Tiden er inde til igen at vende tilbage til havernes legendariske plage, »dræbersneglene«, som et stigende antal havedyrkere har haft på kost, siden den holdt sit invasive indtog her i landet i 1991.
Navnet »dræbersnegl« var vist oprindelig ment som en vittighed, men er blevet hængende. Det er »iberisk skovsnegl«, Arion lusitanicus, på trods af at det for længst er slået fast, at der ikke er tale om denne art, der kun findes i et lille område i Portugal. De to arter er genetisk ret forskellige; den invasive har 26 kromosomer, mens portugiseren kun har 24. Nyere dna-undersøgelser peger på, at »dræbersneglen« stammer fra Mellemeuropa, og at der er tale om den art, som den franske zoolog Moquin-Tandon i 1855 beskrev som Arion vulgaris. Navnerodet skyldes uden tvivl, at den invasive art i 1956 blev fejlbestemt af zoologen van Regteren Altena.
I begyndelsen fulgte dræbersneglen den helt klassiske, eksponentielle vækstkurve for uhæmmet formering og bredte sig voldsomt i store, hærgende horder, der med få undtagelser sønderåd afgrøder og prydplanter.
Det var virkelig voldsomt – og uappetitligt. Jeg husker tydeligt synet af skærehaven på Rungstedlund i 1990erne, hvor dahliaernes blomster var tynget til jorden af 10-15 af disse grovædere. Et andet sted så en fredet moses randområde ud, som om et gigantisk hundekobbel havde tømt sig ud over det hele. Stien gennem området var fyldt med hundredvis af disse fækalielignende objekter, og dem, der ikke var mast af forbipasserende, rykkede frem eller var i gang med at kannibalisere resterne af deres artsfæller i én stor snasket-slimet blanding.
Invasionen gav stødet til en kolossal opfindsomhed, innovation – og millionomsætning. Et væld af fældetyper, spærringer og redskaber så dagens lys, foruden midler med nematoder (rundorme) til biologisk bekæmpelse og gift. Dertil kom levende bekæmpere i form af moskusand og indisk løbeand. Ét middel, de blå Ferramol-piller, der består af jernfosfat, anses for at være så harmløst for andre organismer og så uproblematisk, at det også er godkendt til brug i økologisk jordbrug. Men giftløsninger er aldrig uproblematiske. I dette tilfælde fordi midlet ikke kun rammer den primære målgruppe, men dræber alle snegle, også de sagesløse. Derfor er artsspecifikke, ugiftige løsninger at foretrække.
Her på stedet viste de første dræbersnegle sig i juli 2010, efter at jeg længe havde fulgt fjendefrontens fremrykning – og kampen blev straks taget op. Her i haven bruges ikke gift – kun dødelig vold over for påtrængende nøgensnegle, mens de uproblematiske hus- eller skalbærende arter blot nænsomt lempes ud af selve urtehaven og drivhuset. I den øvrige have kan de vandre med deres hus på ryggen, som de vil. Det gælder også den sorte skovsnegl. Derimod vises der ingen nåde over for de invasive.
UD OVER PASSIVT VÆRN i form af sneglehegn og kobberbånd i drivhuset føres den aktive kamp med håndværktøj: en afdanket pølsetang til at nappe snegle på planterne og et langt tidseljern fra Zinck-Lysbro (nu Fiskars) til at ordne dem på jorden med. Brutalt, men målrettet, ugiftigt og uden stor lidelse. Desværre er jernet udgået af handelen, og jeg har trods indtrængende opfordring ikke kunnet formå det finskejede firma til at genoptage produktionen. Til gengæld har jeg tidligere i år fået et lignende, lidt kortere, men rigtig godt jern i hænde. Det er fremstillet af DeWit, der er kendt for deres gedigne redskaber, som det er en fornøjelse at benytte. De kløftede redskaber er bedst til brug på blød bund. På hårdt og fast underlag gribes i stedet til et andet redskab i våbenkammeret: »Snegledræberen«, konstrueret af kunstneren Morten Flyverbom. Det har et ovalt blad, der minder om den vestgrønlandske kvindekniv, uloen, blot monteret på en passende lang bambusstang.
I alle tilfælde efterlades resterne på jorden til naturlig omsætning.
Årets første dræbersnegle har for længst vist sig, både fuldvoksne, overvintrede eksemplarer og små unger, men siden lagde de tørre uger i april og begyndelsen af maj en stærk dæmper på udfoldelsen. I hvert fald i dagtimerne. Sneglene tilbringer de sollyse timer i skjul for så at komme frem, når mørket og den højere luftfugtighed sætter ind. Om morgenen vidner sølvglitrende slimspor om nattens aktivitet.
Efter nogle års rædsler, der var ved at drive mange havedyrkere til vanvid, ser det dog trods alt ud til, at der var grænser for vækst; det er mit indtryk, at bestandstætheden mange steder nu er lavere end 1990erne. Det kan skyldes tørke og naturlige fjender i form af smårovdyr, nematoder eller mikroorganismer, der begrænser dem.
De store dræbersnegle er grove at have på kost, men de små snotklatagtige nøgensnegle er også slemme. De kan også lettere snige sig med ind i køkkenet med salaten.
Det gælder stadig om at være på vagt og sætte ind i tide, førend de lægger æg – og mangedobler sig.
God kamp!
