Helt uden for sædvane er Udenrigsministeriet og efterretningstjenesten involveret i verserende politiske forhandlinger om undervisningen på landets folkeskoler. Sagen drejer sig om at cementere Muhammedkrisen som obligatorisk pensum, og om at staten fremstiller undervisningsmateriale, hvori de omstridte 12 tegninger i Jyllands-Posten skal indgå.
Efter regeringens opfattelse er vurderingerne af de udenrigspolitiske og sikkerhedsmæssige aspekter så tungtvejende, at såvel topcheferne i Udenrigstjenesten som PET er inddraget i sagen.
Årsagen til involveringen af Udenrigsministeriet og sikkerhedstjenesten i folkeskolens undervisningsanliggender skyldes ikke mindst en bekymring i diplomatiet på Asiatisk Plads. I yderste konsekvens er der fare for, at Danmark havner i en ny konflikt med den muslimske verden.
Efter hvad Weekendavisen erfarer, anses det ikke i sig selv for at være problematisk, at Muhammedkrisen bliver obligatorisk stof i folkeskolen. Følsomt er det derimod, at staten også skal producere undervisningsmateriale om den 16 år gamle konflikt mellem Danmark og en række muslimske lande, hvori primærkilderne, altså tegningerne med bomben i turbanen som den mest profilerede, kommer med. I de traditionelt tænkende dele af den muslimske verden kan det udlægges som statsautoriseret blasfemi mod Profeten.
Skal Danmark undgå at ryge ind i en ny ukontrollabel diplomatisk krise med tab af eksport og forhøjet terrorrisiko, kan det blive afgørende at lande en model, som ikke forpligter lærerne til at vise tegningerne. Dermed kan det officielle Danmark kommunikere til såvel basaren som paladset, at det bliver frivilligt for danske lærere, om de vil anvende tegningerne i undervisningen eller ej. Om det så vil lykkes for Udenrigstjenesten at formidle de finere nuancer om metodefriheden i det danske skolevæsen ud til fjerne lande, melder historien ikke noget om.
Bagtæppet for bekymringen er selvsagt forløbet, efter at Jyllands-Posten i efteråret 2005 bragte karikaturtegningerne af profeten. Fra at være en intern dansk debat udviklede affæren sig dramatisk omkring årsskiftet 2005-2006 til at blive Danmarks værste diplomatiske krise siden Anden Verdenskrig.
Den gamle sag er ikke glemt i dele af den muslimske verden, og bliver affæren nu genoplivet, risikerer det at få en akkumuleret effekt. Udenrigsministeriet finder dog trøst i en væsentlig omstændighed. Dengang stod Danmark alene. Siden har andre europæiske lande gjort sig skæbnesvangre erfaringer med tegninger af Muhammed. Det gælder ikke mindst Frankrig efter terrorangrebet mod avisen Charlie Hebdo i 2015 og mordet på skolelæreren Samuel Paty fem år senere.
Vi vil ikke lade os kyse
Det er udsigten til at komme i mindretal, der har presset regeringen til at indlede de politiske drøftelser. Alle de borgerlige partier med undtagelse af Kristendemokraterne er sammen med SF parat til at gøre Muhammedkrisen til pensum i folkeskolen, samtidig med at staten skal sørge for at udarbejde læringsmateriale. Hensigten er, at den enkelte lærer ikke skal stå alene med ansvaret for at bruge tegningerne i undervisningen, men har myndighederne i ryggen.
Regeringens dilemma er, at den ikke åbent kan fortælle om ængstelsen for en eventuel ny konflikt med lande i Mellemøsten og Nordafrika. Det vil være det samme som at indrømme, at vold, trusler og handelsinteresser vægter tungere end højtbesungne principper om ytringsfrihed. Da de borgerliges beslutningsforslag blev behandlet i Folketinget i december sidste år, omtalte børne- og undervisningsministeren da heller ikke Udenrigsministeriets bekymringer, selvom hun var bekendt med dem. I en skriftlig kommentar bemærker Pernille Rosenkrantz-Theil, at der »var ikke nogen partier, der efterspurgte andre ministeriers perspektiver«.
Justitsministeren, der sidder for bordenden i forhandlingerne, bekræfter nu – for første gang offentligt – at sagen handler om langt mere, end hvad eleverne i folkeskolen skal lære. »Emnet ytringsfrihed og selvcensur i relation til muhammedkrisen rejser en lang række spørgsmål, herunder af udenrigspolitisk, sikkerhedspolitisk og undervisningspolitisk karakter,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Nick Hækkerup.
På det foreløbigt eneste møde mellem partierne, der blev afholdt 11. februar i Justitsministeriet, deltog Udenrigsministeriets konstituerede departementschef, Jesper Møller Sørensen, og PET-chef Finn Borch Andersen.
Indsparkene fra Udenrigstjenesten og PET har dog ikke været mere afskrækkende, end at der fortsat tegner sig et politisk flertal for at gøre Muhammedkrisen til obligatorisk pensum i folkeskolen.
Ifølge undervisningsordfører Mette Thiesen fra Nye Borgerlige får den mulige risiko for at komme i miskredit i den muslimske verden eller sikkerhedsaspekterne således ikke partiet til at ændre opfattelse:
»Selvfølgelig skal vi ikke bøje os for voldsmandens veto, hverken internt i Danmark, eller hvis det kommer fra den muslimske verden.«
Spørger man Alex Ahrendtsen, folkeskoleordfører for Dansk Folkeparti, om ikke Udenrigsministeriets bekymringer gør indtryk, svarer han:
»Jeg har ingen kommentarer til, hvad Udenrigsministeriet eller andre sagde. Alle fik at vide, at det her er fortroligt, og at der ikke måtte refereres fra mødet. Men generelt kan jeg sige, at vi lytter til alle stemmer i denne sag, og at der ikke er nogen enkel løsning. Det, som bare er principielt og vigtigt, er, at vi ikke vil lade os kyse af nogen, der forsøger at intimidere os til ikke at benytte os af vores frihed til at undervise i, hvad vi synes er vigtigt. Det er ret afgørende for os.«
Uagtet Udenrigsministeriets nervøsitet er også Liberal Alliances position uforandret efter mødet, fortæller undervisningsordfører Henrik Dahl:
»Vi kan ikke lade alle mulige diktatoriske regimer bestemme ytringsfrihedens grænser i vores land. Det går jo ikke.«
Sjældne forholdsregler
Ingen ved, hvor udbredt selvcensuren og frygten for repressalier er blandt lærerne. Men folkeskolen er næppe mest ramt. Umiddelbart efter mordet på Samuel Paty foretog DR en rundspørge blandt undervisere i samfundsfag på gymnasierne. Her svarede 268 lærere på, om de er bekymrede for deres egen sikkerhed, hvis eller når de viser tegninger af Profeten. Det var mere end fire ud af ti i varierende grad.
Muhammedtegningernes særstatus som følsomt stof i undervisningen på de gymnasiale uddannelser illustreres af en fortælling fra en lærer på en skole med mange elever med ikkevestlig baggrund. Lærerens identitet er Weekendavisen bekendt, men hun vil ikke have sit eller skolens navn frem, »fordi jeg gerne vil beholde mit job«.
Kort tid efter drabet på Paty i oktober 2020 ville gymnasielæreren anvende tegningerne som led i et undervisningsforløb i faget historie, og hun ønskede at få rektorens støtte til at vise tegningerne. Hun fik også tilladelsen. Men accepten var ledsaget af råd om at tage helt usædvanlige forholdsregler: Illustrationerne skulle ikke ligge på skolens intranet. De skulle ikke printes og uddeles til eleverne. Og læreren skulle sikre sig, at eleverne havde slukket mobiltelefonerne, så de ikke kunne fotografere tegningerne på smartboardet i klasselokalet – hvorved risikoen for, at de havnede hos personer uden for skolen, blev elimineret.
Under de konditioner har læreren brugt muhammedtegningerne to gange i undervisningsforløb. Fordi materialet ikke er i elevernes besiddelse, kan det ikke anvendes som pensum til eksaminerne.
»Men det fortæller jo også, at der en frygt for at vise tegningerne i undervisningen. Jeg forstår godt, at man som leder af en uddannelsesinstitution har en masse hensyn at tage, herunder hensynet til lærernes sikkerhed. Men principielt burde det jo ikke være anderledes at bruge tegningerne i undervisningen, end når jeg viser Rundetårn i en gennemgang af Christian 4.,« siger læreren.
Seneste gang, hun anvendte tegningerne, var for nylig. Hun beretter om elevernes reaktioner: »Der er ret mange muslimer i klassen, og nogle af dem sagde, at jeg krænker deres profet, at der er et billedforbud, og at jeg ikke ved noget om islam. Der var ingen trusler; bare sure miner, og det var i øvrigt kun hos unge mænd.«
