er ikke godkendt til mennesker, men kan købes på nettet og er for længst blevet opdaget af biohackerne. Kirkland advarer på det kraftigste mod at eksperimentere med stoffet på egen hånd.
»Vi kan gøre en masse for at få mus til at få det bedre, men vi ved ikke, om disse behandlinger virker på mennesker. Vi er nødt til at væbne os med tålmodighed og afvente resultaterne af de mange igangværende forsøg. Der kommer til at gå år, og mange forsøg vil fejle,« siger han og understreger, at han i det hele taget ikke ønsker at uddele løfter om livsforlængelse. Målet for ham er derimod at forlænge den periode, man kan leve uden alvorlig sygdom.
»Det er kun yngre mennesker, der er optaget af at ville leve længere. Jeg har aldrig mødt en 80-årig eller 90-årig, der ønsker at leve længere. De vil bare leve bedre, så længe de er her«.
Genstart epigenomet
Fortællinger om ungdommens kilde har forført mennesker i årtusinder. Ifølge den græske historiker Herodot befandt den sig et sted i det østlige Afrika, men han undlod at angive den præcise placering. Spanske opdagelsesrejsende fik færten af den livsforlængende kilde i Mellemamerika, men fandt den aldrig. Og sådan har det været hele vejen igennem. Til dato er drømmen om den evige – eller om ikke andet markant forlængede – ungdom ikke blevet indfriet.
Nu har longevity-forskningen blæst nyt liv i håbet.
Over hele verden arbejder forskere på højtryk for give svar på de spørgsmål, der driver longevity-bølgen fremad. Hvordan kan vi slippe for de sygdomme, der normalt knytter sig til alderdommen? Kan vi leve længere, end vi gør nu – og kan vi måske endda skrue tiden tilbage og blive yngre med alderen?
En af de forskere, der er nået ud til det største publikum, er den amerikanske genetiker David Sinclair fra Harvard University, som i slutningen af august var hovedtaler på en stor aldringskonference på Københavns Universitet.
Sinclair er manden bag den internationale bestseller Lifespan – Why We Age and Why We Don’t Have To, hvori han fastslår, at aldring handler om tab af information. Helt specifikt i de såkaldte epigonemer, der styrer kommunikationen med kroppens celler.
Hans Information Theory of Aging lyder i korte træk som følger: Alle celler har den samme dna-kode, og det er epigonemets instruktioner, der sørger for at differentiere cellernes funktioner og fysiske egenskaber. Med tiden kommer der imidlertid skader på epigonemet, der ikke er i stand til at kommunikere korrekt med cellerne, hvilket udløser kaos og forfald.
Sinclairs tese er, at der ligger en backupkopi af de oprindelige instruktioner gemt i alle celler, og han hævder at kunne reboote cellen, så sikkerhedskopien bliver aktiveret. På den måde slettes alle de fejlbehæftede signaler i kommunikationen, der har igangsat aldringsprocessen.
Celler, der har mistet deres identitet, kan således sendes tilbage til deres sande identitet, hvorved de kan udføre de opgaver, de var tiltænkt.
Sinclair er blevet en af longevity-forskningens superstjerner, og han bevæger sig hjemmevant gennem medielandskabet med sine optimistiske budskaber om, at aldring er en sygdom, som kan behandles. Det kræver blot en omprogrammering af cellerne, så kan kroppen blive nulstillet, som en træt og udtjent computer, der bliver renset og bragt tilbage til fabriksstandard.
Behov for skepsis
De pengestærke donorer står i kø, når longevity-forskere som David Sinclair på konference efter konference fortæller om deres seneste videnskabelige gennembrud. Men langtfra alle i det videnskabelige miljø deler begejstringen.
En af de mest højlydte kritikere er biokemikeren Charles Brenner fra City of Hope Medical Center i Los Angeles. Han har selv forsket i aldringsprocesser, men har siden lagt afstand til den omfangsrige industri, der er opstået omkring longevity-forskningen.
Ifølge Brenner er der stærkt behov for kritisk distance. Mange forskere, siger han, slører de faktiske forhold for at beskytte det guldæg, de sidder på. Og ingen har forårsaget større skade på feltets integritet end netop David Sinclair og hans Information Theory of Aging.
»David Sinclair er god til at fortælle historier. Men i praksis råder han ikke over nogen teknologi til at reboote arvemasse og føje ekstra årtier til menneskers levetid. Han har forledt investorer til at finansiere meningsløs fupforskning, og han har spredt enorme mængder vildledende information om aldring til både det videnskabelige miljø og den almindelige befolkning,« siger Brenner.
Uanset hvad man ellers måtte mene om Sinclair og de øvrige longevity-forskere, kan det konstateres, at budskaberne har vundet indpas. Viljen til at søge evig – eller om ikke andet forlænget – ungdom er stor. Det er rigmanden Bryan Johnsons vidtgående sundhedseksperiment et lyslevende eksempel på.
Johnsons eksperiment har givet genlyd, og ideen om »biologisk alder« har vundet indpas som en måde at kvantificere effekten på den menneskelige krop. Internettet flyder over med beretninger om folk, der har høvlet så og så meget af deres biologiske alder som følge af livsstilsændringer, genterapi eller medicinsk behandling.
Tag bare Liz Parrish, grundlæggeren af virksomheden BioViva, som specialiserer sig i genterapi mod aldringsprocesser. Hun har efter eget udsagn en biologisk alder på 25 år, selvom hun har levet mere end dobbelt så længe.
Spørger man Charles Brenner, bør man være påpasselig med at tage denne form for måleredskab alt for bogstaveligt. For nok er det sandt, at nogle ældes bedre end andre, men det skal ikke forveksles med en eksakt videnskab.
»Der findes virksomheder, der hævder at kunne måle folks biomarkører for aldring og derigennem fastslå deres biologiske alder, men det er ikke muligt. Forskellige aldersmålinger giver forskellige resultater og påvirkes af en lang række faktorer. Eksempelvis kan både fysisk træning og covid forøge de inflammatoriske markører, der udløser en højere aldersscore. Aldersmålinger kan til nød benyttes som forskningsværtøjer, men de tilbyder ingen pålidelig information for almindelige mennesker«.
Grådige familiefædre
Tilbage på Syddansk Universitet sidder Kaare Christensen og undrer sig over »besættelsen af evig ungdom«. Han minder om, at vi gennem de sidste 160 år har forøget den gennemsnitlige levetid med to-tre måneder hvert eneste år. Vi har aldrig levet længere og bedre, end vi gør nu, og hvis man er optaget af ideen om et langt liv uden skavanker, er der masser af lavthængende frugter.
De fleste fagfolk er enige om, at regelmæssig motion, sund kost, gode søvnvaner og sociale relationer har påviselig effekt på både sundhedstilstand og livslængde, og hvis man derudover undlader at ryge og holder alkoholforbruget nede, ligger man ekstra lunt i svinget.
Basalforskningen inden for området har fat i spændende ting, siger Kaare Christensen, men det er fugle på taget og ikke i hånden. Og han finder det grundlæggende forkert, at mennesker, der ikke er syge, tager medicin med det formål, at de kan forblive unge og friske.
»Normalt kræver vi, at medicin til unge raske mennesker som eksempelvis p-piller skal have dokumenteret væsentlig positiv effekt – uønsket svangerskab undgås – og dokumenteret meget lav bivirkningsrisiko. Vi ved ingenting om, hvilke fysiske eller psykiske bivirkninger der kan være ved at tage denne form for medicin. Vi kan jo ikke spørge musene,« siger Kaare Christensen.
»Jeg har lidt svært ved, at unge familiefædre faster og spiser medicin og får et akavet socialt liv, fordi de tror, de kommer til at leve længere. På en eller anden måde virker det lidt grådigt, som når nogle meget rige mennesker kun tænker på, hvordan de kan blive endnu rigere.«
Denne artikel var dagens udvalgte artikel i nyhedsbrevet Dagens Weekendavisen. Læs mere og tilmeld Dem nyhedsbrevet her.
