Hører De stemmer? Det gør jeg.
Altså, ikke den slags stemmer, som mennesker med skizofrene psykoser hører. Psykisk syge med skizofreni hører, så vidt jeg forstår, stemmer, som taler til dem udefra. Mine stemmer er mine egne.
Det vil sige. Hvem er jeg? Der er både stemmer fra min hjerne og fra min bevidsthed, og indimellem smelter de sammen.
Min hjerne er befolket af en kæmpe flok. De er klædt i hvide kitler og ligner grangivelig sygeplejersker. I alle former og faconer. Nogle er tykke om livet, andre er tårnhøje og magre, med og uden briller. De er, som var de tegnet af Gitte Skov, karikaturer af sig selv. Der er gamle og unge sygeplejersker, sure og søde, og de kører ofte rundt med skramlende metalborde og madvogne, nøjagtigt som på et hospital, alt imens de diskuterer:
»Skal vi tage hende op at tisse?«
Jeg kunne kvæle dem, for de vækker mig og min bevidsthed om natten med al deres knevren. Og selvfølgelig skal man tisse, når man sådan bliver vækket og mærker efter. Hvorfor det faste personale i mine hjernevindinger lige er sygeplejersker, undrer mig en del. Jeg har ikke haft meget med hospitalsvæsenet at gøre i mit liv, men selvfølgelig udgør de en autoritet af en art.
De er allesammen kvinder for øvrigt. Måske er der også ansat nogle unge, mandlige portører og buddrenge til at hente stof frem fra hukommelsens fjernlagre. Men som hovedregel er personalet, der betjener min hjerne, af kvindekøn.
Min bevidsthed har en helt anden profil end hjernens. Stemmeføringen er lavmælt, til gengæld kører den på i det uendelige. Den fortæller historier. Altid i samtale med en eller anden. Det er skiftende personer, den fortæller til. Typisk personer fra det virkelige liv, jeg har talt med for nylig. Indimellem fortælles der også til personer, jeg kun har hørt eller læst om og endnu aldrig mødt.
Fortællerstemmen taler forskellige sprog. Da jeg i sin tid levede og åndede med personerne i den norske serie Skam, talte den indre stemme konsekvent norsk. Andre gange foregår det på svensk, og en overgang, hvor jeg slugte den franske spionserie Le Bureau råt hver aften, blev der endog fortalt på fransk. Stemmen taler fremmedsprog på en anderledes formfuldendt måde, end jeg selv gør, og smager ofte på ordene.
Et andet problem er, at bevidstheden er B-menneske og kvidrer løs, når jeg skal sove. Og så snart hjernens hvidkitlede personale begynder at larme midt om natten, vågner den veloplagte fortæller igen. Det er ikke let at få ro.
»NU ER DET VEL IKKE, fordi du har været alene med dig selv for længe under coronapandemien?« spurgte min redaktør en kende bekymret. Nej, de indre stemmer har været der altid. Af samme grund føler jeg mig sjældent ensom.
For nylig faldt jeg over et interessant nyt studie fra Aarhus Universitet. Om den indre stemme, vi alle har og skal høre på, hvad enten vi ønsker det eller ej. Inden for sportspsykologien har man længe haft fokus på, hvordan man kan motivere og opmuntre sig selv med sin indre stemme. Også selvom man indimellem taler lidt nedladende til egoet: »Kom så, slapsvans, du kan jo godt, du gider bare ikke …«
Ph.d.-studerende Johanne Krog Nedergård har interesseret sig for, om den form for indre peptalk nu også virker. Er det for eksempel særlig hensigtsmæssigt at tale grimt til sig selv? Ja, lyder hendes konklusion. For nogle atleter kan negativ selvsnak have en positiv effekt. For dem kan det være motiverende at skælde ud og presse på. Andre skal trøstes. »Du er nået halvvejs, nu er det ikke så slemt, du klarer det.«
Forskeren har nærstuderet selvsnak hos to grupperinger af sportsfolk: badmintonspillere og langdistanceløbere. Mens badmintonspillere typisk bruger den strenge tone over for sig selv under det hårde, konkurrenceprægede spil, skal maratonløberen være opmuntrende for at understøtte udholdenhed. Det er altså helt igennem normalt med selvsnak.
Mine sportspræstationer falder ikke i nogen af de to lejre. Og det slår mig, at det kan hænge sammen med, at mine indre stemmer ikke har forstået, hvad der kræves. Når jeg løber, disker fortælleren op med hyggelige historier fra nær og fjern. Det har en distraherende virkning, så jeg glemmer, hvor kedeligt det er at løbe. Men der er hverken pisk eller gulerod. Det er en narcissistisk fortæller, blottet for konkurrenceånd. Den kværner bare løs om alt, hvad jeg tænker og har oplevet.
Indimellem trænger en anden og skarpere stemme igennem: »Rank ryggen, op med hovedet, løft de ben, lad det gå lidt lettere!« Den kommer fra en af hjernens sygeplejersker, der for en stund har glemt alle de andre gøremål, en hjerne har. Med at holde øje med farlige sten på vejen, truende lyde eller personer, man kender og burde hilse på.
Hvis jeg bliver bange – når jeg kører i overhalingsbanen på motorvejen eller er ude i lidt for høj bølgegang i kajakken – trænger et indre kor sig på: Det synger »Du danske sommer, jeg ææælsker dig …« og kræver, at jeg synger med. Det udløser klart beroligende endorfiner, hvis jeg gør det. Men ellers synes jeg ikke, der er meget hjælp at hente indefra.
Tværtimod synes jeg, der er masser af hån, spot og latterliggørelse. Vi er sikkert mange, der indimellem har oplevet, at hjernen sætter bevidstheden på plads. Hvis man for eksempel vågner op på et mørkt hotelværelse, og bevidstheden vil stå ud af sengen til højre som derhjemme, mens hjernen bare er fuld af foragt: Din tåbe, så går du jo ind i væggen.
Det er tydeligt, at hjernen, som er bemandet døgnet rundt, råder over store, usorterede mængder af information, mens bevidstheden står for den udsøgte viden.
En neuropsykolog, jeg har interviewet, sætter videnskabeligt spørgsmålstegn ved så klar en opdeling mellem hjerne og bevidsthed. Hans forskning viser, at der snarere er glidende overgange. At vi til nogle tider er fuldt bevidste, til andre tider kun halvt, og så blender det ubevidste og bevidste sammen.
Men han kender jo heller ikke de skrappe madammer på min øvre etage. Eller min uophørlige fortællerstemme. Måske skulle jeg tage mig sammen og sætte dem på plads. Jeg?
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.
