Skiltet dukkede op, kort efter at professor i kemi Morten Meldal sidste år modtog Nobelprisen. At der er tale om et kostbart skilt, kan der dårligt herske tvivl om; det er lavet af messing, omkring en halv meter bredt og monteret med messingstifter direkte på en betonklods foran H.C. Ørsted Institutet på Københavns Universitets naturvidenskabelige campus.
Et udansk skilt.
»Reserved Nobel Prize laureates« står der på messingpladen, men på arealet foran står ingen nobelprismodtagers bil parkeret. Højst en bil, som føres af en person, der ikke har fået prisen endnu – en ret slidt hvid kassevogn af mærket Renault Trafic med påskriften »Ferskvandsbiologisk Laboratorium«.
Så her er altså noget, der ikke stemmer.
På flere amerikanske universiteter, hvor der eksisterer en vis selvfølelse og et akademisk niveau, der lejlighedsvis kaster nobelpriser af sig, er det kutyme, at nobelprismodtagere får en personlig parkeringsplads på campus til deres bil.
Nogle eksempler: Da økonomen Oliver Williamson i 2009 modtog Nobelprisen, fik han tilladelse til at benytte en p-plads med et stort NL-stempel (Nobel Laureate) præget i asfalten. En plads med tilsvarende beliggenhed tæt på campus kostede dengang omkring 10.000 kroner om året, rapporterede mediet NPR. I 2013 fik Arieh Warshel – kemiker og nobelprismodtager ligesom Morten Meldal – en plads med et fint skilt ved University of Southern California, Los Angeles. Og Ben Feringa, endnu en kemiker, som modtog Nobelprisen i 2016, fik en p-plads ved sit universitet, Rijksuniversiteit Groningen, Holland – i dette tilfælde var det dog en plads i et cykelskur, fordi Feringa cykler til arbejde.
Selvtægtshædring
Det er oplagt at formode, at den eller de personer, der har boret huller i Københavns Universitets beton og monteret et messingskilt, har ønsket at hædre Morten Meldal efter samme tradition. Men det er, af uvisse årsager, sket uden nogen officiel tilladelse fra universitetet, en form for selvtægtshædring altså.
P-skiltet til Morten Meldal er følgelig blevet sat op uden for den almindelige arbejdstid. Det siger en campusansat, som Weekendavisen træffer ved parkeringsområdet – ellers ville campus serviceafdelingen, som ligger klos op ad p-pladsen, nok have bemærket det. Denne medarbejder er en smule tøvende i sin omgang med pressen, havde det været Ekstra Bladet, siger han, ville han ikke have mælet et ord, og det er heller ikke meget, han ender med at sige til Weekendavisen.
Ad andre veje erfarer vi, at nobelprismodtager Morten Meldal faktisk har parkeret på pladsen, men kun en enkelt gang, fordi han efterfølgende er blevet informeret af nogen fra universitetets driftsafdeling om, at han ville få en bøde, hvis det gentog sig.
Morten Meldal siger selv, at han ikke ønsker at medvirke i denne artikel. Det er ikke så svært at forstå. Hvordan skulle man kunne udtale sig frit om en gave, man ikke kan være sikker på, at man egentlig har modtaget? Er det en hæder eller en indviklet form for fornærmelse?
Det hollandske eksempel, hvor nobelparkeringen var henlagt til et cykelskur, antyder, at der måske kan være en lille ironi forbundet med at ære et menneske, der har udrettet noget ekstraordinært, med noget så banalt som en parkeringsplads. Da Weekendavisen besøger Københavns Universitet, er det naturvidenskabelige campus’ parkeringsplads tæt på fyldt, selvom klokken kun er halv ni om morgenen, så det er ikke sådan, at en personlig p-plads er unyttig. Men sammenlignet med den uvisnelige hæder og de millioner af kroner, som automatisk følger med en nobelpris, virker et sted at parkere bare som et ret lille gode. For nobelpengene kunne man jo tage en taxa.
Ikke desto mindre er det en særlig form for gode, der har stor symbolværdi. I Danmark taler folk med en blanding af ærefrygt og forargelse om, hvordan dronning Margrethe modsat alle andre kan ryge og aske sine græske cigaretter på områder med strengt rygeforbud. Den slags er jo ikke en ret, man kan købe, men noget større – et privilegium.
P-pladsen er netop en sådan ære, som universitetet som institution kan give, og som ikke kan fås noget andet sted i verden, (medmindre man er ansat på Ferskvandsbiologisk Laboratorium, hvor parkeringen vel er en del af jobbet). Måske er det endda en form for ære, der særligt ville glæde en professor som Morten Meldal, der selv har vist, at han kender værdien af loyalitet – ved at iføre sig universitetets ret grimme logotrøje, når Nobel-spotlyset har været rettet imod ham. Dette er messingskiltets opsættere formentlig bevidste om.
Pragmatisk vildt vesten
Ved H.C. Ørsted Institutet er to andre teknisk-administrative ansatte dukket op, og de vil gerne sludre lidt om p-plads-mysteriet. De antyder, at der på universitetet findes kræfter, der direkte har modsat sig, at Morten Meldal fik en p-plads på det areal, hvor universitetets tekniske køretøjer står parkeret.
Måske nogen ikke synes, det er fedt, hvis enhver kan få en p-plads blot ved at vinde en nobelpris? spørger Weekendavisen. Det griner de ad. Før Meldal havde ingen dansker fået Nobelprisen i 25 år. De siger, at man indledningsvis troede, at det måtte være studerende, der havde sat skiltet op, men da skiltet ser så dyrt ud, er det nok usandsynligt.
Men er det vigtigt at vide, hvem der satte skiltet op? Det interessante må være, om et dansk universitet i vores tid er klar til at give sin første nobelpristager i en generation et privilegium, som andre professorer ikke må få. Det er et principielt spørgsmål.
Fra universitetets øverste ledelse er det imidlertid en lille smule svært at få et klart ja eller nej til, om Morten Meldal bør indtage den parkeringsplads eller ej. Vicedirektør for kommunikation Jasper Steen Winkel takker Weekendavisen for at gøre opmærksom på spørgsmålet og udbeder sig, rimeligt nok, tid til at undersøge sagen nærmere.
Det viser sig, oplyser han den følgende dag, at hverken den stedlige campuschef eller universitetets bygningsansvarlige vicedirektør kender til parkeringspladsen eller ved, hvem der har oprettet den.
»Vi taler med alle de berørte parter,« siger Jasper Steen Winkel.
– Skal nobelpristagere fra Københavns Universitet have en p-plads?
»Der er jo også folk, der får Fields-medaljen (ofte kaldt matematikkens nobelpris, ingen dansker har vundet den, red.) eller andre fornemme priser,« siger Jasper Steen Winkel. Han lader sig ikke presse til at give et principsvar: »Vi skal kende sagens detaljer først.«
Lidt længere nede i systemet viser det sig, at tingene imidlertid er i bevægelse:
»Vi arbejder faktisk på sagen,« siger Pernille Harris, institutleder på Kemisk Institut. »Problemet er, at man normalt ikke må parkere der. Det må kun universitetets køretøjer.« Hun siger, at p-vagterne må tages i ed.
»Det er jo ikke sådan, at Morten Meldal har en guldbil med nobelprisen udenpå. Man kan ikke se, at det er hans bil, den, han kører i. Så man arbejder på en løsning, hvor der bliver sat et skilt op med Morten Meldals nummerplade på, sådan at det bliver autoriseret, at han kan holde der. Så kan det problem opstå, at der kan være flere nobelprismodtagere på campus,« fortsætter hun, »der ønsker at parkere på samme tid, men det er nok ikke så sandsynligt.«
Men hvad med den modstand, der efter det oplyste eksisterer imod p-pladsen til Meldal?
»Ja, det er jo lidt wild west-agtigt at oprette parkeringspladser på egen hånd. Nu er jeg institutleder på Kemisk Institut, og jeg synes, det er en god måde at hædre Morten Meldal på, men stod jeg på den anden side og skulle finde plads til mine tekniske køretøjer, ville jeg måske se anderledes på det,« siger Pernille Harris, der dog udtrykker optimisme for, at Meldal en dag i en nær fremtid kan få en parkeringsplads.
»Det er for meget at sige, at der er indgået en aftale, men jeg tror, der kommer en løsning.«
Ja, måske bliver spørgsmålet om Morten Meldals æresparkeringsplads afhandlet langt under princippernes olympiske skyer, bag en lukket dør i en dårligt vedligeholdt forskningsbygning i pragmatiske Danmark.
Kort før deadline tikker en ny besked ind fra universitetets top, der ændrer alt. Et nyt problem har åbenbaret sig. Parkeringspladsen med Morten Meldals skilt grænser op til en flugtvej, og det er »dermed ikke tilladt at parkere med en privatbil, uanset hvilken titel du har på Københavns Universitet«. Når Meldal er blevet stillet en bøde i udsigt, er det altså, fordi ingen – ud over førere af vare- og tjenestebiler – må parkere, hvor nogen ønsker, at han skal parkere.
En neutral, højere instans, Brandregulativet, har pludselig gjort alle overvejelser om sammenstødet mellem særlige privilegier og selvforståelsen i et dansk regelbundet akademisk system irrelevante.
Meldals p-plads synes længere væk end nogensinde. Medmindre – men dette er bare en gratis strøtanke – nogen omklassificerede Morten Meldals privatkøretøj til at være ... tjenestebil.
