I september 2022 traf den amerikanske styrelse for ophavsret, United States Patent and Trademark Office (USPTO), en skelsættende beslutning. Kunstneren Kris Kashtanova havde søgt om copyrightbeskyttelse for sin tegneserie Zarya of the Dawn, og det valgte USPTO at bevilge hende.
Men Kashtanova havde ikke selv tegnet Zarya: Hun havde skabt det ved hjælp af AI-billedgeneratoren Midjourney. Det var første gang, at kunst, der var skabt med en AI-billedgenerator, blev anerkendt som beskyttet af ophavsret. To måneder senere ændrede USPTO dog mening: I november annoncerede de, at de ville igangsætte en ny undersøgelse af sagen.
Den undersøgelse er stadig i gang, men de fleste forventer, at den vil ende med, at Kashtanovas copyright trækkes tilbage – og at det dermed slås fast, at man ikke kan søge om ophavsret for kunst, der er skabt ved hjælp af en AI-billedgenerator.
Som Kashtanova ser det, har hun blot brugt billedgeneratoren som et redskab til at skabe sin kunst, som enhver anden kunstner ville bruge et digitalt program. Den originale tanke er stadig hendes; det er stadig hende, der har indsat den sætning – eller prompt – som Midjourney skabte billederne ud fra.
Sagen handler altså om, hvor grænsen går mellem skabere og redskaber. Er Midjourneys AI et værktøj for Kashtanovas kunst eller en selvstændig skabende enhed? Hvis det sidstnævnte er tilfældet, er tegneseriens skaber juridisk set ikke Kashtanova, men Midjourney – og i så fald kan det ikke beskyttes af copyright, for det er kun menneskelige skabere, der ifølge amerikansk lov kan tildeles ophavsret.
Sagen er stadig i gang, men det ser skidt ud for Kashtanova. For selvom AI-billedgeneratoren først er blevet lanceret sidste år, findes der faktisk en form for juridisk præcedens. Og den præcedens handler om aben Naruto.
I 2008 TOG den britiske naturfotograf David Slater til Indonesien for at fotografere den kritisk truede topbavian, en art makakabe, der lever i den nordøstlige del af øen Sulawesi. Topbavianernes store, ravfarvede øjne og deres aflange snude giver dem et udtryk, der veksler mellem det sorgfulde og det spøgefulde, og Slater håbede, at han ved at fotografere dem kunne skabe opmærksomhed om den truede art.
Topbavianer er nemme at komme tæt på. Det er faktisk en del af problemet: De er ikke bange for mennesker, og idet de både smager godt og har det med at spise afgrøder fra omkringliggende landbrug, er de over årtierne blevet flittigt jaget, til der nu kun er omkring 5.000 af dem tilbage på Sulawesi.
Men selvom Slater havde nemt ved at finde aberne og vinde deres tillid, kunne han ikke komme tæt nok på dem til at tage nærbilleder. Han lagde dog mærke til, at bavianerne var fascinerede af den kliklyd, der kom fra kameraets fjernudløser, og af deres eget spejlbillede, som det tonede frem i kameraets linse. Så han efterlod kameraet og fjernudløseren hos aberne og håbede på det bedste.
Resultatet var bedre, end Slater havde drømt om. Da han vendte tilbage, var kamerarullen fuld af hundredvis af billeder, som aberne havde taget af sig selv, idet de stirrede ind i linsen og morede sig med udløseren: Det var vaskeægte abeselfier.
Tre år senere, i 2011, udgav Slater sine billeder, og de tog de britiske aviser med storm. Historien om de smilende selfieaber var et forfriskende perspektiv på en dille, som dengang var relativt ny.
Særligt én abe, der fik tilnavnet Naruto, vandt internettets hjerte. Han ser ud til at storsmile på billedet, man hans holder kameraet i en skælmsk skæv vinkel og kigger ind i linsen med sit brune, blødt funklende blik. Jeg har selv Narutos selfie hængende på min væg.
Inden for få måneder var Slaters topbavianer gået viralt, og turister strømmede til reservaterne i Sulawesi for at beundre deres drilske, triste ravøjne. Slater beretter, at de lokale indonesere indstillede makakjagten, da de mange turister gav incitament til at holde aberne i live.
Men Slaters begejstring blev hurtigt vendt til bestyrtelse. Han opdagede nemlig, at hans abeselfier var blevet lagt op på Wikimedia Commons, en mediedatabase, der er tilknyttet Wikipedia. Filerne på denne database er gratis at tilgå, så længe man ikke bruger dem til kommercielle formål. For Slater betød det, at han ikke længere kunne tjene penge på sine makakbilleder, for de kunne nu frit og nemt hentes online.
Han bad derfor Wikimedia om at fjerne billederne fra deres hjemmeside, men fik prompte et nedslående svar. Ifølge Wikimedia ejede Slater ikke ophavsretten over billederne, for det var ikke ham, der havde taget dem. Det var aberne. Hvis der var nogen, der ejede copyright over selfierne, var det Naruto og hans bavianvenner.
FRA 2014 TIL 2018 udspillede der sig to retssager om abeselfierne.
Først lagde Slater sag an mod Wikipedia. Wikipedias argument var ganske enkelt. Det var aberne, der tog billederne, og idet ophavsretsloven i USA, hvor retssagerne blev ført, tydeligt foreskriver, at copyright kun tildeles værker, som er skabt af mennesker, var disse billeder fri for copyright. Slaters modargument var, at selvom aberne ganske rigtigt havde taget billederne, var de stadig et produkt af hans kunstneriske handlinger.
Det var ham, der havde fundet abeflokken og vundet deres tillid; ham, der havde efterladt kameraet på det rette sted med de rette indstillinger; ham, der havde sorteret gennem hundredvis af ubrugelige billeder og færdigredigeret de brugbare. Narutos klik på kameraet var blot ét led i en kreativ proces, som Slater styrede. Aberne var blot et redskab i hans fotografikunst.
Men de amerikanske myndigheder erklærede sig enige med Wikipedia. I deres udlægning slog de fast, at kunstneren for et fotografi kan defineres ganske enkelt som den person, der har taget billedet. Og siden Naruto ifølge loven ikke tæller som en juridisk person, er der ingen, der har copyright over det.
Andel del af dette argument blev senere udfordret i en anden retssag. Den amerikanske dyrerettighedsgruppe People for the Ethical Treatment of Animals (PETA) lagde sag an mod Slater, idet de hævdede, at aber burde tælle som juridiske personer og derfor burde kunne eje copyright.
De juridiske teknikaliteter i den retssag er lidt mere komplicerede, idet kendelsen blandt andet handlede om, hvorvidt PETA havde mulighed for at lægge sag an på vegne af en abe, de ikke havde haft kontakt med og ikke kunne identificere. Men udfaldet var, som forventet, det samme: Dommerne slog fast, at i lovens øjne er det kun mennesker, der kan tælle som skabende kunstnere.
MIDJOURNEY, DALL-E og Stable Diffusion er tre AI-billedgeneratorer, der alle udkom i sommeren 2022 (Lasse Winther Jensen skrev om DALL-E for Weekendavisen 4. august 2022). Inden for få måneder blev en teknologi, som kort forinden havde virket som den vildeste sci-fi, allemandseje. Internettet blev oversvømmet af fantasifulde kreationer, som vittige brugere skabte ved at mase alskens ord sammen og se, hvad programmerne spyttede ud.
Hurtigt stod det klart, at teknologien også har en slagside: Programmerne udgør en alvorlig trussel for kunstnere, hvis levebrød står til at forsvinde, idet maskinerne nu kan gøre det samme arbejde for en brøkdel af prisen. Hvis et band for eksempel ønsker et sejt coverbillede til deres nye album, kan de i stedet for at betale en tegner for arbejdet selv designe det ved hjælp af Midjourney eller en af de andre billedgeneratorer.
Men de menneskelige kunstnere har stadig en vigtig fordel over maskinerne. Deres kunst er beskyttet af copyright, hvilket betyder, at deres værker ikke kan deles uden deres tilladelse. Den fordel blev udfordret, da Kashtanovas tegneserie i september blev bevilget ophavsret: Den beslutning satte kunst tegnet af mennesker og kunst skabt af billedgeneratorer på lige juridisk fod.
Og det er her, at sagen om Naruto bliver relevant som juridisk præcedens. Sagen slog to ting fast, som begge kan overføres til Midjourney. Det første er, at ophavsret kun kan tildeles værker, der er skabt af mennesker. Det andet er, at aber ikke blot kan anses som et middel, som et menneske brugte til at skabe sin kunst. Aber er ifølge amerikansk lov selvstændigt skabende, men ikke copyrightberettigede kunstnere.
Spørgsmålet er derfor, om det samme gælder Midjourney. Er det i sig selv en kreativ enhed eller blot et redskab, som kreative mennesker benytter sig af? Både sagen om Naruto og om Zarya of the Dawn lukker altså op for muligheden for, at der findes former for kunst, som kan deles gratis, fordi de er skabt af ikkemenneskelige enheder.
Men ligheden de to sager imellem stikker dybere end det. Det er ikke kun et spørgsmål om de juridiske detaljer; det er også et spørgsmål om det kunstneriske indhold. Både Slater og Kashtanova satte sig for at hylde naturen og menneskets forbindelse dertil, men udfaldet var i begge tilfælde en bitter ironi.
ZARYA OF THE DAWN er ikke noget stort kunstværk. Den er 18 sider lang og handler om pigen Zarya, der vågner op i et postapokalyptisk New York, som er blevet overtaget af naturen: Byen er mennesketom, bygningerne er overgroet med lianer, og der vokser træer på skyskraberne.
Zarya får at vide, at samfundet er kollapset på grund af en global psykologisk krise, der ramte verden i år 2023. I slutningen af den korte historie lærer hun at dyrke en accept af tilværelsen, som den er, og den accept – lyder historiens morale – vil være startpunktet for en ny begyndelse for både Zarya og kloden.
Så langt, så kært. Men det, jeg finder slående ved historien, er kontrasten mellem dens budskab og den effekt, som den opnåede. Netop som med Slaters abeselfier har Kashtanovas tegneserie som mål at fremme menneskets forbindelse til naturen: at beskytte truede dyrearter og at skildre naturens vigtighed for vores mentale velbefindende. Men resultatet af disse projekter var det præcis modsatte.
Begge kunstværker blev kendt, ikke for deres indhold, men fordi de blev viklet ind i en juridisk diskussion, som endte med at forstærke grænsen mellem det menneskelige og det ikkemenneskelige. Det blev slået fast med juridiske syvtommersøm, at kun mennesker kan skabe kunst; dyr og robotter er andenrangsborgere i kreativitetens by, og deres værker kan derfor deles gratis af alle. I stedet for at bringe os tættere på naturen har de to sager indtil videre bragt os længere væk fra den ved at understrege menneskets juridiske særstatus.
