Siden Love Actually fik premiere i 2003, er den blevet set og genset af millioner af mennesker. Det er uklart hvorfor. Jeg genså den i weekenden og må bare sige, at tiden ikke ligefrem har været nænsom ved juleklassikeren. Omvendt forholder det sig med Die Hard, julefilmen over alle julefilm.
I Love Actually følger vi i ugerne op til jul en række mennesker, hvis skæbne er vævet ind i hinanden på godt og ondt. Filmen fortæller os, at relationer er det vigtigste i livet, og at ægte kærlighed hverken kender alder eller klasse. Nobelt. Vi ser således, hvordan den nyudnævnte premierminister sender våde blikke til assistenten, og hvordan en ulykkelig enkemand finder trøst i at opildne sin søn til at lægge an på en noget ældre skolekammerat. Kærlighed overvinder alt. Måske.
Men vi ser også adskillige dysfunktionelle relationer maskeret som kærlighedsrelationer – for eksempel indeholder filmen en særdeles glamouriseret fremstilling af stalking. En bryllupsfotograf har sammenklippet en video fra sin vens bryllup, alene bestående af closeups af den kvinde, vennen lige har giftet sig med. Da hun tilfældigvis ser videoen, foregår det til kandiseret underlægningsmusik, men udskift musikken, og scenen bliver en optakt til en horrorfilm. Senere opsøger fotografen hende på bopælen og erklærer sin kærlighed på nogle skilte, hvorefter hun kysser ham lidenskabeligt for så at sige farvel og gå tilbage til den mand, hun lige har giftet sig med.
Den mystiske stalkingrelation bliver dog overgået af premierministerens MeToo-relation til en yngre assistent (som igen og igen fatshames, selvom hun er helt normalvægtig). Hun afskediges, efter en mand har forsøgt at gramse på hende, men hentes ind fra kulden, da premierministeren kommer i tanke om, at hun egentlig var meget sød. Heldigvis er hun ikke bitter eller har anlagt en HR-sag, men siger undskyld, selvom hun intet har gjort, for sådan gør man i Omvendtslev – og i Love Actually.
Her finder vi også et udbrændt ægteskab, hvor parterne længe har prøvet at pine hinanden ihjel med praktikaliteter og passiv aggression. Da hustruen en dag finder et halssmykke i mandens lomme, tror hun, at det er til hende, men det er i stedet til hans frække elskerinde (som også er hans sekretær og er portrætteret som et par talende skamlæber), og hustruen må nøjes med en cd med Joni Mitchell og beskeden: »Til din fortsatte emotionelle udvikling.« Uh, toxic. Den græder hun over i det skjulte, for sådan gør en rigtig indestængt martyr. Forinden har hun belært sin ven, enkemanden med den forelskede søn, om, at kvinder ikke interesserer sig for mænd, der græder, og hun minder os således om, at der sandelig også findes toxic femininity.
Endelig får vi slået fast, at mænd først for alvor kan se, hvad kvinder indeholder, når de er nøgne. En mand rejser til Italien for at skrive en bog, og da vinden en dag tager hans papirer, smider hans portugisiske hushjælp tøjet og springer i søen efter dem. De to forstår ikke hinanden, men filmen lærer os, at jo mindre en kvinde taler, og jo mere afklædt hun er, desto mere attraktiv er hun.
Men hov, er Love Actually ikke en komedie og skal ses med overbærenhed? Jo, og derfor har jeg heller ikke nævnt den uattraktive mands rygsækrejse til USA, hvor han scorer den ene sexbombe efter den anden, fordi han taler med britisk accent. Faktisk er det også den eneste sjove scene, fordi filmen trods alt godt ved, at den er langt ude her.
SÅ ER DER mindre slinger i valsen, hvad angår julefilmen, der ender alle julefilm, nemlig Die Hard. Den handler også om relationer og er en varm og opbyggelig julehistorie om tilgivelse og kernefamiliens genopbygning – tilsat terrorister med tysk accent og maskingevær. Bruce Willis er i sit livs rolle og gør det, han er bedst til, hvilket er at redde verden.
I over 30 år er det blevet diskuteret, om Die Hard er en julefilm eller ej, og det er den selvfølgelig. Ikke kun, fordi den foregår juleaften, men også, fordi den bærer julefilmens vandmærke, og det er selverkendelsen – tænk bare på Scrooges erkendelse af sin nærighed i Dickens' Et juleeventyr.
Det er selverkendelsen, der fører personerne hjem, som regel til familien, og sådan går det også i Die Hard, men ikke i Love Actually, der efterlader de fleste af sine uduelige personer i en lufthavn. Overladt til en uvis skæbne, i transit mellem skilsmisse og sexløshed.
Uvished er der ikke meget af i Die Hard, og enhver ved, at det først er rigtig jul, når superskurken styrter ned fra Nakatomi Plaza. Den er glædeligt nok sikker hver gang.
