»Nu har jeg købt mig en walkman,« sang Shu-bi-duas Michael Hardinger på sit sologennembrud i 1981, og pludselig lød skoven som New York, mand!
Det var dengang, Sonys legendariske kassettebåndsafspiller var noget af det mest cool, man kunne tænke sig, siddende der i buksekanten, mens man trillede rundt på rulleskøjter eller cykel, flød rundt i en pool, skydivede eller simpelthen bare dansede rundt på gaden, som de unge, smukke mennesker gjorde i datidens pangfarvede reklamer.
Små tre årtier senere gentog Hej Matematik refrænet på deres største hit »Walkmand«, men i 2010 var det slut. Sony indstillede produktionen efter 200 millioner solgte eksemplarer af det lille vidunder. En walkman kunne ikke længere hamle op med alle vores iPods og iPhones og andre digitale apparater.
Indtil nu.
Nu har jeg nemlig købt mig en walkman.
Eller mere præcist: Jeg har købt mine børn en walkman, en sort og orange sag med fem knapper, der siger klik, og så begynder det hele at snurre og vibrere på en måde, som man næsten har glemt i disse friktionsfri digitale tider. En mekanisk brummen fra fortiden, en forunderlig verden for to børn, der aldrig har set noget lignende. Ikke før denne tirsdag eftermiddag, hvor jeg præsenterer dem for det besynderlige apparat.
»Se,« siger den ældste og trækker fluks hele båndstrimlen ud af kassetten med Tju bang chokolademand, så årtiers støv hvirvler rundt i stuen.
»Der er en snor inde i den.«
Hun kigger op, begejstret, og opdager så panikken i mine øjne, den gamle frygt for båndsalat, et nostalgisk gisp, forstår de børn da ingenting i dag?!
Her var den jo endelig, den skærmfri løsning på sommerens store prøvelse: kør-selv-ferien til Frankrig. »Tju bang«-løsningen, »Åh abe«- og Disney-løsningen, »Pling! Og så vender vi båndet«-løsningen. Underholdning som i de gode gamle dage.
Og så begynder det allerede at gå galt, før det overhovedet er begyndt.
»Nej,« nærmest skriger jeg, alt for højt, mens jeg ser for mig, hvordan Gurli Gris og Børste og Hunden Ib danser hoverende rundt på deres hypnotiserende skærme på bagsædet af bilen.
»Nej, nej, nej!«
Overreaktion? Måske. Men det virker. Instinktivt kaster barnet båndet fra sig, som var det en 30 dage gammel sms på statsministerens telefon. Så smiler hun. Intet at se her, far.
Jeg sukker og ruller strimlen op på spolen igen. Katastrofen er afværget.
PÅ DETTE TIDSPUNKT i fortællingen kan man så forestille sig sådan en klog medieforskertype med moderigtige briller, der hæver pegefingeren og med en kyndig og alvorlig stemme siger:
»Jamen skærme er da ikke værre end en walkman!«
Og til det er der bare at sige: Jo, de er.
Kald mig nostalgiker, kald mig skærmforskrækket, kald mig, hvad I vil. Men jo længere tid, jeg lever i dette metavers af omvandrende mobiltelefoner, desto mere sikker bliver jeg i min sag.
Det er ikke, fordi jeg selv har kastet min mobiltelefon i Øresund eller er flyttet ud i en skov med Walden under armen. Jeg har ikke investeret i en såkaldt dumbphone, som mange andre åbenbart har, og jeg fejler eklatant, hver gang jeg forsøger at trække mig fra stirrekonkurrencen med alle skærmene.
Det er ikke, fordi jeg er bedre end andre. Tværtimod.
Det er præcis, fordi jeg ikke er det. Fordi jeg selv er den der person, hvis øjne langsomt glider væk fra mennesket foran mig – midt i et møde, midt i en fest, midt i en leg med børnene, midt i hvad som helst – for at se, hvad der dog sker der på skærmen, som lyser så lokkende.
Den der person, som ingen vil være.
Vi kan godt tale om trivselskriser og ensomhed og andre alvorlige sager, som måske, måske ikke skyldes mobiltelefoner og sociale medier. Men i virkeligheden er det jo ret simpelt: Det handler om høflighed. Om at være til stede. Lige nu. Lige her.
Engang sagde de gamle sikkert det samme om de unge og deres walkman: »Sikke noget bras og spild af tid!«
Men noget er alligevel anderledes.
Ingen hiver pludselig en walkman frem, tager hørebøfferne på og trykker play på en lydbog midt i en snak, en koncert, en børnefødselsdag, en begravelse. De begynder heller ikke at læse i en bog eller rasle med en avis eller åbne det seneste brev fra en hemmelig penneven.
Den går ligesom ikke, hvis man vil opfattes som et nogenlunde velfungerende menneske. Og det vil de fleste trods alt.
Medmindre det foregår på en mobiltelefon. Så er alt tilladt.
HER KAN MAN SÅ spørge: Hvad har det hele egentlig med en kør-selv-ferie til Frankrig at gøre?
Eller med andre ord: Hvorfor skal de stakkels børn på bagsædet lide under mine egne problemer med at være den person, jeg gerne vil være?
Til det er der to ting at sige. For det første tror jeg ikke, de dør af det. Måske kan de endda lære lidt om livets begrænsninger og besværligheder, og at noget kræver mere end et tryk med en tommelfinger.
For det andet kommer planen sikkert alligevel til at mislykkes i sidste ende.
Jeg forbereder mig allerede mentalt på, at jeg på et tidspunkt omkring Kasselbjergene, mens regnen pisker ned på forruden, og børnene har kørt sig selv stadig mere op på sukker og almindelig utilfredshed med stort set alt – snackudvalget, selerne, manglen på gule biler på vejen, hinanden – vender mig rundt og skriger:
»I må få lov til at se Gurli Gris resten af jeres liv, hvis I bare holder jeres kæft i to minutter!«
Og hvilke to minutter!
Men indtil videre sidder de faktisk bare der på gulvet i stuen og kigger på de gamle kassettebånd, stabler dem, åbner dem, vender og drejer dem, prøver at forstå, hvad i alverden deres far vil have dem til at gøre med alt det her.
Så får de efterhånden møvet et bånd ned i skuffen, klapper den i og trykker play.
Den ene sidder og venter, mens den anden lytter. Så bytter de.
»Den er lidt uhyggelig, far,« siger den ældste om Den lille havfrue. »Men også lidt sjov.«
Jeg smiler selvtilfreds, tager et mentalt billede af børnene og lader så mit blik glide tilbage til det vigtigste: min egen mobiltelefon.
Hvad var det nu, jeg var i gang med?
Nå jo, jeg skulle have skrevet den der klumme til avisen.
