Kaotisk, kreativ og katastrofal var den tyske Weimarrepublik. Kaosset var fremherskende i republikkens første fem år, 1918-23, med flere kupforsøg, 375 politiske mord og en hyperinflation, der aldrig var set før. Midt i dette kaos var en dansk journalist rejst til Tyskland for at rapportere om begivenheder og skikkelser, der skabte historie. Journalistens navn kender vi ikke, for skribenters byline var dengang ikke vigtige for aviserne, så hans artikler forblev usignerede.
Danskeren lavede blandt andet et scoop ved at rejse til München i 1922 og 1923 og to gange interviewe Adolf Hitler. Interviewene var farverige og advarende og havde overskrifterne »Et Besøg hos Bayerns Fascist-Fører« og »Tysklands Messias«, og de blev bragt i dansk presse den 14. november 1922 og den 3. februar 1923. Det var de første danske interview med Føreren, men disse to scoops blev sidenhen glemt.
»De er ukendte af den tyske forskning, der ellers har finkæmmet alt, hvad Hitler har udtalt,« siger den tyske historiker Sven Felix Kellerhoff til Weekendavisen.
»De har ikke været kendt i den danske forskning,« tilføjer historiker John T. Lauridsen, tidligere forskningschef ved Det Kongelige Bibliotek. Han fortæller, at man hidtil har troet, at det første og eneste danske Hitler-interview blev lavet i 1930 af den danske nazist Ejnar Vaaben.
Desværre ved vi ikke så meget om personen bag Hitler-interviewene 1922-23, bortset fra at han har været freelancer, fordi det første Hitler-interview blev bragt i både Århus Stiftstidende og en række aviser under den socialdemokratiske presse. Teksten i Stiften blev genopdaget i 2019 af forfatteren Peter Kramer, da han skrev avisens 225-års jubilæumsbog, Først med det sidste. Men faktisk er der flere versioner af interviewet med den 33-årige Hitler.
Weekendavisen har fundet en længere version, der blev trykt samme dag, den 14. november 1922, i flere socialdemokratiske aviser. I denne version var der flere kritiske ord om Hitler, end der var hos den konservative Århus Stiftstidende.
I februar 1923 lykkedes det så endnu en gang for den formentlig samme journalist at få Hitler i tale. Denne gang skrev han tilsyneladende kun for Århus Stiftstidende, og det interview blev også genoptrykt i Først med det sidste, og her skrev journalisten mere klarsynet om Hitler, end andre udenlandske journalister i Tyskland gjorde på den tid.
Før vi går nærmere ind i Hitler-interviewene, så lad os se på det kaotiske røre, der var i efteråret 1922, og som den ukendte journalist fik færten af. Her var den nationalsocialistiske partileder Adolf Hitler blevet inspireret af fascistlederen Mussolini i Italien, der havde gennemført »Marchen mod Rom« med titusinder af sortskjorter og erobret magten. I de første dage af november lavede Hitler sin første store mobilisering, og 8. november blev han omtalt for første gang i dansk presse via et oversat telegram af tysk oprindelse:
»Over hele Bayern har der i det sidste Døgn raset et mægtigt nationalistisk Oprør. Store Afdelinger af bayerske Fascister samler sig aabenlyst i Byerne. I Rosenheim i det nordlige Bayern har den kendte Nationalist Hitler udraabt sig selv til Fascistgeneral, og han drager nu paa et Hververtogt Landet rundt.«
Efter det telegram gik der ikke mange dage, før vor ukendte freelancejournalist meldte sig i spalterne med artikler fra München. Inden han her mødte Hitler, traf han en række ledere fra bayersk politik, som bidrog til at tegne et signalement af Hitler.
Den 13. november kunne man i flere danske aviser læse et interview med fagforeningsleder Gustav Schiefer under overskriften »Truende bayersk Modrevolution«. Han advarede indtrængende imod Hitler og fremhævede, at nazilederen rådede over betydelige pengemidler:
»Det er bevist, at Direktøren for Krupp, Hugenberg, har stillet 12 Millioner Mark til hans Raadighed. Det nationalsocialistiske Parti, der i Hitler ser dets øverste Fører, tæller i Rækkerne hovedsageligt erhvervsløse Officerer, Sønner af Bourgeoisiet, Højskolestudenter og endelig en vis Del af Kommunisterne, der ved en Omvæltning mener, at de har alt at vinde og intet at tabe.«
Den danske journalist interviewede også Dr. von Knilling, Bayerns konservative ministerpræsident, som erklærede, at han »vil vide at holde Brushovederne indenfor de rette Skranker«. Selvom von Knilling tog afstand fra Hitler, var han ikke uden forståelse:
»Det er vist nærmest en antisemitisk Bevægelse, som jeg ikke tillægger stor Betydning. Jeg forstaar paa en Maade godt Antipatien mod Jøderne, selv om jeg ikke er Antisemit. Der er kommet mange daarlige jødiske Elementer til Tyskland, der har forbrudt sig paa forskellige Maader, og Uviljen mod dem rammer nu ogsaa – desværre – de hæderlige Jøder. Det er denne Uvilje, Hitler og hans Folk benytter sig af – og ikke uden Held.«
DEN 14. NOVEMBER 1922 kunne man så flere steder læse interviewet med Hitler. I Århus Stiftstidende stod det på side 6, mens Vestjyllands Socialdemokrat satte det på forsiden. Her publicerede man også den fulde version med overskriften »Et Besøg hos Bayerns Fascist-Fører«, og det blev efterfulgt af en sarkastisk underoverskrift: »En vældig Stridsmand for Herren – i Munden... Den store Komediant erklærer, at Monarki eller Republik er ham ganske ligegyldigt, men landene skal befries for Socialismens og Internationalismens Herredømme.«
Herefter begynder journalistens levende fortælling om, hvordan han har opsøgt Hitler i Münchens Bürgerbraukeller, hvor alle bestemt ikke er velkomne: »For at udelukke enhver Misforstaaelse staar der paa Plakaterne, at for Jøder er Adgang forbudt.«
Ved det store berømte værtshus, fortæller journalisten, »drager store Skarer af unge Mennesker i militær Ordning op foran Bygningen. Hver Deling bærer et rødt Flag, i hvis Midte Hagekorset – Symbolet Paa Antisemitismen – lyser«.
Efter flere miljøbeskrivelser dukker Hitler så op: »I den overfyldte Sal udpeger man os Hitler – en slank, men alt andet end sympatisk udseende yngre Mand. Han skal ikke selv tale, og det letter os Arbejdet.« Herefter bliver den første kontakt til journalisten etableret:
»Hitlers første Ord til os er ret nærgaaende: 'Er De Jøde?' Vi bemærker, at vi ikke er kommet for at aflægge Trosbekendelse, men for at faa et Interview. 'Skandinaviske Jøder er mig lige så usympatiske som tyske Jøder,' snerrer Hitler. Han nedlader sig dog til at tilsige os til at møde i Hovedkvarteret næste Dags Formiddag Kl. 11.«
Næste dag begiver danskeren sig til hovedkvarteret i Corneliusstrasse, hvor »Hitler som alle berømte Mænd lader vente paa sig«, så derfor bruger journalisten ventetiden til at skildre Hitlers unge livvagter, som alle bærer et antisemitisk emblem:
»De unge Mennesker sidder og leger paa en betydningsfuld Maade med Gummiknipler og Revolvere og synes forøvrigt nærmest at være i Forlegenhed med at faa Tiden til at gaa. Paa Væggen er ophængt Eksemplarer af en Slags Pengesedler, som National-Socialisterne udgiver til Fordel for deres Partikasse. Paa en Dør hænger den meget sigende Plakat: Geschäftszimmer der Sturmtruppen (Stormtroppernes Kontor). Alt dette kan faa det til at løbe koldt ned ad Ryggen paa en fredelig Skandinav.«
Efter tre kvarters ventetid ankommer Hitler: »Der bliver Bevægelse i Lokalet. De unge Mennesker rejser sig og slaar militærisk Hælene sammen. Stillet Ansigt til Ansigt med Hitler i hans Privatkontor, afventer han med streng og energisk Mine vore Spørgsmaal. Manden søger ganske aabenbart at ville imponere den fremmede Journalist.«
Danskeren indleder med et spørgsmål om, hvad nationalsocialisterne »i Virkeligheden« stræber efter? »'Vi vil slaa Bolschevismen ned,' erklærer Hitler med den ubehagelige, snærrende Stemme, der vistnok skal udtrykke Resoluthed og Energi.«
Journalisten følger nu op med et let indsmigrende spørgsmål: »Knytter der sig ikke til dette Prisværdige Formaal visse Hensigter om Genoprettelse af Monarkiet?«
Hitler svarer, at statsformen er komplet ligegyldig:
»Monarki eller Republik, det er ikke det, det kommer an paa. Vi vil gøre det af med det 'Gesindel' (rakkerpak, red.), der har bragt Tyskland til Undergang og som har gjort det til Slave for hele Verden.«
Journalisten fortsætter med at bede Hitler konkretisere: »Og hvorledes tænker De Dem at gøre det?«
»Hitler svarede med at citere (fra nogle bevingede stridsord om at uddele en skalle, red.): 'Und willst Du nicht mein Bruder sein, dann schlag' ich Dir den Schädel ein.' Og han tilføjer for at udelukke enhver Misforstaaelse: 'Und willst Du nicht ein Deutscher sein, dann schlag’ ich Dir den Schädel ein.'«
Journalisten følger nu kontant op: »Tror De da, at Tysklands Stilling udadtil bliver forbedret ved saadanne Voldshandlinger?« Det får Hitler til at tale direkte fra leveren:
»Foreløbig retter vore Bestræbelser sig ikke mod Udlandet. Vi vil slaa det Pak ned, der har gennemført Revolutionen af 9. November (Kejserrigets fald og udråbelsen af demokratiet i 1918, red.), og som under Internationales Tegn ødelægger Tyskland i Bund og Grund.«
Journalisten: »Deres Formaal er altsaa at styrte den nuværende Regering?«
Hitler: »Den Fremgangsmaade, vi vil anvende, ønsker jeg i hvert Fald ikke at betro Dem.«
Journalisten: »Er det rigtigt, at De staar i Forbindelse med Fascisterne i Italien?«
Hitler: »De italienske Fascister er mig selvfølgelig meget sympatiske. I det hele taget sympatiserer jeg med enhver Bevægelse, der tilsigter at befri Landene for Socialismens og Internationalismens Herredømme. Men om en eventuel Samvirken ønsker jeg heller ikke at udtale mig.«
Dermed er interviewet slut, og artiklen ender med den danske journalists ligefremme refleksion over fænomenet Hitler, som ikke alle aviser trykker:
»Vi forlader Hr. Hitler med et bestemt Indtryk af at have talt med en fuldkommen Komediant. At denne Mand tages alvorligt, ja, at han endog fik en Stemme i Landdagen ved Valget forleden af en ny Ministerpræsident, synes at tyde paa, at der er noget galt fat med den bayerske Mentalitet i Øjeblikket. I Bayern er aabenbart alt muligt – og ingen ved, om Hitler i Virkeligheden ikke alligevel bliver Bayerns Mussolini.«
DETTE FØRSTE DANSKE Hitler-interview fra 1922 vækker interesse hos historikeren Sven Felix Kellerhoff, der er historieredaktør ved avisen Die Welt og forfatter til flere bøger om Hitler.
»I slutningen af 1922 var Hitler stadig usikker på, hvordan han skulle selviscenesætte sig, når han ikke var på sin gennemprøvede scene – de sydtyske ølkældre. Sådan et interview med en dansk journalist overvældede ham tydeligvis,« siger Kellerhoff.
Han fortæller, at den ukendte danske journalist har været både dygtig og heldig, for Hitler havde normalt ikke interesse i at tale med kritiske udenlandske journalister.
»Han opfattede kritiske journalister som ballademagere, og han afviste normalt en åben udveksling. Da han slet ikke havde forståelse for synspunkter i andre lande, var udenlandske journalister dobbelt ubehagelige for ham. Derfor udnævnte han ved årsskiftet 1922-23 en udlandspressechef, som sikrede, at interviews med internationale journalister blev en sjældenhed.«
Alligevel lykkes det tilsyneladende den danske journalist at lave et nyt interview i 1923. Dets toneart og sprog ligner interviewet fra 1922, så der er al grund til at tro, at det er den samme person. Det nye interview bliver tilsyneladende bragt eksklusivt af Århus Stiftstidende 3. februar 1923, og overskriften er: »Bayerns Mussolini… Tysklands Messias.«
Når man i dag læser indledningen, fremstår den helt profetisk:
»Det er en Fejl, som maaske kan få vidtrækkende Følger, at betragte de bayerske Nationalsocialisters Fører som kun en uskadelig, latterlig Skrighals. Dette er nemlig på ingen Maade Tilfældet. Og Hitler er tværtimod en meget farlig Mand, som – hvis han ikke uskadeliggøres – vil betyde den største Fare for det tyske Rige – og – hvem ved – maaske ogsaa mindre, omkringliggende Lande.«
Interviewet bliver lavet i forbindelse med nazisternes »rigspartidag« i München, og bagefter får journalisten igen adgang til Hitler i partihovedkvarteret, og de første ord til journalisten lyder: »Was wollen Sie?« Herefter sviner Hitler journalister til i almindelighed, men godkender, at den danske journalist er »af den rigtige Race«. Hitler og hans pressechef har sikkert ingen erindring om det første, kritiske interview i 1922.
I forhold til 1922 er det i 1923 Hitler, der styrer samtalen, og han kommer med en række proklamationer om bayersk politik, inden han taler direkte ud af posen på et spørgsmål:
»'Vi har sat os til Opgave at rense det tyske Rige,' svarer Hitler patetisk. 'Vi vil afgøre og drage et dybt Skel mellem det, der er tysk, og det, der er ikke-tysk. Og det – lad det koste min Hals – der er ikke-tysk skal blive ødelagt – udslettet. Hvad der først og fremmest er ikke-tysk er Jøderne,' vedbliver han. 'De besidder et Hegemoni i alle Ting og Forhold her i Tyskland. Med det skal det være slut.'«
Sidste spørgsmål: »Vil De bruge Vaabenmagt?«
»Selv om jeg vilde, vilde jeg ikke meddele Dem det,« svarer Hitler og forudser sin snarlige sejr: »Jeg kender min Vej – og jeg kender min Kraft. Der er ikke lang Vej igen.«
Journalisten afrunder derpå artiklen: »Og saa afskediges vi med et iskoldt Blik, der lyner af farlig hensynsløs Energi.«
Sven Felix Kellerhoff forklarer, at han har studeret alle Hitlers taler og andre udtalelser, der har overlevet, og historikeren forklarer, at de danske interview passer ind i billedet af en nådesløs ærlig leder af nazipartiet i 1922-23.
»Hitler havde endnu ikke lært noget om taktisk tilbageholdenhed, det kom først senere,« siger Kellerhoff, der næste år udgiver en bog om nazisternes såkaldte ølstueskup i 1923, Der Putsch. Hitlers erster Griff nach der Macht.
Det er værd at bemærke, at det første danske Hitler-interview kom, en uge før The New York Times den 21. november 1922 lavede deres første omtale af Hitler. Her skrev avisen, at »flere pålidelige, velinformerede kilder bekræftede forestillingen om, at Hitlers antisemitisme ikke var så dybfølt eller voldelig, som den lød, og at han blot brugte antisemitisk propaganda som lokkemad for at tiltrække masser af tilhængere«.
Kellerhoff fastslår, at ikke kun amerikanske journalister havde ringe fornemmelse for Hitler-fænomenet i 1922 – »selv politiske konkurrenter som Bayerns konservative ministerpræsident von Knilling forstod ikke rigtig, hvad der drev Hitler«, siger Kellerhoff og tilføjer, at Alan Bullock, den britiske historiker bag den første store Hitler-biografi, også mente, at Hitlers antisemitisme i begyndelsen blot var instrumental – han rettede senere denne fejlvurdering.
»I Hitlers tænkning og dermed i hans udtalelser var der kun to røde tråde,« fastslår Kellerhoff: »På den ene side det patologiske had til jøder og bolsjevismen, der angiveligt var uløseligt forbundet – og på den anden side en fundamental revision af Versailles-traktaten med det formål at gøre Tyskland til den eneste hegemoniske magt i Europa. Alle andre politiske spørgsmål var for ham flygtige.«
