SAGEN KORT: Israelske Yuval Abraham og palæstinensiske Basel Adra er del af et instruktørkollektiv, hvis film No Other Land i februar vandt prisen for bedste dokumentar i Berlin. Filmen skildrer den israelske hærs destruktion af Basel Adras landsby Masafer Yatta på den besatte Vestbred. Under takketalen i Berlin kritiserede Yuval Abraham krigen i Gaza og Israels besættelse, som han beskrev som apartheid. Det vakte et ramaskrig i både Tyskland og Israel, og instruktøren blev blandt andet beskyldt for antisemitisme. No Other Land kan ses på CPH:DOX til og med lørdag.
– Var I overraskede over de tyske og israelske reaktioner på jeres takketale, efter I vandt i Berlin?
Yuval: »Jeg var ikke overrasket over den israelske reaktion, for jeg bor selv i Israel. Jeg kender medierne, og jeg ved, hvordan samfundet har udviklet sig siden 7. oktober. Der er meget lidt plads til kritik. Jeg var mere overrasket over den tyske reaktion. Det er fint at kritisere mig, men at beskylde mig for antisemitisme er vanvittigt. Og det er særligt sårende, når det kommer fra tyskerne, som er ansvarlige for historiens værste antisemitiske forbrydelse. Der er medlemmer af min familie, der blev myrdet af tyskerne. Hvis man kalder alting for antisemitisme, har ordet ikke længere nogen betydning. Det, synes jeg, er skammeligt.«
– Mange blev fortørnede over, at I ikke nævnte Hamas og angrebet 7. oktober i jeres tale. Er det ikke en fair indvending?
Basel: »Nej, det synes jeg ikke. Medierne verden over har dækket 7. oktober enormt meget, og de fleste af verdens ledere støtter Israel og landets regering. Men det er snart seks måneder siden, og Israel har nu dræbt over 30.000 palæstinensere. Jeg er helt afgjort imod enhver form for drab på uskyldige mennesker i den her konflikt, men i Berlin sagde jeg, at krigen er nødt til at slutte nu. Denne massakre og drabene på uskyldige palæstinensere er nødt til at få en ende.«
– Yuval, du beskrev situationen i de besatte områder som apartheid. Kan du forstå, hvorfor det skabte så meget postyr?
Yuval: »Nej … altså, for mig er ordet apartheid en faktuel beskrivelse af virkeligheden. Jeg synes ikke, det burde være kontroversielt. Jeg har et blåt id-kort, Basel har et grønt id-kort. Det betyder, at jeg kan bevæge mig frit omkring. Jeg kan tage til Jerusalem, til Negevørkenen, til det nordlige Israel, til Vestbredden. Basel er fanget på Vestbredden. Min 12-årige lillebror kan ikke blive sendt i fængsel, for han lever under civilret. En 12-årig palæstinenser kan blive sendt i fængsel, fordi han lever under militærstyre. Hvad kalder man et system, hvor den samme regering har magten over os, men vi har forskellige rettigheder? Jeg kan ikke komme på andre ord end apartheid. Hvis nogen har et forslag til et andet ord, vil jeg gerne høre det.«
– Mange israelere føler, at Hamas’ angreb og reaktionerne på det fra den arabiske verden viste, at palæstinenserne i højere grad har et problem med selve Israels eksistens end med besættelsen. Hvad siger I til det?
Basel: »Jeg synes ikke, at det vigtigste er, hvad den arabiske verden føler, men hvad israelerne helt konkret foretager sig. Det er dem, der fastholder besættelsen og udvider bosættelserne. Følelser er ikke ligegyldige, men det altafgørende er de handlinger, der rent faktisk finder sted.«
– Hvad er jeres eget bud på en løsning på konflikten i et større perspektiv?
Yuval: »Hvis du havde stillet mig det spørgsmål for et par år siden, ville jeg være gået i gang med en længere udredning. Men efter jeg har mødt Basel, har jeg forstået, at problemet ikke er, at vi ikke ved, hvad løsningen er. Det er tydeligt for mig, at enhver løsning skal have rod i palæstinensisk frihed, og at både israelere og palæstinensere fortjener individuelle og politiske rettigheder. Det kan ske på mange måder – én samlet stat, en konføderation, to stater. Spørgsmålet er snarere, hvordan man finder vejen mod løsningen, og hvis man ser på det historisk, har Israel kun trukket sig tilbage fra besat territorium efter internationalt pres, i særdeleshed amerikansk pres. Netanyahu-regeringens erklærede politik er uendelig besættelse. Den vestlige verden fordømmer den politik, men de lægger ikke noget pres på Israel. I stedet bliver de ved med at nedlægge veto i FNs Sikkerhedsråd og levere støtte til Israel. Hvis Vesten virkelig vil hjælpe os, er der behov for sanktioner. Når dén vilje er til stede, kan vi finde en vej mod en politisk løsning.«
– Har hele oplevelsen med filmen, prisen og reaktionerne på prisuddelingen styrket eller svækket jeres tro på israelsk-palæstinensisk samarbejde og på arbejdet med at finde frem til en løsning?
Basel: »Jeg synes, det har styrket os. For at være ærlig viste angrebene fra den israelske og tyske højrefløj os mest af alt, at vi har fat i noget. Jeg tror på, at vi gør alt det rigtige, og vi vil fortsætte med at gøre det. Håbet er stadig, at besættelsen får en ende.«
Yuval: »Det har helt klart styrket os i vores samarbejde. Én ting er det konkrete arbejde med at dokumentere forholdene, det er noget helt andet at stå på en scene sammen og tale om forholdene i interview. Det er ofte sådan med politiske emner, at folk på forhånd enten er enige eller uenige i det, du har at sige. Men jeg synes, at vores film taler for sig selv og siger meget mere, end vi selv ville kunne formulere i et interview.«
Yuval Abraham og Basel Adra kan i forbindelse med CPH:DOX opleves til to arrangementer på Bremen Teater, henholdsvis 21. marts klokken 16.45 og 23. marts klokken 12.30.
Læs alle Weekendavisens interviews om aktuel kulturdebat i serien Spurgt.
