»Det, han gjorde dårligt, gjorde ingen dårligere, og det, han gjorde godt, gjorde ingen bedre,« skrev man om maleren El Greco (1541-1614) 100 år efter hans død. Og flottere kan det næppe siges om en maler, der skilte vandene med sit vildt ekspressive figurmaleri, hvor han nærmest kunne flænge himlen og gyde oliefarve på lærredet, så alt fremstod metallisk og visionært i en tid, hvor man ellers fulgte renæssancens rolige brunsorte program, når man var dygtig og fik kirkelige og kongelige portrætopgaver.

El Greco, grækeren, var helt sin egen, og derfor er det logisk, at netop eneren J.F. Willumsen og andre solister i den nordiske modernisme faldt over hans værk, der blev mode i malerkunsten, knap 400 år efter mesteren malede sine bidrag til verdenskunsten. Det er der kommet en fantastisk fin udstilling ud af på Willumsens Museum i Frederikssund: El Greco og nordisk modernisme med undertitlen hentet fra Willumsens syn på kollegaen – Som et barn, der klipper og samler. En lille facetteret ædelsten af en udstilling, der inviterer os til at se dybere ind i den maleriske magi, for det er nogle helt usædvanlige arvtagere og beundrere, El Greco fik i nordisk sammenhæng.