Det var næppe kulissekrigeren Troels Lund Poulsens egen eller for den sags skyld Venstres plan, at han på den måde skulle frem i rampelyset, men nu står han her i døråbningen og er på vej ind i en stor plysset konferencesal i Lillerød, Nordsjælland, en mandag aften i april.
I salen sidder 218 lokale Venstre-folk. Beige dunjakker foldet over lårene, armene over kors, folk er kommet med forhåbninger om at forstå, hvorfor deres gamle parti har ladet sig forføre af Socialdemokratiet. Venstres midlertidige ledelse, som desuden tæller den af baglandet vældig påskønnede næstformand Stephanie Lose, har indledt en turné af en håndfuld krisestyringsshow rundt i partiets nu historisk skrumpede vælgerbase. Nordsjælland er stop nummer to på vejen – og den sygemeldte formands hjemegn.
Troels Lund Poulsen retter på sin firkantede hornbrille en sidste gang. Så marcherer han ned ad trappen, et tungt trin ad gangen. Han har en brun mappe under armen – og en hvid lommeklud i brystlommen.
Ikke mange folkevalgte mænd på Christiansborg pynter sig med hvid lommeklud. En af de ganske få er Jakob Ellemann-Jensen, Venstres sygemeldte formand har gjort sin snorlige overskudsglatte ekvipering til sit ydre karakteristikum; den foldede hvide klud er Ellemanns Coca-Cola Zero. Og nu også Troels Lund Poulsens? I sine to årtier på Borgen har han klædt sig på til at gå ubemærket bag de Venstre-formænd, han troligt har tjent som kynisk dygtig ledende forhandler. I aften optræder han selv som formand, og der er for partiet flere vigtige grunde til, at han skal fremstå troværdig:
Venstres tidligere definerede position som statsministerparti i det, vi engang kendte som blå blok, er ikke længere givet, den er til forhandling en aften som i aften. Baglandet er ikke utålmodige efter en melding om Ellemanns tilstand – »han kommer, når tid er,« lyder det. Det er partiets tilstand, de kræver svar på.
Om nogen repræsenterer Troels Lund Poulsen Venstres tilgang til regeringsprojektet: »Så bliver arbejdet gjort,« lyder hans personlige upersonlige slogan. Han er mere maskine end mandat. »Nu er jeg aldrig blevet beskyldt for at være særlig ideologisk. Nok tværtimod,« som han citeres for i et nyligt interview til Politiken. Troels Lund Poulsen er indflydelse over idealer, og han »gør en dyd ud af at være det kedeligste, man kan opdrive i dansk politik. Det tror jeg er det nye sort,« som han indledte sin tale i Lillerød mandag. Mandens personlige stemmetal bakker hans påstand op, som han også selvironisk indrømmer fra scenen.
Men i april konkluderede en Gallup-måling, at han nu er regeringens mest populære minister. Troels Lund Poulsen funkler i gråvejret: En klog, kedelig leder i en teknokratisk regering, hvor det ikke er tiden til politiske eksperimenter, som statsministeren sagde i efterårets valgkamp.
Det spørgsmål, Venstre indirekte stiller, når Troels Lund Poulsen går på scenen i Lillerød, er ikke, om han bør være formand, men om partiets selvopfattelse og identitet bør afspejle Lund Poulsens. Er det rollen som forhandlende korrektiv til Socialdemokratiet, som Venstre bør satse på fremover?
Den holdning kan man møde hos de Venstre-folk, der tror lige så meget på regeringsprojektet, som Troels Lund Poulsen gør. Andre frygter, at hans tilgang vil kvæle partiets ånd og idérigdom.
»Det er møgfrustrerende at være medlem af Venstre nu. Her er ingen gejst, selvom vi har indflydelse,« som et byrådsmedlem formulerer det over for Weekendavisen i telefonen dagen efter mødet. »Er det så dét, Venstre skal acceptere at være nu? Et principløst, nuancerende forhandlingsparti? Et Troels Lund Poulsen-parti?«
Historisk kedeligt
Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose gennemgår minutiøst forløbet fra det skuffende folketingsvalg henover vinterugernes utallige middagsforhandlinger frem til erkendelsen af, at et regeringssamarbejde var det eneste kloge udfald. Argumentet er så selvindlysende, at der ikke findes modsvar: »Det, der gør, at jeg tror, at det her på sigt bliver godt, det er, at der ikke findes noget alternativ til den her regering,« forklarer Troels Lund Poulsen og gentager, at hvis ikke Venstre havde ladet sig »afideologisere«, så havde vi haft en rød regering.
Til højre for Weekendavisen fnyser et lokalt nydeligt modent ægtepar hele vejen gennem talen. Tungest er sukkene, når ordene fra scenen handler om statsministeren. »Vi var skeptiske over for Mette Frederiksen,« indrømmer Troels Lund Poulsen, og fra sædet til højre responderes lavmælt: »Det er vi stadig!«
Det ved Poulsen godt. Han joker med sit stockholmsyndrom, »men i det mindste er jeg åben om min diagnose«, siger han og forsvarer Mette Frederiksen med, »at hun er dygtig«. Spredt bifald.
Troels Lund Poulsen fumler med sit håndfrie mikrofonudstyr i lommen, selvom lydkvaliteten er fin. Han vil så gerne blive hørt, siger han. I et statisk toneleje gennemgår Lund og Lose ugens finanslov og regeringsgrundlaget og fortæller om deres fokus på a-kasser, jobcentre, bundfradrag og beskæftigelsesfrekvens. Troels Lund Poulsen blærer sig med at have skrevet store dele af grundlaget selv og at kunne recitere fra det i søvne, men anerkendelse for den slags får han ikke af folk her.
»Han er for tung i det,« konstaterer konen fra parret til højre og ryster på hovedet over finansloven; skulle det være nok? »Socialdemokratiet styrer showet i den regering,« siger hun. Hendes mand nikker ivrigt. Mette Frederiksen har krammet på deres parti. Ægteparret har stemt Venstre i 30 år, fortæller de i pausen, men pønser nu på at lade være. Der skal meget mere end beskedne skattelettelser til at overbevise dem.
»Ja, han sælger ikke ligefrem billetter,« konstaterer en herre til avisens venstre side, som dog værdsætter Lund Poulsens meget nye, respektfulde tone over for socialdemokraterne. Det klæder ham, lyder det.
Næste gang, Troels Lund Poulsen får ordet, tager han igen lydudstyret i hænderne, og denne gang »kommer jeg vist til at slukke for mig selv, hvilket kan være sundt nok indimellem,« som han siger. Det varer et par øjeblikke: »Ja, lev med det, som vi siger i regeringen.«
Selvironi eller stockholmsyndrom? Publikum virker splittet. Aftenens største bifald tilfalder en herre længere fremme i salen. Han takker for ledelsens mod, men spørger, om ikke Venstre kan gøre sig mere umage med at »reklamere for, hvad partiet får igennem«. Jo, det vil de gerne tænke over, lyder svaret.
Ude i kulden står tre Venstre-folk og bearbejder oplevelsen. Ellemann blev stort set ikke nævnt. Stemningen var flad. Den ene, et erfarent partimedlem, tager en dyb indånding: »Det her var ubetinget det kedeligste arrangement, jeg nogensinde har oplevet i Venstre-regi.«
Forældremødet
Spørgsmålet om Venstres retning og selvopfattelse presser sig på igen et døgn senere på Nørresundby Gymnasium uden for Aalborg, hvor salgstalen genopføres – med enkelte minkreferencer til forskel. Publikum udfordrer logikken i, at Venstre har størst indflydelse i regeringen med Socialdemokratiet, men af samme grund har vanskeligere ved at love, at kompensationen snart tilfalder de utålmodige minkavlere. »Venstre måtte jo også give lidt den anden vej,« forklarer Troels Lund Poulsen. »Lidt?« lyder en røst fra salen.
Her er 250 mennesker i en flot, oplyst aula, stemningen er lige så forknyt som dagen forinden, folk sidder i vindjakker og blomstrede skjorter og venter tavst. Den fungerende forsvarsministers lyd driller på forunderlig vis også vest for Storebælt. Han fumler med udstyret og gentager vittighederne fra i går, stockholmsyndromet og de mange sms’er med Mette Frederiksen, som han »altså ikke sletter« (den kunne nordjyderne godt lide), og så gentager han sit kompromissøgende credo, hver gang han bliver spurgt. »Alternativet var status quo.« »Det var det bedste, vi kunne gøre«.
Ude på gangen venter pausekaffe og muffins. Her står to af de meget få gæster uden grå hår på hovedet, Daniel Borup og Helena Palsgaard, kærestepar og henholdsvis Venstres gruppeformand i Aalborg Byråd og regionrådsmedlem i Nordjylland. Parret tøver med opbakningen. »De vil jo gerne overbevise os om, at beskedne Venstre-aftryk i finansloven retfærdiggør regeringsdeltagelsen, men det er ikke mit indtryk, at folk køber den. Der skal ligesom noget mere til, en retning, et budskab, et eller andet, folk kan tro på,« siger Daniel Borup. »Altså, jeg har lige siddet og hørt dem gennemgå Venstres resultater, og jeg har allerede glemt dem.«
Det velfriserede Venstre-par i Patagonia-vest og brede bukser er skeptiske: »Skal Venstre tilbage til at være ren drift og økonomisk ansvarlighed,« spørger Daniel Borup og tilføjer: »Det er muligt, at det vil fungere på Christiansborg, men ikke heroppe og ude i baglandet. Her har man behov for noget at samles om. Det har vi ikke nu.«
Spørgerunden begynder. Lige så meget Troels Lund Poulsen liver op, når han taler om »rammevilkår for nye vandplaner frem mod 2028«, lige så drastisk falder energien i rummet imens.
En korthåret kvinde fra forreste række slår ud med armene: »Hvad er det, I vil have, vi skal fortælle videre derhjemme,« spørger hun. Stephanie Lose sender ansvaret retur og siger, at »vi skal hjælpe hinanden med at overbevise om, at dét er den rette vej at gå«.
Ansvaret gribes kortvarigt af en ung fyr på bageste række, da Lund og Lose takker af. Andreas Steffensen, 26 år, er vestjyde, folkeskolelærer og en deserteret Venstre-mand, som savner nye grunde til at stemme på sit parti. Han er klædt i en lang brun læderfrakke, og mens han har strikket et lyserødt halstørklæde færdigt under forestillingen, har han brygget på en fortolkning af det, salen netop har overværet.
»Det her show minder mig mest om at være til et kriseramt forældremøde for en meget udfordret årgang,« siger han. »De to ansvarlige står skoleret; de ved godt, at det står slemt til, men de er nødt til at overbevise de utilfredse forældre om, at der er styr på konflikten. Men som hende på forreste række påpegede, har jeg også svært ved at se, hvad vi skal gå hjem og sige videre til børnene.«
