Igen har The New York Times været på helsidesbesøg – 36 Hours in Copenhagen – men i hvilken udgave af København?
Den, hvor man spiser tatar af græsædende køer toppet med brændt porre og sprøde rugbrødsbidder på en uprætentiøs restaurant i Nansensgade, danser til dansk disco i Absalonkirken på Vesterbro, spiser en panino med tyndtskåret blæksprutte, grillet peberfrugt, sprødt grønt og pesto i luftig focaccia, spiser et stykke gourmetsmørrebrød med sild tilsmagt med grøn anis på rugbrød toppet med perleløg, creme af vild hvidløg og små drys sildekaviar, dertil snaps med smag af løvstikke og brunet smør, spiser mandelcroissant med frangipanefyld, drikker fermenteret syrlig øl, drikker cortado, drikker dansk cider, drikker naturvin.
Dertil nøje kuraterede københavnske kvarterer og gader, barer med vinyl og laid-back vibe, arkitekturapps, design og shopping omkring Værnedamsvej. Turistens mund er blevet det nye bløde centrum i rejsen.
Da en hr. Grieben i 1910 udgav sin Reiseführer for København og omegn for tysktalende, foreslog han ikke andet til munden end et besøg i »disse renholdte kældre«, hvor danskerne får serveret deres nationalspise, jordbær med fløde og rødgrød med fløde.
Hans turister kom hertil for fortidens og finkulturens skyld, ikke for at spise. I grove træk kommer turister i dag for nutiden. Ny arkitektur, nyt design, nye restauranter. Her og nu. Fortiden er død og uinteressant, den hører til gamle dages dannelse.
Siden antallet af rejseførere og guider eksploderede midt i 1800-tallet, har de skabt vidunderlige, elskede og til dels kunstige og løgnagtige indgange til hovedstæder. En umulig tanke: at rejse til en fremmed by uden guidebog. At stå dér uden kort og særlige adresser, uden liste over ting, »man skal se« – og smage – uden forståelsesramme, uden tolkning og karakteristik.
Hvis turisten er kendt for sin kyndighed som forbruger, sin raffinerede gane og sine andre kultiverede lyster, er turisten (jeg gider næsten ikke skrive hipsteren) med The New York Times i hånden landet i den rigtige udgave af København. Men for at nå frem til den må meget, måske størstedelen af byen skæres fra – for eksempel den bager i Valby, hvor jeg på jagt efter en anden københavnsk virkelighed nu drikker en brik æblejuice (fra koncentrat). Jeg sidder på en stol på fortovet og ser på trafikken. Ekspedienten kommer ud fra bageren.
»Hvis det larmer for meget herude, må du godt sidde indenfor,« siger hun betænksomt. Hun sælger gammeldags konditorkager, gåsebryst, kartoffelkager, træstammer, irgrønne kajkager, og jeg sidder under et skilt: »Elsker du romkugler? Køb en kæmpe romkugle på 500 gram. Kun 45 kroner.« På bestilling laver hun også kagemænd og kagekoner, ikke kagepersoner. Hvis autentisk betyder oprindelig, original og ægte, er kajkagen autentisk med sine associationer til det frimodige 1970er-tv-dukkepar Kaj og Andrea. Bakke snagvendt-sangens »hvis du siger missetand« er en opvisning i dansk frisind og pædagogik, som om noget skiller os ud fra andre lande.
Op på cyklen og videre. Jeg er på rejse i det oversete og frasorterede hverdagskøbenhavn og bevæger mig langs en perfekt afmærket rute: 02, ringvejen om byen, et alternativ til udenlandske såvel som indenlandske gæster med smag for next level autenticitet og en flerstrenget sandhed om hovedstaden, for hipsterudgaven af vestlige storbyer ligner hinanden. Det originale begynder at blive forudsigeligt. Selv very independent boutiquehoteller, cafeer, barer, restauranter, gader og butikker forekommer ens på den samme lækre, hjemlige, håndæltede, bæredygtige, lokale, enkle, urban beach, fingrene-i-jorden-måde. Sikre ambassader for velsmag, McDonald’s for eliten.
De rige
Hverdagsruten går gennem samtlige socialklasser med tilhørende arkitektur, gennem kuldsejlede og flotbragte velfærdsdrømme, gennem krig og fred, frivillige og ufrivillige smagsfællesskaber. På visse strækninger vil man endda af og til kunne se et gammelt menneske, de er ellers næsten forsvundet fra det nye København med landets yngste befolkning.
Begynd ved Østerport station, og cykl nordpå mellem banelegemet og havnen. Det gælder om at komme ud til kanten; et abstrakt sted, når den nævnes i forbindelse med edgy kunst og kultur, men i dag er kanten en virkelig lokation og 26 kilometer lang.
Mermaid Tour-busserne drejer af mod Langelinie og gårsdagens turisme. Havfruen er sammen med Amalienborg, livgarden, Rosenborg, Rundetaarn og Strøget ikke nævnt i The New York Times, men turister bør læse det dødsens alvorlige eventyr om havfruens møde med det fremmede og »rejsens eksistentielle potentiale«. Historikeren Mikael Frausing tolker eventyret som turismens grundlæggende modstilling mellem dagligdagens tryghed og rejsens uendelige frihed i Turistlandet (2021).
Videre. Her kommer Nordhavn, byens fremtid i form af krydstogtterminaler, ubetalelige ejerlejligheder og advokaternes flisebelagte kontorkasser med flade tage og højtsvævende gangbroer. Den nye bydel bliver tæt, kringlet og byplanmæssigt stik modsat den 20 år ældre, vinkelrette Ørestad. Et besøg i begge bydele vil afsløre et ideologisk skift af de store, men også konstanten: Det er så kostbart at bo i verdens næstbedste by (Economist: The Global Liveability Index 2023), at folk med almindelige indkomster ikke har råd, hvilket man skulle tro gjorde København knap så liveable. Ude på kanten er der lidt bedre muligheder.
Videre. Her kommer Strandvejen, ydre Østerbro og Svane Pub (1972) som noget nærmest evigt og derfor autentisk i al det omskiftelige. Man serverer kødfulde og møre spoleben med cremet kartoffelmos og flødesovs, og naboen, Kardinal Chokolade, forekommer mig også at have ligget der fra gammel tid. Det samme gælder hjørneforretningen længere fremme, hvor en lav, orange Lamborghini får folk til at standse. Skal man virkelig ud til de rige for at finde stabilitet og stilstand? De konservative bydele forekommer uændrede, mens de gamle røde arbejderkvarterer (nu: akademia) konstant forandrer sig. Jeg drejer til venstre ad Tuborgvej og triller igennem ambassadekvarteret langs hvide havemure og under høje, skyggefulde træer. Det er Københavns Kommunes vellykkede forsøg på med store, smukke villaer at ligne Frederiksberg og Hellerup og holde på 1910ernes, 20ernes og 30ernes bedste skatteborgere. Alt er ved det gamle. Rige bruger stadig penge på plads og afstand – med fjerne teenageafdelinger i husene og med så store haver, at de ikke behøver at beskytte sig bag grimme rockerhegn, en hæk er nok, og de kan beholde høje træer, for der er altid sol et sted. Jo mindre grunde, desto lavere vegetation. De velhavendes kvarterer er fint bevarede og autentiske, men ikke hippe.
Hvad tager man til en fremmed by for? For at lede efter oplevelser, ting og steder, man er afskåret fra til hverdag. En virkelighed, der ikke kan købes, en stemning, andre måder at leve på. Da Monica Redlich i 1948 skrev Denmark – Places and People, satte hun den unge kongefamilie forrest i billedrækken, dernæst Amalienborg og Marmorkirken, men hun bevægede sig også ud i den sorte sværm af cykler i morgen- og aftenmyldretid, »et opsigtsvækkende syn for udlændingen«, og ud i et velfærdssamfund, hvor »ethvert begavet barn har en fair chance for at nå til tops i enhver profession«, og skoler og universiteter er gratis. Usædvanligt for genren nævner hun ordet slum om dele af Christianshavn og Nørrebro. Københavnerne bor ikke i huse, men under små forhold i lejligheder, »men de passer til dansk levevis og er rigtige hjem«, skriver hun. Husene er fem etager høje og uden elevator, og lejligheder på seks eller otte værelser betragtes som »en hel del«.
Den danske folkekarakter minder hende om landskabet; den ynder ikke ekstremer, men er stille og rolig. Danskerne er for det meste lyshårede og blåøjede og findes i to typer: den lange tynde og den runde lyserøde, men alle nyder solen, varmen, nyudsprungne bøgetræer og de lyse nætter efter den lange, mørke og ofte hårde vinter fra november til april (forsvundet siden). Særligt for Danmark og en kilde til stor glæde er den langbenede stork (forsvundet siden).
I Wonderful Copenhagen, en rejsefører fra 1964, beskrives en ren, velordnet by, lykkeligt fri for deprimerende slum. »I årene efter krigen blev de fleste gamle bygninger i indre by revet ned og erstattet af moderne bygninger.« Arrgghh!
Kun ti år senere i The Complete Guide to Wonderful Copenhagen er der et kort kapitel om befolkningens internationale ry som seksuelt frisindede og tolerante. Hvor mødes homoseksuelle? På Maritime, Fortuna Bar, Mandalay, Intime og Tyren i Kødbyen. Der er også priser på prostituerede (kvinder på Kakadu er de dyreste), advarsler om kønssygdomme og om risikoen for at blive rullet i »the dark Quarters« bag hovedbanegården og omkring Larsbjørnsstræde.
De almennyttige
Jeg cykler under Lyngbyvejen og over på »den forkerte side«, som Dan Turèll gjorde meget ud af i Vangede billeder (1975). The Wild Side havde lossepladsen, husvildebarakkerne, børnehjemmene og idiotanstalten, skrev han stolt over outsiderpositionen, hvilket minder om den uofficielle konkurrence mellem Nørrebro og Vesterbro om at være mest skod. Med tiden, de glødende dankort og den ekstremt velordnede og kontrollerede by er der hos nogle opstået bagudrettede længsler, en drift mod autoophug, grimhed, uordentlighed og modstand mod den pænhed, der spreder sig fra indre by og udad som en uimodståelig kraft.
På den forkerte side af Lyngbyvej ligger Emdrup som én stor rød eller gul mursten, samlet i treetagers boligblokke i nydelige parkanlæg med førstegenerations-mikroaltaner og lige netop plads til at ryge en smøg.
Vi er på vej ind i den almennyttige hovedstad. Indtil 1970erne var København en livlig, stinkende industriby fyldt med arbejdere, de boede her og længere fremme ad ruten i Bispebjerg og Nordvest, hvis de var heldige – eller faglærte – for her var nybygget, lyst og grønt i forhold til de dunkle brokvarterer med baggårde, larm og lugt. Siden blev det hierarki vendt på hovedet.
Bispebjerg er virkelig et bjerg. Triller ned ad dets skråninger under platantræer, langs rækkehuse og i en duft af liguster. På højre side: juvelen. Grundtvigs Kirke (1926) på bjerget, højtragende og omgivet af lave, ydmyge menneskeboliger, som katedraler var i middelalderen. Vi bøjer os. Inde i den varme, gyldne mursten er alle følelser fra gråd til eufori mulige.
Det store kryds Tagensvej/Tuborgvej er trafikeret og overvældende autentisk, det vil sige repræsentativt for stedet med sin Elite Købmand (faktisk ikke målrettet eliten), Røde Kors Genbrug, ægte tæpper, sushi, frisør, libanesisk køkken og AKB-kontor (Arbejdernes Kooperative Byggeforening, stiftet 1913). Butikkerne fortsætter med at fortælle gennem køreskoler og kæledyrscentre hele vejen gennem det utroligt fine førkrigsmurstensbyggeri på bjerget, håndlavet og nænsomt.
I Nordvest bliver forretningerne brat små og kulørte, masser af takeaway, kiosker og spil. Den slags jagt efter hurtige penge findes ikke i rige kvarterer, de behøver ikke. På en ultrakort strækning ad Tomsgårdsvej/02 ved Islamisk Trossamfund, guldbiblioteket og Ungdomshuset strejfer man hipsteren igen. Tillad mig en frokostafstikker til Rentemestervej, bydelens lækre gade. Andre lækre er på vej, for Nordvest er blevet opdaget, til trods for at der boede tusindvis af mennesker i forvejen. I et nedlagt bilværksted ligger Demokratigaragen med overdækket gård, klatreplanter, containerbar og unge mennesker i munter samtale. Det åbne, højloftede bageri i komplekset hedder Flere Fugle og har alt i surdej, østers-happy hour og et veludstyret vinkort. Jeg kunne være i Berlin, i New York eller i Nordvest. En pizza hedder NY/NV, en anden Lysegrøn, den består af »sommersquash fra Sydkysthaven, basilikum, parmesan, stracciatella og ristede hasselnødder«. Ikke en hvilken som helst pizza, men en bærer af stærke, politiske værdier om et revolutioneret, kødløst landbrug. Der er langt til Svane Pubs møre ben med kartoffelmos, som man bare spiser uden videre. Det samme gælder tidligere enkle ting som for eksempel dansk politik, hvor man bare gik hen og stemte uden videre. Ved indgangen til Demokratigaragen står et skilt med en motiverende citatplakat: »Demokratifitness. Hvilke demokratimuskler har du trænet i dag?« Man foreslår træning af empati, verbal selvtillid, mobilisering, mod (»I et demokrati er det vigtigt, at vi deltager. Du skal have modet til at være med, som du er, for du er allerede en masse«), aktiv lytning, uenighed, aktivisme, holdning, kompromis og nysgerrighed.
Jeg forlader utopia og er ude på 02 igen. Passerer Danmarks første højhuse i Bellahøj (1950-56), hvor beboerne ifølge 1964-rejseføreren »nyder moderne bekvemmeligheder og brokker sig over de ligeledes moderne huslejer«, og forbi Bakkehusene (1921-23), Danmarks yndigste rækkehuse for foden af bakken. Videre gennem Valby, jeg skulle have talt pizzeriaerne fra start! Danskerne spiser pizza, ikke det højtbelagte smørrebrød, turisterne lydigt balancerer på paptallerkener i og omkring Torvehallerne i indre by, fordi der står i deres guidebøger, at de ikke må tage hjem uden at have spist open-face-sandwich.
Indre by er de klassiske turisters, brokvartererne tilhører yngre, mere eksperimenterende turister, der alligevel vil sikre sig delikat mad og drikke, og Valby Langgade, Vigerslevvej og Folehaven er, så vidt jeg kan se, renset for smartness og helt uden turister, selvom en smørrebrødsforretning reklamerer med byens bedste deller (autentisk).
Gennem Sydhavnen ad stakkels P. Knudsens Gade, lemlæstet af trafik, forbi den dybe sø omgivet af kolonihavehuse (autentisk) og Sydvest Bodega med billard og formiddagsgæster (autentisk) og videre ad den lange, triste Vasbygade det sidste stykke mod centrum og turens begyndelse.
De nye
Drejer hurtigt af til højre for at cykle gennem den vildt voksende boomtown langs havneløbet. Omme bag ved 02/Vasbygade hører man næsten ikke trafikken i gårde med nyplantede træer og høje græsser, barnevogne overalt. 17.000 mennesker er flyttet ind i de nye bebyggelser på holmene. Et stort, tæt, rigt København eksisterer i al stilhed bag Ørstedsværket og shoppingcentret Fisketorvet (autentisk). Nogle lejligheder har 30 meter lange altaner bag let tonet glas med fire forskellige siddegrupper, hængekøje og gigantisk gasgrill. Speedbåde og kajakker ligger og venter, der er restauranter og barer med udsigt og brede trapper af træ mod vandet. En italiener ville lære mere om København ved at gå her end på Amalienborg. Turister burde se det, give indre by en pause. Alt det, de ikke ser. Alt det, vi ikke ser.
