En dag i vinter tikkede en meddelelse pludselig ind på Messenger. »Beklager mit sene svar,« stod der. »Jeg har ikke set jeres besked før nu. Jeg har siddet i fængsel. Venlig hilsen.« Afsenderen var et medlem af den forbudte bande Loyal to Familia. Og anledningen? Den var ganske pudsig.
For snart tre år siden skrev undertegnede skribenter en artikel her i avisen om, hvordan forbuddet mod Loyal to Familia – der som forening blev midlertidigt forbudt i 2018 og i 2021 erklæret endeligt ulovlig i en historisk højesteretsdom – er særdeles vanskeligt at føre ud i livet. Det var det for tre år siden, og det er det i dag.
Siden forbuddet trådte i kraft, er kun ganske få blevet dømt for at videreføre banden. Og sagerne har voldt politi og dommere juridisk hovedbrud.
Afsenderen af den aparte Messenger-besked var ét af de bandemedlemmer, vi i sin tid kontaktede i forbindelse med vores artikel. Hans svar kom med mere end to års forsinkelse, men han skulle altså lige afsone en dom. Det er der i sig selv intet usædvanligt i – LTF-medlemmerne fylder stadig godt op i de danske fængsler, i Enner Mark Fængsel har de endda deres egen afdeling – men dét, han skrev, var værd at bide mærke i.
»Jeg er stadig LTFer,« skrev han. »Og hvis I spørger mig, giver lovgivningen og forbuddet ingen mening. Det er ren symbolpolitik, der ikke fungerer i praksis. Det er også derfor, at næsten ingen af vores medlemmer er blevet dømt for at videreføre LTF. Vi har ikke selv mærket den store forskel, efter vi er blevet ulovlige – ud over at vi sparer penge på trøjer.«
Identiteten på bandemedlemmet, der stadig er en aktiv del af Loyal to Familia, er vi bekendt med. Han ønsker ikke at stå frem med navn – »avisen er jo et offentligt sted«, som han siger. Han er, formentlig med god grund, nervøs for, at hans udtalelser ville kunne bruges som bevis for, at han viderefører banden – og dermed bringe ham i fedtefadet. Tænk engang: En politibetjent ville kunne sidde med kaffen i den ene hånd og avisen i den anden og læse om hans videreførelse i spalterne.
Fra politisk side tror man imidlertid stadig så meget på forbuddets effekt, at både Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre nu også vil sætte ulovlighedsstemplet på rockerklubben Satudarah, hvis medlemmer ligesom Loyal to Familias trækker et langt spor af kriminelle voldshandlinger efter sig.
»Tiden er ikke længere til at sidde på hænderne. Tiden er til at bede Rigsadvokaten undersøge, om det kan lade sig gøre at forbyde Satudarah,« sagde Mai Mercado, retsordfører for Det Konservative Folkeparti, til B.T. tidligere på måneden.
Og onsdag i denne uge lød meldingen fra justitsminister Peter Hummelgaard, at man er i fuld gang med at undersøge mulighederne for et forbud mod grupperinger såsom Satudarah.
»De udgør en alvorlig fare og alvorlig trussel for samfundet og for danskerne. Derfor vil vi bruge alle tænkelige midler inden for grundlovens rammer. Vi kigger blandt andet lige nu på, om der er juridisk grundlag for at lave forbudssager mod andre rocker- eller bandegrupperinger,« sagde ministeren til DR.
Spørgsmålet er, hvad de seneste år har vist os om den reelle effekt af et sådant forbud. Hvad skal der til for at blive dømt for at videreføre Loyal to Familia?
Temmelig meget, viser det sig.
Shebis soldater
Da Loyal to Familia i sin tid blev opløst, havde dommerne cirklet om to stridspunkter.
Først var der spørgsmålet om, hvorvidt Loyal to Familia overhovedet var en forening – en forudsætning for at kunne tale om en ulovlig forening. Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen, der repræsenterede banden under forbudssagen, proklamerede dengang, at der snarere var tale om »en venneklub, et broderskab«.
For dén del mente dommerne dog ikke, der var noget at rafle om:
Hos et ledende medlem havde politiet nemlig fundet et organisationsdiagram, hvor der øverst stod navnet »Shebi«, et kælenavn for Shuaib Khan, der var kendt som grupperingens leder. Ud fra hans navn udgik streger til kasser med titler som »Kokkedal«, »Skovlunde« og »BGP« (Blågårds Plads) – underafdelinger i LTF. Derudover var der det faktum, at LTFere sjældent missede en chance for at skilte med deres fælles logo. Og når medlemmer ligefrem betaler et månedligt kontingent på 1.500 kroner, der uddeles som snoldebeløb til fængslede medlemmer, er det svært at løbe fra, at man er en forening.
Nej, det, der voldte dommerne hovedbrud, var spørgsmålet om, hvorvidt banden »havde et ulovligt øjemed« eller »virkede ved vold«, som er forudsætningen for at opløse en forening efter grundloven. Man forsøgte at bevise, at det var selve gruppen, der virkede ved vold – og ikke bare tilfældigvis samtlige medlemmer af gruppen, der udøvede vold uafhængigt af hinanden.
»Det er svært at se, hvad anklagerens opremsning af individuelle voldsdomme skal bruges til ud over at vække følelser. De viser ikke, at det er LTF som sådan, der udøver vold,« argumenterede forsvarer Juul Eriksen i landsretten. Men ak, systemet vandt i sidste ende: Loyal to Familia var en ulovlig forening, og det ville herefter være strafbart at videreføre den.
Siden da har retssystemet så bøvlet med næste led: Hvad indebærer det at »videreføre« en forening?
En af de første sager handlede specifikt om videreførelse af den slags, der er permanent indskrevet i huden. En ung mand blev i 2020 dømt for gennem sin opsigtsvækkende LTF-tatovering i ansigtet at hædre det forbudte kendetegn. Men en tatovering kan modsat en kasket eller en hættetrøje ikke sådan lige tages af og på. Dommerne rynkede brynene. Ville LTFeren begå den samme forbrydelse, så snart han blev sat på gaden som en fri mand? Kunne man kræve, han fik tatoveringen fjernet? Sagen blotlagde, at forbuddet kunne gå hen og blive svært at føre ud i livet.
Fest eller fortsat forening
Den 22. marts 2019 sad otte mænd i en kælder på Griffenfeldsgade i Københavns Nørrebro-kvarter. Klokken var 22.50, da politiet bankede på i det lejede klublokale, hvor døren var beklædt med tre låse, blændede ruder og gitter.
Indenfor var der pokerbord, bar og en spillemaskine. På et bord stod tomme vodkaflasker, og i sofaen sad berusede mænd, en af dem havde kastet op. Klublokalet bar mest af alt præg af, at en heftig fest var i gang, men der var lige den detalje, at seks ud af de tilstedeværende otte mænd var tidligere straffet, og at alle ifølge politiet var tidligere LTF-medlemmer eller havde haft tilknytning til den forbudte bande. Det nikkede flere af dem da også genkendende til, men ingen ville svare på, om de stadig var medlemmer. Var festen udtryk for videreførelse af banden?
Dommerne var i tvivl, for ifølge lovens bemærkninger er det ikke videreførelse, hvis der blot er tale om »et socialt arrangement«. Dommerne kunne ifølge loven lægge vægt på, om forsamlingen fandt sted på samme måde, »som forsamlinger relateret til banden foregik forud for forbuddet«.
Mændene i kælderen havde selvfølgelig tænkt sig om. Ingen af dem bar LTFs kendetegn. »Vi tolererer IKKE våben eller stoffer,« stod der på et papir i baren. Men politiet havde mødt næsten alle tilstedeværende under andre LTF-tilsyn, ligesom klublokalet var indrettet på helt samme måde som LTFs tidligere lokaliteter. Det lå tilmed få hundrede meter fra Folkets Park og Blågårds Plads, hvor LTF var kendt for at opholde sig. En politimand forklarede i landsretten, at der blev råbt »Five-0« – et kodeord for politi – da mændene i klublokalet blev opmærksomme på politiet, og at én forsøgte at stikke af ud ad et vindue.
En af mændene i kælderen blev fundet med en kniv med en 13 centimeter lang klinge. Det fik han syv dages fængsel for. En anden blev dømt for at have haft 7,25 gram hash på sig.
Men alle aftenens omstændigheder til trods fandt by- og landsretten det ikke tilstrækkeligt bevist, at der var tale om egentlig videreførelse af banden. De tiltalte gik fri.
I en anden sag har retssystemet brugt ganske mange penge på at vurdere betydningen af en lille lap papir.
Under en ransagning af en fængselscelle hos et tidligere erklæret LTF-medlem havde en fængselsbetjent fundet et linjeret A4-ark, hvor der med blyant var skrevet »Loyal to Familia«. Flere af bogstaverne havde fået et grafisk udtryk, så det mindede om et logo, og der stod også BGP (Blågårds Plads) og et engelsk ord for underverden. Den indsatte havde ikke selv skrevet sedlen, sagde han. Han havde heller ingen anelse om, hvor længe den havde ligget der.
Alligevel mente flertallet i by- og landsretten, at papiret kunne sende et signal om et tilhørsforhold til LTF, og han blev dømt for at videreføre bandens kendetegn. Men i 2022 gik Højesteret kontra: Under omstændighederne i fængslet kunne et sølle ark ikke for alvor virke utryghedsskabende, mente man. Også dette medlem slap altså uden juridiske skrammer.
Og så er vi fremme ved den nyeste sag, der udspillede sig i marts sidste år på Blågårds Plads i København. Her skulle 11 personer med tilknytning til LTF ifølge anklageskriftet blandt andet have poseret til et fælles gruppebillede, lavet LTF-håndtegn og nydt en fællesmiddag på en restaurant. En magtdemonstration, mener politiet, der nu vil have dem dømt for videreførelse. Fordi domstolene er pressede på ressourcer, skal sagen dog ifølge Jyllands-Posten først for retten i januar 2024. I mellemtiden er de 11 tiltalte LTFere på fri fod.
Om de hidtidige sager om videreførelse siger Michael Juul Eriksen, der som forsvarsadvokat har repræsenteret mange LTFere:
»Man må bare sige: Anklagemyndigheden har ikke haft synderligt held med argumentationen. Jeg mener grundlæggende, man har gjort politiets efterforskning sværere, fordi personerne nu ikke længere skilter med deres tilhørsforhold.« Han tilføjer:
»Jeg har aldrig kunnet se pointen. Man kan ikke forbyde mennesker at eksistere. Vil man ramme kriminaliteten, er den her vej meget dårligt egnet.«
Weekendavisen har spurgt Københavns Politi, om forbuddet har gjort deres arbejde sværere.
»Vi er opmærksomme på, at flere personer med tilknytning til det tidligere LTF i et vist omfang har videreført den kriminalitet, som bandegrupperinger typisk baserer sig på, men de er ikke lige så tydelige i gadebilledet som før forbuddet,« svarer Tomas Marko Juhl, politiinspektør ved Københavns Politi, i en mail.
»Men forbuddet mod banden har givet politiet en række effektive værktøjer, som blandt andet gør, at gruppen efter vores vurdering har sværere ved at rekruttere nye medlemmer, ligesom muligheden for at give opholdsforbud er med til at stresse og stække dem – både som individer og som gruppe.«
Satudarah i sigtekornet
Selvom kun få sager om videreførelse har ført til dom, er man på Christiansborg opsat på at forbyde flere bander.
Da Mai Mercado, retsordfører for Det Konservative Folkeparti, i forrige uge bad justitsminister Peter Hummelgaard forholde sig til muligheden for at indlede en opløsningsag mod andre kriminelle grupperinger, for eksempel Satudarah, havde hun få dage forinden udtalt følgende til B.T.:
»Man kan se, at i de lande, der forbyder bandegrupperinger, starter man et sted, og så bliver det flere og flere. Vi er startet med Loyal to Familia.«
Da avisen spurgte Mai Mercado, om ikke banderne monstro ville være ligeglade med et forbud, svarede retsordføreren, at forbuddet jo ikke er til for bandernes skyld:
»Vi gør det for at sende et signal til samfundet om, at vi ikke vil have dem,« lød det.
I Norge forsøger man allerede i disse dage at sætte en stopper for Satudarah. I denne uge behandler retten i Oslo en sag om et muligt forbud, og også i Holland er man gået rettens vej: Her har Satudarah været forbudt siden 2018.
Skulle det ligeledes lykkes Danmark at forbyde Satudarah, risikerer man dog at havne i samme juridiske hårdknude, som tilfældet har været med forbuddet mod Loyal to Familia. Det mener dommer og retspræsident ved retten på Frederiksberg Christian Lundblad:
»Det ville give de samme udfordringer, om så det er Dødspatruljen fra Malmø eller Satudarah,« siger han og tilføjer, at udfordringerne måske endda ville være endnu større, fordi der er tale om internationale grupper:
»Hvad sker der, hvis der kommer en fra Sverige og begår kriminalitet her i Danmark? Kan vi så kalde det videreførelse? Vil det være omfattet af et dansk forbud? Der er en lang række juridiske problemer forbundet til det her.«
Og bandemedlemmerne selv? De er formentlig pænt ligeglade. Som LTF-medlemmet skrev til os på Messenger:
»Ingen af de ting, skiftende regeringer har gjort, har haft en effekt på miljøet. Jeg slår ikke op i straffeloven, inden jeg laver noget. Om jeg får 10, 15, 20 år eller livstid, er ligegyldigt.«
Han tilføjede:
»Det eneste, forbuddet har gjort, er at skræmme de folk væk, som vi alligevel selv ville have smidt ud af gruppen i længden. Oven i det har man belastet kriminalforsorgen så meget, at resocialisering er en by i Rusland. Vores medlemmer kommer ud mere indebrændte på staten. Mere kriminelle.«
