Mange er de julefilm, som er lavet i håbet om at kunne genskabe Love Actuallys varme, flerstrengede charme, og ikkeeksisterende er de julefilm, der er lykkedes i det ærinde. Som regel er der tale om et stjernespækket cast, en halvhjertet historie og et artigt manus, kort sagt: en afglans.
I 2005 hed Hollywoods bud The Family Stone, og den placerer sig i det mellemlag af julefilm, som ikke tåler et årligt gensyn, men som går an. Man ser den, man glemmer den, man tilgiver den, man genser den – for mit vedkommende cirka hvert tredje eller fjerde år.
Når jeg trods de manglende filmiske kvaliteter vender tilbage igen og igen, skyldes det muligvis, at filmen tematiserer den konflikt, der kunne kaldes kampen mellem de stramme knolde og det udslåede hår. Det er kampen mellem dem, der mener, at traditioner og skikke og dekorum giver socialt samvær form og forudsigelighed, og dem, der omvendt bare gerne vil se verden brænde i et inferno af uformel hygge, »sjove« brætspil og vi-kan-da-tale-om-alt-attitude.
THE FAMILY STONE opererer selvsagt med talrige plotspor, men hovedsporet gengives hurtigt: Storebroren Everett har for første gang sin kæreste, Meredith (selvfølgelig med stram, glansfuld knold på hovedet og selvfølgelig nænsomt neurotisk portrætteret af Sarah Jessica Parker), med hjem til jul hos sin progressive storfamilie med efternavnet Stone.
Fra det øjeblik Meredith sætter sin spidse stilethæl i det plaiddækkede, hyggerodede hjem, går ting imidlertid først skævt og siden galt. Når Meredith vil give hånd, vil familien kramme. Når Meredith vil holde på formerne og ikke sove sammen med sin Everett, synes familien, hun er fjollet, halvvejs latterlig. Når Meredith har pakket sit pæneste tøj, ødelægger niecen hendes sko.
Selvom Meredith for sin del når at krænke både broren med hørehandicap, dennes afroamerikanske kæreste og i det hele sprede lige dele kedsomhed og anstrengthed til højre og venstre, har jeg et blødt punkt for hende.
Ligesom hende er jeg en stram knold. Utallige er de maver, jeg har boret min fremstrakte arm ind i for at undgå omfavnelse, stive er de timer, jeg har tilbragt i forpint tavshed til middage med svigerfamilie, mange er de tårer, som tidligere partnere gennem tiden har fældet i frustration over min manglende evne til at opføre mig som mig selv. Jeg har ingen god forklaring: I mange andre sammenhænge er jeg en (relativt) socialt kapabel person, men sæt mig sammen med en partner, og præsentér mig for dennes genetiske ophav, og jeg kan ikke være behageligt selskab, om så mit liv afhang af det.
Jeg har en fiktiv allieret i Meredith, og for det er jeg denne perle af en B-film taknemlig.
Hvad der imidlertid altid har generet mig ved The Family Stone, er filmens forløsning. Selvom der sker en forbrødring mellem Meredith og familien, ender hun ikke sammen med den succesfulde Everett, men derimod med den, jovist søde, men også bøvede lillebror, der vistnok skal forestille at være filmklipper, men først og fremmest brænder igennem som cannabisentusiast. Everett ender derimod med Merediths naturligt charmerende lillesøster.
De sidste minutters partnerbytte er dramaturgisk et fint plottvist, men det underliggende budskab gør ondt på en stram knold som mig: Meredith skal lige slappe lidt af og slå håret ud – ja, hun lader faktisk håret falde løst om skuldrene til sidst, iklædt bløde yogabukser og strik.
HVORFOR SKAL HUN ændre sig for at gøre sig fortjent til at blive elsket? Er der virkelig ikke plads til os, de generte og til tider overstyrede, der som regel ikke har brug for andet end lidt overbærenhed og tålmodighed af et par års varighed? Skal vi virkelig lære at gå i flade sko og så ellers skippes videre til mañana mañana-typerne?
Det, synes jeg, virker som en unødvendigt krank skæbne.
Så hvis De er en af dem – eller skulle jeg sige en af os? – der lige nu har kurs mod en fremmed families skød, så vid dette: De er muligvis alene om bordet med Deres stumhed og anstrengthed og indre stemme, der bedende tigger sig nu bare et eller andet, og De er muligvis den eneste i selskabet med en uspecificeret angst for lykkelige familier, men De er ikke alene. Ikke i ånden.
Og hvis De er i tvivl, kan De jo altid liste op om natten og sætte The Family Stone på. Stop den gerne et kvarter før slutningen, hvis De ikke vil svigtes på målstregen.
